World Trade Center eksplosion

Terrorangrebet på World Trade Center har afledt en hel del konspirationsteorier

© Wikimedia

9/11: De tre mest udbredte konspirationsteorier

Terrorangrebet 11. september 2001 er omgærdet af en lang række konspirationsteorier. Fra de ekstreme til de mere sandsynlige. Vi har kigget de tre mest udbredte efter i sømmene.

27. maj 2016 af Ida Buhl

Nogle af konspirationsteorierne fra terrorangrebet 11.september 2001 går ud på, at den amerikanske regering og CIA stod bag 9/11, mens andre konspirationsteorier holder på, at de amerikanske myndigheder kendte til angrebet, men undlod at gøre noget – og måske endda sørgede for, at angrebet blev så ødelæggende, som det gjorde. 

Selvom konspirationsteorierne er blevet grundigt tilbagevist, bliver de ved med at florere på nettet og få nye tilhængere. Her er tre udbredte konspirationsteorier - fra den mest ekstreme til den mere moderate

Den ekstreme konspirationsteori: Det hele var løgn

Ingen fly og ingen terrorister var involveret i 9/11 – i stedet var angebet et kæmpe bedrag, nøje iscenesat af den amerikanske regering og CIA. Angrebet skulle ifølge konspirationsteoretikerne sikre, at George Bush fik en undskyldning for at gå i krig i Mellemøsten og dermed sikre adgang til olie. 

Konspirationsteoretikerne mener, at bedraget blev gennemført ved, at tårnene og Pentagon blev ramt med missiler, kamufleret som fly vha. hologrammer. Tårnenes fald sørgede store mængder dynamit, placeret på forhånd, for. Grunden til, at også bygning 7 i World Trade Center blev sprængt i stykker var, at CIA-operationen havde haft sit hemmelige hovedkontor her, hvorfra de også havde god udsigt til, at begivenhederne forløb planmæssigt, på selve dagen. 

Bygning 7 måtte falde for at udslette beviser. Også flystyrtet i Pennsylvania var ifølge konspirationsteorien rent fup, og telefonopkaldende fra de mange passagerer ombord på de kaprede fly var forfalskninger, og de pårørende var svindlere, der arbejder for CIA.

Argumenter og tilbagevisning: Konspirationsteorien bygger bl.a. sine argumenter på, at tårnene ikke ville kunne have styrtet sammen på den måde, de gjorde, hvis der ikke havde været tale om en kontrolleret nedrivning med dynamit. 

Konspirationsteoretikerne argumenterer også for, at de mange opkald fra passagererne på de kaprede fly var teknologisk umuligt på daværende tidspunkt, fordi mobiltelefoner ikke fungerede – og stadig ikke fungerer – fra et fly. Konspirationsteoriens argumenter er blevet grundigt tilbagevist. 

Bl.a. har en række ingeniører og andre fagfolk peget på, at en voldsom destabilisering af tårnenes konstruktion til fulde forklarer den måde, tårnene faldt på, og at de fleste telefonopkald fra flyene ikke blive foretaget fra mobiltelefoner, men fra de satellittelefoner, flyene var forsynet med. Kun to af opkaldende blev foretaget fra mobiltelefoner, og disse opkald blev gennemført på tidspunkter, hvor flyene fløj meget lavt.

Den moderat konspirationsteori: Den amerikanske regering vidste, at angrebene ville finde sted

Den amerikanske regering kendte til terrorplanerne den 11. september, men gjorde intet for at stoppe angrebet. I stedet sørgede regeringen for at placere dynamit i de to tårne og den tredje bygning, bygning 7 i World Trade Center. Dynamitten skulle sikre, at terrorangrebet udviklede sig så ekstraordinært, at Bush ville være sikker på at få støtte til krigsførelse.

Argumenter og tilbagevisning: Denne konspirationsteori har været særdeles populær i den amerikanske befolkning og seks år efter 9/11-angrebene viste en meningsmåling, at 42 procent af amerikanerne troede på teorien i en eller anden form.

Blandt intellektuelle er teorien imidlertid blevet leet ud selv af folk, der normalt er stærkt kritiske over for den amerikanske regering. Bl.a. mener den venstreorienterede amerikanske filosof Noam Chomsky, som ikke har høje tanker om hverken Bush eller USA, at Bush-regeringen aldrig ville have vovet noget sådant, og at det næsten med sikkerhed ville være sluppet ud, hvis den havde gjort det.

Den sandsynlige konspirationsteori: Regeringen brugte angrebet for at tjene deres egne interesser

Den amerikanske regering havde intet med planlægningen og udførelsen af 9/11 at gøre, men brugte terrorangrebene som en undskyldning for at føre krig i først Afghanistan og dernæst Irak og andre mellemøstlige lande, bl.a. fordi USA ønskede adgang til olie.

Argumenter og tilbagevisning: USA invaderede Afghanistan mindre end en måned efter terrorangrebene 11. september. Det er usandsynligt, at en så storstilet amerikansk militæraktion kunne planlægges på så kort tid, hvilket taler for, at planen om en invasion af Afghanistan var i fuld gang, længe før terrorangrebene fandt sted. Konspirationsteorien er ikke blevet tilbagevist.  

Måske er du interesseret i...

Læs også