Hyrdedræberen Joseph Vacher blev beskyldt for at stå bag mindst 25 mord på sin vandring i Frankrig.

© MARY EVANS & LE PROGRÈS ILLUSTRÉ

Hyrdedræberen Joseph Vacher havde frit spil

En perverteret morder terroriserer landsbyerne i 1800-tallets Frankrig. Joseph Vacher dræber især unge hyrder og forsvinder sporløst. Politiet er på bar bund – indtil en ung undersøgelsesdommer får en helt enkel idé.

16. juli 2015 af Troels Ussing

Joseph Vacher slår til

Sveden pibler ud af porerne på Jean-Marie Robins hud, mens den unge hyrdedreng ivrigt skråler “Allez!” efter sin kvægflok. Køerne reagerer modvilligt og sjokker sløvt fremad. Den sidste augustdag i 1895 er djævelsk hed og dræner alt levende for energi. Nådesløst brænder solen ned over det bakkede landskab i Onglas, 40 km øst for Lyon, men som altid må hyrdedrengene bide ubehaget i sig og drive kvæget til græsarealerne uden for landsbyen.

På sin vej bliver Jean-Marie overrasket, da en anden hyrdedrengs ko kommer trissende ned ad en bakke. Det ligner ikke Jean-Maries ven, den 16-årige Victor Portalier, at sløse på den måde. Jean-Marie vil gerne hjælpe sin kammerat og begynder at genne koen tilbage mod det skyggefulde valnøddetræ, hvor Victor plejer at sidde.

Men nogle meter fra træet er Jean-Marie ved at træde i en blodpøl, og lidt længere fremme er det tørre græs pladret til af mørkerødt blod. Kort efter får han øje på Portaliers skjorte, der ligger badet i blod. Han skriger højt og spæner ned ad bakken, bange for at finde sin kammerats lig.

Mordet skræmmer de lokale

De høje skrig får flere af de lokale til at styrte til. Synet er grufuldt. Ved nogle enebærbuske 60 meter fra valnøddetræet ligger Victor Portalier med flere stiksår og et langt snit gennem halsen. Fra brystbenet til det øverste af inderlåret er den 16-årige dreng sprættet op. Bukserne er trukket ned til skinnebenene, og på makaber vis er hans penis og den ene testikel skåret af og er kastet flere meter væk fra liget.

De lokale er skræmt fra vid og sans og har svært ved at kapere, at en ung dreng i deres lille by er brutalt myrdet. Ophidsede fortæller de politiet, at en vagabond dagen før mordet var travet ind i byen og havde spurgt efter hyrdedrengen, som han havde lært at kende under et tidligere besøg i Onglas. Hans navn kender de lokale ikke, men de fortæller, at manden havde tykke, sorte øjenbryn, og at området omkring hans højre øje så mystisk og arret ud. Han må være udyret bag den frygtelige gerning, mener landsbyboerne.

Hvad ingen af dem kan vide, er, at det langtfra er første gang, morderen har slået til. På sin vandring gennem det sydøstlige Frankrig har han trukket et uhyggeligt blodspor. Og vagabonden er på ingen måde færdig med at sprede død og rædsel i de franske landdistrikter.

Politiet må opgive at finde Joseph Vacher

I raskt tempo traver 25-årige Joseph Vacher om eftermiddagen den 31. august 1895 gennem en kløft uden for Onglas. Endnu en gang er det lykkedes ham at angribe et offer – og slippe væk fra gerningsstedet uden at blive set.

I over et år har Vacher vandret rundt som vagabond, siden han blev lukket ud af en anstalt i Saint-Robert i det centrale Frankrig, hvor han har siddet inde for drabsforsøg på en tidligere kæreste. Men blodtørsten og det iltre temperament har franskmanden ikke lagt bag sig, selvom lægerne i Saint-Robert har konkluderet, at Vachers “nervøse sammenbrud” efter mord- og selvmordsforsøg er kureret.

