Kort før sin død med­virkede Mossad-agenten i en dokumentarfilm. Som sit navn angav han "Anton Künzle".

Mossad på jagt efter nazi-bøddel

Den nazistiske bøddel Herberts Cukurs har tusinder af jødiske liv på samvittigheden. I 1964 nyder han tilværelsen i Brasilien, da fortiden indhenter ham. Den israelske efterretningstjeneste har sendt en agent til Sydamerika for at lokke ham i en fælde.

12. november 2015 af Esben Sylvest

Forklædt hævner på jagt

De to mænd befandt sig alene i den vidtstrakte bananplantage, flere timers kørsel fra den brasilianske millionby São Paulo. Herberts Cukurs, engang kendt som “Bødlen fra Riga”, åbnede sin taske og tog en semiautomatisk riffel frem.

“Jeg er sikker på, at du stadig husker noget fra din gloværdige fortid på østfronten. Lad os lave en skydekonkurrence”, foreslog han.

“Med fornøjelse”, svarede den anden mand, der kaldte sig Anton Künzle. Han fortrak ikke en mine, for han vidste, at Herberts Cukurs holdt nøje øje med hans reaktion – og hvis han reagerede forkert, ville han næppe forlade den øde brasilianske bananplantage i live.

Fire år tidligere, i 1960, havde israelske agenter kidnappet topnazisten Adolf Eichmann i Argentina og hængt ham i Jerusalem, og lige siden havde Herberts Cukurs levet i frygt for, at fortiden også ville indhente ham. Han nærede derfor den dybeste mistillid til alle fremmede.

Herberts Cukurs skød først mod en lille tinplade omkring 50 m borte. Han var en dreven skytte med erfaringer med at skyde jøder i Letland under 2. verdenskrig. Hans hurtige serie på 10 skud placerede sig inden for en radius af fem centimeter på tinpladen.

“Din tur”, sagde Herberts Cukurs og rakte riflen til sin gæst. Han iagttog nøje, hvordan Künzle håndterede våbnet.

Anton Künzle havde aldrig kæmpet for tyskerne på østfronten, som han påstod. Han var heller ikke den velhavende østrigske forretningsmand, han udgav sig for at være. I virkeligheden var han agent udsendt af den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Gennem længere tid havde han opbygget en falsk identitet under dæknavnet Anton Künzle for at komme ind på livet af Herberts Cukurs. Og i dette øjeblik, tirsdag eftermiddag den 29. september 1964, havde han en enestående chance for at skyde den forhenværende nazibøddel og gøre regnskabet fra krigen op.

Men tiden var endnu ikke moden, vidste agenten. I stedet demonstrerede han sine sublime skydefærdigheder, som han havde erhvervet i britisk tjeneste under 2. verdenskrig og senere i den israelske hær. Han placerede en byge af kugler inden for tre cm i tinpladen.

“Godt gået, hr. Künzle”, udbrød Herberts Cukurs og slog ham anerkendende på skulderen. Den 64-årige nazist var nu endnu mere overbevist om, at Anton Künzle rent faktisk var krigsveteran og en mulig investor i hans bananplantage – og ikke en forklædt hævner fra “gruppen af mænd, der aldrig glemmer”.

Det oplagte offer for Mossad

Operationen var begyndt knap en måned tidligere, under et fortroligt Mossad-møde i en beskeden lejlighed i Paris. “Fra dette øjeblik er dit navn Anton Künzle. Du må hellere vænne dig til det”, forklarede en overordnet til agenten Yaakov Meidad.

Han var født i den schlesiske by Breslau i det daværende Tyskland i 1919 og nåede at flygte i tide, mens hans mor omkom i Auschwitz og hans far i Theresienstadt.

I 1964 nærmede 20-års-dagen for krigens afslutning sig hastigt, og dermed også den gældende forældelsesfrist for krigsforbrydelser i Vesttyskland.

En del af de tyske politikere i forbundsdagen ville gerne sætte et punktum for retsopgøret efter 2. verdenskrig. Med indædt lidenskab diskuterede de den 20-årige forældelsesfrist.

Israelerne frygtede nu, at tusindvis af nazister aldrig ville kunne straffes for deres ugerninger. Derfor ønskede israelerne at skabe opmærksomhed om de mange krigsforbrydere, der stadig var på fri fod – og samtidig sende dem en utvetydig besked: “Vi glemmer aldrig, hvad I har gjort! Og uanset hvor I gemmer jer, skal I ikke vide jer sikre!”

