Madame Tusseauds voksmuseum i London har fastfrosset John Christies grufulde ugerninger i sit rædselskabinet.

© Shutterstock & Getty Images

Forsmået politibetjent begik bestialske sexmord

John Reginald Christie lever et stille liv i et rækkehus i London med sin kone Ethel. Hun kender ikke hans grusomme hobby. Syv kvinder og et spædbarn bliver myrdet, og en uskyldig mand hænges, før Christie bliver afsløret.

24. juni 2017 af Boris Koll

Slagene regner ned over den lille dreng. Igen og igen hæver Ernest Christie hånden og slår, for han er ikke en mand, som tager let på opdragelsen. På én eller anden måde skal han nok få hærdet sit ynkelige skvat af en søn, så han kan vokse op og blive et rigtigt mandfolk.

Men alle Ernest Christies anstrengelser er forgæves. Hans søn, John Reginald Christie, bliver aldrig noget, der ligner.

Jo mere drengens far hundser og slår, desto mere pylrer og omklamrer hans mor. Imens behandler drengens tre ældre søstre – han har fire i alt – ham som en levende dukke. 

De pusler ham, som om han stadig var en baby, og tvinger ham til at sove i deres senge. “Reg”, som drengen kaldes, vil ikke være med til deres lege. Han protesterer kraftigt, men forgæves. 

Søstrene er i overtal, og forældrene skrider aldrig ind. Reg hader sine søstre – hader dem!

Da Reg er otte år, dør hans morfar, en mand, drengen er bange for. Reg føler en ejendommelig glæde ved synet af den afdøde, han nu ikke længere behøver at frygte. Herefter får døden en fremtrædende plads i Regs lege.

Som 15-årig rammes Reg af en katastrofe. En af hans kammerater har uden hans vidende aftalt et stævnemøde med to piger – en til hver – og Reg kan pludselig ikke undslå sig. 

De to par går hver for sig ad den lokale kyssesti, kendt som Monkey Run. Pigen, som Reg er sammen med, er mere erfaren, end hendes dåbsattest lader formode. 

Hun går lige til sagen, trækker ham ind i et buskads, knapper hans bukser op og stikker hånden indenfor.

Mange 15-årige drenge ville føle sig heldige i den situation, men ikke John Reginald Christie. I stedet for at blive ophidset er han fuldstændig rædselsslagen. 

Pigen er ikke vant til en så utaknemmelig respons og føler sig dybt krænket. Rasende spankulerer hun bort. Det her skal Reg få betalt – hun sladrer!

Ydmygelsen får fatale følger: Den skaber en af de værste seriemordere i Englands historie. 

Regs ydmygelse

Rygtet om Regs fiasko breder sig hurtigt. På næsten ingen tid ved alle på Regs skole, og alle unge i lokalområdet, hvad der er sket. 

Reg Christie er dermed ophørt med at eksistere som person. Nu findes kun “Reggie-No-Dick”. 

Smådrenge råber det rædselsfulde øgenavn efter ham i skolegården og på gaden. Men det værste er pigerne. 

Reg kan ikke nærme sig en gruppe piger, uden at de straks begynder at hviske-tiske og fnise højlydt. Han hader dem som pesten. Og de gør ham bange.

I de næste fire år holder Reg, John Reginald Christie, sig fuldstændig væk fra kvinder. Først som 19-årig får han sin seksuelle debut hos en prostitueret. 

Christie finder prostituerede mindre skræmmende end andre kvinder, fordi de aldrig stiller krav til kundernes præstation. 

Med det i baghovedet er Christie mindre anspændt og kan gennemføre et samleje og for ham er det en kæmpe triumf.

Prostitutionsbesøget bliver begyndelsen på en ny og kostbar vane. Christie holder sig fra de smukkeste og mest selvsikre af kvinderne. Han føler sig mest tryg sammen med de lidt sølle prostituerede med lavt selvværd.

I 1920 gifter Christie sig med Ethel. Hun er en kvinde uden ydre skønhed, og hun har et yderst underdanigt væsen. 

