Den 22. november 1718 kæmpede Sortskæg sin sidste kamp. Inden da havde han i årevis hærget og plyndret handelsskibe i Caribien.

© DK Images & Polfoto/Corbis

Sortskæg skræmte sine ofre til overgivelse

På blot et år blev Sortskæg historiens mest berømte og berygtede pirat. Rygterne om hans grusomhed og blodtørst var nok til, at de fleste skibe overgav sig uden kamp. Men privat omgikkes piraten overklassen, og det er aldrig blevet bevist, at Sortskæg dræbte et eneste menneske.

6. februar 2018 af Jan Ingar Thon

Sjældent havde gæsterne set så flot en fest i kolonien Carolina. Den store sal var oplyst af funklende stearinlys, og et langt bord var dækket med kostbare vine. 

Rummet var fuldt af cremen af Carolinas borgerskab. Iført pudderparykker, farverige frakker og silkekjoler svansede de rundt om selskabets midtpunkt: den magtfulde guvernør Charles Eden og hans hustru.

Med ét blev døren slået op. Ind trampede en høj, bred skikkelse klædt helt i sort. Rundt om livet bar han et bælte med seks pistoler og en lang sabel. 

Mest opsigtsvækkende var dog mandens ansigt. Det var dækket af et enormt, sort skæg, som var flettet og stukket bag ørerne. 

Mellem det vilde skæg og de buskede øjenbryn gnistrede to sorte øjne og kastede lynende blikke mod de fornemme gæster. Skikkelsen så sig langsomt om og gik dernæst direkte mod guvernøren. 

Charles Eden smilede og bukkede høfligt for aftenens æresgæst – den mest berygtede af alle pirater: Sortskæg.

EDWARD TEACH – bedre kendt som Sortskæg – var en mester i selviscenesættelse. Hans flag indeholdt alle de klassiske pirat-symboler: skelet, våben og timeglas.

© DK Images

Soldater blev pirater

Edward Teach – alias Sortskæg – var blandt de tusinder af sømænd, som deltog i den spanske arvefølgekrig. 

Han var også blandt de mange, som pludselig stod uden indtægt, da krigen sluttede i 1713. T

each havde gjort tjeneste på et britisk kaperskip i Det Caribiske Hav og plyndret utallige fjendlige skibe – overgangen til sørøveri virkede oplagt.

Med sin erfaring og sin imponerende fysik havde Teach ikke vanskeligt ved at få hyre. I byen Nassau på Bahamas – piraternes samlingspunkt i begyndelsen af 1700-tallet – fik han hyre hos Benjamin Hornigold, en af tidens dristigste og mest berømte pirater. 

Den garvede Hornigold blev imponeret over Teachs mod og koldblodighed i kamp og forfremmede ham hurtigt til næstkommanderende. 

Teach fik kommandoen over et af Hornigolds skibe, og snart var de to mænd de mest fremgangsrige sørøvere i Caribien.

Trods succesen valgte Teach og Hornigold dog at skilles sidst i 1717. Efter alt at dømme valgte Hornigold at opgive livet som pirat og slå sig ned som jordejer. 

Bruddet var venskabeligt – mændene trykkede hinanden i hånden og sejlede hver til sit. Som afskedsgave fik Teach det tidligere franske slaveskib Le Concorde.

Indtil da havde Edward Teach været en succesfuld, men ikke enestående pirat. Efter bruddet forstod han, at han måtte finde på noget ekstraordinært, hvis han fortsat skulle beherske de caribiske vande. Tiden var inde til at skabe en legende.

Første skridt var at forvandle Le Concorde til et frygtindgydende piratskib. Hun blev udstyret med 40 kanoner og fik et mandskab på 300. 

Til sidst blev skibet omdøbt til Queen Anne’s Revenge. Forvandlingen af Le Concorde var fuldført. Snart skulle verden stifte bekendtskab med Teachs anden opfindelse: piraten Sortskæg.

