På Sicilien blev flere hundrede formodede mafiafolk retsforfulgt under store skueprocesser.

© Ulstein Bild/Getty Images

Mussolinis jernnæve knuste mafiaen

Fascisterne er lige kommet til magten i Italien, da den sicilianske mafia fornærmer Mussolini. Il Duce giver én mand frie hænder til at udradere forbryderorganisationen, og han skyr ingen midler. Politiet bruger både gidseltagning og tortur i den nådesløse jagt på kriminelle.

19. oktober 2017 af Julie Hjerl Hansen & Jannik Petersen

Benito Mussolini sejler i maj 1924 til Sicilien ombord på et krigsskib. Militæropbuddet om Italiens nyudnævnte premierminister er imponerende, og han eskorteres ikke kun af talrige soldater, men også af fly og ubåde.

Da Mussolini og hans følge af livvagter vandrer gennem byen Piana dei Greci, spørger borgmesteren – den kendte mafiaboss Don Francesco Cuccia – hvad Mussolini skal med alle de vagter. Han er jo under Cuccias beskyttelse.

Den krænkende kommentar gør Mussolini rasende. Han har slået sig op på at være Italiens stærke mand, og selvom han først et par år senere sikrer sig diktatoriske beføjelser, beslutter han at erklære den sicilianske mafia krig.

Hvis Mussolini lykkes med at knuse mafiaen, vil det ikke alene redde hans ære, men også øge tilslutningen til hans fascistiske parti, som kun nyder svag opbakning på Sicilien.

Forbrydere regerede øen

Da Mussolini ankom til Sicilien i 1924, var øen helt i mafiaens vold – i de fleste byer besad organiserede forbrydere den reelle magt, som hverken indbyggerne eller politiet kunne stille noget op overfor. 

Kriminaliteten var en plage – under sit besøg fik Mussolini fx at vide, at der alene i byen Marsala var blevet begået 216 mord inden for det seneste år.

Hele Trapani-provinsen, som Marsala ligger i, var lovløst land, hvor omkring 700 indbyggere blev myrdet hvert år og 30.000 husdyr stjålet. 

En lokal avis dris­tede sig i 1924 til at skrive, at provinsen var på randen af sammenbrud. Blot to uger efter Mussolinis besøg på Sicilien udnævnte han den militæruddannede Cesare Mori til præfekt – statens øverste embedsmand – i Trapani-provins.

Mori havde tidligere jagtet kriminelle på Sicilien og skabte sig dengang et navn som en hård hund. I et telegram gav Mussolini ham nu frie tøjler:

“Deres Excellence har carte blanche. Statens autoritet må absolut, jeg gentager absolut, genetableres på Sicilien. Hvis gældende love står Dem i vejen, vil vi udarbejde nogle nye”.

Med de gyldne løfter i ryggen hastede Mori til Sicilien og kastede sig over opgaven. Hans strategi gik ud på, at øens mafiosoer ikke alene skulle fanges og bures inde. 

De skulle også for alt i verden ydmyges og gøres til grin, så sicilianerne holdt op med at frygte dem.

Som sin første embedsgerning underskrev Mori et dekret, som tilbagekaldte alle våbentilladelser udstedt i Trapani-provinsen. 

Enhver, der blev taget på fersk gerning med skydevåben i hånd, kunne fra nu af arresteres. 


Bjergbyen var et perfekt skjulested: Mori valgte at angribe mafiahøjborgen Gangi, men byen var som skabt for forbrydere på flugt. Klik på billedet for at lære mere om politiets kamp mod mafiaen

Ikke abonnent? Få bladet her:

Mori fik ansvaret for hele Sicilien

Lidt over et år senere udnævnte Mussolini Mori til præfekt i Palermo og udstyrede ham med beføjelser til at jagte mafiafolk overalt på Sicilien.

Mori oprettede omgående en specialstyrke, der kunne jagte forbrydere i alle øens ni provinser – modsat siciliansk politi, som kun måtte efterforske ulovligheder i deres egen provins. 

Specialstyrken bestod af politi, de halvmilitære gendarmer, carabinieri, og bevæbnede fascistiske partimedlemmer kendt som Sortskjorter. 