Det første halve år forbliver ægteskabet ufuldbyrdet. Christie kan simpelthen ikke blive seksuelt ophidset sammen med sin kone – kun med de prostituerede, som han stadig besøger i stort tal.

Ethel affinder sig med situationen og stiller ingen krav. For hende er det nok, at hendes mand holder af hende. Og det gør han, tror hun.

Christie har et almindeligt lavtlønsjob som kontorist, og hans indtægter kan slet ikke følge med udgifterne.

Derfor skaffer han sig nyt arbejde i postvæsenet. Lønnen er ganske vist ikke spor bedre der, men jobbet giver ham mulighed for at stjæle pakker fra postordrefirmaerne og sælge varerne på hælermarkedet.

Tyverierne går godt i et stykke tid, men ikke længe. Christie bliver afsløret, og kun tre måneder efter at han er blevet gift med Ethel, må han tre måneder i fængsel. Dette er den første af en hel stribe domme.

I 1924 forlader Christie sin kone og deres fælles hjem i Sheffield. Han vil til London for at prøve lykken der. Hvad, han laver, er usikkert.

Det vides bare, at han i 1929 bliver idømt seks måneders hårdt strafarbejde for morderisk overfald på en prostitueret.

Kvinden har givet ham tag over hovedet og forsørget ham et stykke tid, men nu har hun bedt ham om at pakke sammen og skride. Christie reagerer ved at gribe et cricket-bat og knalde hende en på kraniet. Kvinden får en 15 cm lang flænge i hovedet, men overlever. 

Vaneforbryderen bliver politimand

Mens Christie i 1933 afsoner en dom for biltyveri, skriver han til Ethel og beder hende om at genoptage samlivet. Ethel har ikke set sin mand i ni år, men hun siger straks ja og underskriver dermed sin egen dødsdom.

Parret bosætter sig i Notting Hill-distriktet i London, og i 1938 flytter de ind i stueetagen i Rillington Place nr. 10. Scenen er klar, og rædslerne kan begynde.

Men først sker der noget helt fantastisk i Christies liv. Så snart 2. verdenskrig bryder ud, søger det engelske politi frivillige reservebetjente til den såkaldte War Reserve Police.

Jobbet kræver en ren straffeattest, så det er indlysende, at Christie ikke kan komme i betragtning.

Derudover er Christie, der er hypokondrisk og svageligt anlagt, ikke den oplagte kandidat til jobbet. Men han søger alligevel.

Nogle uger senere modtager Christie et brev. Han kan straks begynde som betjent på Station Notting Hill. Christie er jublende glad.

Forklaringen er lige så enkel, som den er idiotisk: Behovet for betjente er akut, og politiet har derfor valgt ikke at bruge tid på at tjekke kandidaternes straffeforhold. Sjuskeriet får fatale konsekvenser:

Det giver den fremtidige morder en troværdighed, som er med til at få hans ofre til at stole på ham.

Christie er politimand i fire år – og en meget dygtig politimand. Han udfolder den allerstørste nidkærhed i sit arbejde og modtager hele to udmærkelser.

For Christie er det en win-win-win-situation. Uniformen beskytter ham mod indkaldelse til militærtjeneste, og den gavner hans økonomi kolossalt.

Tidligere har Christie betalt de prostituerede i dyre domme for deres ydelser – nu kan han få alting gratis.

Pigerne ved, at han kan arrestere dem på stedet og skaffe dem en masse problemer på halsen, hvis de ikke opfylder hans ønsker. Så det gør de. Det nytter ikke at anmelde ham. Hvis det står påstand mod påstand, er det altid politimanden, som vil blive troet, aldrig den prostituerede.

Årene i politiet er de lykkeligste i Christies liv. Den lille, skræmte og utilstrækkelige mand har pludselig fået, hvad han elsker mere end noget andet: magt. 

På trods af sin plettede straffeattest fik John Christie job som politimand. 

