Varulven, vampyren eller slagteren fra Hannover. Fritz Haarmann havde mange navne.

© Ullstein Bild

Sexmorder bed sine ofre til døde og solgte kødet: Varulven fra Hannover

I 1920'erne begynder unge mænd at forsvinde i Tyskland. Samtidig dukker afpillede kranier op i floden Leine. Mellemkrigstiden byder på mange grumme skæbner, men ingen har forestillet sig de makabre begivenheder, som udspiller sig på et lille kvistværelse i Hannover.

9. november 2017 af Jannik Petersen

Den 17-årige Adolf Hannappel venter på toget. Han er syg, sulten og fryser i den iskolde ventesal på Hannover banegård. 

Selv om Hannappel skal tilbringe en lang og kold novembernat på en hård bænk i ventesalen, er han ved godt mod, for heldet har for nylig tilsmilet ham. 

I 1923 er arbejdsløsheden i Tyskland tårnhøj, galopperende inflation gør pengene værdiløse, og mange går sultne i seng – alligevel er det lykkedes for unge Hannappel at finde en læreplads. Toget vil i morgen fragte ham til hans nye mester. 

Nu kan han endelig se frem til regelmæssige måltider og en blød seng at sove i.

Fra den bagerste række i ventesalen har to mænd længe betragtet Hannappel. Nu kommer de på benene, slentrer hen til teenageren og falder i snak. 

Den ene af de to er en flot ung mand i starten af 20'erne ved navn Hans Grans. Den anden er en renskuret og velnæret herre på omkring 40 år, som lyder navnet Friedrich “Fritz” Haarmann. 

De tre kommer godt ud af det med hinanden, og snart rejser den lille gruppe sig og forlader banegården.

Det er sidste gang, den 17-årige bliver set i live. Den unge Adolf Hannappel er stødt på en mand, som snart skal blive kendt for at stå bag en række af Tysklands mest makabre forbrydelser i nyere tid.

De kommer første gang offentligheden for øre, da menneskeknogler i 1924 begynder at skylle op langs floden Leine i Hannover. 

Et par avisoverskrifter senere begynder rygtet om en blodtørstig varulv at skræmme de lokale inden døre. 

Og det viser sig hurtigt, at de 500 knogler, som politiet fisker op fra floden, kun udgør en brøkdel af rædslerne. Flere uhyrligheder lurer under overfladen.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Hannover er en lovløs sump

I årene efter første verdenskrig er den før så stolte storby Hannover forvandlet til en sump af fattigdom. 

Blot tolv betjente er sat af til at efterforske kriminalsager i en by med 400.000 indbyggere, 4.000 prostituerede og mere end 300 trækkerdrenge. Det er gode tider for kriminelle.

Umiddelbart ligner Fritz Haarmann en tillidsvækkende midaldrende herre med noget så sjældent som en stabil indkomst og tre daglige måltider, hvilket hans lille top-mave stolt vidner om. 

Men skinnet bedrager. I mange år har Haarmann ernæret sig som småkriminel. Han stjæler blandt andet sengelinned fra tørrestativer i hele byen og sælger byttet på markeder.

I et stykke tid har Haarmann også stor succes med en anden listig fidus: Han køber et desinfektionssæt i kuffertstørrelse. Herefter studerer han dødsannoncerne i avisen og kontakter den sørgende enke. 

Haarmann udgiver sig for at være funktionær udsendt af sundhedsmyndighederne, og under påskud af at skulle desinficere den afdødes ejendom får han adgang til hjemmet. 

Desinfektionsmidlerne er naturligvis så skrappe, at enken ikke må være til stede, mens Haarmann “arbejder”. 

Når Haarmann forlader ejendommen, har han stjålet og gemt så mange værdigenstande i kuffertens hulrum, som han overhovedet kan få plads til. Og bagefter er han umulig at opspore i den kaotiske storby.

En tredje vigtig indtægtskilde for Haarmann er salget af tøj. Til naboer, venner og besøgende på kræmmer-markeder sælger Haarmann små mængder klæder ad gangen. 

