Retsmedicin: De døde sladrer...

Et mikroskopisk blodstænk, en forpuppet larve eller et uheldigt fingeraftryk. Alt kan afsløre en morder. Siden sin spæde begyndelse er retsmedicinen vokset fra at være en tilfældig amatørvidenskab til at udgøre enhver forbryders skræk.

Storværk skabte retsmedicinen

Dødfødte børn og fattiges lig blev brugt til at bygge fundamentet for obduktionen.

I 1575 udgav den franske hofkirurg Ambroise Paré bogen Les Oeuvres, der ganske enkelt kan oversættes til Værkerne. Her beskrev han i detaljer, hvordan læger kan skelne mellem bl.a. stik- og skudsår.

Bogen var det første større opslagsværk om læsioner hos døde og bliver stadig regnet som begyndelsen på al moderne retsmedicin.

Knap 90 år senere – i 1663 – fandt den danske læge Thomas Bartholin frem til, at lungerne hos dødfødte børn synker i vand, fordi de ikke indeholder ilt. Opdagelsen brugte efterforskere 19 år senere, da en obduktion for første gang i historien ændrede udfaldet af en retssag. I Tyskland stod en 16-årig pige anklaget for at have druknet sit nyfødte barn. Selv hævdede hun, at barnet var dødfødt, og foran dommerne anbragte den tyske læge Johann Schreyer barnets lunger i en balje med vand. Straks sank de lufttomme lunger til bunds, og pigen slap for at blive halshugget.

Når retsmedicinere udfører en obduktion, undersøger de bl.a. rutinemæssigt lungerne på lig, der bliver fisket op af vandet.

Insekter sladrer om dødstidspunktet

Fluer, biller, myrer, møl og hvepse lever i de rådnende lig.

I 1881 fik den tyske læge Hermann Reinhard tilladelse til at grave snesevis af lig op fra den lokale kirkegård i Dresden. Intenst studerede han, hvordan en række af insekter slog sig ned i ligene på forskellige stadier af forrådnelsen.

Reinhards arbejde inspirerde den franske militærdyrlæge Pierre Mégnin, der seks år senere udgav bogen Faune des Tombeaux (Gravenes Dyreliv). Her kunne retsmedicinere for første gang læse om de “invasionsbølger” af insekter, der rammer et lig. Med Mégnins bog var fundamentet til at bruge entomologi (videnskaben om insekter) i retssalen lagt.

I dag ved retsmedicinerne, at et lig de første tre dage tiltrækker spyfluer og svirrefluer. Fluerne lever ikke af kødet, men planter deres æg i den døde krop. Efter blot et døgn udklækkes æggene, og de små maddiker begynder at spise sig fede. Samtidig dukker de første rovbiller op. Efter otte dage invaderer myrer, kakerlakker og ådselbiller liget, og efter yderligere 14 dage dukker nye arter op.

Ved at undersøge de insektarter, der lever i et lig, antallet af æg, størrelsen på larverne og eventuelle pupper kan politiets retsentomologer med stor præcision vurdere, hvor længe et lig har ligget, inden det blev fundet.

Giften blev kortlagt

Giftmord har gennem historien været næsten umulige at opklare, specielt hvis ofrene fik arsenik i deres mad. Symptomerne på arsenikforgiftning kan nemlig let forveksles med symptomer på kolera.

Ikke før 1800-tallet begyndte læger for alvor at forske i toksikologi – læren om giftstoffer – og først i 1813 blev tidens viden samlet af den franske læge Mathieu Orfila. I en stor afhandling om toksikologi opsummerede han al kendt forskning om giftstoffer og forfinede metoderne til at spore gift.

Gennembruddet for de toksikologiske eksperter kom i 1836, da den britiske kemiker James Marsh omsider fandt en metode til at afsløre arsenik-forgiftning. Marsh puttede et stykke hud fra en arsenikforgiftet ned i et glas med zink og syre og konstaterede, at reaktionen frembragte arsengas. Gassen efterlader, når den bliver antændt, et metallisk lag på porcelæn. Laget sladrer om giftens
mængde i kroppen.

Fingrene kan afsløre enhver

Børste og talkum afslører de usynlige aftryk, vi afsætter overalt.