© Murderpedia

Christie får smag for mord

Ruth Fuerst er en smuk 21-årig pige fra Østrig. Hun kom til England for at studere før krigen og har valgt at blive. 

Hun deltager aktivt for at styrke sit nye lands krigsindsats og knokler på en ammunitionsfabrik fra morgen til aften. 

Lønnen er imidlertid lav, og da hun står helt alene i verden, er det svært at få økonomien til at hænge sammen. Derfor tjener hun nogle gange lidt ekstra som prostitueret efter arbejdstid.

I sommeren 1943 får Ruth en kunde fra helvede, John Reginald Christie. Han foreslår, at hun går med ham hjem til Rillington Place nr. 10. Det indvilger hun i. Ethel besøger sin bror i Sheffield, så der er fri bane.

Christie betragter den unge kvinde, mens hun klæder sig af. Hun er et usædvanligt valg, fordi hun er så smuk. 

Hun er præcis den type kvinde, som altid har fået ham til at føle sig underlegen og utilstrækkelig. Men i dag er det anderledes. I dag vil han tage hævn. I lommen har han en stump reb.

Ruth er totalt uforberedt, da Christie pludselig kaster sig over hende, får rebet rundt om hendes hals og strammer til, mens han voldtager hende. 

Hun kæmper voldsomt imod, men til sidst lykkes det ham at strangulere hende. I sine erindringer skriver Christie om mordet: “Jeg følte en underlig, fredfyldt glæde”.

I Christies underbevidsthed er det ikke en tilfældig østrigsk pige, han har slået ihjel. Hun er stedfortræder for hans livs mareridt – pigen fra Monkey Run.

Han begraver liget ude i baghaven.

Ruth Fuerst var Christies første offer. Han gravede hende og sit andet offer ned i haven.

© Getty Images & National Archives

Christie myrder igen

Nogle måneder efter sit første drab søger Christie sin afsked fra politiet med henvisning til helbredsproblemer. 

Det er Station Notting Hill, hvor han selv arbejder, som efterforsker Ruth Fuersts forsvinden. Og det slider på Christies nerver hver dag at gå op og ned ad mennesker, som har til opgave at opklare mordet.

Christie får arbejde på en radiofabrik. Her møder han Muriel Eady og beslutter at dræbe hende. Muriel har en kæreste og er ikke interesseret i Christie. 

Men hun lider af en ubehagelig halskatar, som giver hende vejrtrækningsproblemer, og Christie får lokket hende hjem til sig under påskud af, at han har et inhalationsapparat, som kan hjælpe hende.

Christie har faktisk konstrueret et sådant apparet. Men med et noget andet formål, end Muriel er klar over. 

Christie er forskrækket over sit første offers modstand og vil derfor pacificere Muriel. Det simple inhalationsapparat består af et syltetøjsglas med en lindrende balsam. I glassets låg har Christie boret to huller. Han har stukket en gummislange ned i det ene hul og instruerer Muriel i at inhalere gennem slangen.

Hvad Muriel ikke ved, er, at Christie har tilsluttet en anden slange til køkkenets gashane. Da Muriel sidder og inhalerer fra gummislangen med ryggen til Christie, behøver han blot at stikke denne slange ned i glassets andet hul og skrue op for gassen. 

Balsammen dækker over gaslugten, så Muriel indhalerer intetanende den giftige gas. Da hun er bevidstløs, voldtager og kvæler Christie hende.

Christie oplever den samme afdæmpede eufori som ved sit første mord:

“Jeg følte igen denne stille, fredfyldte glæde. Slet ingen anger”, skriver han senere.

Christie er nu passioneret seriemorder. Det er klart – også for ham selv – at han ikke kan stoppe. Han vil myrde igen og igen. Ligesom sidst begraver Christie sit offer ude i baghaven. 

Det er risikabelt, for mens intet kunne knytte Christie til Ruth, så har han en velkendt arbejdsrelation til Muriel. 

Hendes kæreste ved oven i købet, at hun ville besøge Christie, og da hun ikke kommer hjem om aftenen, opsøger han Rillington Place nr. 10 for at spørge efter hende. 

