Efter et overfald kunne voldtægtsmanden finde på at ringe sine ofre op for at true og håne dem.

© Shutterstock

Politiet famlede i blinde i jagten på psykopatisk seriemorder

Sadistisk, bimlende gal og dødsens farlig. En psykopatisk serieforbryder terroriserer Californien i et helt årti ved at udspionere sine ofre i ugevis, inden han overfalder dem i deres eget hjem. I alt begår han 53 voldtægter og 12 mord, mens politiet famler sig frem i blinde.

26. maj 2017 af Boris Koll

Sygeplejersken Jannie Cooper tror, at hun skal have en ­hyggelig morgen den 5. oktober 1976. ­Hendes mand er officer i flyve­­våbnet og skal møde tidligt. 

Jannie sender ham afsted, og derefter kryber hun tilbage i seng. Som så ofte før hører hun lyden af små fødder, og hendes treårige søn kommer ind for at putte hos hende. 

Pludselig hører Jannie en anden lyd ude fra entréen. Hun ­bliver ikke forskrækket, for hun tror, det er hendes mand, som er vendt tilbage.

“John?! Har du glemt noget?”

Jannie er totalt uforberedt, da en maskeret mand i næste sekund stormer ind i soveværelset og kaster sig over hende.

“Hold kæft! Jeg vil bare have dine penge. Jeg gør dig ikke noget. Bare giv mig dine penge. Jeg har en kniv!”, ­­hvisler han med sammenbidte tænder.

Jannie mærker et koldt knivblad mod sin krop. Stiv af skræk og med sin lille dreng tæt ind til sig får hun fremstammet:

“Tag mine penge, og gå din vej. Bare gå!”

Men manden går ikke. Med rutinerede bevægelser vender han hende om og bagbinder hendes hænder. Så giver han hende bind for øjnene og knebler hende. 

Til sidst bliver den lille dreng også bagbundet. Herefter forlader gerningsmanden soveværelset og begynder at vandre rundt i huset. Jannie kan høre ham åbne skabe i badeværelset og i køkkenet. Så vender han tilbage til sengen.

“Leg med min penis”, hvisker han og anbringer sit lem i hendes bagbundne hænder. Jannie kan mærke, at mandens penis er meget lille og glat. Han må have cremet den ind.

“Rør mig ikke!” trygler Jannie.

“Hold kæft! Gør, som jeg siger, eller jeg bruger kniven!”

Jannie adlyder. Kort efter løsner ­manden knuderne om hendes ankler.

“Åh, nej, ikke det!” tænker Jannie.

“Du så virkelig godt ud til festen i ­officersklubben”, hvisker manden under voldtægten.

Bemærkningen gør Jannie endnu mere bange. Hun havde været til fest i officersklubben nogle dage forinden. Men hvor kunne manden vide det fra?

Under voldtægten kan Jannie mærke, at forbryderen trods sin ihærdighed ikke får udløsning. På et tidspunkt giver han op og siger, at nu vil han gå ud i ­køkkenet og lave sig lidt mad.

Efter en rum tid lykkes det Jannie at befri sig for øjenbindet og kneblen. Hun hvisker til sin søn, at han skal ligge helt stille. Så styrter hun afsted mod bag­døren og slipper ud. Nøgen løber hun ned ad indkørslen, mens hun skriger på hjælp. Hun bliver set af naboer, som ringer efter politiet. Da betjentene ankommer, er gerningsmanden forsvundet.

Lidt over otte om morgenen ankommer efterforskningsleder Richard Shelby til ­gerningsstedet. Shelby er en stjerne hos Sacramentos politi – han har allerede sat to serievoldtægtsmænd bag lås og slå.

Shelby ved, at han er en dygtig strisser, og han strutter af selvtillid.

Denne morgen har han ingen anelse om, at efterforskningen vil trække ud i 30 år – og at han vil ende med at skrive en 450 sider tyk bog for at få luft for alle sine frustra­tioner over jagten på seriemorderen og voldtægtsforbryderen, som fik navnet East Area Rapist (EAR).

Imens ofrene lå bundet og hjælpeløse, brugte EAR timer på at endevende deres hjem.