Endnu kender kun han til den række af mord, han har begået på sine vandringer. De maltrakterede lig er alle blevet fundet, men den snu Vacher ved, at hvis bare han kan nå at slippe ud af den ene retskreds og ind i den næste, bliver han ikke pågrebet. I 1890’erne er samarbejdet mellem politidistrikterne nærmest ikkeeksisterende.

Efterforskerne af Portalier-mordet, som hører ind under Bugey-regionen, mister også hurtigt færten af den vagabond, som borgerne i Onglas tror har dræbt den lokale hyrdedreng. To dage efter mordet ser et vidne vagabonden med de tykke øjenbryn ved en jernbanebro, der krydser Rhônefloden, men da politiet hører vidnets forklaring, er vagabonden væk. Han må være forsvundet ud af området, konkluderer politiet.

Den 22. november 1895 lukker myndighederne sagen, og rapporterne lægges væk. Morderen kan fortsætte sine grusomme drab.

Ny undersøgelsesdommer fortsætter jagten på Joseph Vacher

Den 20. juni 1897 – næsten to år efter at hyrdedrengen Victor Portalier blev sprættet op – sidder Émile Fourquet i Lyon og nyder en kop kaffe med nogle kolleger. Han er for nylig blevet undersøgelsesdommer i byen Belley, der er hovedstad i Bugey-regionen. For den 35-årige jurist er det et drømmejob. Han kan nu “udleve en brændende passion” og kaste sig over “menneskejagt”, som han senere formulerer det i sine erindringer.

Mens kollegerne slubrer den varme morgenkaffe i sig, træder den offentlige anklager ind ad døren og smider dagens udgave af avisen Le Lyon Républicain på bordet.
“Se, hvilken opsigtsvækkende forbrydelse der blev begået nær Lyon i forgårs”, siger anklageren, mens han peger på overskriften “Hyrdemord”.

Gennem sine små, runde briller læser Fourquet, at den 13-årige hyrde Pierre Laurent er blevet “skammeligt myrdet” i bakkerne adskillige km vest for Lyon.

“Den elendige køter (gerningsmanden, red.) havde ingen tøven med at tilfredsstille sin bestialske drift, sprættedede kroppen op og lemlæstede den. Det unge offer blev angrebet af et afskyeligt bæst, som desværre er forsvundet uden at efterlade sig spor”, lyder det i artiklen.

Fourquet og hans kolleger ved, at drabet er sket uden for deres retskreds, så de kan ikke efterforske det. Men en af kollegerne påpeger, at detaljerne minder om et mord, som er begået i Fourquets retskreds to år tidligere: “Din forgænger fandt aldrig morderen. Han mente, at det var en vagabond”, siger kollegaen.

Fourquets nysgerrighed er vakt, og han beder sin assistent om at finde Portalier-rapporterne frem fra arkivet. Det næste døgn nærstuderer han hver en detalje om de to mord og finder slående ligheder. I begge tilfælde har morderen sneget sig ind på offeret og lavet et dybt snit i halsen for bagefter at skamfere det. Samtidig har vidner inden mordene set en vagabond med et truende udseende, som efter drabet er forsvundet.

Fourquet føler sig overbevist. Selvom der næsten er to år mellem mordene, kan gerningsmanden være den samme. Han telegraferer straks til sin overordnede og beder om lov til at genåbne den to år gamle Portalier-sag. Han får grønt lys. Menneskejagten kan begynde.

Fourquet sammenstiller et signalement af Joseph Vacher

I Belley går Fourquet systematisk til værks. Ved at kontakte retskredse i den sydøstlige del af Frankrig får han hurtigt en bunke rapporter om uopklarede mord bragt til sit skrivebord, hvor han gransker alt “i nattens stilhed og ensomhed”, som han formulerer det i sine erindringer. I alt kan otte mord være forbundet, vurderer han.