Christie siger, at Muriel ikke dukkede op som aftalt, hvilket har undret ham. Det er Christies gamle kolleger, som efterforsker den mystiske forsvinding. Det falder dem aldrig ind at mistænke Christie.

I 1948 bliver lejligheden på 3. sal i Rillington Place ledig, og et ungt par flytter ind. Det er Timothy Evans og hans kun 19-årige hustru Beryl, som snart efter føder datteren Geraldine.

Parret føler sig straks godt tilpas i huset, for det midaldrende par på 1. sal, hr. og fru Christie, er fantastisk søde og hjælpsomme.

Det unge forældrepar har også hårdt brug for hjælp, for de er selv som børn. Timothy er ikke direkte retarderet, men enfoldig og meget svagt begavet.

En undersøgelse har vist, at han som voksen er på samme intellektuelle niveau som en dreng på 11-12 år. Han kan hverken læse eller forstå tal over 100.

Beryl er også svagt begavet, umoden og utroligt naiv. Hun er vokset op uden en mor til at lære hende de ting, en husmor forventes at kunne, så lejligheden bliver hurtigt ét stort rod.

Da Timothy ikke kan regne, må Beryl stå for husholdningsøkonomien, og det magter hun slet ikke.

Hun køber på kredit uden at fortælle Timothy noget og akkumulerer en gæld på 20 pund. Det svarer til tre gange ugelønnen for Timothy, som er ufaglært arbejder på en fødevarefabrik.

Det nygifte par elsker hinanden og deres barn meget højt, men rodet i økonomien og Beryls manglende evner udi kogekunsten fører tit til konflikter.

Naboerne hører dem råbe og skrige af hinanden, og genboen ser dem endda udveksle slag foran stuevinduet.

Hr. og fru Christie hjælper, så godt de kan – hr. Christie dog med en skjult dagsorden. Beryl er meget smuk, og han bruger enhver anledning til at være i nærheden af hende.

Beryls skønhed ville normalt skræmme Christie, men den opvejes af den unge kvindes naivitet. Hun virker mere hjælpeløs end farlig. Alligevel er hun helt uopnåelig for den knap 50-årige Christie, medmindre… 

En modbydelig plan

Geraldine er kun 10 måneder gammel, da Beryl til sin fortvivlelse opdager, at hun allerede er gravid igen. Det er en katastrofe. 

Beryl har svært nok ved at klare én baby. Den unge kvinde køber et illegalt abortmiddel, men det virker ikke. 

I stedet sætter hun livet på spil ved at stikke en stor injektionssprøjte op i sig selv. Heller ikke det virker, og en dag betror Beryl sig i sin fortvivlelse til fru Christie, som lader oplysningen gå videre til sin mand.

Næste dag, mens Timothy er på arbejde, opsøger Christie Beryl og fortæller hende en løgnehistorie om, at han læste til læge i 1930'erne – men havde måttet opgive studierne på grund af krigen. 

Han ved dog rigeligt til at kunne foretage en abort, forsikrer Christie. Faktisk har han allerede foretaget adskillige.

Aborten er et omhyggeligt påskud for at få adgang til Beryl i endnu et nøje udtænkt mord. 

Timothy Evans' vidneudsagn beretter om, hvordan Christie henvender sig til hans kone for at tilbyde hende hjælp, og Christie sørger endda for at forberede Timothy på Beryls død.

Han forklarer ham, at aborter så sent i graviditeten koster kvinden livet i ca. 10 procent af tilfældene.

“Men i langt de fleste tilfælde er der slet ingen problemer”, siger han beroligende.

Timothy er ligeglad. Han vil ikke have, at hans kone udsættes for selv den mindste risiko.

“Vi er ikke interesserede”, meddeler han kort, hvorefter han går op til Beryl og forbyder hende at gå videre med ideen.

Det kommer til et voldsomt skænderi. Beryl fortæller sin mand, at han skal blande sig udenom. Hun stoler på Christie og vil af med det foster. 