Det er aldrig dametøj – kun herretøj eller tøj til halvstore drenge. Et pænt jakkesæt, en varm vinterfrakke eller et par solide bukser til overkommelige priser er et tilbud, de færreste kan sige nej til midt i Tysklands store økonomiske nedtur. 

Og de færreste spørger, hvor Haarmann skaffer tøjet fra.

Det lille kvistværelse, hvor Haarmann kvalte og parterede sine ofre.

© Bundesarchiv

Den falske politibetjent

Kun én person kender sandheden om de uhyggelige metoder: Hans Grans, som sammen med Haarmann falder i snak med Adolf Hannappel på Hannover banegård. 

Grans er en flot mand i starten af 20'erne, og siden han løb hjemmefra i 1919, har han og hans ældre forsørger været uadskillelige.

De to har mødt hinanden i Hannovers snævreste gader, bordelkvarteret, hvor Grans, ganske som mange andre unge mænd, sælger sin krop for at overleve. 

Haarmann bliver betaget af Grans' skønhed, og et eller andet sted i morderens ellers afstumpede væsen vækker Grans nogle kærlige og omsorgsfulde følelser til live.

Kun Grans ved, at tøjet, som Haarmann sælger, stammer fra unge mænd, som har endt deres dage i Haarmanns seng. Og adskillige unge mennesker dør i den lille lejlighed på adressen Rote Reihe 2. 

I løbet af 16 måneder fra februar 1923 til juni 1924 mister mindst 24 drenge og unge mænd i alderen 10 til 20 år livet på kvistværelset.

Metoden er stort set den samme hver gang. Den virker først og fremmest, fordi Haarmann har fabrikeret falske identifikationspapirer, som viser, at han arbejder for kriminalpolitiet. 

Rent faktisk er han på politiets lønningsliste og modtager regelmæssig betaling for at stikke andre forbrydere til Hannovers overbebyrdede kriminalbetjente.

Langt vigtigere for Haarmann er det, at banegårdspersonalet betragter ham som politibetjent og tillader ham og Grans at bevæge sig frit ind og ud af banegårdens store ventesal.

De to sætter sig altid bagerst i vente-salen og holder udkig. Her udser de sig en teenagedreng, som rejser alene. Når et offer er identificeret, går den pæne og charmerende Grans som oftest først hen og snakker med drengen. 

Snart støder Haarmann til og beder dem begge legitimere sig, idet han identificerer sig som politibetjent og viser sine papirer frem. Samtalen slår hurtigt om fra forhør til venlig småsnak, og som regel er drengen ikke svær at lokke væk fra ventesalen – udsigten til et måltid mad og en blød madras at sove på er for indbydende. 

Nogle af drengene er arbejdsløse. Dem lover den venlige “kriminalbetjent Haarmann”, at han kan skaffe et job. Grans, Haarmann og ofret går som regel i byen og spiser og drikker på Haarmanns regning. 

Sent på aftenen tager Grans afsked, mens Haarmann og drengen går hjem til kvistlejligheden i den slidte ejendom på Rote Reihe 2. 

Går efter unge mænds strubehoved

I lejligheden forfører Haarmann drengen. Det starter med kys, slår over i kærtegn, men når Haarmann bliver seksuelt opstemt, mister han besindelsen.

“Det var ikke min hensigt at slå drengene ihjel”, forklarer Haarmann senere under forhør.

“Jeg kendte også drenge, som kom i mit hjem igen og igen. Og så forsøgte jeg at beskytte dem mod mig selv. Jeg vidste, at det ville ske, når jeg havde en af mine ture. Jeg græd og sagde: Gør mig ikke vild. For når jeg blev vild, bed jeg og sugede mig fast i deres hals. Jeg bed mig gennem adamsæblet, mens jeg samtidig kvalte dem med hænderne”.

Mens Haarmann opnår seksuel tilfredsstillelse, bliver drengens luftveje afklemt. Haarmanns forkærlighed for helt unge drenge hænger for det første sammen med, at han afskyr kropsbehåring. 

