Den amerikanske seriemorder Ted Bundy dræbte mere end 30 kvinder i 60'erne og 70'erne.

Historiens værste seriemordere

Seriemordere har formentlig altid eksisteret, men mens seriemordere før i tiden ofte slap afsted med deres ugerninger, bliver de fleste moderne seriemordere pågrebet – og kan efterfølgende sole sig i mediernes opmærksomhed.

Seriemordere findes i alle samfundslag

Den mest udbredte definition af seriemordere er personer, som slår to eller flere mennesker ihjel ved adskilte lejligheder afbrudt af “stille” perioder, hvor seriemorderen lever et normalt liv. Et fællestræk er også, at seriemorderes personlighed rummer forskellige grader af psykopati som betyder, at seriemorderen er blottet for empati og dermed ude af stand til at føle medlidenhed med sine ofre. Desuden er langt de fleste seriemordere mænd.

Seriemordere forekommer inden for alle nationaliteter og samfundslag, og seriemorderes intelligens spænder fra det debile til det geniale. Også seriemorderes motiver til deres handlinger er forskellige, selvom de fleste seriemordere har det til fælles, at de opnår en form for tilfredsstillelse ved selve det at slå ihjel – fx en glæde ved at have et andet menneske fuldstændig i deres magt.

Den amerikanske seriemorder Ted Bundy, som dræbte mere end 30 kvinder mellem 1961 og 1978, udtrykte det som følger:

”Du mærker det sidste åndedrag forlade deres krop. Du ser ind i deres øjne. En person i den situation er Gud”.

Andre typiske motiver blandt seriemordere er seksuel tilfredsstillelse, økonomisk gevinst, og jagten på berømmelse.

Seriemordere var djævlens værk

Seriemordere har givetvis altid eksisteret, og historien er fyldt med fortællinger om mennesker, som slog ihjel for nydelsens skyld – fx den franske adelsmand Gilles De Rais, som angiveligt dræbte over 140 børn og unge mellem 1431-1440, fordi det ophidsede ham seksuelt.

Før oplysningstiden blev ugerninger som mord forbundet med djævlen – morderen var besat af en ond ånd eller havde indgået en pagt med satan. Når en morder skulle fældes, skete det på baggrund af vidneudsagn og tortur af den formodede gerningsmand, som derfor i reglen tilstod ugeringen, uanset om vedkommende var skyldig eller ej.

Samtidig var det langt lettere for en udspekuleret seriemorder at dukke sig under ordensmagtens radar. Mange mennesker levede i stor fattigdom, hvor de færreste i de indflydelsesrige samfundsklasser kærede sig om, hvorvidt de levede eller døde, og hvis fattige forsvandt, blev der sjældent gjort et stort nummer ud af det.

Videnskab fældede kvindelig seriemorder

Manglen på moderne retsmedicin betød også, at det var vanskeligt at fastslå, om et dødsfald var forårsaget af sygdom eller om en morder havde været på spil, men i løbet af 1800-tallet gjorde en række retsmedicinske landvindinger det nemmere at fælde seriemorderne – bl.a. toksikologien (læren om giftstoffer), som betød, at giftstoffer kunne spores i menneskekroppen.

Denne opdagelse førte i 1873 til, at en af historiens sjældne kvindelige seriemordere, den britiske seriemorder Mary Ann Cotton, blev fældet. Hun skønnes at have slået op imod 21 mennesker ihjel med arsenik – primært hendes ægtemand samt besværlige børn eller stedbørn. Motivet var ægtemændenes pension og formodentlig også en pervers nydelse ved at have se sine ofre lide en langsom og smertefuld død.

Berømt seriemorder var måske fri fantasi

1800-tallet blev også skueplads for en række andre seriemordere. Bl.a. den legendariske seriemorder Jack The Ripper, som fandt sine ofre fem blandt Londons prostituerede. Ofrenes lemlæstede kroppe blev fundet i Londons Whitechapel-kvarter, berygtet for prostitution og kriminalitet.

Ripper blev den første seriemorder, som opnåede egentlig berømmelse - ikke mindst pga. udviklingen inden for medierne, hvor aviser i løbet af 1800-tallet blev billigere at fremstille og købe og derfor begyndte at henvendte sig til et mere folkeligt publikum med sensationssøgende overskrifter, rige illustrationer og kortere artikelformater.

