Irans premierminister Mossadeq (tv) skabte had i Storbritannien og frygt i USA. De to lande besluttede derfor at bruge Irans monark, shahen (th), til at styrte den folkekære politiker.

CIA kuppede sig til magten i Iran

I 1953 vil briterne have fingre i Irans olie, og amerikanerne frygter en kommunistisk magtovertagelse i landet. En CIA-agent udtænker et snedigt rænkespil, der skal vælte Irans premierminister. Planen lykkes, men konsekvenserne bliver katastrofale.

4. marts 2013 af Esben Sylvest

Operation Ajax søsættes

Kermit Roosevelt trykkede sig sammen under et tæppe bag i bilen det sidste stykke vej op mod shahens palads i Irans hovedstad, Teheran. Den amerikanske CIA-agent ønskede ikke at blive set af soldaterne ved porten til paladset. Det var en varm nat i begyndelsen af august 1953, og kun få mennesker kunne ses i gaderne.

Klokken havde passeret midnat, da chaufføren trillede forbi vagterne. Da bilen omsider holdt stille, satte Kermit Roosevelt sig op på bagsædet og kiggede ud. Han genkendte straks den slanke skikkelse, der nærmede sig bilen. Mohammad Reza Pahlavi – shah af Iran. Den 33-årige regent smøg sig ind på bagsædet ved siden af amerikaneren.

“Godaften, mr. Roosevelt. Jeg kan ikke sige, jeg forventede at se netop Dem, men det er en fornøjelse”, sagde han og rakte hånden frem til hilsen.

De to mænd havde set hinanden seks år tidligere, da den drevne agent, der også arbejdede som rådgiver i mellemøstlige spørgsmål, havde interviewet shahen til en bog om olie i den arabiske verden. Denne aftens møde var imidlertid af en helt anden karakter.

Roosevelt var udsendt af den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, som i samarbejde med briterne ville afsætte Irans populære premierminister Mohammad Mossadeq. For at planen skulle lykkes, havde CIA brug for shahens hjælp, forklarede Roosevelt.

Den unge monark tøvede. Han afskyede Mossadeq, der bl.a. havde frataget ham kontrollen over hæren. Men han var ingen eventyrer og turde ikke tage chancen, forklarede han.
Roosevelt kendte shahens frygtsomme natur og skruede bissen på: Hvis ikke Mossadeq blev fjernet, “ville det føre til et kommunistisk Iran eller til et nyt Korea”.

Og nægtede regenten at medvirke, så ville Roosevelt udtænke “en anden plan” – en slet skjult trussel om, at CIA godt kunne finde en ny samarbejdspartner. Herefter skiltes de to mænd.

Da Kermit og shahen mødtes en uges tid senere, havde monarken omsider overvundet sin frygt. Han ville hjælpe CIA, hvis han til gengæld måtte forlade Teheran straks efter kuppet – for sin egen sikkerheds skyld.

Straks efter satte Kermit Roosevelt “Operation Ajax”, som CIA havde døbt planen, i værk. I løbet af den næste uges tid skulle Teheran blive skueplads for et af efterretningshistoriens mest succesfulde statskup, baseret på en misinformations-offensiv så omfattende, at kun de færreste bagefter kunne skelne sandhed­ fra løgn.

Kupplaner blev fostret af briterne

Ideen til kuppet mod Irans demokratisk valgte premierminister stammede ikke oprindeligt fra amerikanerne, men fra briterne, der var rasende over at have mistet Irans olie. Siden begyndelsen af 1900-tallet havde Storbritannien haft udvindingsretten til Irans uudtømmelige oliereserver, købt for en slik af den daværende shah for en periode på 60 år.

Det delvist statsejede britiske selskab Anglo-Iranian Oil Company hentede olien op og afskibede den fra raffinaderiet ved havnebyen Abadan.

Indtægterne var enorme, men den iranske stat fik blot sølle 16 procent af det svulmende overskud fra olien, og briterne nægtede at forhandle om en mere retfærdig fordeling. De behøvede ikke frygte Irans monark, shahen, som skyldte briterne sin trone, og landets skiftende premierministre var alle nøje udvalgt af Storbritannien.

Det kom derfor som et chok, da det iranske parlament i 1951 med stort flertal valgte adelsmanden og nationalisten Mohammad Mossadeq til ny premierminister.

I 1951 blev Mossadeq valgt til premierminister i Iran og nationaliserede­ til folkets store jubel straks olieindustrien.

Mossadeq havde i årevis agiteret mod briternes udbytning af Iran, og som en af sine første handlinger nationaliserede han Anglo-Iranian Oil Company. Nu skulle de fattige iranere selv nyde godt af rigdommene i undergrunden.

