Midt i 1800-tallet frygtede alle Londons indbyggere at blive udsat for kvælningsoverfald.

© Scanpix & Shutterstock

Kvælnings-overfald hærgede Londons skumle gader

En bølge af brutale røverier plager London i midten af 1800-tallet. Pressen dækker overfaldene tæt og puster til frygten, så byens indbyggere er på panikkens rand. Flere og flere ofre kan berette om forbrydere, der holdt dem i et kvælertag og tømte deres lommer. Men politiet har ingen spor.

6. april 2018 af Natasja Broström

Sent om aftenen den 17. juli 1862 går parlamentsmedlem Hugh Pilkington fra Underhuset mod Reform Club – en ær­vær­dig klub for britiske po­li­ti­kere i ­kvar­teret Westminster.

Området i det centrale London er oplyst af gaslygter, som kaster et klart skær over de stille gader. Pilkington har derfor ingen grund til at frygte et overfald eller en lommetyv – onder, som plager de dunkle gader og gyder i byens over-befolkede slumkvarterer.

Men Pilkington når aldrig frem til sin klub, og senere på natten bliver politikeren fundet halvt bevidstløs, vaklende gennem gaderne. Tøjet er plettet af blod, og hans tegnebog og lommeur borte. 

En læge tilkaldes for at undersøge den tilskadekomne. Mærker omkring Pilkingtons hals overbeviser lægen om, at politikeren har mødt de såkaldte garrotters – røvere, som angriber bagfra og pacificerer deres ofre med et kvælertag eller en snor om halsen, mens medsammensvorne tømmer offerets lommer.

Det voldsomme røveri berøver Pilking­ton talens brug i flere dage, og det er ikke aftenens eneste – også en ansat ved British Museum bliver bestjålet og næsten kvalt. Nyheden om overfaldene finder vej tilhovedstadsavisernes spalter:

“Gaderøveri er blevet helt almindeligt i London, og gaderne i Bayswater er lige så usikre som dem i Napoli”, skriver The Spectator to dage senere, med henvisning til at det pæne kvarter ved Kensington Gardens er blevet en mafia-rede – og journalisterne er ikke i tvivl om, hvilke typer der må have været på spil:

“Degenererede, grove, brutale banditter”, lyder beskrivelsen i The Observer.

For Londons borgere giver pressens dækning indtryk af, at forbrydere venter på hvert et gadehjørne – klar til at springe frem og udføre kvælningsoverfald.

Alle, fra menigmand til ministre, frygter, at hændelserne den 17. juli bliver starten på en voldsbølge. 

I de følgende uger får de gennem pressens reportager tilsyneladende bekræftet deres frygt: De brutale garrotters er løs i London!

Et vellykket overfald krævede tre mand. Hvis alle udførte deres opgave til punkt og prikke, forløb kvælningsoverfaldet uden problemer. Ofrene havde tit svært ved at udpege overfaldsmændene, fordi kvælertaget skete bagfra. 

© www.victorianlondon.org

Garrotten var forbrydernes våben

Ordet “garrotte” var trods sin spanske oprindelse almindelig kendt i England. Allerede i 1622 udkom den spanske roman “En slyngel” på engelsk med en beskrivelse af henrettelsesmetoden:

“Han kastede en snor om mandens hals og gav ham garrotten, hvormed han blev kvalt til døde”, som forfatteren Mateo Alemán skrev.

Romanen vedblev at være populær, men få briter havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at de en dag ville blive holdt fast i et kvælertag af en bande røvere. 

Lige indtil den 12. februar 1851, hvor advokat James Brockbank på åben gade i London blev overfaldet bagfra og dernæst udplyndret.

“Udført på et ældre eller svageligt menneske kan det medføre døden”, advarede advokaten bagefter i The Times.

Hændelsen medførte læserstorm, og avisredaktionerne blev begravet i breve, som fortalte om andre overfald:

“Jeg led i flere dage efter indsnævringen af min hals. Det er på høje tid, at skridt bliver taget mod disse uhyrligheder, som er mere udbredte, end folk tror”, skrev en læser.

Utrygheden bredte sig, bl.a. fordi Londons politi kun var bevæbnet med en skralde eller fløjte til at tilkalde assistance. Uden våben var en betjent næppe i stand til at forhindre et røveri.

Men frygten havde ingen bund i virkeligheden: Dette år skete der under 50 overfald i byen med to millioner indbyggere. 

Politiets statistik interesserede dog ikke aviserne, som raskvæk trykte breve fra angivelige ofre – og fra anonyme personer, der beskrev sig som kriminelle og forklarede deres overfaldsmetoder. Læserne stod i kø for at købe aviserne med de mest makabre beskrivelser.

Spansk henrettelse øgede panikken

De høje salgstal betød, at aviserne dækkede alt, der blot mindede om kvælning og kriminalitet. I efteråret 1851 svælgede pressen derfor i en makaber henrettelse på Cuba. 