Navnet Jack The Ripper stammer fra et brev, som blev sendt til formanden for en gruppe frivillige borgere, som patruljerede Whitechapel-kvarteret i 1888. I brevet tog en mand som underskrev sig Jack The Ripper, ansvaret for mordene.

Efter alt at dømme var brevet en forfalskning, og den dag i dag er der stor uenighed om, hvorvidt Jack The Ripper overhovedet fandtes – mange mener, at der snarere var tale om mord udført af forskellige gerningsmænd og bundet sammen af en sensationslysten presse. Men navnet Jack The Ripper hang ved, og Ripper er fortsat en af historiens mest berømte seriemordere.

Krigstid er paradis for seriemordere

Nogle historiske omstændigheder har været særligt gunstige for seriemordere, fx krigstid, hvor samfundet er præget af kaos, og personer lettere kan forsvinde, uden at nogle tager notits af det.

Dette var bl.a. tilfældes i Tyskland i mellemkrigsårene, hvilket seriemorderen Friedrich, “Fritz” Haarman, kendt som "Vampyren fra Hannover”, udnyttede. Mindst 24 drenge og unge mænd blev Fritz ofre mellem 1918 og 1924. Deres tøj og kød solgte han på det sorte marked. Tilnavnet “vampyren skyldes”, at Fritz dræbte sine ofre ved at knuse deres strubehoveder med tænderne.

Også seriemorderen Carl Grossman, kendt som “Slagteren fra Berlin”‚ udnyttede de kaotiske tilstande i mellemkrigsårene til at slå et ukendt antal kvinder ihjel – muligvis mere end 50. Grossman solgte, ligesom seriemorderen Fritz, deres kød på det sorte marked, eller brugte det som pølsefyld i hans hotdog-bod.

DNA afslører seriemordere

Op igennem det 20. og 21. århundrede har landvindinger inden for retsmedicinen – fx dna-analyser – gjort det vanskeligere for seriemordere at undslippe politiet, og i nogle tilfælde har dna-analyser også været medvirkende til at løse gamle uopklarede seriemord.

Bl.a. blev sagen om den amerikanske seriemorder “Boston-kvæleren”, som dræbte 13 kvinder i de tidligere 1960'ere, først endelig løst i 2013, hvor teknikere fik tilladelse til at grave liget af den formodede gerningsmand Albert DeSalvo op og sammenligne hans dna med dna fundet på et af ofrene. DeSalvo tilstod mordene allerede i 1967 men blev aldrig dømt pga manglende tekniske beviser.

Seriemordere soler sig i berømmelse

Det stigende medieforbrug har gjort seriemord ekstra tillokkende for de seriemordere, hvis primære motiv er opmærksomhed.

Fx seriemorderen som under navnet Zodiac (Dyrekredsen) slog mindst fem mennesker ihjel i Californien mellem 1962-1964. Zodiac kontaktede selv politiet efter hvert mord og sendte desuden fire breve til pressen med kodede meddelelser, som han påstod ville afsløre hans identitet, og som han krævede trykt på avisernes forsider. Kun en af de kodede meddelelser blev knækket, og Zodiacs identitet er stadig ukendt.

Et andet eksempel på en berømt seriemorder er Jeffrey Dahmer, som slog 17 drenge og unge mænd ihjel fra 1978 til han blev pågrebet i 1991. Ifølge Dahmer selv begik han det første mord, fordi han ikke ville have sit offer til at gå hjem.

Senere begyndte Dahmer at spise sine ofres kød for at have dem hos sig for evigt. Efter Dahmer blev dømt som seriemorder, modtog han store pengebeløb fra fans, som ville forsøde hans tilværelse i fængslet.

Jeffrey Dahmer, som blev dræbt af en medfange i 1994, er ligesom mange andre seriemordere blevet genstand for en stribe bogudgivelser og dokumentarfilm og flere spillefilm. Tilsyneladende er offentlighedens appetit på seriemordere ligeså endeløs som seriemorderens appetit på ofre.

De værste seriemordere gennem tiden – læs vores store tema

Måske er du interesseret i...

Læs også