Storbritannien rasede og overvejede at invadere Iran. Men de forsmåede briter fik ingen opbakning fra deres amerikanske allierede, der ikke følte sympati for briternes koloniherrementalitet.

I stedet spillede briterne snedigt på amerikanernes frygt for kommunismen og overbeviste dem om, at Iran ville falde i kløerne på nabolandet Sovjetunionen, hvis ikke et stærkt, provestligt styre blev indsat. Og da Mossadeq havde smidt briterne ud af Iran i kølvandet på nationaliseringen, påtog CIA sig at udføre det beskidte arbejde.

I juni 1953 gav USA’s præsident Eisenhower CIA grønt lys til at vælte den iranske premierminister. Leder af “Operation Ajax” blev agenten Kermit Roosevelt, som kort efter rejste til Iran. Vel fremme i Teherans sommerhede begyndte han at trække i trådene under dæknavnet James Lockridge.

CIA styrede de lokale aviser

Gennem årene havde britiske efterretningsfolk opbygget et netværk af lokale agenter, og nu aktiverede Kermit Roosevelt dem med knitrende dollarsedler. I ugerne op til kuppet iværksatte han en smædekampagne mod Mossadeq.

Dagligt blev premierministeren nedgjort af betalte politikere, nyhedskommentatorer og journalister. En af CIA’s propagandafolk, Richard Cottam, vurderede, at fire ud af fem aviser i Teheran var på efterretningstjenestens lønningsliste: “Enhver artikel, jeg skrev, dukkede næsten øjeblikkelig op i den iranske presse”, berettede Cottam stolt.

Målet for Roosevelt var at fremstille Mossadeq som kommunistisk kollaboratør og fanatiker for at vende folkestemningen mod ham. For at skabe yderligere frygt blev mange religiøse ledere ringet op om natten og truet med grusomme straffe, hvis de modsatte sig Mossadeq.

De folk, som ringede, udgav sig for at være iranske kommunister, men var i virkeligheden CIA-agenter. Som konsekvens begyndte et had mod Mossadeq at brede sig blandt de gejstlige.

Samtidig sørgede Roosevelt for, at betalte folkemængder dagligt gennemførte protest-demonstrationer i Teherans gader.

Men det tungeste skyts leverede shahen. Efter en række hemmelige nattemøder med Kermit Roosevelt indvilligede han i at underskrive et royalt dekret, som fratog Mossadeq posten som premierminister. Reelt kunne kun en mistillidserklæring i parlamentet fratage ham embedet, men shahens dekret gav kuppet et skær af legitimitet.

Som ny premierminister havde Roosevelt udset sig den pensionerede general Fazlollah Zahedi, som fik mere end 100.000 dollars for sit tilsagn. Med sine stærke forbindelser til hæren var Zahedi­ den perfekte marionet.

Kuppet endte i en katastrofe

Shahen var hundeangst for forløbet af det forestående magtskifte. For at dæmpe monarkens nerver tillod Kermit Roosevelt ham derfor at søge tilflugt i sin sommerresidens ved Det Kaspiske Hav – betryggende nær en flyveplads.

“Hvis planen ved et forfærdeligt tilfælde går galt, tager Hendes Højhed og jeg flyet direkte til Bagdad”, advarede shahen få dage inden kuppet, som ifølge Kermit Roosevelts plan skulle gennemføres den 15. august.

Regenten fik snart brug for sin flugtplan. Kuppet stod og faldt med oberst Nematollah Nasiri, som anførte de soldater, der skulle anholde Mossadeq og hærens øverstbefalende, general Riahi.

Kort før midnat den 15. august kørte obersten igennem Teherans gader med en kolonne soldater for at arrestere generalen. Da Nasiri nåede frem, stod generalens hus imidlertid gabende tomt.

I desperation fortsatte obersten og hans mænd videre mod Mossadeqs hjem, men for sent. Her ventede den forsvundne general Riahi med sine tro tropper. Ad ukendte veje havde generalen fået nys om kupplanerne, og han lod straks Nasiri anholde og fængsle.

Imens ventede Kermit Roosevelt og hans mænd sejrssikre i et hus i Teheran, hvor de drak vodka og skrålede med på musicalsange – uvidende om, at kupforsøget var endt i en katastrofe.

Roosevelt nægtede at give op

Morgenen efter kupforsøget åbnede Kermit Roosevelt ivrigt op for radioen for at høre nyheden om Mossadeqs fald. Udsendelsen fra Radio Teheran blev mod sædvane indledt med militærmusik, og da han kort efter hørte Mossadeqs stemme i æteren, gik sandheden op for CIA-agenten: Kuppet var slået fejl.