Men det er også en afgørende faktor, at adamsæblet endnu ikke er hærdet op og er blevet til en hård knold. Det bløde strubehoved kan lettere gennembides og knuses.

Når Haarmann er kommet ud af sin seksuelle trance, begynder den for morderen værste del af nattens begivenheder: Liget og alle beviser på den efterfølgende brutale slagtning skal skaffes af vejen, før naboerne opdager, hvad der er hændt og måske tilkalder politiet.

“Jeg brød sammen ved synet af liget. Derefter lavede jeg mig en kop sort kaffe, lagde den døde på gulvet og dækkede ansigtet med et stykke stof. Så stirrede han ikke sådan på mig”, fortæller Haarmann senere.

“Jeg gruede altid for det arbejde, der nu lå foran mig. Alligevel var min lidenskab igen og igen stærkere end gruen ved at skulle partere et lig”.

Haarmann fjerner først indvoldene og smider dem i en stor spand. Så skærer han benene af sine ofre og fjerner kødet fra knoglerne. Indvoldene skyller Haarmann ud i ejendommens fællestoilet. 

Ligesom de fleste andre lejligheder indeholder hans lille et-værelses ikke et wc. Flere af hans naboer undrer sig over hans hyppige toiletbesøg, de husker, at han nogle dage må ned i gården med sin latrinspand fire gange på en time. 

At han medbringer en spand under sine toiletbesøg, synes ingen af naboerne er spor mærkeligt – det gør de også tit selv. 

Når mange lejligheder skal deles om et toilet, kan der let opstå kø, og så må folk besørge i en latrinspand oppe i lejligheden og vente med at skylle indholdet ud, til lokummet er ledigt. 

Sælger menneskekød på marked

Kødet, som Haarmann har skåret af kroppen, skærer han i små tern eller forarbejder til hakkekød. 

Det gør god nytte som hård valuta til at betale fx hans udlejer, hans vaskedame samt venner og bekendte, som han skylder en tjeneste. 

Til sine kødkunder forklarer Haarmann, at varerne stammer fra hans slagterven i Hannovers forstæder, og han sælger det billigt – kødet er kun halvt så dyrt som det hestekød, mange må nøjes med.

Tilbage i lejligheden flår Haarmann håret og hele ansigtet af kraniet, før han smider det i Leinefloden, som løber lige bag ved hans bopæl. Knoglerne ryger samme vej.

At partere et lig i en lille lejlighed og slette alle spor er et af Haarmanns største problemer. Han er ikke ligefrem nogen eneboer – tværtimod summer lejligheden af liv de fleste af ugens dage. 

Grans bor der også, når han ikke sidder i spjældet for småforbrydelser, og derudover er to af Grans' veninder, de prostituerede Runde Elli og Lange Dörchen, ofte på besøg. 

Dörchen får lidt småpenge for at gøre rent hos Haarmann, og en morgen, da hun kommer forbi for at ordne lejligheden, forstyrrer hun ham tydeligvis i noget.

“Den smukke unge klaverspillende mand fra Berlin, som vi alle var i byen med aftenen før, lå halvt afklædt på sengen. 

Han var helt hvid i ansigtet. Jeg blev skræmt fra vid og sans og spurgte, hvad der var galt med ham”, fortæller Dörchen, da hun og veninden senere tropper op på Hannovers politigård.

Den unge mand trænger blot til at sove, lød Haarmans forklaring. Han bad Dörchen om at komme igen om eftermiddagen, men da hun troppede op igen, ville han alligevel ikke lukke hende ind.

“Jeg har travlt, kom forbi senere”, havde han råbt til hende gennem den lukkede dør.

“Da jeg kom tilbage om aftenen, stod alle vinduer åbne. Haarmann havde allerede skrubbet og skuret overalt, kunne jeg tydeligt se. 

Han svedte og så oprevet ud. Så spurgte han mig: Dörchen, synes du, at her lugter grimt? På sengen lå den unge berliners tøj, og jeg skreg op og råbte: hvad er der sket med ham?”