Timothy resignerer til sidst. Han kan ikke tale hende fra det.

Aborten skal finde sted, mens Timothy er på arbejde. Christie forsøger formentlig at få Beryl til at inhalere gas, men læsioner i Beryls ansigt vidnede om, at alt nok ikke er gået helt som planlagt. 

Sandsynligvis fortryder Beryl og gør modstand, og Christie slår hende hårdt i ansigtet for at få hende til at ligge stille, inden han kvæler hende. Bagefter har han sex med liget. 

Timothy går i fælden

Geraldine sover til middag i rummet ved siden af, mens mordet finder sted. Christie passer barnet dagen igennem, for at hun ikke skal påkalde sig opmærksomhed ved at ligge og skrige. 

Da Timothy kommer hjem fra arbejde, står en alvorsfuld Christie og venter på ham i porten.

“Jeg har dårlige nyheder”, siger han. “Aborten gik galt. Din kone er død”.

Timothys hjerne er ude af stand til at bearbejde den information. Det hele forekommer uvirkeligt. 

De to mænd følges ad op på 3. sal, og der ligger Beryl ganske rigtigt. Christie har rullet hende ind i en grøn dug.

Timothys første indskydelse er, at , at de hellere må få fat i politiet. Men Christie afviser med påtaget bestyrtelse:

“Nej, er du gal?! Vi ryger lige i fængsel begge to! Jeg har lavet en illegal abort, og du er medvider og dermed medskyldig. Politiet ser meget strengt på den slags”.

I sin enfoldighed tror Timothy på den tidligere politimand. Christie får ham overbevist om, at det er bedst, han forlader London for en tid, indtil tingene er faldet lidt til ro. 

I mellemtiden vil Christie få liget væk. Geraldine har han også tænkt på – han kender et ungt par, som gerne vil passe hende, mens Timothy er væk.

Der er selvfølgelig intet ungt par. Christie har besluttet at dræbe barnet. Han ser ingen anden løsning. Christie er meget heldig med omstændighederne. Timothy er tilfældigvis lige blevet fyret, og intet holder ham i London. 

Ansporet af Christie beslutter han sig for at rejse til sin fødeegn, Wales, for at få tid til at komme sig. Han kan bo hos sin onkel og tante.

Timothy fortæller onklen og tanten, at han har været på forretningsrejse med sin chef, men at bilen er brudt sammen og han nu venter på, at den bliver repareret. Under opholdet taler han passioneret om sin datter Geraldine: 

“Du skulle se hende. Hun er en hjerteknuser”, siger den unge far stolt til tanten. Timothy tager også til London for at opsøge Christie og spørge til Geraldine. 

Christie forsikrer Timothy om, at datteren har det godt, og at Timothy kan se hende om to-tre uger.

Som dagene går, begynder onklen og tanten at undre sig over, at Timothy bliver så længe, og til sidst skriver de til hans mor. 

Hun skriver omgående tilbage, at hun hverken har set Timothy, Beryl eller Geraldine i ugevis og er ved at gå til af bekymring. 

Timothy Evans var naiv og et let offer for den manipulerende John Reginald Christie.

© Getty Images

Politiet tror på morderen

Da hans løgne revner, træffer Timothy en spontan og fatal beslutning. 

Han går ind på den lokale politistation og fortæller, at han har smidt liget af sin kone i en kloak, efter at hun var død af en illegal abort. 

Timothy vil ikke involvere Christie. Det ville være utaknemmeligt over for en mand, som jo bare har prøvet at hjælpe. Derfor siger han, at aborten blev foretaget et sted ude i byen. Han ved ikke hvor.

En politimand nedskriver Timothys forklaring og læser den op for ham, hvorefter Timothy skriver under.

Politiet ringer nu til kollegerne i London og beder dem undersøge den kloak, Timothy har beskrevet. 

De finder den lige uden for Rillington Place nr. 10, men kloakdækslet er så tungt, at der skal tre betjente til at løfte det, og kloakken er tom. Timothy kan umuligt have anbragt liget der.