© FBI

Voldtægtsmand med lille penis

Da politifolkene nåede frem til Jannie Cooper, var hun rystet, men fattet. 

Hun gned skifte­vis sine håndled og ankler. Røde striber viste tydeligt, hvor stramt hun var blevet bundet med de snørebånd, voldtægtsmanden havde brugt.

Manden havde båret en elefanthue, så Jannies signalement rummede kun få ­detaljer: Der havde været tale om en ung, hvid mand på ca. 175 cm. 

Han havde talt med en hviskende stemme og bedt hende om at holde kæft ca. 50 gange. Jannie tøvede lidt, før hun gav politiet endnu en vigtig oplysning: Manden havde en ualmindeligt lille penis.

En anden påfaldende omstændighed var de snørebånd, gerningsmanden havde brugt til at binde Jannie. ­Knuderne så meget ­raffinerede ud, og efter en del ­research ­lykkedes det Kriminal­teknisk Afdeling at identificere dem. 

Det var såkaldte diamantknob, en sjælden ­maritim pynteknude, som næsten ingen kendte, og kun en ­ekspert kan binde.

“Jeg troede ikke et øjeblik på, at for­brydelsen var sket ved en tilfældig ind­skydelse. Hans viden om offerets ­færden viste tydeligt, at der var tale om en nøje planlagt forbrydelse,” sagde Richard Shelby mange år senere i et interview.

Denne forbryder havde voldtaget før – og ville gøre det igen. Begge Shelbys antagelser skulle vise sig at være korrekte. 

På sporet af en serieforbryder

I 1970’erne var politiet endnu ikke ­udstyret med computere. Derfor var ikke muligt hurtigt at danne sig et ­overblik over store mængder data. 

Al ­politiets ­interne vidensdeling foregik vha. møjsommelig gennempløjning af rapporter, ­telefonsamtaler med kolleger, og ordvekslinger i politi­stationens frokoststue.

Det var netop en tilfældig bemærkning, som ledte Shelby på sporet af en stort set identisk voldtægtssag fra et andet, ­nærliggende politidistrikt. 

Den 17. juli 1976 var de to teenagesøstre Cheri og Susan alene hjemme. 

De lå og sov i deres hjem, da den yngste af søstrene, Cheri, vågnede med en kniv for struben og lyden af en mand, som hviskede gennem sine sammenbidte tænder:

“Hvis du rører dig, skærer jeg halsen over på dig!”

Cheri blev bagbundet stramt, hvorefter ­gerningsmanden kastede sig over hendes søster og bandt hende. Derefter ­begyndte han at vandre rundt i huset. 

Til sidst vendte han tilbage til den ældste ­søster, placerede sin crem­indsmurte penis i hendes bagbundne hænder og hviskede:

“Leg med den!”

Susan kæmpede imod og prøvede at skrige, mens gerningsmanden uafbrudt hvæsede “Hold kæft!”. Den 16-årige pige blev voldtaget fire gange.

Efter at have læst rapporten var ­Shelby stensikker: Manden, som overfaldt ­Cheri og Susan, var den samme, som havde voldtaget Jannie Cooper.

Hans ­instinkt sagde, at der ville komme flere, lignende forbrydelser.

Øjenvidner, som havde set gerningsmanden uden maske, beskrev ham som en venligt udseende, ung mand.

© FBI & Shutterstock

Voldtægtsmand var et vanedyr

Længe behøvede Shelby ikke at vente. Den 9. oktober – mindre end en uge efter voldtægten af Jannie Cooper – slog EAR til igen. 

Denne gang var offeret en teen­age­­­dat­ter, der var alene hjemme om ­natten. Herefter fulgte to overfald den 18. oktober: Først blev en ung mor ­voldtaget foran sin 10-årige søn, og senere, i den anden ende af byen, blev endnu en teen­age­pige offer for EAR.

Forbrydelserne lignede i forbløffende grad hinanden. EAR varierede stort set ikke sin fremgangsmåde, men fulgte den slavisk – næsten som var den et ritual:

EAR brød ind i huse og overfaldt sine ofre, mens de sov. 