Den unge mand var rejst videre til Hamborg, lød svaret. Han ville have sig en anden mundering til turen, og de to havde lavet en byttehandel – selv om Haarmann havde måtte lægge lidt penge oveni, som han forklarede.

“Da Hans Grans og Elli kom, prøvede både Haarmann og Grans at berolige os”, fortæller Dörchen.

“To dage senere tog jeg Elli med mig, da jeg skulle gøre rent hos Haarmann. Vi benyttede os af muligheden til at rode lejligheden igennem. I en skuffe fandt vi berlinerens tegnebog. Under trappen opdagede vi et blodigt forklæde og en stor skål med kødstykker i. Elli og jeg gemte to store stykker kød – begge med hår på. Dem har vi medbragt til dem, kriminalkommissær Müller”.

Kriminalkommissæren lytter vantro til historien og tager så de to damer og kødet med hen til retslægen. Men lægen nægter at lægge kødet ind under sit mikroskop. Grinende siger han:

“Selv en blind kan se, at det dér er svinekød”.

Alligevel foranstalter kriminalkommissær Müller en husundersøgelse hos Haarmann. Men intet mistænkeligt bliver fundet i lejligheden, som i mellemtiden er blevet renset for alle spor efter berlineren. Endnu en gang slipper Haarmann ud af klemmen.  

Tysk børnesang

Vent nu blot en lille tid

snart kommer Haarmann efter dig

med sin lille økses flid

hakker han dig til saftig steg

af øjnene laver han sylte

af bagdelen laver han spæk

af tarmene laver han pølse

og resten smider han væk

Morderen hjælper politiet

Haarmann har en forunderlig evne til at undgå at få uventet besøg, når han har lejligheden fuld af ligdele og inkriminerende genstande som blodplettet tøj eller ofrenes værdigenstande. 

Dels er han hurtig til at skille sig af med liget, dels slipper han behændigt af med sine ofres ejendele, enten ved at dele rundhåndet ud af beviserne eller ved at sælge dem på markeder. 

Hans udlejere, hr. og fru Engels, får tit gaver af Haarmann eller bliver tilbudt tøj til gunstige priser.

Men Haarmanns evne til at undgå at komme i problemer hænger også sammen med hans tætte bånd til Hannovers politi. Haarmann hjælper flere gange politiet med at fange hele bander af forbrydere. 

Det sker ved, at han først via sit enorme kontaktnet i forbryderverdenen får nys om, hvem der har stjålet et eller andet tilpas stort, så politiet gerne vil opklare sagen i en fart. 

Herefter sender han bud efter tyvene. Med løftet om at ville aftage de stjålne varer til en favorabel pris lokker Haarmann banden op i sin lejlighed. I mellemtiden har han givet politiet et tip om, hvornår tyvene og tyvegodset vil indfinde sig på hans adresse. Banden er ikke mere end lige ankommet, før politiet stormer ind og arresterer alle. Haarmann bliver altid taget med på stationen for ikke at vække mistanke om, hvor tippet kommer fra, men han lukkes hurtigt ud af en bagdør.

Haarmann er derfor dus med alle Hannovers kriminalbetjente, og han får formentlig ved flere lejligheder et tip om, at naboer eller bekendte har anmeldt ham, og at en ransagning derfor er nært forestående.

Fra sine hyppige kontakter med politiet ved Haarmann også, at politiet ikke altid har ret til at lave husundersøgelser, blot fordi en undrende nabo har anmeldt ham. 

Da politiet en sen nattetime buldrer på døren, lukker Haarmann derfor ikke op, men råber, at ransagelse ifølge paragraf 106 ikke er tilladt mellem klokken 22.00 og 06.00, medmindre politiet medbringer en arrestordre.

“Vær venlige at komme tilbage klokken 06.00”, siger Haarmann og bruger natten på at slette alle spor efter den seneste tids ofre. 

Da politiet tropper op tidligt om morgenen, finder de derfor ingen tegn på en forbrydelse.