Specialstyrken blev inddelt i delinger på 25 mænd – alle med repræsentanter fra de tre korps. De fascistiske Sortskjorter skulle ifølge Mori “involveres direkte i politioperationerne – og åbent og modigt deltage i undertrykkelsen af mafiaen”. 

For Mussolini og Mori handlede kampen mod mafiaen nemlig ikke primært om at fange og fængsle skyldige forbrydere. 

Det var meget vigtigere at vise handlekraft og sikre, at sicilianerne kom til at betragte fascismen som den eneste garant for fred og sikkerhed.

Moris første store aktion fandt sted den 28. november 1925, hvor 62 eftersøgte mænd med påståede mafiaforbindelser blev anholdt i Madoniebjergene øst for Palermo. 

To uger senere slog specialstyrker til igen midt på øen, hvor 142 blev arresteret i byen Piazza Armerina.

Hvem der blev arresteret og hvorfor, var mindre vigtigt for Mori. I Palermo lod han en gruppe unge, velklædte mænd med dyre biler arrestere. 

Disse såkaldte Palermo Viveurs måtte være kommet uærligt til deres velstand, mente Mori og spærrede over 20 af dem inde. Samme aften førte en anden politiaktion til anholdelsen af yderligere 300 tidligere dømte i Palermo. 

Moris ræsonnement lød, at de var vaneforbrydere, som sikkert havde begået anden kriminalitet, siden de sidst var for en dommer. 

I julemåneden udstedte Jernpræfekten, som aviserne nu kaldte ham, desuden et dekret, som gjorde det obligatorisk for øens taxachauffører at lade sig registrere hos myndighederne og skilte med deres identitetskort i bilen. 

Tiltaget skulle sætte en stopper for en af mafiaens yndede indtægtskilder, zuinaggio, som gik ud på at samle syge op og køre dem til falske læger, der frarøvede de svækkede ofre penge og andre værdier. 

Positiv omtale i aviserne var ifølge Mori nøglen til succes, så Jernpræfekten blev i Palermo for at være til rådighed for pressen, da hans hidtil vigtigste angreb på mafiaen fandt sted i januar 1926. 

Mens sneen faldt tungt over bjergbyen Gangi 80 km sydøst for Palermo, gik 800 af Moris mænd den 1. januar i aktion. Da den trængte ind i byen, fandt specialstyrken gaderne tomme, og selvom politiet ihærdigt gennemsøgte hus efter hus, var ingen mafiosoer at se. 

Forbryderne skjulte sig i hemmelige rum i deres huse og afventede, at specialstyrken gav op og kørte tilbage til Palermo.

Den 2. januar fik Moris folk dog et lille håb, da den aldrende mafiaboss Gaetano Ferrarello, kendt som “kongen af Madonie”, krøb ud fra sit skjulested og overgav sig. Men det forventede sammenbrud i byens mafiaorganisation udeblev – ingen andre gav op. 

Kvinder og børn blev gidsler

Mori sendte nu besked til sine folk om at tage de formodede mafiamedlemmers familier som gidsler og indkvartere dem usselt – på fx kommunale fattiggårde.

Når familien var ført bort, skulle politifolk desuden tage ophold i husene, så mafiosoen fra sit skjul kunne høre, at politiet sov i hans seng og spiste ved hans bord. 

Snart begyndte mistænkte forbrydere at give op. Over for pressen i Palermo pralede Mori med, at den udslagsgivende faktor var det ultimatum, som han havde fået råbt op i Gangis gader:

“Jeg beordrer hermed alle, som er på flugt fra myndighederne, til at overgive sig inden 12 timer. Ved tidsfristens overskridelse vil deres familier, ejendom og sympatisører blive genstand for alvorlige foranstaltninger”.

Aviserne fik intet at vide om gidseltagningen af kvinder og børn. Eller at Mori i hemmelighed havde indgået en aftale med baron Sgadari, som stod i ledtog med Gangis mafiabosser.

Mori havde lovet baronen, at alle mafiosoer, som meldte sig frivilligt, ville få en mild straf, og Sgadari gav informationen videre via et hemmeligt netværk i byens labyrintiske gader. 

Løftet glemte Mori i øvrigt alt om, og mafiafolkene mødte ingen nåde i retten.