Først bedyrede han, at han kun ville have penge. Så bandt han kvinderne og udsatte dem for seksuelle overgreb. Først tvang han dem til at tage sin penis i hånden, og så voldtog han dem. 

Det lykkedes ham sjældent at få udløsning. Gang på gang måtte han ­opgive sit forehavende og gik i stedet ud i ­køkkenet for at finde mad i køleskabet.

Hans optræden var så karakteristiske, at politiet aldrig var i tvivl om, hvornår EAR var på spil: Maske og handsker. ­

Hvisken gennem sammenbidte tænder. Trusler på livet og bemærkninger, som gjorde det klart for ofrene, at de var ­blevet udspioneret igennem længere tid. Den omhyggelige bagbinding med en avanceret knude og den usædvanlig lille, creme- eller lotion-indsmurte penis.

På trods af, at politiet havde et lovende signalement af voldtægtsmanden, kom efter­forskerne ingen vegne. 

De ­manglende resultater hidsede pressen op og ­skræmte offentligheden. Politiet kunne ikke længere skjule, at en ­sadistisk serievoldtægtsforbryder var på fri fod. For hver gang, EAR slog til, blev ­indbyggerne stadig mere bange:

“Selv garvede politifolk tjekkede hver aften deres vindueshasper og sov med skarpladte tjenestevåben på natbordet”, huskede Shelby senere den anspændte stemning i Californien.

Politiet kvajede sig flere gange

Da det blev kendt, at en serieforbryder var på spil, valgte politiet at offentliggøre både signalement og fantomtegninger af gerningsmanden. 

To gange modtog politiet lovende tips fra private, men i begge tilfælde dummede de sig gevaldigt.

Første gang var, da naboerne til en af EAR’s seneste ofre ringede til politiet og fortalte, at de havde fundet en pose skjult i deres hæk. 

Den indeholdt en skimaske, et par handsker og en lommelygte. På spørgsmålet om, hvad de skulle gøre med tingene, lød det uigennemtænkte svar fra den vagt­havende betjent:

“Bare smid det ud”.

Da Richard Shelby hørte om episoden, blev han først målløs og chokeret – og dernæst rasende. Uvurderligt bevismateriale var kørt på den lokale losseplads! Som han siden ­sarkastisk kommenterede:

“Det er muligt, at EAR var smart. Men han behøvede ikke at være det”.

Politiets næste store brøler fandt sted i december 1977. En ekspedient fra en 7-Eleven-kiosk ringede og fortalte efterforskerne, at en mand – som ­matchede EAR’s signalement perfekt – meget ofte handlede i butikken.

Tippet vakte politiets interesse, og to betjente blev sat på opgaven. De havde streng ordre om at være i civil, men ­desværre blev ordren ignoreret. 

En af betjentene var mødt ind i uniform og gad ikke tage hjem for at skifte tøj. Hans ­“forklædning” bestod i, at han trak en civil bluse over sin politiskjorte – men ­uniformsbukserne var ikke til at tage fejl af. 

Han osede langt væk af strømer og gad ikke gemme sig i baglokalet.

Politifolkene ankom til butikken ­omkring midnat, og allerede efter et par timer ringede telefonen.

“Lad mig tale med panserne”, lød det.

“Der er ingen pansere her”, løj ­ekspedienten, uden overbevisning.

“Bullshit”, lød det i den anden ende.

Ekspedienten vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han rakte røret til en af ­betjentene, som tog det og sagde:

“Hvem taler jeg med?”

Der blev stille i den anden ende. Så blev røret lagt på.

Efterladte snørrebånd var et sikkert tegn på, at EAR havde slået til igen.

© Stockton Police Department

"Nu voldtager jeg din kone”

At EAR planlagde sine forbrydelser ­om­­hyg­geligt, herskede der ingen tvivl om. Politiet konstaterede fx, at familiehunde, der normalt gøede af fremmede, forholdt sig helt roligt, overfor EAR.

Efterforskerne regnede derfor med, at voldtægtsmanden kom og fodrede ­hundene i flere uger inden et overfald. Med tiden blev EAR dog tilsyneladende træt af almindelige voldtægter.