En legende bliver til

Kaptajn Christopher Taylor på handelsskibet The Great Allen forberedte sig på det uundgåelige angreb. 

I flere timer var han blevet forfulgt af et piratskib, og nu lå skibene side om side på bølgerne.

The Great Allen var stort, velbevæbnet og i stand til at forsvare sig, så Taylor var fuld af fortrøstning. Men da han kastede et nærmere blik på det vuggende piratskib, fik han et chok.

På dækket stod en enorm skikkelse, klædt i sort og bevæbnet med pistoler og sværd. Hans hoved var indhyllet i røg – som var han en dæmon fra Helvede. Skikkelsens ansigt gjorde størst indtryk på Taylor. 

Det var dækket af et stort, vildt skæg, som var flettet og pyntet med farvede bånd. I denne glatbarberede tidsalder bar kun galninge og vildmænd skæg. 

Kaptajn Taylor forstod, at hans mandskab ikke skulle forvente nåde fra denne forrykte, utilregnelige forbryder, hvis de gjorde modstand. Han overgav sig uden kamp.

Om bord på piratskibet havde Teach opnået netop dét, han havde ønsket, da han skabte sit alter ego Sortskæg. Hvis han kunne nøjes med at skræmme sine ofre til overgivelse, undgik han at udsætte sit skib, sine mænd og ikke mindst sit bytte for fare.

Mandskabet på The Great Allen frygtede det værste. Men i stedet for at blive henrettet fik de ordre til at ro i land i en jolle. 

Mens de nærmede sig kysten, kunne de chokeret se, hvordan piraterne satte ild til deres prægtige, værdifulde skib og lod det gå op i flammer. Den skæggede pirat måtte sandelig være forrykt!

På land fortalte sømændene ivrigt om deres mærkværdige oplevelse og spredte rygtet om den gale pirat med det sorte skæg – akkurat som Teach havde forventet. 

Og i takt med, at historierne spredte sig, blev de mere og mere blodige. 

Med tiden blev Sortskæg ikke blot gal, men også en blodtørstig og sadistisk morder. Selv om ingen nogensinde havde set ham dræbe en mand.

Rygterne gjorde arbejdet

Efterhånden som legenden om piraten Sortskæg voksede, var alene synet af hans sorte flag med det blødende hjerte nok til, at handelsskibene overgav sig uden kamp – ingen turde lægge sig ud med Caribiens mest brutale mand. 

De, som alligevel tøvede, blev hurtigt overtalt af et par kanonskud og synet af den vilde skikkelse på dækket.

Økonomen Peter Leeson fra George Mason University i Virginia, USA, har studeret pirateri i 1700-tallet og konstaterer, at Edward Teach på mange måder minder om en moderne reklamemand: Han var en mester i at iscenesætte sig selv og lukrerede på sit rygte som en koldblodig morder.

“Det ry, han skabte, var så effektivt, at han faktisk aldrig behøvede at gennemføre de trusler, som lå bag hans image”, siger Leeson.

Legenden om den berygtede Sortskæg lever stadig videre – bl.a. på dette frimærke fra De Britiske Jomfruøer i Caribien.

© Ullstein Bild

Ingen ville kæmpe imod

Plyndringer til havs var dog ikke nok for den ambitiøse Teach. Han ville gennemføre en magtdemonstration, som kunne slå Sortskægs allerede blodige ry yderligere fast.

En majdag i 1718 dukkede fire skibe op uden for Charlestons havn på USA's østkyst. På kajen rettede byens beboere ængsteligt kikkerterne mod Sortskægs sorte flag. 

Selvom havnen var fuld af skibe, vovede ingen at sejle ud for at møde piratkaptajnen i kamp – hans ry var nået i havn før ham.

De efterfølgende dage blev Charlestons travle handelshavn fuldstændig afskåret fra omverdenen. Alle skibe, der forsøgte at passere, blev angrebet. 