Mange naboer, venner og bekendte ved desuden, at Haarmann er seksuelt tiltrukket af unge mænd. 

Når døren er låst, nøglehullet tilstoppet, og vinduerne blændet af med tæpper, går de derfor ud fra, at Haarmann har mandebesøg – og selv om homoseksualitet ikke er tilladt ifølge loven, synes de færreste, at de vil blande sig i den sag. 

Politiet kender også til Haarmanns homoseksuelle tilbøjeligheder. Han er flere gange blevet taget på fersk gerning med bukserne nede og har siddet i fængsel for homoseksuelle forhold. 

Politiet antager, at Haarmanns eneste forbrydelser består i hans seksuelle præferencer og lidt sortbørshandel og rapserier. Mord og lemlæstelse tror ingen i Hannover politi, at Haarmann er i stand til. 

De har derfor ingen interesse i at miste en vigtig stikker for at bure ham inde for småting.

Børn finder kranier i floden

Det ene mord efter det andet forbliver uopdaget, og Haarmann begynder snart at føle sig usårlig. Han fejrer sit profitable dobbeltliv med den unge Hans Grans, som han elsker over alt på jorden.

De to går ofte ud og drikker og spiser på Haarmanns regning. Bagefter tager de hjem i lejligheden og elsker hele natten. 

Grans er dog klog nok til at holde et fast greb om begge Haarmanns håndled under hele akten, så han ikke kan gå efter halsen og adamsæblet midt i sin ophidselse.

Men begyndelsen til enden rykker nærmere for seriemorderen, da legende børn gør en uhyggelig opdagelse, mens de bader i Leine-floden nær Haarmanns bopæl. 

17. maj 1924 snubler børnene over et kranie i flodens lave vand, og snart summer Hannover af historier om okkulte handlinger i den gamle bydel. 

Rygterne kredser om en blodtørstig varulvs natlige togter, og de tager til, da endnu et kranie dukker op i floden tre dage senere, og endnu to afpillede kranier dukker op den 13. juni. 

Efter grundige undersøgelser kan retslægen fastslå, at alle fire kranier tilhører unge mænd. Politiet koncentrerer derfor deres efterforskning omkring Hannovers homoseksuelle miljø. 

Familiemedlemmer til forsvundne personer bliver bedt om at møde op på politigården, så efterforskningen af kraniernes identitet kan bringes videre. 

Det bliver et kæmpe arbejde. Alene i 1923 forsvandt over 600 personer sporløst. Nogle flygtede fra gæld og håbløshed i nattens mulm og mørke. Andre stak af til udlandet eller blev ofre for forbrydelser i en barsk tid, hvor det fattige tyske samfund var ved at gå i opløsning.

Blodspor i sengen

Nu kan politiet ikke længere vende det blinde øje til en af deres mest hjælpsomme stikkere. Haarmann har kendte homoseksuelle tendenser, han har et alenlangt synderegister, og tilbage i 1918 var han hele to gange mistænkt for at stå bag en teenagers uopklarede forsvinden. 

To betjente bliver sat til at skygge Haarmann i håbet om, at de kan tage ham på fersk gerning. Fordi den mistænkte kender alle betjente i Hannover, hentes to kriminaldetektiver ind fra Berlin.

Efter nogle få dage arresteres Haarmann pludselig. Arrestationen foregår ikke som håbet med, at Haarmann bliver taget midt i et nyt mordforsøg. 

Den sker i stedet på politigården, hvor Haarmann er ankommet for at anmelde en teenageknægt for at rejse på ulovlige papirer. 

Drengen hævder omvendt, at han har tilbragt flere nætter sammen med Haarmann, som har tvunget ham til “unaturlig utugt” og til sidst har truet ham med en kniv mod struben. 

Da den ansvarshavende på politigården ved, at den midaldrende herre allerede er under overvågning, skrider han til handling og tilbageholder Haarmann.