“Det er ofte blevet sagt, at voldtægt handler mere om vrede end om sex. Det beviste denne perverse stodder gang på gang”, som Shelby noterede om ­motiverne bag EAR’s handlinger.

Hans lyster blev ikke stillet af de ­seksuelle overfald, men af frygten hos hans ofre. Det var formentlig derfor, sagen tog en ny drejning fra den 2. april 1977. Denne dag begik EAR den første af en serie ­forbrydelser, som ­rettede sig mod par. 

En­lige kvinder var ikke ­længere nok; nu skulle der også være en mand til stede under forbrydelsen. 

Meget tyder på, at det gav EAR en særlig sadistisk fryd at voldtage kvinder, mens deres mænd så til – bagbundne og magtes­løse.

Samtidig fandt EAR på nye måder at terrorisere sine ofre. Efter at manden var blevet lagt bagbundet på maven, gik EAR ud i køkkenet og hentede en ­stabel tallerkener. Dem satte han på mandens ryg og sagde igennem sammenbidte tænder:

“Hvis jeg hører så meget som en lyd, slår jeg dig ihjel!”

Imens manden forsøgte at ligge stille, voldtog EAR hans forsvarsløse kone.

Gerningsmanden græd som et barn

Omkring årsskiftet 1977-1978 begik EAR en stribe voldtægter. Men noget tyder på, at han befandt sig på randen af et psykisk sammenbrud.

Efter en brutal voldtægt i oktober 1977 hørte offeret EAR gå grædende rundt i huset, mens han jamrede:

“Undskyld, mor! Mor, hjælp mig! Jeg ønsker ikke at gøre disse ting, mor. Vil nogen ikke nok hjælpe mig?”

Efter en anden voldtægt sagde EAR ­ingenting. Han krøb blot sammen i et hjørne og græd som et barn.

EAR spildte dog ingen tårer af medlidenhed med sine ofre – istedet havde han ondt af sig selv. 

I ét ­tilfælde voldtog han en kvinde for anden gang, lige efter at have grædt. Alt i hans adfærd tegnede billedet af en person, som havde et skrigende behov for ­psykiatrisk behandling.

Mens hans sind tilsyneladende var ét stort kaos, havde EAR anskaffet sig en ­pistol og blev endnu voldeligere over for sine ofre. Nu kunne han “komme til” at give dem blodige rifter, når han roligt ­bevæge ­kniven op og ned af deres krop.

Politiet var fortsat uden afgørende spor og stod efterhånden med mere end 30 uopklarede overfald – alle begået af EAR. Betjentene tænkte, at nu kunne det ­næsten ikke blive værre, men det kunne det.

Yderligere en halv snes voldtægter fulgte. Medierne var fulde af chokerende historier om EAR, og Californiens indbyggere var skræmt fra vid og sans.

En aften i februar 1978 luftede ­ægteparret Brian og Katie Maggiore deres hund nær deres hjem, da de pludselig stod ansigt til ansigt med en ­maskeret mand, som, da de forsøgte at flygte, straks trak sin pistol og dræbte dem begge. 

Først manden, så kvinden. En 10-årig nabodreng var øjenvidne. Han stod ansigt til ansigt med morderen, som ­undlod at dræbe ham, sandsynligvis fordi han allerede havde tømt sit ­magasin med gentagne skud mod Katies krop.

I ugerne op til drabene havde parret modtaget flere truende opkald. 

En ­uidentificeret mand havde fx ringet til Katie og ­fortalt, at han allerede havde voldtaget flere kvinder, og at hun var “den næste”.

Amok i en blodrus

I slutningen af 1979 tog EAR det sidste, ultimative skridt i sin forbryderkarriere: Han blev seriemorder.

Den 30. december blev parret Robert Offerman og Debri Manning fundet ­bag­­bundne og skudt i deres hjem. 

Alle EAR’s karakteristika kunne konstateres på gerningsstedet. Ofrene var bundet med diamantknob, og morderen havde taget sig tid til at plyndre køle­skabet for resterne af en julekalkun. 

EAR havde dog hverken voldtaget Debri ­Manning eller brugt timevis i ofrenes hjem, sådan som han plejede.