I begyndelsen af 1860'erne konstaterede den britiske koloniofficer William Herschel, at alle menneskers fingeraftryk er unikke – og begyndte at bruge dem som underskrifter på kontrakter til sine indiske ansatte.

Det blev dog Herschels landsmand Francis Galton, der i 1888 gjorde studiet af fingeraftryk til en videnskab. Ved at studere hundredvis af fingeraftryk fandt Galton frem til, at der eksisterer tre typer: buede, med loop og hvirvelformede – dermed var grunden lagt til det system, politiet stadig bruger til at arkivere og finde aftryk. Derudover konstaterede Galton, at afstanden mellem hævningerne i huden yderligere kan hjælpe med at inddele aftrykkene.

Samtidig beskrev han tre måder, forbrydere efterlader sig fingeraftryk. Først og fremmest kan politiet kigge efter synlige aftryk – typisk når en blodig finger har ramt en overflade. Også de såkaldte plasticaftryk, som bliver afsat i tykkere lag, fx sæbe eller støv, er som regel synlige. Endelig afsætter forbryderen ofte usynlige aftryk – kaldet latente – på næsten enhver overflade. De latente aftryk opstår, fordi fingrene altid efterlader sved eller fedt ved berøring.

Forrådnede ansigter blev genskabt

Et af de mest centrale punkter i opklaringsarbejdet er at identificere offeret. Gennembruddet inden for ansigtsrekonstruktion kom i 1895, hvor den schweiziske antropolog Wilhelm His dissekerede 37 lig for at studere deres ansigtstræk ud fra kranieformen.

Ud fra studierne lykkedes det His, sammen med en billedhugger, at genskabe den berømte komponist Johann Sebastian Bachs ansigt. Busten blev sammenlignet med gamle portrætter af Bach,
og Wilhelm His kunne konstatere, at hans teknikker virkede.

I dag er ansigtsrekonstruktion en hel videnskab for sig. Ud fra kranier genskaber retsmedicinere ansigterne på ofre, der ellers var uigenkendelige.

Østriger beskrev alle slags læsioner

I slutningen af 1890’erne udgav østrigeren Eduard von Hofmann sit gennemillustrerede “Atlas of Legal Medicine”. Opslagsværket blev hurtigt kendt som en sand bibel inden for feltet pga. dets detaljerede beskrivelser fra ligsynets opklaringsarbejde, som følgende uddrag viser:

“Afdøde blev først slået med et strygejern og derefter tildelt talrige slag; hendes ribben brækkede ved, at der blev knælet på hendes brystkasse, eller fordi hun blev sparket; læsionerne på hendes hals blev derefter frembragt ved hug med kniven; og døden indtrådte som følge af forblødning”.

I værket kunne medicinstuderende desuden se billeder af, hvordan lig så ud, når de var blevet kvalt, hængt, stranguleret, slået i hovedet med et strygejern, fejlbehandlet af en kvaksalver eller forgivet af kulilte, svovlsyre eller arsenik.

Franskmand satte forbryderne i system

Som kontorist i Paris’ politipræfektur skulle Alphonse Bertillon skrive anholdte forbryderes signalement på små kartotekskort. Metoden var besværlig, og politiet brugte lang tid på at finde tidligere forbrydere på de tilfældige kort.

Bertillon udviklede derfor et antropometrisk system – det første præcise system til at identificere forbrydere. Nu blev de ikke alene fotograferet, men også systematisk målt og vejet, mens særlige kendetegn blev registreret. Alt blev ind-tegnet på fotoet, og det moderne “forbryderalbum” var opfundet.

Bertillons forbryderbilleder, kartotekskort og den systematiske gennemfotografering af gerningssteder er fortsat i brug.

Kulstøv afslørede morderen

I efteråret 1904 bad politiet i Frankfurt den lokale geolog Georg Popp om at hjælpe med opklaringen af mordet på Eva Disch – en ung kvinde, der var blevet kvalt på en mark. På gerningsstedet havde politiet fundet et snavset lommetørklæde, og under sit mikroskop opsporede Popp rester af snus, kulstøv og mineralet hornblende i tørklædets indtørrede snot.