Med sin vanlige seriøse tilgang til papirarbejde begynder han at notere alle detaljer i to store skemaer – et for metoderne bag de forskellige drab, et andet for gerningsmandens identitet. Som dagene og nætterne går, vokser felterne med informationer om mordvåben, ligenes stilling og morderens skamferingsmetoder.

Undersøgelsesdommeren opsporer de oprindelige vidner i Portalier-sagen og får dem hentet ind til sit lille kontor, hvor han udspørger dem for at få flere informationer. Fra vidneudsagnene finder han frem til små detaljer om morderens accent og hans specielle, kvalmende lugt.

Efter ugers hårdt arbejde myldrer skemaerne med information. Med blå farve streger Fourquet alle fællestrækkene under, og af dem sammensætter han sin egen gerningsmandsprofil af morderen bag de brutale drab.

I mellemtiden har aviserne fået færten af den sag, som tyder på, at en seriemorder er på spil. Le Lyon Républicain oplyser læserne om, at der ud over Pierre Laurent er andre “unge hyrder, som efter deres død er blevet sprættet op og skamferet”.

Avisen fortæller, at mordene har “terroriseret landsbysamfundene”, og “hyrder tør ikke at lede deres flokke væk fra beboede områder”. Alt sammen skyldes “Hyrdedræberen” eller “Jack the Ripper fra sydøst”, som dagbladene har døbt morderen, der begyndte sine drab, få år efter at “Jack the Ripper” spredte rædsel i London ved at myrde og maltraktere fem kvinder.

Aviserne nævner ikke, at morderen tilmed har forgrebet sig seksuelt på de fleste af de unge ofre. Disse gruopvækkende oplysninger holder Fourquet for sig selv, da de er for afskyelige for offentlighedens ører. Fourquet nævner det end ikke i signalementet, som han helt utraditionelt sender ud til 250 retskredse over hele Frankrig.

“Telegrafér til mig, hvis han bliver set”, slutter Fourquet skrivelsen, i håb om at han hurtigt kan få fingre i den formodede morder. Den første storstilede eftersøgning i fransk kriminalhistorie er i gang.

Bønder overmander Joseph Vacher

Intetanende om Fourquets intense efterforskning vandrer Joseph Vacher videre rundt på de sydøstfranske grusveje i sommeren 1897. Siden overfaldet på Pierre Laurent har vagabonden bevæget sig i sydlig retning sammen med en lille sort-hvid hund, som han har købt for fire franc.

4. august træder de to ind på en gård i Ardèche-området beliggende mellem Lyon og Middelhavet. Bondemanden forbarmer sig, da Joseph Vacher tigger om lidt mad, og øser en skål stuvning op til vagabonden. Vacher skovler mundfuldene ind og sætter resten ned til sin følgesvend, som vender snuden den anden vej. “Hvis du ikke spiser det, dræber jeg dig”,
råber Vacher til kræet.

En lamslået bondemand ser den fremmede hive en kølle op af sin vadsæk og hamre den gentagne gange ned i hovedet på hunden, til den ligger livløs på jorden. Vacher begraver dyret og forsvinder så fra gården, til bondens store lettelse.

Men Vacher har ikke fået stillet sin blodtørst, og bare et døgn senere bliver trangen for stærk, da han ser en midaldrende kvinde samle brænde i en skov. Hun går for sig selv, og vagabonden har ikke set, at hendes mand også befinder sig mellem træerne. Bagfra sniger Vacher sig ind på kvinden og lægger hænderne stramt om hendes hals, men da han et kort øjeblik slipper for at finde et stikvåben frem, skriger bondekonen af fuld hals.

Få sekunder efter kaster hendes mand sig over Vacher, der først jager sin vandrestok i øjet på bonden og dernæst borer en saks i hans ben. Men bonden lader sig ikke overrumple og holder den fremmede i skak, til nabobønderne kommer ham til undsætning.