Ved Det Kaspiske Hav lyttede shahen også med. Han pakkede to små kufferter i al hast og lettede kort efter i sit privatfly med kurs mod Bagdad i Irak. Samtidig indledte de iranske sikkerhedstyrker en klapjagt på den pensionerede general Zahedi, som ifølge CIA-planen skulle have været ny premierminister.

Som kuppets diskrete bagmand var Kermit Roosevelt endnu ikke i iranernes søgelys, og det lykkedes ham at søge skjul på den amerikanske ambassade. Fra Washington opfordrede agentens overordnede ham til at flygte. Roosevelt valgte at ignorere opfordringen. Han var kommet til Iran for at vælte Mossadeq og havde i sinde at fuldføre sin mission.

“Der er stadig en spinkel chance tilbage for succes”, meddelte agenten til de mistroiske folk i CIA-hovedkvarteret.

Allerede om formiddagen søndag den 16. august opsøgte han general Zahedi, der gemte sig i en lejlighed i en forstad til Teheran. Roosevelt havde blot ét spørgsmål til ham; var han parat til et nyt kupforsøg? Generalen havde intet at miste og svarede uden tøven ja.

Mobiliserede bøller i gaderne

Kermit Roosevelt havde stadig trumfer i baghånden. Han havde ikke blot det royale dekret, som fratog Mossadeq embedet, men også et andet dekret fra shahen, der udråbte general Zahedi til Irans nye premierminister.

Samtidig rådede amerikaneren fortsat over sit netværk af agenter, som havde demonstreret skræmmende evner til at sprede rygter og manipulere folkestemningen.

Roosevelt fik sine håndlangere til at sprede falske rygter om kupforsøget. Korrupte aviser skrev nu, at Mossadeq havde forsøgt et kup mod shahens trone, men at patriotiske officerer havde slået angrebet ned.

De falske historier fik ikke Mossadeq og hans støtter til at ane uråd. De var overbeviste om, at shahen stod bag kupforsøget, og efter hans flugt behøvede de ikke gøre mere.

Imens arbejdede Kermit Roosevelt på højtryk for at at vende nederlaget til triumf og udtænkte en snedig plan: Først skulle bøller hærge Teherans gader, mens de proklamerede deres støtte til Mossadeq.

De skulle smadre vinduer, tæve uskyldige, skyde mod moskeer og i det hele taget vække folkets afsky og vrede. Derefter skulle shahens tilhængere erobre gaderne tilbage og redde nationen fra Mossadeq.

Blandt Roosevelts dyrt betalte hjælpere var den frygtede bandeleder og tidligere bryder Shaban Jafari med øgenavnet “den hjernedøde” – en kleppert med større muskler end forstand.

Blandt CIA's håndlangere var bryderen Shaban Jafari, kaldet “den hjernedøde”. Sammen med sine mænd skabte han frygt i gaderne. Som tak fik han en gul Cadillac af shahen.

Andre tro væbnere var de tre Rashidian-brødre. De havde ikke blot arvet en kæmpe formue fra deres far, men også en grænseløs forkærlighed for alt britisk, og i flere år havde de i al hemmelighed været på briternes lønningsliste. Brødrene betalte nu deres netværk af politikere, mullaher og journalister for at vende sig mod Mossadeq.

Hæren bakkede pøblen op

Set med Kermit Roosevelts øjne udviklede urolighederne i gaderne sig over al forventning. Blot to dage efter det fejlslagne kup kogte Teheran. Horder af bøller gik bersærk i storbyen, råbte slagord til støtte for Mossadeq og trak intetanende tilhængere af premierministeren med sig på turen fra slumkvartererne ind mod bymidten.

Roosevelt fik selv et glimt af uromagerne: “De skræmte næsten livet af mig”, skrev han efterfølgende­.

Fremme ved pladsen foran parlamentet talte pøblen titusinder. En stor statue af shahens far, Reza Shah, prydede pladsen, indtil bøller fastgjorde en kæde rundt om statuen og med et tungt køretøj trak den til jorden.

“Det var det bedste, vi kunne håbe på. Jo mere de skreg mod shahen, jo mere så hæren og folket dem som fjenden”, skrev Kermit Roosevelt i sin bog om kuppet.

Mossadeq tøvede med at lade politiet skride ind. Som udgangspunkt ønskede han at respektere folkets ret til at demonstrere. Men anarkiet i gaderne tegnede billedet af en magtesløs statsleder. Til sidst måtte han beordre militæret til at stoppe urolighederne.

Samtidig instruerede premierministeren sine tilhængere om at blive hjemme. Dét skulle vise sig at være en fejl, for dermed overlod han gaderne til Roosevelt.