Beskidte kneb sendte uskyldige i fængsel

Siciliansk politi havde forgæves forsøgt at få mafiafolk dømt. Mori tog derfor skrappe metoder
i brug for at sende dem bag tremmer, men det gik hårdt ud over en masse uskyldige:

  • Forebyggende anholdelser: Under Cesare Moris aktioner blev flere hundrede mænd arresteret på én gang. Alle i samme hus eller i nærheden af formodede mafiamedlemmer blev taget med.

  • Afhøring under tortur: Moris folk brugte tortur til at fremtvinge tilståelser. En af metoderne var den såkaldte casetta – en trækasse, som fangen blev bundet fast i, hvorefter kassen blev nedsænket i saltvand og offeret pisket.

  • Manipulation af vidner:
    Politiet præsenterede i flere tilfælde vidner for en liste, der angiveligt rummede navnene på kendte mafiafolk. Når vidnerne kom i retten, kunne de ikke genkende de personer, som de skulle udpege.

Mori drog på triumftog

Den 10. januar forsøgte Mori at slå politisk plat på de mange arrestationer, som stadig var i gang i Gangi. Jernpræfekten troppede op i byen iklædt tunge militærstøvler og holdt en dundertale fra rådhusets balkon. 

Mori tordnede længe mod “beskyttelsespenge og afpresning” og opfordrede Gangis indbyggere til at “forsvare sig selv”.

Ifølge fascistiske aviser svarede indbyggerne med bragende klapsalver og store plakater med fascistiske slagord. 

En af dem gik så langt som til at skrive, at Mori “som en anden Herkules har løst sine 12 opgaver. Han har omsider kappet hovedet af bæstet, og folket hylder ekstatisk den store erobrer”.

Andre rapporterede mere nøgternt om få tilskuere foran rådhuset og en temmelig kølig modtagelse af Mori.

Belejringen af Gangi førte ifølge Mori til anholdelsen af 130 eftersøgte mafiosoer og yderligere 300 medskyldige.

De såkaldt medskyldige var i mange tilfælde mafiamedlemmernes familie, som blev sigtet for at have kriminelle forbindelser, så de kunne tilbageholdes.

Over for Italiens indenrigsminister, Luigi Federzoni, løj Mori om sine resultater: “De personer, som arresteres for medskyldighed, bliver altid anklaget for en konkret forbrydelse”. 

Men ofte bestod deres eneste forbrydelse i, at de havde levet under samme tag som et formodet mafiamedlem.

Under en ny stor aktion i byen Corleone lykkedes det kun politiet at finde 59, som kunne anklages for en konkret forbrydelse, mens 69 andre blev anklaget for medskyldighed.

I månederne efter belejringen af Gangi fortsatte Moris specialstyrker med razziaer mod by efter by, hvor mafiabosser, småkriminelle og tilfældigt forbipassende blev lagt i håndjern, når politiet dukkede op. 

Hvor vilkårlige arrestationerne var, demonstrerede tilbageholdelsen af en gruppe uskyldige forretningsfolk på gennemrejse.

De blev taget med af politiet, som lagde dem i håndjern på deres hotel i Corleone. I alt arresterede Moris folk 11.000 sicilianerne – heraf alene 5.000 i provinsen Palermo.

Ved altid at rykke talstærkt og svært bevæbnet ud afskrækkede specialstyrken mafiaen fra at gøre væbnet modstand – det eneste skyderi fandt sted, da de modtog et anonymt tip om Sacco­brødrene fra Agrigento.

Saccobrødrene var ikke mafia – faktisk var deres far blevet likvideret af mafiaen, fordi han nægtede at lade sig afpresse. 

Men det anonyme tip – formentlig fra lokale mafiafolk i Agrigento – stemplede de fem brødre som mafiosoer og gav dem skylden for talrige røverier og overfald, som mafiaen havde stået bag.

Moris folk tog tippet for gode varer og lagde sig i baghold. 

Da Saccobrødre dukkede op – bevæbnet med de geværer, som i årevis havde holdt mafiaen på afstand – åbnede specialstyrkerne ild og sårede en af brødrene i brystet, før de andre overgav sig.