Timothy bliver afhørt på ny:

“Vi ved, at du lyver. Hvor er din kone? Hvad har du gjort ved hende?”

Timothy kan ikke svare. Christie sagde, at han ville gemme liget i kloakken. Hvis det ikke er der, så ved han ikke, hvor det er.

I mellemtiden ringer Londonpolitiet på hos deres tidligere kollega Christie, som giver dem værdifulde oplysninger. 

Ligesom flere andre naboer kan Christie bekræfte, at Beryl og Timothys ægteskab var plaget af konflikter.

Han fortæller, at Timothy er en meget voldelig mand, som tæver sin kone uafbrudt. Beryl har flere gange søgt tilflugt hos ham og hans kone, lyver han. 

Ved en enkelt lejlighed har Beryl sagt, at Timothy ville ende med at slå hende ihjel en dag. Politifolkene noterer flittigt, mens Christie intelligent og systematisk lægger bødlens løkke om Timothys hals.

Ethel støtter sin mands forklaring og bliver ved med at beskytte ham, selv om det er overvejende sandsynligt, at hun på et tidspunkt må indse den frygtelige sandhed.

Det er ikke bare umoralsk, men også meget dumt. Ethel er selv Christies næste offer.

Den 1. december 1949 gør politiet et makabert fund i et lille vaskehus i baggården til Rillington nr. 10. Her ligger Beryl og lille Geraldine. Begge er tydeligvis blevet kvalt.

Timothy tror, at hans datter er i pleje hos et ungt par. Han hører først om hendes død, da politiet sigter ham for drabet.

Chokket får ham til at gå helt i sort. Hvis hans lille datter er død, har han ikke mere noget at leve for.

Timothy har ingen advokat ved sin side, og efter en lang nats intens afhøring giver han politiet den tilståelse, de så gerne vil have.

Han påstår, at han har dræbt sin kone og datter i desperation over økonomiske problemer. Politiet nedskriver forklaringen, og Timothy sætter sin underskrift på arkene.

Da han endelig får en advokat, ændrer Timothy forklaring. Han siger, at politiet pressede ham til at tilstå, men at han er uskyldig.

Det var Christie, som dræbte Beryl og Geraldine, fastholder han. Politiet og anklagemyndigheden tror ham ikke.

Ifølge britisk lov kan en person kun anklages for ét mord ad gangen, og anklagemyndigheden vælger at begynde med barnemordet, fordi den sag højst sandsynligt vil udløse en dødsdom. Dermed skal der ikke bruges ressourcer på også at føre sagen om drabet på Beryl.

Timothy dømmes til døden

Den 11. januar 1950 begynder retssagen mod Timothy Evans. I retten kæmper forsvarsadvokat Malcolm Morris indædt for at redde Timothy og sandsynliggøre, at den virkelige morder er anklagemyndighedens hovedvidne i sagen – John Reginald Christie.

Det er en kamp op ad bakke, for Timothy har skadet sin egen sag enormt. Han undlod at informere politiet om sin kones død, han stak af til Wales, han løj for politiet, og han underskrev en tilståelse.

Det tager en enig jury 35 minutter at nå frem til en beslutning. Derefter oplæser dommer Lewis sin dom:

“Timothy Evans, juryen har fundet dig skyldig i overlagt mord, og rettens dom er, at du herfra skal føres til et fængsel, dernæst til et henrettelsessted, hvor du skal lide døden ved hængning. Din krop skal begraves inden for murene af det fængsel, hvor du sidder din sidste tid. Må Gud se i nåde til din sjæl”.

Timothy Evans fremstår fuldstændig rolig. da dødsdommen bliver læst op. Han har ikke længere noget at miste.

Den 9. marts 1950 skal dommen eksekveres. Timothy sover godt den sidste nat. Fængselspersonalet må vække ham, da solen står op. 

Alvorlig, men fattet går Timothy til galgen. Bødlen trækker først en sort hætte over hans hoved, dernæst rebet. Så falder lemmen, og Timothy Evans erklæres død.