“Den tæve! Hvis hun ikke havde skreget så meget, ville det hele være ovre, og jeg ville være i en anden politikreds nu”, skælder Vacher, da han nogle timer senere holdes under opsyn af fem af egnens bønder, mens de venter på, at gendarmerne fra den nærmeste by, Tournon, skal dukke op og tage vagabonden med sig.

I retten i Tournon idømmes Vacher tre måneders fængsel for at “forstyrre den offentlige ro”. Vagabonden tager straffen ganske roligt, for ingen får den idé at kæde hans tidligere forbrydelser sammen med det seneste overfald.

Til Vachers uheld har kredsens undersøgelsesdommer bidt mærke i vagabonden med det ubehagelige udseende. De tætte, sorte øjenbryn, den skæve mund, det rødsprængte højre øje. Alt sammen vækker genkendelse hos undersøgelsesdommeren, som finder Fourquets signalement af gerningsmanden frem. Her er bestemt ligheder – måske kan det være manden, hans kollega jagter!

Dommeren tager pennen frem, beskriver alle detaljer om denne Joseph Vachers udseende og sender dem til Belley. Nogle dage senere får han et svar fra Fourquet. Beskeden er klar: “Transportér omgående fangen til Belley”.

Efter et mordforsøg på en midaldrende kvinde bliver Joseph Vacher idømt tre måneders fængsel. Foto: Le Petit Journal

 

Fourquet lokker Joseph Vacher i fælden

Siden udsendelsen af sit signalement af den formodede gerningsmand har Émile Fourquet modtaget flere henvendelser. Men med omkring 400.000 vagabonder i Frankrig er det ikke let at få fat på den rigtige, og hidtil har afhøringerne af de mistænkte ikke båret frugt. Fourquet spiler dog øjnene ekstra op, da et par betjente fører den 28-årige Joseph Vacher ind i afhøringslokalet i Belley.

Juristen kigger skiftevis ned i sine papirer og op på vagabonden. Enhver detalje ved hans udseende stemmer overens med signalementet af morderen. Roligt begynder Fourquet at forhøre fangen om hans soldatertid, opholdet på anstalten og ikke mindst hans vandring i Sydøstfrankrig. Fourquet bevæger sig ind på departementet Ain, hvor Vacher indrømmer at have været, og snart nævner undersøgelsesdommeren også den lille landsby Onglas:

“Du er beskyldt for at have været i Onglas… og for at have dræbt Victor Portalier, som boede i området”, lyder det bestemt fra Fourquet.

I samme øjeblik er undersøgelsesdommeren klar over, at han er gået for hurtigt frem. Vacher benægter uden tøven, at han har dræbt den unge hyrde. Han har luret, at han må passe på med sine formuleringer og holde tæt for ikke at blive afsløret under forhøret.

I tre uger fortsætter Fourquet sine forhør, men får intet ud af vagabonden. Han må ty til sit “sidste kort”, som han formulerer det i sine erindringer: “Jeg ser nu, at du ikke er den mand, jeg leder efter”, siger han til Vacher. “De lavede en fejl i Tournon. Du er den fjerde, jeg har fået sendt hertil, og den fjerde, jeg må lade gå”.

Fourquet forsikrer, at han vil lade Vacher gå – han skal bare lige høre lidt mere om mandens liv på landevejen, da juristen er ved at skrive en bog om vagabonder. Vacher er umiddelbart mistænksom, men da Fourquet viser ham en stor papirstak med noter til en sådan bog, sænker vagabonden lidt efter lidt paraderne. Vacher praler med, at han kan vandre dag og nat og let kan tilbagelægge 30 km i døgnet. Derudover følger han altid det milde vejr, så han traver mod syd om vinteren og holder sig i Lyon-egnen om sommeren.