Alle fire Saccobrødre blev efterfølgende idømt livsvarigt fængsel for mafiavirksomhed under en skueproces. 

Når Moris specialstyrker rykkede ind, ankom de talstærkt og beskyttet af panserkøretøjer. 

© Polfoto

Fascisterne frygtede frifindelser

Retssagerne mod de tusindvis af påståede mafiamedlemmer blev i sig selv et problem for Mori, som frygtede, at beviserne var for tynde og ville føre til frifindelse af de fleste. Noget måtte gøres, så den fascistiske regering ikke tabte ansigt, og Mori slap for kritik.

Mussolini havde forudset problemet og sendte den benhårde statsanklager Luigi Giampietro til Sicilien for at afløse en kollega, der efter Mussolinis mening gik alt for højt op i jura og beviser.

Giampietro var derimod en stålsat type, som blandt andet mente, at “venlighed bliver tolket som svaghed og gør kriminelle arrogante”.

Mori overtalte i hemmelighed Giam­pie­tro til at lægge maksimal vægt på specialstyrkens og andre politifolks udsagn – også selvom ingen andre beviser tydede på, at den anklagede var skyldig.

I et brev til Giampietro understregede han også, at “ingen må få milde straffe”.

Ud de 11.000 arresterede i politiets varetægt var nogle hundrede af dem rent faktisk mafiafolk, men de fleste kom fra bunden af bandernes hierarki. 

De tusindvis af andre var småkriminelle uden tilknytning til mafiaen eller uskyldige. Ud af de 430, som blev arresteret i Gangi i 1926, kom kun 154 for retten, mens resten måtte løslades.

De anklagede fra Gangi-aktionen fik deres sager vurderet i en uoverskuelig og forhastet skueproces, der begyndte den 4. oktober 1927. Alle 154 sad bag tremmer i den sicilianske by Termini Imereses retsbygning på én gang.

I løbet af blot seks uger blev de krydsforhørt, og 300 vidner afgav forklaringer i et rasende tempo, for Mussolini – udstyret med nye diktatoriske beføjelser – forlangte lynjustits.

Ikke overraskende blev blot otte frifundet, mens syv fik fængsel på livstid og res­ten mellem 5 og 30 år bag tremmer. 

En slagter blev fx dømt, fordi mafiafolk jævnligt mødtes i hans butik og talte sammen i køen. En anden blev dømt, fordi han ifølge et tvivlsomt vidne “var med til at bekæmpe socialistiske aktivister i Corleone, og det var kun mafiaen, som gjorde den slags”. 

Moris succes førte til hans fald

Moris kampagne varede fem år, og sendte 1.200 formodede mafiafolk i fængsel, mens et ukendt antal blev tvangsforflyttet til fastlandet. 

Selvom de fleste dømte var små fisk, satte klapjagten en skræk i livet på mange mafiabosser, som enten indstillede deres kriminelle aktiviteter eller flygtede ud af landet. Især USA var et populært tilflugtssted for mafiabosser.

På trods af de mange uskyldige ofre blev mafiaens magt betydeligt svækket, og kriminaliteten på Sicilien faldt dramatisk. Fx blev der begået 224 mord i Palermo-provinsen året før Moris ankomst.

 Efter fem års kamp mod mafiaen blev kun fem myrdet i provinsen i 1929. Væbnede røverier faldt fra 312 i 1923 til blot tre i 1929, mens pengeafpresning svandt fra 72 sager til bare én.

Dalende kriminalitet frigjorde kræfter til at undersøge rygter om, at fascistiske toppolitikere på Sicilien var i lommen på mafiaen. 

Mori kastede sig nidkært over opgaven og fik flere af dem afskediget, inden Mussolini skred ind. 

Den 23. juni 1929 modtog Mori sin afskedigelse – pakket ind i høflige fraser, hvor Il Duce takkede ham for en “lang og prisværdig indsats for fædrelandet”.

Som et plaster på såret blev Mori medlem af Italiens senat, men han forblev bitter over fyring indtil sin død i 1942.

Læs mere

Christopher Duggan: Fascism and the Mafia, Yale Uni. Press, 1989. Cesare Mori: The Last Struggle with the Mafia, Black House Publishing, 2016. 

Måske er du interesseret i...

Læs også