Her blev en general fra Venezuela stranguleret af myndighederne efter sit mislykkede forsøg på at befri øen fra spansk herredømme.

Britiske aviser beskrev, hvordan den uheldige frihedskæmper blev spændt fast på en stol og fik lagt en krave af jern om halsen. 

Bagfra spændte bødlen kraven sammen med en skruetvinge, så den dømtes hals blev snøret sammen. Instrumentets spanske navn var garrote, men journalisterne omdøbte det til “den hadefulde krave” og “den fatale skrue”.

I London udløste omtalen nye byger af breve fra læsere. Heri påstod de selv at være blevet holdt i et kvælertag – eller at have hørt om én, der blev overfaldet. Og de britiske aviser pustede til ilden:

“Frekvensen af disse angreb har udløst stor panik blandt indbyggerne”, skrev The Times i slutningen af 1851 – og fortav, at kvælningsoverfald kun udgjorde en brøkdel af byens kriminalitet.

Kriminelle skulle angre før løsladelse

For de opskræmte indbyggere var det derfor komplet uforståeligt, da parlamentet året efter besluttede, at landets hårdeste kriminelle ikke længere skulle deporteres til straffekolonierne i Australien, men afsone deres dom i England.

Hidtil var ca. 500 dømte årligt blevet sendt til den anden side af kloden. Den nye filosofi var imidlertid, at denne straf ikke duede; de hårdkogte fanger skulle i stedet sidde sammen med almindelige kriminelle. 

Gennem bibelstudier, arbejde og frisk luft på gårdture ville de erkende deres skyld og angre, før de blev løsladt. Beslutningen sendte chokbølger gennem England. 

Fra interviews med tidligere kriminelle var det kendt, at voldeligefanger i landets fængsler ofte blev pacificeret vha. kvælertag. Og hvad ville forhindre en fange i at lade, som om han angrede, for at slippe fri og fortsætte med sine overfald, spurgte de nervøse borgere hinanden.

“Sand ondskab er, når vi bare fortsætter med at løslade kriminelle, som er upåvirkede af deres fængselsophold”, lød advarslen fra fængselspræsten Walter Lowe Clay.

Et skud fra hoften

Idérige opfindere udtænkte en række våben, som skulle forhindre kvælningsoverfald – fx en bæltespændepistol.

  • Jernhalsbåndet
    Under overskriften “Ønsker De at undgå at blive kvalt?” solgte firmaet White, Choker & Co. et jernhalsbånd med pigge. Båndet blev båret skjult under kundens halsklud. Dermed kunne en røver ikke fastholde sit greb om offerets hals uden at blive stukket.

  • Kølle med bly
    Den tunge kølle – kaldet “The Life Preserver” – kunne skjules under frakken og tages frem, hvis en kvælningstyv viste sig. I køllens ende var en pæreformet knold fyldt med bly, som kunne levere et hårdt slag. Da kvælningspanikken var på sit højeste i 1862, blev den solgt i en version med en skjult bajonet.

  • Knojern med kniv
    Våbnet, der i folkemunde hed “The Highway Protector”, var udformet som et knojern med en påsat, kort daggert (kaldet en dirk). Var der fare på færde, kunne den truede tage knojernet på og ved at slå fra sig forsøge at såre sine overfaldsmænd med dirken.

  • Den armerede handske
    Lægen og hobbyopfinderen Frank Packman søgte i 1856 om patent på “The Armed Glove” – en handske dækket af metalkroge, skarpe klinger samt kløer. Packman fik aldrig sit patent, hvorfor aviserne året efter var fyldt med annoncer for lignende handsker.

  • Bæltespændepistolen
    Våbenfabrikanten Henry Ball konstruerede i 1865 “The Belt-buckle Pistol”. Våbnet bestod af et bælte med en lille pistol indbygget i spændet. Når bæreren trak i en snor, affyrede pistolen en kugle. Bæltet kunne også bæres på ryggen, så kuglen blev affyret bagud.

Indiske fanatikere kvalte deres ofre

Hver gang et kvælningsoverfald blev rapporteret, tog pressen sagen op – og de hyppige artikler skræmte læserne til at købe endnu flere aviser.

I 1856 advarede The Times i en ledende artikel om udviklingen i Londonsfinere kvarterer: 

“Områder med en respektabel befolkning, hvor en mand ikke kan gå uden fare for at blive kværket, røvet, og hvis ikke myrdet, så sparket og banket til det yderste af sit liv”.

Aviserne bragte også talrige referater fra de retssager, hvor ofre fortalte, hvordan de var blevet efterladt halvdøde, forslåede og med tømte lommer:

“Jeg blev kastet om på ryggen, og ved kvælning blev synet taget fra mine øjne. Min tunge hang ud, og jeg blev næsten kvalt. Samtidig fandt en hånd vej til min højre lomme og tog mit ur og ca. 15 shilling i sølv”, forklarede en ekspedient under sit vidneudsagn i retssalen Central Criminal Court.