En interesseret Fourquet får vagabonden til at udpege ruten på et landkort. Hele tiden har juristen alle mordene in mente, og han spørger nøje ind til, hvornår Vacher præcis har opholdt sig i de forskellige egne. Snart tegner der sig et tydeligt mønster: Vagabonden har befundet sig tæt på alle mordene, mens de fandt sted.
Fourquet er overbevist om, at han har sin gerningsmand. Den 7. oktober 1897 kalder han 12 borgere fra Onglas ind for at identificere den mistænkte. 10 af dem er ikke i tvivl om, at Joseph Vacher er den vagabond, de har set i timerne op til mordet på Victor Portalier.

“Jeg vil bevise over for dig, at jeg har kendskab til alle dine gerninger”, lyder det fra Fourquet, da han efterfølgende sidder over for Vacher, som bliver helt paf over, at han nu pludselig igen er mistænkt for mord.

Fourquet mangler stadig en tilståelse, da ingen af vidnerne har set Portalier-mordet blive begået, så han opridser hvert af drabene og forbinder dem til vagabonden.
“Og jeg bør tilføje, at du voldtog eller sprættede alle disse ofre op. Adskillige vidner har set og genkendt dig”, påstår Four­quet og giver med det samme vagterne ordre om at føre den mistænkte tilbage til cellen.

Helt bleg i ansigtet forlader Vacher forhørslokalet, tydeligt rystet over at være blevet afsløret i de gerninger, som han frem til denne dag nemt har kunnet slippe afsted fra. Ved 19-tiden samme aften sidder Fourquet og spiser på sit kontor, da en vagt banker på døren. Han medbringer et brev fra Vacher, som undersøgelsesdommeren straks folder ud. Fourquet smiler veltilfreds, da han får øje på en sætning midt i brevet: “Ja, det var mig, der begik alle de forbrydelser, du beskylder mig for”, står der.

På et fotografi til en avis bærer den dødsdømte morder sin hvide pelshue og et bundt nøgler, der skal symbolisere nøglerne til himmerigets port. Foto: Bibliothèque de la Ville de Lyon

 

Joseph Vacher påstår at hundebid var skyld i de grusomme mord

Selvom Vacher har indrømmet sine grufulde gerninger, er det ikke hans plan at ende sine dage i guillotinen, som er den normale straf for mord. Vagabonden ved nemlig, at andre straffede drabsmænd i Frankrig er sendt på en lukket anstalt, fordi de er blevet erklæret sindssyge i gerningsøjeblikket.

Da Vacher tidligere har været anbragt 10 måneder på en anstalt, mener han, at han har en god sag: “Alt dette er begået i øjeblikke af raseri. Jeg blev bidt af en hund med rabies, da jeg var syv-otte år... Jeg har altid ment, at medicinen (fra behandlingen af biddet, red.) beskadigede mit blod”, erklærer Vacher i sit tilståelsesbrev i håb om at beholde hovedet.

Sagen eksploderer i pressen, og reportere strømmer til Belley for at berette om den værste seriemorder i Frankrigs historie. Vacher bliver beskrevet som “den blodige vandrer”, “opsprætteren” eller bare “monsteret”. En fotograf får lov til at tage et billede af morderen, hvor Vacher poserer i sin hue af kaninpels, som han selv mener, symboliserer renhed og uskyld.

Imens havner 88 nye uopklarede mordsager på Fourquets bord. Alle drab, som måske kan kobles til hyrdemorderen. Juristen knokler hver dag fra syv morgen til midnat med bevismaterialer, og Vacher indrømmer tre mord mere, før han i arrigskab over, at Fourquet ikke vil lade ham offentliggøre en tekst om sin sindssyge i avisen, klapper i.

Men Fourquet har større bekymringer. Juristen ved, at seriemorderen reelt kan undgå dødsstraf i retten, hvilket vil vække vrede i befolkningen, der indædt ønsker Vachers hoved hugget af. Fourquets efterforskning har ført frem til gerningsmanden, men for at være sikker på at kunne give Vacher dødsstraffen ved juristen, at han må have de medicinske og psykologiske beviser på plads.