Politiets hovedmistænkte viste sig at være en flittig bruger af snus. Og da politiet fandt frem til, at han arbejdede i et kulfyret gasværk og i et stenbrud, hvor klippen indeholdt hornblende, blev mistanken kraftigt styrket.

Derfor underkastede Popp den mistænktes bukser et tilbundsgående eftersyn, der afslørede to slags jord i bukseopslaget. Den ene slags svarede til jorden på gerningsstedet, mens den anden indeholdt partikler fra grusstien foran Eva Dischs hjem. Konfronteret med beviserne tilstod den mistænkte.

I dag er geologiske undersøgelser en fast bestanddel af den retsmedicinske videnskab.

Hver pistol har sit eget “fingeraftryk”

Gennembruddet for ballistiske beviser kom med St. Valentines day-massakren i Chicago.

Alle våben bærer små kendetegn fra den fabrik, de er fremstillet på.Det giver politiet en enestående mulighed for at fælde forbrydere.

Under produktionen af et våben bliver maskinerne slidt. Derfor vil hvert nyt våben have en minimalt anderledes hammer, kolbe eller riffelgang end det forrige fra maskinen. Den kendsgerning er fundamentet i den forensiske ballistik – analysen af skydevåben brugt til kriminalitet.

Videnskaben stammer egentlig tilbage fra 1835, hvor den engelske detektiv Henry Goddard opdagede, at to kugler brugt til et mord havde samme minimale fejl opstået under støbningen. Sagen blev opklaret, da en mistænkt viste sig at eje en støbeform med nøjagtig samme fejl.

Selv om videnskaben var velkendt, fik den først sit gennembrud i 1929. I Chicago var syv bandemedlemmer blevet mejet ned i den såkaldte St. Valentines day-massakre. Ballistik-eksperten Calvin Goddard undersøgte 70 tomme patron-hylstre fra mordstedet og konstaterede, at de alle var affyret fra en række Thompson maskinpistoler, som hver havde deres karakteristiske aftryk.

Få måneder senere konfiskerede politiet to maskinpistoler hos et medlem af Al Capones bande. Goddard prøveskød våbnene og sammenlignede projektilerne med dem, han havde fundet efter massakren. I laboratoriet kunne Goddard konkludere, at begge våben havde været brugt til mordene, og sendte dermed bandemedlemmet bag tremmer.

Hår og tøj afgiver usynlige spor

Efter dna-forskningens gennembrud kan blot et enkelt hår fælde enhver morder.

I 1931 udgav den skotske professor John Glaister et værk om retsmedicinske undersøgelser af hår. Her konkluderede Glaister, hvad der i dag virker indlysende: Når offer og gerningsmand kæmper, overfører de uundgåeligt hår og mikroskopiske tøjfibre til hinanden.

Samtidig er hårfibre ekstremt holdbare, og Glaister påpegede, hvordan selv fibre fra stærkt opløste lig kan røbe fx den dødes race, alder og sundhedstilstand. Glaister analyserede også tøjfibre, og hvordan de kunne sladre om, hvilket tøj gerningsmanden bar – uld, bomuld, kunstfiber, farve og i nogle tilfælde tøjets fabrikat. Med baggrund i Glaisters viden kunne hår- og stofanalyser allerede fra 1931 med en vis sikkerhed koble hår efterladt på ofre til gerningsmanden.

Siden Glaisters banebrydende værk er opsamling af hår og fibre på gerningssteder blevet rutine. Retsmedicinere indsamler materialerne med alt fra pincet og klar tape til moderne specialbyggede “støvsugere”. I dag suppleres analyserne med dna-test, som med sikkerhed kan fastslå, om et hårstrå på offeret stammer fra en mistænkt.

Håndskrift løste Lindbergh-gåden

Retssagen mod Hauptmann blev fulgt intenst af journalister fra hele verden.

Håndskrifteksperter kan med stor nøjagtighed analysere, om håndskriften på fx et afpresningsbrev er skrevet af en sigtet. Et af de mest berømte tilfælde, hvor håndskriftanalyse har fået en forbryder dømt, var sagen om bortførelsen af flyverlegenden Charles Lindberghs søn.

I marts 1932 blev Lindberghs 20 måneder gamle søn kidnappet fra sit værelse, og selv om Lindbergh-parret betalte en enorm løsesum på 50.000 dollars, fik de aldrig drengen at se igen. Babyens lig blev fundet to måneder senere, dræbt med et voldsomt slag mod hovedet.