For mange avislæsere mindede overfaldene om den notoriske thuggee-sekt fra den britiske koloni Indien. Medlemmerne havde tilbedt Kali, gudinden for ø­de­læg­gel­se, og i hendes navn havde de myr­det mindst 50.000 mennesker siden 1600-tallet. 

Ofrene var ensomme rejsende, som blev omringet på et øde sted og kvalt med et tørklæde. Herefter blev liget plyndret og begravet.

Kvælersekten var blevet fanget af de bri­tiske myndigheder i 1840’erne og ca. 3.000 medlemmer henrettet. Sejren over røverne var siden blevet markeret med en udstilling på British Museum, men i 1857 besluttede myn­dig­hederne at lukke den igen. 

De mor­de­riske landevejsrøvere (med det engelske øgenavn thugs, bøller) skulle ikke længere skræmme museets retskafne be­sø­gende – eller give byens forbrydere nye idéer til overfald.

Beslutningen havde tilsyneladende den ønskede virkning. Aviserne modtog efterhånden færre bekymrede læserbreve, og antallet af reelle kvælningsanmeldelser faldt til under 30 pr. år. 

Men da det respekterede parlamentsmedlem Hugh Pilkington blev overfaldet en aften i 1862, eksploderede panikken igen.

Satiremagasinet Punch beskæftigede sig i 1850’erne gerne med de enorme krinolinekjoler, som var højeste mode blandt kvinder. Med kvælningspanikken fik magasinet en ny idé: Krinolinen kunne jo syes sammen med en overfrakke, så mænd slap for overfald.

© Scanpix & Shutterstock

Londons gader flød med forbrydere

Overfaldet udløste forargelse over hele landet. Nu kunne ikke engang en vel­re­nom­me­ret politiker øjensynligt færdes i fred for gadens hård­kogte kriminelle.

“Offentligheden lærer nu, på en chokerende måde, det naturlige resultat af at forkæle tyve”, skrev avisen Manchester Guardian.

“Vores samfunds bundfald bliver hverken desinficeret eller skyllet til havs, men forbliver i vor midte, hvor det forurener og forgifter luften”, lød det fra Saturday Review.

London var om natten blevet et “tilholdssted for lommetyve og snig-mordere”, advarede avisen The Daily News, mens tidsskriftet Quarterly Review slog fast, at “storbyens gader ikke engang er sikre i dagtimerne”.

Paniske borgere så kvælningstyve allevegne – to fredsommelige mænd anmeldte sågar hinanden, da de begge en sen, tåget aften antog modparten for at være en kvælningsrøver, som lå på lur.

Det samme gjorde betjentene, der af politichefen havde fået ordrer om at holde øje med “suspekte personer” i mørke passager og døråbninger, “hvor en person kan gemme sig og pludselig springe frem og udøve kriminalitet”.

Den hårde linje medførte, at hundredvis af småkriminelle røg i fængsel alene på en mistanke, og domstolene måtte arbejde på højtryk for at følge med. 

Alene i november 1862 blev 23 mænd dømt for kvælningsoverfald, og ved årets slutning havde London ifølge politiets rap­por­ter oplevet i alt 143 røverioverfald.

Uden udsigt til beskyttelse fra bevæbnede betjente måtte borgerne gribe til selvtægt, mente en journalist i The Times: “Jeg føler et ansvar for at beskytte mig selv på bedste vis”.

En måde var at investere i et af de mange opfindsomme beskyttelsesmidler, som fandt vej til Londons markeder:

“Kunstfærdige knojern og køller, der udløser bajonetter, og stokke, som indeholder knive og sværd, sælges mere åbenlyst i byens gader end appelsiner og kastanjer”, skrev The Daily News.

Politiet fik frie hænder

Presset steg på politikerne, som med deres blødsødne behandling af de kriminelle kun havde gjort det hele værre:

“Bortset fra ganske få undtagelser er resten af verden enig om, at reformprincipperne – som vores kriminelle i årevis er blevet behandlet efter – er hoved-fejlen”, opsummerede Saturday Review.

I 1863 gav parlamentet efter og vedtog den såkaldte Security Against Violence Act. 

Politiet skulle have frie hænder til at anholde borgere for selv banale forseelser – fx fulderikker, som råbte i gaden. Voldelige røvere fik nu, ud over fængselsstraf, piskeslag. Dømte under 16 år modtog 25 slag – alle andre fik 50.

De hårde straffe og fyldte fængsler gav resultater. Befolkningen begyndte at føle sig tryg, og hver måned blev der i 1863 kun anmeldt to kvælningsoverfald mod 14 året før – og indbyggerne skrev ikke længere læserbreve. 

I sommeren 1863 forsvandt kvælningspanikken i London lige så hurtigt, som den var opstået.

Læs mere

E. Godfrey: Stranglehold on Victorian Society, History Today, 2009. R. Sindall: The London Garotting Panics of 1856 and 1862, Social History, 1987.

Måske er du interesseret i...

Læs også