Onsdag den 19. august gik CIA-agenten og hans folk i aktion. Horder af shahtilhængere gik ud i gaderne og marcherede gennem byen, mens de råbte kampråb som “død over Mossadeq!” og “længe leve shahen!”.

Og nu begik Mossadeq sin næste fejl. Han sendte generalen Mohammad Daftary ud for at stoppe demonstranterne, men generalen var royalist og nær ven med kupgeneralen Zahedi.

Daftary og andre officerer støttede derfor i stedet op om protesterne på gaden og sendte kampvogne ud for at hjælpe demonstranterne. Roosevelts plan var lykkedes over al forventning. Nu kunne CIA-agenten bare læne sig tilbage og afvente kuppets sidste stadie.

Shahen bliver kaldt hjem fra eksil

Ved ministerier, hærens hovedkvarter og byens politistationer udbrød kampe mellem regeringstro tropper og kupmagere, men ved aftenstide var Mossadeqs skæbne beseglet. Den øverstbefalende for hæren blev taget til fange, og omkring 300 mennesker lå døde i gaderne.

Kort efter rykkede kupmagernes tropper frem til Mossadeqs hus. Her havde Mossadeq-tro soldater barrikaderet sig, og en heftig ildkamp brød ud mellem angribere og forsvarere.

Premierministeren selv sad ifølge øjenvidneberetninger helt roligt i sit soveværelse og afventede sin skæbne. Da hans sekretær indtrængende bad ham om at flygte, rystede han på hovedet:

“Hvis dette skal ske, hvis dette er et kupforsøg, så er det bedre, at jeg bliver i dette rum, og at jeg dør i dette rum”.

Til sidst lod statslederen sig dog overtale, og da angriberne efter to timers ildkamp brød ind i huset, var det tomt.

Kort efter udnævnte general Zahedi sig selv til Irans ny premierminister. Shahen selv var i mellemtiden flygtet videre fra Bagdad til Rom og sad midt i middagen på sit hotel, da han fik overbragt nyhederne fra hjemlandet.

“Kan det være rigtigt?” udbrød han, da han havde læst telegrammet.
Så rejste han sig og råbte: “Jeg vidste det! Jeg vidste det! De elsker mig!”

Kort efter returnerede shahen til Iran – nu som landets mest magtfulde mand. På den amerikanske ambassade i Teheran var Kermit Roosevelt og hans nærmeste folk berusede af succesen.

CIA-agenten havde mod alle odds væltet Mossadeq. Som tak for hjælpen lod han straks CIA overføre fem mio. dollars til general Zahedis nye regering og yderligere en million til generalen selv.

For Kermit Roosevelt var tiden nu inde til at forlade Iran, fire uger efter sin ankomst. Inden afrejsen mødte han i al hemmelighed shahen­ en sidste gang. Stadig kendte kun få til amerikanernes rolle i kuppet. I shah-paladset i Teheran skålede de to mænd i vodka.

“Jeg skylder min trone til Gud, til mit folk, til min hær – og til dig,” sagde shahen­ og overrakte Kermit Roosevelt et cigaretetui i guld.

Savak knuser al politisk opposition

Efter kuppet vågnede iranerne op til en barsk virkelighed. I de følgende uger sørgede shahen for at arrestere alle Mossadeqs støtter og henrettede omkring 60 officerer.

Den detroniserede premierminister vidste selv, at han ikke havde nogen chance for at undslippe sine forfølgere, og overgav sig. Han blev straks sat i husarrest, mens hans parti, National Front, samt landets kommunistiske parti blev forbudt.

Briterne og amerikanerne fik hovedrollerne i den fremtidige udvinding af Irans olie, dog mod en større betaling til iranerne end tidligere. Og de kommende år anvendte shahen sine oliemilliarder på våben og en brutal sikkerhedstjeneste, Savak, som med tortur og mord holdt befolkningen i et jerngreb og knuste al politisk opposition.

Som en dyster kuriositet takkede shahen bandelederen Shaban “den hjernedøde” Jafari med en gul Cadillac for hans indsats under kuppet. Jafari blev i de følgende år et kendt ansigt i Teherans gader, når han kørte rundt med en pistol ved hver hofte – parat til at angribe enhver shah-modstander.

Isoleret set var kuppet mod Mossadeq den mest succesfulde operation i CIA’s historie og sikrede et antikommunistisk Iran i de følgende årtier. Til gengæld banede kuppet vejen for shahens ubarmhjertige diktatur.

I 1979 fulgte modreaktionen, da ayatollah Khomeini og hans fundamentalistiske støtter styrtede­ shahen og indførte præstestyre – et styre, som lige siden har været USA's og ikke mindst CIA's mest indædte­ og frygtede­ fjende.

Måske er du interesseret i...

Læs også