Og den velstående bys indbyggere kunne blot se hjælpeløst til. Selv da Sortskæg sendte to af sine mænd i land for at forhandle, turde ingen at angribe dem. Forfatteren Charles Johnson skrev i 1724:

“Piraterne vandrede helt åbenlyst i gaderne for øjnene af indbyggerne, som var rasende og betragtede dem som røvere og mordere og årsagen til deres ulykke og undertrykkelse. 

Men de vovede ikke så meget som at tænke på at hævne sig af frygt for, at flere ulykker skulle ramme dem”.

Blokaden af Charleston befæstede i voldsom grad Sortskægs position som den værste af alle pirater. 

Én ting var at tvinge sømænd på dårligt bevæbnede fartøjer til at overgive sig – nu havde Sortskæg tvunget en rig handelsby på Amerikas fastland i knæ. Uden at løsne et eneste skud. Navnet, rygtet og det sorte flag havde været tilstrækkeligt.

Landfast og lovlydig

Omtrent samtidig med blokaden af Charleston sejlede en stor flok krigsskibe fra England til Amerika. 

De britiske myndigheder havde fået nok af piraternes hærgen i Caribien og langs den amerikanske kyst, og nu skulle de knuses én gang for alle. 

Sørøverne havde nu to muligheder: De kunne enten kæmpe til døden eller tage imod briternes tilbud om amnesti til de pirater, som overgav sig. Teach indså, at han trods alt ikke kunne bekæmpe Det Britiske Imperium. Han måtte finde nye jagtmarker.

Kort tid senere dukkede Sortskæg op hos Carolinas guvernør Charles Eden. Piraten forklarede, at han agtede at tage imod kongens tilbud om nåde og blive landfast.

Selv som lovlydig viste Teach sig som en mester i at udnytte Sortskægs ry. Interessen for pirater var stor i begyndelsen af 1700-tallet, og aviserne flød over med historier om deres bedrifter.

Sortskæg blev derfor hurtigt en lokal celebritet. Alle Carolinas fremtrædende borgere ville hilse på og konversere med Sortskæg, og den rutinerede sørøver charmerede alle med sine manerer og eventyrlige fortællinger om livet til søs.

Teach blev inviteret ind i de mest fornemme af Carolinas hjem og var æresgæst ved storslåede fester. 

Han giftede sig sågar med den blot 16-årige datter af en rig plantageejer – ifølge rygterne var hun Sortskægs 14. hustru – og lod guvernør Eden stå for vielsen.

En tid så det ud til, at Teach virkelig havde opgivet livet som pirat. Han opløste sit mandskab og brugte i stedet sit ene skib som lystyacht i Carolinas fjorde og floder. Men i august 1718 greb rastløsheden den gamle pirat.

Teach samlede igen sine mænd og sejlede til Bermuda, hvor han kaprede to franske handelsskibe. Som sædvanlig slap alle mænd uskadt, mens han plyndrede skibenes dyrebare last af sukker, kakao og andre eksotiske varer.

Da han vendte tilbage til Carolina, sendte Sortskæg 60 tønder fyldt med røvergods til guvernør Eden. Guvernøren forstod, at venskabet med Sortskæg kunne blive yderst indbringende. 

Han så derfor den anden vej, mens Sortskæg forsynede sig af handelsskibene langs Carolinas kyster. “Handelsvirksomhed” kaldte Sortskæg sin hærgen – søfolkene på de plyndrede skibe turde ikke sige ham imod.

Løjtnant ledte straffeekspedition

Mens Eden nød godt af Sortskægs kapringer, var nabokolonien Virginias guvernør rasende.

Handelstrafikken i hans rige koloni blev hårdt ramt af piraternes plyndringer og havde gjort guvernøren til en upopulær mand. Derfor begyndte han at planlægge en ekspedition, som skulle slå Sortskæg ihjel.

Siden piraterne befandt sig uden for Virginias territorium, måtte ekspeditionen finde sted i hemmelighed. 

Guvernøren udrustede to lette og hurtige skibe og planlagde at overraske Sortskæg, når han lå for anker i det lave vand ud for North Carolinas kyst. 

