Christie slog otte mennesker ihjel og er en af de værste seriemordere i Storbritanniens historie. Nogle eksperter mener, at han myrdede endnu flere.

Rædslernes rækkehus

John Reginald Christie lever et stille liv i et rækkehus i London med sin kone Ethel. Hun kender ikke hans grusomme hobby. Syv kvinder og et spædbarn bliver myrdet, og en uskyldig mand hænges, før Christie bliver afsløret.

Lejligheden gemte på lig bag tapetet

En ny lejer rykkede ind i Rillington Place nr. 10, men da han forsøgte at sætte en hylde op i køkkenet, gik både søm og hammer lige gennem væggen, og en forfærdelig stank væltede ud.

Lejeren fandt en lygte og lyste ind gennem hullet. Han blev mødt af et grufuldt syn – tre halvnøgne, stærkt forrådnede kvindelig. Den chokerede lejer alarmerede straks politiet, som fandt yderligere tre lig i huset.

Herefter gik en omfattende eftersøgning efter husets tidligere beboer, John Reginald Christie, i gang i London. Kort efter blev Christie, som drev uvasket og ubarberet rundt i gaderne, genkendt af en betjent. Christie opgav først et falsk navn, men fulgte derefter villigt med på stationen. Under afhøringerne tilstod Christie, uden at vise den mindste anger, mordene på syv kvinder. Hans skiftende forklaringer på mordene var yderst fantasifulde, og han hævdede fx flere gange, at han havde handlet i selvforsvar, eller at han blot havde hjulpet sine ofre med at begå selvmord. Kun mordet på spædbarnet Geraldine nægtede han hårdnakket.

Da politiet spurgte ham, hvordan han kunne fremleje en lejlighed spækket med lig – han måtte have vidst, at hans ugerninger snart ville blive opdaget – svarede Christie: “Jeg skænkede det aldrig en tanke”.

Ifølge engelsk lov kunne en person kun anklages for ét mord ad gangen. Anklagemyndigheden begyndte med mordet på Christies kone Ethel, hvis lig blev fundet under gulvbrædderne. Christie blev som ventet dømt til døden, og hængningen blev fastsat til den 15. juli 1953. Da bødlen trak den sorte hætte over hans hoved, forsøgte Christie desperat at vinde tid.

“Det klør på næsen”, sagde han.
“Bare rolig, det vil ikke genere dig ret længe”, svarede bødlen.

Læs også den store artikel i Historie nr. 16/2012 - eller hent den i PDF ved klikke på downloadknappen herunder.

De værste seriemordere gennem tiden – læs vores store tema

Måske er du interesseret i...

Læs også