Politiets efterforskning tydede på, at EAR’s plan for en gangs skyld var gået galt. Tilsyneladende havde Robert ­Offerman vristet sig fri og angrebet EAR, imens gerningsmanden var i færd med at binde hans ankler. 

Offerman havde dog ikke haft held til at overmande EAR og var blevet skudt fire gange. Derefter gik EAR over til den bagbundne Debri Manning, pressede pistolen mod hendes baghoved og trykket af.

Det er umuligt at sige, om EAR ­allerede inden indbruddet hos Robert ­Offerman og Debra Manning havde planlagt at myrde dem. Men sikkert er det, at han efter dette brutale overfald ikke længere nøjedes med voldtægt. Nu skulle han dræbe, før han fik ­tilfred­sstillet sine sadistiske lyster.

Flere uhyggelige mord fulgte. EAR slog til om natten, overraskede parret i deres seng og bandt dem. 

Derefter voldtog han kvinden for til sidst at dræbe dem begge med slag til baghovedet. Han brugte ikke pistolen mere – den larmede uden tvivl for meget, og tvang ham til at forlade gernings­stedet hurtigt.

På trods af flere ­bestialske mord var ­politiet fortsat uden afgørende spor og anede ikke, om ­mareridtet nogensinde ville få en ende. Den 27. juli 1981 blev Greg Sanchez og Cheri Smith-Dominguez EAR’s 10. og 11. mordofre. 

Og så stoppede serie­mordene pludselig. I næsten fem år skete ingen forbrydelser, som kunne forbindes med EAR. Måske havde han ­forladt Californien eller sågar USA.

Medierne og offentligheden åndede lettet op, men så slog EAR til igen. Den 4. maj 1986 voldtog og myrdede han den 18-årige Janelle Cruz. 

Ofrenes mænd fik en stabel tallerkener stillet på ryggen. Hvis manden bevægede sig, kunne EAR høre det klirre.

© Santa Barbara County Sheriff's Department, FBI

Sidste livstegn fra EAR

I 1991 meldte EAR sig igen tilbage. Denne gang ringede han et af sine tidligere ofre op.

I baggrunden kunne hun høre en kvinde og børn tale, hvilket førte til en teori om, at EAR i den forløbne tid havde grundlagt sin egen familie.

Richard Shelby forlod Sacramentos ­politi i 1993 og gik på pension uden at have fundet frem til EAR. 

Men i de følgende år blev han kontaktet flere gange af tidligere kolleger, der ikke kunne glemme den uløste sag. Nogle af dem var også pensionerede men arbejdede videre med sagen på egen hånd. 

Heller ikke Shelby kunne slippe den og begyndte at skrive bogen “Hunting a Psykopath”.

“Jeg er overbevist om, at EAR er i live i dag. Han følger med i alle nyheder om sagen, og dét nærer hans ego – og det ­irriterede mig, da jeg skrev bogen. EAR er hverken død eller sat ud af spillet”, ­udtalte Shelby i et interview i for­bindelse med udgivelsen i 2015.

Jagten på gerningsmanden fortsætter

Efter 40 år efterforskes sagen om serieforbryderen EAR fortsat af det amerikanske forbundspoliti, FBI, og Sacramentos politistyrke.

“Ligegyldigt hvor meget tid der er gået, opgav politiet aldrig efter­forskningen. Denne person ødelagde et stort antal menneskers liv, og han skal stilles til regnskab”, fastslog efterforskningslederen Paul Belli på et pressemøde i 2016.

Politiet har udlovet en dusør på 50.000 dollar for oplysninger, der fører til anholdelsen af EAR, der menes at være 60-75 år i dag.

“Dusøren kan betyde, at vi får det tip, vi har brug for”, sagde Belli.

Udover mord og voldtægt begik EAR over 120 indbrud, men indbrudstyv er han ikke. Gang på gang undlod han at stjæle værdifulde ting, til ­gengæld mener FBI, at EAR er souvenirsamler, som bl.a. stjal ofrenes ID-kort og fingerringe. FBI håber at nogen har set denne særprægede samling.

Se politiets beviser her

Måske er du interesseret i...

Læs også