Heldigvis kan undersøgelsesdommeren gøre brug af dr. Alexandre Lacassagne, som er en af tidens mest respekterede læger. Hans arbejde har dannet skole inden for retsmedicinen, og Vacher-sagen har vakt Lacassagnes kriminologiske nysgerrighed. Lægen kaster sig engageret ind i mordsagen og besøger Vacher i fængslet for at vurdere, om mordene er sket i anfald af raseri og sindssyge.

“Det første indtryk, man får ved at kigge på Vacher og hans hvide kaninpelshat – hvid, som er uskyldens farve – er, at denne mand spiller komedie”, nedfælder Lacassagne i sine noter under et besøg i Vachers fængselscelle.

Hyrdedræberen er dog meget lidt meddelsom under besøgene, og Lacassagne erkender, at han ikke kan drage konklusioner ud fra interviewene. I stedet må han analysere de retsmedicinske detaljer fra gerningsstederne. Da lægen ikke selv har stået for obduktionerne, får han en tegner til at lave skitser af ligene, som de var blevet fundet. Derefter sætter kriminologen sig i ugevis for at finde fællestræk ved de mange mord.

Efter adskillige måneder er Lacassagnes arbejde endelig afsluttet, og retssagen mod Vacher kan begynde.

Lacassagne giver Joseph Vacher dødsstødet

Onsdag den 26. oktober 1898 er retssalen i byen Bourg-en-Bresse i Ain fyldt til sidste plads. Journalister – nogle helt fra New York – sidder klar med pennen, mens nysgerrige tilskuere klemmer sig ind på de hårde træbænke. Klokken 8.40 går et sus gennem publikum, da Vacher, omringet af vagter, føres ind, iklædt sin kaninpelshue.

“Retten er sat! Hattene af!” lyder det nogle minutter senere fra en retsbetjent, og Vacher tager modvilligt sin elskede hvide hue af, mens dommer Adhémar de Coston træder ind i retssalen iført sin røde kappe.

Den første halve time går med at læse anklagerne op. Selvom alle mordene spiller en rolle for at vurdere, om Vacher er sindssyg, er vagabonden kun tiltalt for mordet på Victor Portalier fra Onglas. Kun dette drab er begået i retsområdet Ain, hvor Bourg-en-Bresse er hovedstad.

Hele den første dag udspørger dommeren Vacher, som hårdnakket holder fast i sine forklaringer: “Jeg havde hundredvis af chancer for at dræbe. Men jeg dræbte kun, fordi min sygdom kom over mig. Jeg er ikke nogen slyngel. Jeg var bidt af et glubsk dyr”, forsvarer vagabonden sig og påpeger, at især skarpe solstråler på bakkerne i Onglas fik bæstet i ham til at blusse op.

Først på rettens tredje og sidste dag er det tid til, at dr. Lacassagne skal fremlægge sine konklusioner for dommeren og juryen. Den altid velklædte læge har medbragt skitser af drabene, som hvert jurymedlem får udleveret. Billeder viser børn helt ned til 13 år, sprættede op. Mens juryen betragter skitserne, gennemgår Lacassagne drabene og forklarer, hvordan morderen hver gang har brugt samme angrebsmønster: udvalgt sine ofre på isolerede steder, skåret deres hals voldsomt op og bagefter slæbt ligene afsides for at skamfere dem.

“Vacher improviserede ikke. Han fulgte altid samme metode”, lyder det fra Lacassagne, der konkluderer, at mordene “ikke er begået af en sindsforvirret mand, men af et sadistisk, antisocialt individ”.

“Han lyver! Helt ærligt, det er forkert! Åh, mit smertefulde hoved!” afbryder Vacher højlydt, dog uden at få nogen medfølelse for sit klageudbrud.