Yaakov Meidad var den oplagte mand til operationen. Han var koldblodig og tillidsvækkende. Han talte tysk og havde taget del i kidnapningen af Adolf Eichmann i Argentina. Og med sin skaldede isse og runde mave lignede han alt andet end en israelsk agent. Yderligere anlagde han et kraftigt overskæg og iførte sig hornbriller for at maskere sig.

Herberts Cukurs var et ideelt mål for israelernes ønske om at statuere et eksempel. Med de brasilianske myndigheders velsignelse levede han under eget navn i São Paulo, så han var nem at opspore.

Cukurs benægtede offentligt enhver medvirken i krigsforbrydelser, men han var blevet genkendt af flere øjenvidner – ikke mindst fordi han inden krigen havde været en national berømthed i Letland. Som pilot fløj han i 1934 til Gambia i Afrika under stor mediebevågenhed. “Den baltiske Lindbergh” kaldte journalisterne ham.

Herberts Cukurs byggede sin første maskine af et flyvrag og en gammel bilmotor, han fandt på et loppemarked.

Da tyskerne i juli 1941 invaderede landet meldte Herberts Cukurs sig ind i den fascistiske organisation Arajs-kommandoen og tog del i nazisternes holocaust. I hovedstaden Riga boede dengang omkring 30.000 jøder, og han var ifølge Mossads informationer en af anførerne i Arajs, der drev jøderne ud af byen i lange kolonner og henrettede dem i Bikernieki-skoven.

Øjenvidner havde berettet, hvordan Herberts Cukurs egenhændigt havde skudt, tævet og brændt flere hundrede jøder – også kvinder og spædbørn. Som en almægtig gud bestemte han over liv og død, iklædt sort læderfrakke og med en revolver i hånden.

Mossad-agenten Yaakov Meidad havde derfor ingen moralske skrupler, da han i september 1964 begyndte at planlægge Cukurs' henrettelse.

Yaakov Meidad ville undgå at slå nazibødlen ihjel i Brasilien, for så udsatte han landets store jødiske befolkning for nazistiske hævnaktioner. Målet var at vinde Cukurs' tillid og lokke ham med til Uruguay, hvor et lille hold af Mossad-agenter skulle stille ham for en improviseret krigsret, oplæse anklagerne mod ham, dømme ham til døden og tage hans liv.

Straks efter ville den østrigske forretningsmand Anton Künzle ophøre med at eksistere.

Etablerede sin falske identitet

Yaakov Meidad fik falsk pas og etablerede sig i Rotterdam under sit nye navn. Som “Anton Künzle” indlogerede han sig på et dyrt hotel, åbnede postboks og bankkonto, fik trykt visitkort og syet jakkesæt, der understregede hans identitet som succesrig forretningsmand.

Den 11. september 1964 fløj han til Rio de Janeiro og henvendte sig i turistministeriet. Her præsenterede han sig som potentiel investor inden for turisme for yderligere at cementere sin dækhistorie. Først i midten af september begyndte Künzle at nærme sig sit mål i São Paulo – stadig uden hastværk.

Herberts Cukurs drev et lille firma, der sejlede med turister fra en lystbådehavn og tilbød sightseeing-ture med en vandflyver. I flere dage kom Künzle i havnen for at spise frokost på den lokale restaurant, før han endelig henvendte sig til Herberts Cukurs for at booke en rundflyvning over São Paulo.

I 20 minutter cirklede de over byen, Mossad-agenten og hans offer. Vel nede på jorden igen faldt de i snak på tysk. Künzle skamroste flyveturen og stillede spørgsmål om turismen i området og investeringsmuligheder.

Cukurs levede en beskeden tilværelse med sin familie i Brasilien – langt fra den rigdom, magt og anseelse, skæbnen havde begunstiget ham med i Letland. Og selv om fremmede mennesker gjorde ham mistænksom, øjnede han muligheder i Künzle.

Denne venlige og velhavende østrigske forretningsmand kunne måske være hans adgangsbillet til et nyt liv på solsiden. De to mænd tog sig et glas brandy i en havnebar, og midt i samtalen stirrede Cukurs pludselig intenst på Künzle.

“Jeg bliver beskyldt for at være en krigsforbryder”, sagde han og tav afventende. Men Anton Künzle svarede ikke. “Mig, en krigsforbryder!?” fortsatte Herberts Cukurs efter en længere pause, som for at fremprovokere en reaktion og pejle sig ind på modpartens politiske ståsted.

Men Anton Künzle bed ikke på. Han forholdt sig passiv, og i stedet spurgte Herberts Cukurs ham nu ud om hans meritter under krigen.