Politiet havde registreret numrene på de pengesedler, løsesummen blev betalt med. Derfor kunne de snart anholde den tyskfødte tømrer Bruno Hauptmann, der stadig var i besiddelse af næsten 15.000 dollars. Hauptmann nægtede ethvert kendskab til sagen og påstod, at pengene tilhørte en bekendt, som desværre var død.

Håndskrifteksperter samlede derfor en række udpluk af bogstaver fra afpresningsbrevet og sammenlignede dem med dokumenter med Hauptmanns underskrift. Skriften matchede, og analysen indgik som et vigtigt element i den samlede bevisbyrde. Bruno Hauptmann blev dømt skyldig i mordet og henrettet i den elektriske stol i statsfængslet i New Jersey 1936.

Blodstænk fik uskyldig fri

I 1890’erne eksperimenterede den polske retsmediciner Eduard Piotrowsky med at kappe hovedet af kaniner med hamre, knive og økser – og siden studere, hvordan blodet spredte sig alt efter våbentype. Piotrowsky nedskrev mønstre for tætheden og retningen af blodstænkene, og hvordan de afslørede, om våbenet var blevet svunget fra højre eller venstre. Desuden noterede han kraften bag, og om offeret havde kæmpet imod. På trods af polakkens arbejde gik der 70 år, inden blodstænkanalyse blev afgørende for udfaldet af en drabssag.

Lægen Sam Sheppard blev i 1955 dømt for at myrde sin kone med et brutalt slag mod hovedet. En senere efterforskning viste, at drabsmanden måtte have slået sit offer med venstre hånd, mens den anklagede Sheppard var højrehåndet. Og i 1966 blev lægen frikendt af højesteret – med blodstænkanalysen som bevis for, at han umuligt kunne være morderen.

Bidmærker fældede Ted Bundy

Vores tandsæt – og dermed bid – er lige så unikt som et fingeraftryk. Rets-tandlægens vigtigste arbejde er derfor at hjælpe med at identificere uigenkendelige lig ved at lave et tandsignalement. I sjældne tilfælde er bid-spor i huden på et drabs- eller voldtægtsoffer så karakteristiske, at de kan bruges som bevis.

Det fandt den amerikanske massemorder Ted Bundy ud af i 1978. På et kollegium i Florida havde han dræbt den studerende Lisa Levy og i sin blodrus bidt hende i venstre balde.

En efterforsker på gerningsstedet fotograferede bidmærkerne, der siden blev brugt i retssagen mod Ted Bundy. Han blev dømt til døden i 1979 og henrettet ti år senere.

Retsmedicinernes største gennembrud

Pitchfork transporteres væk efter de indledende afhøringer. Englænderen blev som den første fældet af dna-beviser.

I 1983 blev den 15-årige Lynda Mann voldtaget og dræbt i landsbyen Narborough i Midtengland.

Tre år senere fandt politiet den ligeledes 15-årige Dawn Ashworth myrdet i en nærliggende landsby. Voldtægtsmanden havde efterladt sæd i sine ofre, og efter et tip anholdt politiet den 17-årige udviklingshæmmede Richard Buckland, der hurtigt tilstod mordet på Ashworth. Han nægtede dog ethvert kendskab til Lynda Mann.

Læger sammenlignede sædprøver fra Buckland med den sæd, der var blevet fundet ved de to lig. Ved hjælp af den netop udviklede dna-metode kunne de konstatere, at Buckland intet havde at gøre med nogen af mordene, og den unge mand blev, på trods af sin tilståelse, løsladt.

Politiet indsamlede nu dna-prøver fra 4000 mænd i området – men ingen matchede prøverne fra mordstederne. En kvinde havde imidlertid hørt en mand prale af, at han havde afgivet en prøve under falsk navn, og afhøringer af manden afslørede, at han havde indvilget i at afgive en prøve for sin kollega Colin Pitchfork.

Pitchfork blev straks anholdt og tvunget til at afgive en ny prøve, der viste sig at svare til dna'et fra mordstederne. Han blev idømt livsvarigt fængsel og kan tidligst prøveløslades i 2018.