Vachers forsvar bliver yderligere svækket, da Lacassagne kan afsløre, at bid fra rabiesramte hunde i ingen tidligere tilfælde har ført til sindssyge. Men kan han være født sindssyg? vil dommer de Coston vide.

“Absolut ikke. Han bærer ingen tegn på arvelige skader. Han er ansvarlig”, lyder det fra Lacassagne.

Først klokken 21.00 er alle dagens vidner afhørt, og Coston sender juryen i enrum, hvor de skal tage stilling til to spørgsmål: Dræbte hyrdedræberen Victor Portalier den 31. august 1895? Begik han forbrydelsen med overlæg? Blot et kvarter senere vender jurymedlemmerne tilbage til retssalen med deres svar: ja til begge spørgsmål.

“Man har idømt dig dødsstraf”, siger de Coston henvendt til Vacher.

“Så må det være sådan. Men jeg siger: Må forbandelserne ramme de af jer, der har dømt mig!”, truer Vacher juryen.

Tidligt om morgenen den 31. december 1898 slæber en bøddel Vacher hen til henrettelsespodiet. “Kujon”, lyder det fra de opstemte tilskuere. Kort efter falder guillotinens faldøkse, og hyrdedræberen har fået sin straf.

Mordene kortlagt

Undersøgelsesdommeren fik Joseph Vacher til at tilstå 11 ud af de 25 mord, som han var mistænkt for.

Eugénie Delhomme, 21 år Eugénie holder en pause fra sit arbejde på en silkefabrik og går en tur i aftenmørket den 19. maj 1894. Vacher finder pigen og dolker hende flere gange med en kniv.

Louise Marcel, 13 år Louise leder efter sin hundehvalp, da hun ulykkeligvis møder morderen den 20. november 1894. To dage efter finder Louises forældre hendes lig i en gammel fårelade.

Augustine Mortureux, 17 år Den 12. maj 1895 kvæler Vacher pigen og dolker hende nogle få gange. Mordvåbnet bliver fundet tæt på en vej, så Vacher er formentlig blevet bange og er stukket af.

Enke Morand, 58 år Den ældre kvinde bliver den 24. august 1895 dræbt med Vachers karakteristiske tværsnit over halsen. Senere fortryder han mordet, da “folk i denne region er så gæstfrie”.

Victor Portalier, 16 år Hyrdedrengen bliver myrdet en brændende varm augustdag i 1895. Mordet kommer til at spille en hovedrolle for Fourquets opklaring af de mange mord i Sydfrankrig.

Aline Alaise, 15 år Med flere knivstik myrder Vacher pigen den 23. september 1895. På sin vej væk møder Vacher en bonde, der spørger til blodet på hans tøj: “Det er bare næseblod”, svarer Vacher.

Pierre Massot-Pellet, 14 år Pierre har fri fra skole den 29. september 1895, og ligesom på sine andre fridage vogter han får. Vacher overfalder drengen på marken, myrder og voldtager ham.

Marie Moussier, 19 år Efter mange dages vandring nord på, dræber Vacher den 10. september 1896 en nygift ung kvinde og bider hende efterfølgende flere gange i næsen.

Rosine Rodier, 13 år I en tyk tåge sniger Vacher sig ind på en hyrdedreng, men han føler sig overvåget og opgiver sit offer. Nogle dage senere, den 1. oktober 1896, myrder Vacher drengens søster.

Claudius Beaupied, 14 år Denne vagabonddreng bliver først fundet flere måneder efter sin død, da Vacher fortæller Fourquet, at han har myrdet Beaupied og kastet ham i en brønd i maj 1897.

Pierre Laurent, 13 år Efter en dag på et frugtmarked er Pierre på vej hjem til sin landsby den 18. juni 1897. Da det bliver aften, overfalder Vacher drengen og skærer halsen over på ham.

 

Måske er du interesseret i...

Læs også