Politiet gennemfører straks en grundig ransagning af Haarmanns lejlighed. De finder adskillige blodspor i sengen og på knive, og de finder tøj, som tydeligvis må stamme fra mænd med forskellig kropsbygning. 

I lejligheden finder politiet også en kødhakkemaskine med håndsving. Undersøgelser viser hurtigt, at blodpletterne dækker alle fire blodtyper, så minimum fire forskellige ofre har ladet livet på kvistværelset.

Da kriminalbetjent Lange begynder sine afhøringer af Haarmann, benægter den mistænkte på det kraftigste, at han skulle have dræbt nogen i sin lejlighed. Han indrømmer kun, at han har haft sex med skiftende mænd.

Medierne og befolkningen var forargede og fascinerede, og Haarmann stillede gerne op foran pressens kameraer.

© Corbis/Polfoto

Biograffilm skal skaffe vidner

Men Lange er overbevist om, at Haarmann er ansvarlig for kranierne i Leinefloden. I jagten på at identificere ofrene får han fremstillet en film, som vises i Hannovers biografer. 

I filmen ser biografgængerne forbryderfotos af Haarmann – med og uden hat. Alle, som har købt eller fået tøj af ham, opfordres til at aflevere beklædningsgenstandene til politiet. 

Tøjet kan hjælpe politiet med at spore den tidligere ejermand. Hundredvis af beklædningsgenstande afleveres hos politiet. 

En stor barak, der normalt huser op til 300 hjemløse, bliver ryddet og snart fyldt op med mange hundrede jakker, trøjer og bukser.

Kriminalbetjenten gør alt, hvad han kan, for at lægge pres på Haarmann. Han henlægger alle forhør til de sene nattetimer, hvor Haarmann er udmattet. 

Han giver sin mistænkte afføringsmiddel for at svække ham, og han hænger de fire kranier op i cellen, hvor forhørene finder sted. Lange sætter rødt papir for øjenhullerne og tænder et stearinlys inde i kraniet. 

Så fortæller han Haarmann, at de dødes sjæle ikke vil give ham ro, før han tilstår. Metoderne er på kanten af loven, tortur er forbudt under politi-forhør ifølge tysk lov, men kriminalbetjent Lange er desperat. 

Indtil videre har han kun en masse indicier på, at Haarmann er morderen – han har ingen vidner og ingen fældende beviser. 

Den anholdte skal tvinges til at tilstå forbrydelserne, hvis det skal lykkes at idømme ham lovens strengeste straf: døden ved halshugning.

Forhørene fortsætter dag efter dag. Efter ni døgns udmattende forløb kommer gennembruddet i sagen ved et tilfælde. 

En fru Witzel sidder på politigården, hvor hun endnu en gang vil melde sin 18-årige søn Robert savnet. 

Allerede i april meldte hun hans forsvinden til politiet, og efter al pressevirakken omkring Haarmann har hendes anden teenagesøn fortalt, at begge brødre kendte manden fra bymidtens natteliv. 

Nu er hun alvorligt bange for, at hendes Robert er blandt Haarmanns ofre. Mens fru Witzel venter, ankommer også Haarmanns udlejer, fru Engels, sammen med sin stedsøn. 

De skal begge aflevere tøj, som de har fået eller købt af deres lejer. Pludselig rejser fru Witzel sig op og går over til stedsønnen, som bærer hendes elskede Roberts fineste jakkesæt. 

Fru Engels indrømmer, at hun har købt sættet af Haarmann, og tårerne flyder i politigårdens venteværelse.

Ved midnatstid konfronterer Lange en udmattet og modløs Haarmann med den gribende beretning fra venteværelset – og omsider bryder han sammen. 

22 lårbensknogler fiskes op af floden

Lange husker tydeligt, hvordan Haarmann tager ham og hans forhørsassistent Rätz i hånden og lavmælt spørger:

“Hvis jeg tilstår, får jeg så omsider lov til at sove uden kranierne i min celle?”

“Vi gav ham begge håndslag på, at det ville han få lov til, og lod ham så fortælle”, erindrer Lange.