Siden begyndelsen i 1980'erne er dna-teknikken blevet forfinet. På næsten alle gerningssteder finder politiet nu dna til retsteknisk brug. Det er nemlig næsten umuligt ikke at efterlade sig dna-spor,
der kan komme fra blod, sæd, hår og hud.

Obduktionen foregår med skanner

I dag bliver en stor del af obduktionerne suppleret med moderne skanninger. Skannerne bliver specielt brugt i de indledende under-søgelser, hvor fx en blodig hjernemasse kan skjule vigtige beviser som projektilrester eller splinter fra et slagvåben.

Vha. skanningerne kan retsmedicinerne vurdere baggrunden for et dødsfald uden at begynde en større, ødelæggende obduktion på et lig. I op mod hvert 10. tilfælde kan skanningerne desuden vise skader på knogler og brusk, som retsmedicinerne har overset i den almindelige obduktion. Samtidig er undersøgelsen hurtigere end normale obduktioner.

Word-dokument afslørede seriemorder

Dennis Rader modtog ti livstidsdomme – en for hvert af sine mord. Han afsoner i dag i El Dorado-statsfængslet i Kansas og kan tidligst løslades i år 2180.

Politiet havde efter 30 års forgæves jagt næsten opgivet at fange seriemorderen kendt som BTK. Men så sendte han et brev skrevet på computer.

Dennis Rader virkede harmløs nok: Den midaldrende familiefar fra Wichita i Kansas kunne bl.a. skrive spejderfører, kommunal vicevært og kirketjener ved den lutheranske kirke i Wichita på sit CV. Men bag hans stille ydre lurede en sand djævel.

Imellem 1974 og 1991 myrdede han brutalt ti beboere i og omkring Wichita. Sideløbende sendte han en række håndskrevne breve om sine mord til medierne og politiet. Raders bestialske metoder fik offentligheden til at døbe ham “BTK”: Bind, Torture, Kill (bind, torturer, dræb).

Trods intens efterforskning forblev mordene uopklarede i 13 år, og sagen var næsten henlagt, da Rader i 2004 sendte en diskette til en lokal avis. I et Word-dokument på disketten gav han udtryk for, at han var klar til at genoptage sine blodige gerninger, og huskede som altid at håne politiet for deres manglende evne til at fange ham.

Politiets tekniske afdeling kunne uden problemer spore en række data på disketten. Bl.a. navnet Dennis og et link til den lutheranske kirke. En søgning på internettet på de to ord “Dennis” og “lutheransk kirke” viste, at den lokale kirke i Wichita havde en kirketjener ved navn Dennis Rader – og fælden klappede. Opklaringen af BTK-mordene er et af eksemplerne på de såkaldte computer forensics – hvor efterforskere “obducerer” computere for at finde spor.

Sherlock Holmes kom først...

Den engelske forfatter Arthur Conan Doyle bliver af mange regnet for den største pioner inden for retsmedicinsk efterforskning. I sine mere end hundrede år gamle historier om Sherlock Holmes lader han mester-detektiven benytte teknikker, der var banebrydende omkring 1900-tallet.

Allerede inden politiet indførte geologiske beviser, lod Conan Doyle sin mesterdetektiv bruge metoderne. I “En studie i rødt” fra 1887 forklarer dr. Watson, hvordan Holmes med et blik på hans bukser kan se spor fra jordtyper og udlede, hvilke dele af London han har bevæget sig i.

I novellen “Den forsvundne brudgom” fra 1891 udtaler Holmes, at “det er bemærkelsesværdigt...at en skrivemaskines skrift er lige så individuel som en håndskrift”. Bemærkningen faldt, tre år inden politiet første gang nævnte skrivemaskine-identifikation som en opklaringsmetode.

“Jeg har fundet det”, udbrød Sherlock Holmes begejstret i 1887. Ordene faldt, efter at detektiven fandt en metode til at skelne blod fra forskellige mennesker fra hinanden. Ikke før 13 år senere udførte en tysk læge den første rigtige diagnose af blodtyper.

Måske er du interesseret i...

Indholdet fortsætter efter annoncen

Læs også

Indholdet fortsætter efter annoncen

Indholdet fortsætter efter annoncen