Uden at gå i detaljer forklarede Anton Künzle, at han havde været løjtnant på østfronten, og han knappede skjorten ned og fremviste et dybt ar på brystet, som om han var blevet såret i kampen mod Sovjet. I virkeligheden stammede arret fra en rutineoperation få år tidligere, hvor han fik fjernet en byld.

Da de tog afsked, var Herberts Cukurs ivrig efter at aftale et nyt møde. Men Künzle spillede kostbar og forklarede, at han havde forretningsaftaler andre steder i Brasilien de følgende dage.

“Jeg returnerer til São Paulo en gang i næste uge. Hvis jeg har tid, kontakter jeg Dem”, sagde han.

Grebet om nazibødlen strammes

Mossad-agenten Yaakov Meidad var svært tilfreds, da han efter første møde med Cukurs kom tilbage til sit hotelværelse. Med usynligt blæk skrev han sin rapport til Mossad-folkene i Paris – i sine meddelelser omtalte han konsekvent Herberts Cukurs som “den afdøde”:

“Kom i kontakt med den afdøde. Den afdøde slugte lokkemaden. Det lader til, at jeg har haft succes med at vinde hans tillid. Jeg fortsætter”.

Efter en mindre rundrejse i Brasilien returnerede Yaakov Meidad til São Paulo for yderligere at stramme grebet om Herberts Cukurs. Han blev inviteret hjem til Cukurs' ydmyge, hvidmalede hus. Her boede nazibødlen med sin kone og deres tre sønner. En mur med pigtråd omkransede huset, og i den forsømte have vogtede en schæferhund.

Trods sine 64 år var Herberts Cukurs stadig en bomstærk kleppert, bredskuldret og tæt bygget. Stolt viste han en mindre samling af håndvåben frem for Künzle og understregede, at han forstod at passe på sig selv.

Måske for at imponere en gammel krigsveteran fra østfronten; måske som en slet skjult advarsel. Herberts Cukurs pralede af sine to jordbesiddelser inde i landet og inviterede Künzle med på en tur, for muligvis kunne han være interesseret i at investere i jorden.

Nogle dage senere tog de af sted sammen i bil, og Künzles hemmelige mission nåede sit foreløbige højdepunkt med skydekonkurrencen i Cukurs' øde bananplantage. Snart tog de på andre ture, hvor de bl.a. kiggede på feriehuse.

Künzle betalte regningerne hver gang og sparede ikke på hoteller, flybilletter og middage. Han lod Herberts Cukurs få rollen som den værdifulde rådgiver, der kunne blive en vigtig del af Anton Künzles kommende forretnings­eventyr i Brasilien.

“Du kan ikke forestille dig, hvor glad jeg er for at have mødt dig. Det må være skæbnen, der har ført os sammen. Du er hjemme her, du kender den sydamerikanske mentalitet, mestrer sproget og ved, hvordan man gør forretning her”, smigrede Anton Künzle.

Til Mossad-folkene i Paris forklarede han, at han gradvist vænnede “den afdøde” til at tage på stadig længere ture. Til sidst ville han forhåbentlig kunne lokke ham uden for landets grænser.

Mistroisk og altid på vagt

De to mænd fik et nært forhold. Hjemme hos Cukurs drak de kaffe og spiste tysk apfelstrudel, og så tog de på deres første tur til Uruguays hovedstad Montevideo for at se på investeringsmulig­hederne. Künzle betalte naturligvis for Herberts Cukurs' pas og visum.

Endnu havde nazibødlen dog ikke sluppet sin indgroede mistænksomhed. Fra sin tid i Letland talte han sine jødiske ofres sprog, jiddish. På en restaurant i Montevideo slog han pludselig over i jiddish, da han henvendte sig til tjeneren – for at se Künzles reaktion – og i barerne nippede han til sin drink, som om han frygtede at blive forgiftet.

Efter turen til Uruguay tog mændene hjerteligt afsked med hinanden, og Künzle rejste hjem til Europa, angiveligt for at passe sine forretninger; i virkeligheden skulle han forberede operationens sidste fase, bortførelsen.

Yaakov Meidad diskuterede forskellige muligheder med Mossad-folkene i Paris, og i sidste ende anbefalede han at lokke Cukurs til et hus, hvor et lille hold Mossad-agenter kunne kaste sig over ham, gennemføre den planlagte retssag og til slut likvidere ham.

“Jeg er sikker på, at han vil følge med mig ind i huset. Han stoler på mig”, vurderede Yaakov Meidad.