Christie slog otte mennesker ihjel og er en af de værste seriemordere i Storbritanniens historie. Nogle eksperter mener, at han myrdede endnu flere. 

© Getty Images

Christie myrder videre

Efter mordsagen mod Timothy holder Christie sig i ro. Men kun for en tid. Knap tre år efter henrettelsen af Timothy Evans kan han ikke længere kontrollere mordtrangen.

Der er dog en væsentlig forhindring: Christies kone Ethel, der før har været på hyppige familiebesøg i provinsen, har skåret ned på rejseaktiviteten. 

Nu er hun altid hjemme og dermed i vejen, og den 14. december 1952 kvæler Christie sin mangeårige hustru. Liget gemmer han under gulvbrædderne i stuen.

Mellem den 19. januar og den 6. marts slår Christie yderligere tre kvinder ihjel, Kathleen Maloney, Rita Nelson og Hectorina Maclennan. 

Alle mordene finder sted på Rillington Place 10, og fremgangsmåden er den samme hver gang: Han narrer kvinderne med hjem og gasser dem, indtil de mister bevidstheden, hvorefter han voldtager dem, mens han kvæler dem.

Ligene gemmer Christie i spisekammeret. Politiets teori er, at han lejlighedsvis tager dem frem for at have sex med dem. 

Han bruger et kraftigt desinfektionsmiddel for at dæmpe lig-stanken, der dog til sidst er så kraftig, at han overtapetserer indgangen til spisekammeret.

Den 20. marts fremlejer Christie lejligheden og indlogerer sig på et hotel.

Da nyheden om ligfund på Rillington Place 10 rammer aviserne fire dage efter, forlader Christie hotellet og driver rundt i Londons gader.

Ni dage senere bliver Christie genkendt af en betjent på gaden og arrest­eret. Rædslerne i Rillington Place er omsider forbi. 

Ethel Christie blev kvalt og gemt under gulvbrædderne.

© Getty Images & National Archives

Lig bag tapetet afslørede Christie

En ny lejer rykkede ind i Rillington Place nr. 10, men da han forsøgte at sætte en hylde op i køkkenet, gik både søm og hammer lige gennem væggen, og en forfærdelig stank væltede ud.

Lejeren fandt en lygte og lyste ind gennem hullet. Han blev mødt af et grufuldt syn – tre halvnøgne, stærkt forrådnede kvindelig. Den chokerede lejer alarmerede straks politiet, som fandt yderligere tre lig i huset.

Herefter gik en omfattende eftersøgning efter husets tidligere beboer, John Reginald Christie, i gang i London. Kort efter blev Christie, som drev uvasket og ubarberet rundt i gaderne, genkendt af en betjent. 

Christie opgav først et falsk navn, men fulgte derefter villigt med på stationen. Under afhøringerne tilstod Christie, uden at vise den mindste anger, mordene på syv kvinder. 

Hans skiftende forklaringer på mordene var yderst fantasifulde, og han hævdede fx flere gange, at han havde handlet i selvforsvar, eller at han blot havde hjulpet sine ofre med at begå selvmord. Kun mordet på spædbarnet Geraldine nægtede han hårdnakket.

Da politiet spurgte ham, hvordan han kunne fremleje en lejlighed spækket med lig – han måtte have vidst, at hans ugerninger snart ville blive opdaget – svarede Christie: “Jeg skænkede det aldrig en tanke”.

Ifølge engelsk lov kunne en person kun anklages for ét mord ad gangen. 

Anklagemyndigheden begyndte med mordet på Christies kone Ethel, hvis lig blev fundet under gulvbrædderne. 

Christie blev som ventet dømt til døden, og hængningen blev fastsat til den 15. juli 1953. Da bødlen trak den sorte hætte over hans hoved, forsøgte Christie desperat at vinde tid.

“Det klør på næsen”, sagde han.

“Bare rolig, det vil ikke genere dig ret længe”, svarede bødlen.

Måske er du interesseret i...

Læs også