Først indrømmer Haarmann fire mord, så tilføjer han et mord begået i 1918 på en Friedel Rothe og dernæst et sjette og et syvende mord – det seneste begået blot seks uger før, politiet arresterede ham. Listen over ofre vokser. 

Nogle har været efterlyst længe, andre ikke – pårørende har troet, at de blot har forladt byen. Men Haarmann kan eller vil ikke sige, hvor mange han har myrdet i alt.

“Det kan have været 30, det kan have været 40. Jeg ved det ikke”, fortæller Haarmann, som heller ikke kan beskrive de unge mænds udseende. 

Når Lange fortæller om endnu en forsvunden dreng, som vidner har set i Haar-manns selskab, så siger seriemorderen toneløst:

“Føj ham til listen”.

Han beretter også i detaljer, hvordan han har myrdet og parteret drengene, og hvor han har smidt kranierne og knoglerne i floden. 

Da politiet iværksætter en grundig undersøgelse af Leinefloden, finder de 285 større menneskeknogler, heriblandt 22 lårbensknogler fra højre ben. Alle knoglerne er fra unge mænd i alderen 10 til 22 år.

I juli arresteres Hans Grans også. I hans garderobe finder politiet den forsvundne 17-årige Adolf Hannappels nye pæne ridebukser, og Grans anklages for tilskyndelse og medvirken til mord.

Der er ingen ægte anger at spore hos Haarmann, som efter adskillige lange samtaler med retspsykiateren Ernst Schultze bliver erklæret for mentalt egnet til straf. 

“Trækkerdrenge” kan han ikke sørge over, fortæller han til Schultze. Og han vil for alt i verden ikke erklæres for sindssyg. Som ung har Haarmann nemlig tilbragt lidt over otte måneder på det, man dengang kaldte for en sindssygeanstalt. 

Oplevelsen var voldsomt traumatiserende, og hans største frygt under retssagen er, at nævningene idømmer ham livsvarig forvaring på en lukket anstalt. 

Under sine forhør siger han flere gange til politiet: “Halshug mig, men send mig aldrig igen til sindssygeanstalten”.

Sagen kommer for retten i december 1924 og er fra starten samtaleemne i hele Weimarrepublikken. 

Tilskuerne tager teaterkikkerter med for at kunne studere monstret på tætteste hold, og alle aviser udkommer i særudgaver. Sagen har det hele: sex, død og perversitet.

Efter 10 retsdage står det klart, at Haarmann vil blive dømt for 24 af de 27 mord, som politiet fremlægger beviser for. 

Rasende og fortvivlet over, at hans store kærlighed, Hans Grans, skamløst forsøger at redde sit eget skind ved at nægte nogen skyld, eksploder Haarmann til sidst:

“Grans drev ikke kun drengene i min favn, så jeg kunne dræbe dem. Han lærte ikke kun drengene, hvordan de bedst ophidsede mig. 

Grans udnyttede ikke kun beregnende mit raseri og arbejdede i dagevis på at få mig til at dræbe, så han kunne få nye bukser. Grans myrdede selv!”

Grans får dødsstraf for anstiftelse til mord, og den 19. december 1924 dømmes også Haarmann til døden. Han guillotineres 15. april 1925.

Haarmanns sidste ønske er, at ordene “Her hviler seriemorderen Haarmann” skal stå på hans gravsten. Han beder også vagterne om lov til at tilbringe sin sidste nat sammen med Grans. 

Begge dele afslås. 

Efter hals-hugningen bliver Haarmanns hoved konserveret, så forskere kan studere strukturen af hans hjerne. Hovedet befinder sig i dag på Göttingens universitet.

Læs mere

Christine Pozsár/Michael Farin: Die Haarmann-protokolle, Belleville Verlag, 2009. Theodor Lessing: Haarmann – Die Geschichte eines Werwolfs, Deutscher Taschenbuch Verlag, 1995.

Lyt til Haarmann-sangen: “Warte, warte nur ein Weilchen“ (“Vent nu blot en lille tid”).

Måske er du interesseret i...

Læs også