Overfaldskommandoen skulle bestå at fire agenter foruden Yaakov Meidad, og mændene gennemgik et koncentreret træningsforløb i nærkamp, inden de i begyndelsen af 1965 rejste til Sydamerika.

Yaakov Meidad havde på forhånd inviteret Cukurs til Montevideo, men han sørgede for at ankomme til byen som den første, leje et hus og sammen med de øvrige Mossad-agenter studere de mulige flugtruter.

Mossad-agenter i underbukser

Om morgenen den 23. februar 1965 landede Herberts Cukurs i Montevideo med Air France flight 083. Anton Künzle ventede på sin ven i lufthavnen, rolig og afslappet, ikke blot som følge af sin operationelle erfaring, men også fordi han havde taget beroligende medicin.

Mossad-agenten havde en tendens til at svede meget – ikke mindst fra issen – og han frygtede, at Cukurs ville tolke sveden som udtryk for nervøsitet og bakke ud. Herberts Cukurs var rent faktisk vagtsom til det sidste.

Inden rejsen til Montevideo havde han advaret sin kone om, at hvis noget skulle hænde ham i nærmeste fremtid, var Künzle ansvarlig – og som så ofte før var han bevæbnet med en pistol.

Ikke desto mindre hilste de to mænd varmt på hinanden i lufthavnen. Künzle fortalte, at han havde lejet et hus i byen og indrettet et midlertidigt kontor. Om formiddagen kiggede de sammen på ejendomme, og efter frokost kørte de omsider ud til det lejede hus i Cartagena-gaden. Künzle stoppede bilen og gik op til hoved­døren. Cukurs fugte efter.

Inde i huset trykket op mod væggene stod Mossad-agenterne klar, kun iført undertøj, så de ikke fik blod på tøjet.

I samme øjeblik, Herberts Cukurs trådte indenfor i det halvmørke rum, smækkede Anton Künzle døren i, og mændene sprang på ham. Men nazibødlen sloges med en vildskab, de aldrig havde forestillet sig.

“Lad mig tale!” råbte han i kampens hede, ikke på lettisk eller portugisisk, men på tysk. Resten af tiden kæmpede de i tavshed. Selv om fire mænd holdt Herberts Cukurs nede, formåede han næsten at trække sin pistol, før en af agenterne smadrede en hammer i hovedet på ham. En anden af dem skød ham to gange med en lyddæmpet pistol.

Bødlen fra Riga var død

Efter drabet lagde Mossad-agenterne Cukurs i et trækar og hæftede en seddel til hans bryst. På engelsk forkyndte sedlen, at han var blevet dømt til døden for sit personlige ansvar for mordet på 30.000 mænd, kvinder og børn og henrettet af “dem, som aldrig vil glemme”.

Derpå forlod agenterne i al hast Montevideo, og Anton Künzle forvandlede sig igen til israeleren Yaakov Meidad, den stilfærdige familiefar.

Nyheden om drabet på Herberts Cukurs i Montevideo vakte opsigt i hele verden, og Anton Künzle kom hurtigt i politiets søgelys. Men ingen kendte ham tilsyneladende.

Aviserne offentliggjorde billeder af den mystiske østrigske forretningsmand med det kraftige overskæg og de markante briller, men stadig stod Uruguays kriminalpoliti på bar bund. Yaakov Meidads nærmeste venner genkendte ham, men røbede intet. I offentligheden udtrykte de fleste kommentatorer forståelse for aktionen i Montevideo.

Fire dage efter fundet af nazi-bødlen Herberts Cukurs' lig indledte de vest-tyske politikere den afsluttende debat om den 20-årige forældelsesfrist for krigsforbrydelser. I første omgang blev fristen forlænget til 25 år, og siden blev forældelsesfristen helt ophævet.

I stedet for at lægge et låg på nazitiden vendte stemningen i Vesttyskland, og en stribe af retssager tog fart, samtidig med at de nazisympatiserende små-partier, der fortsat eksisterede i Vesttyskland, forsvandt.

Artiklen om drabet på “Bødlen fra Riga” bygger på den bog, som Mossad-agenten skrev sammen med den israelske journalist Gad Shimron. Yaakov Meidad er ikke agentens rigtige navn.

Den uruguayanske kriminalkommissær Alejandro Otero, der efterforskede drabet, mener, at bogen er udgivet for at dække over en bortførelse, der gik galt. Han hæfter sig ved, at et trækar,Cukurs blev fundet i, havde et låg og var forsynet med huller til ventilation.

Men det lykkedes aldrig for kriminalkommissær Otero at finde ud af, hvorfor Herberts Cukurs skulle bortføres.

Måske er du interesseret i...

Læs også