Kommandoen over skibene blev givet til løjtnant Robert Maynard, og datoen for angrebet blev sat til den 22. november 1718.

Sortskæg havde allerede modtaget oplysninger om det forestående angreb, men tog dem ikke alvorligt. Natten før angrebet tilbragte han derfor med at feste sammen med de omkring 20 pirater, der fortsat var hos ham.

Da solen steg frem næste morgen, kunne de fordrukne sørøvere se Maynards skibe nærme sig. Sortskæg greb et bæger med rom, hævede det mod fjenderne til en skål og råbte over bølgerne: 

“Måtte min sjæl blive evig fordømt, hvis jeg giver eller modtager nåde fra jer!”

Piraterne affyrede en bredside, som fejede over Maynards skibe og dræbte eller sårede over 20 mænd. Løjtnanten beordrede straks resten af mandskabet under dæk.

Da røgen fra kanonerne drev bort, kunne Sortskæg kun se døde og sårede. Sikker på sejren gav han sine mænd ordre til at borde fjendens skibe. Piraterne gjorde sig klar med sabler, pistoler og – en af Sortskægs egne opfindelser – granater af krudt, blykugler og jernsplinter. 

Piraterne tændte lunterne, kastede granaterne og ventede på eksplosionen. Derefter stormede de brølende gennem røgen om bord på dét, de troede var forsvarsløse skibe.

Men pludselig strømmede de overlevende soldater op fra skibslugerne, og piraterne var i undertal. 

Mand mod mand kæmpede sørøverne og soldaterne med huggerter, knive og bare næver. Mange mistede fodfæstet og gled på dækket, der nu var glat af blod.

Trods utallige sår kæmpede Sortskæg videre mod sine fjender – indtil han blev overmandet og hugget ned af løjtnant Maynards mange soldater.

© Polfoto/Corbis

Sortskæg blev hugget ned bagfra

Under de mange nærkampe stod Sortskæg og Maynard pludselig ansigt til ansigt. Begge trak deres pistol og sabel. Sortskæg ramte forbi, men Maynards kugle gennemborede piratkaptajnen. 

Sortskæg kæmpede dog indædt videre. Han greb sin sabel, og med et voldsomt hug splintrede han Maynards sværd. 

Netop som han skulle gøre det af med sin fjende, huggede en soldat Sortskæg i nakken. Piraten vaklede usikkert fremover.

Maynards mænd så, at kæmpen var såret, og vovede sig omsider nærmere. Kugler og sværdhug ramte Sortskæg fra alle retninger, men han kæmpede trodsigt videre. 

Afkræftet gik piratlederen ned i knæ, mens han trak den sidste af sine pistoler. I det øjeblik, han spændte hanen, traf det sidste, dødelige hug ham. Sortskæg faldt livløs om på dækket.

Maynard kunne langt om længe triumfere – han havde dræbt den mest frygtede af alle pirater. Som bevis på, at Sortskæg virkelig var død, huggede Maynard piratens hoved af og lod det hænge fra masten på sit skib.

Kampen var knap overstået, før historier om Sortskægs endeligt begyndte at sprede sig. Ifølge nogle rygter var Sortskæg slet ikke død. 

Ifølge andre skulle piratens hovedløse krop have svømmet syv gange rundt om Maynards skib – for at håne sin modstander en sidste gang – før den forsvandt.

Edward Teachs tid som piratkaptajn havde kun varet godt ét år. Men i den korte tid skabte han en legende, som kunne få enhver sømand til at ryste af rædsel: Sortskæg – den mest blodtørstige pirat nogensinde.

Fordyb dig i endnu flere historier om havets vilde og berygtede røvere med et abonnement på HISTORIE

Læs mere

Robert Lee: Blackbeard, The History Press, 2008. Angus Konstam: Blackbeard: America's Most Notorious Pirate, John Wiley & Sons, 2006. Peter Earle: The Pirate Wars: Pirates vs. the Legitimate Navies of the World, Methuen Publishing, 2004.

Måske er du interesseret i...

Læs også