World Trade Center i brand
© Wikipedia

9/11: Terrorangrebet den 11. september 2001

Den 11 september 2001 bliver USA ramt af historiens blodigste terrorangreb med næsten 3.000 døde. 19 terrorister, fire passagerfly og en plan, der er så vanvittig, at den effektivt sikrer, at terrorangrebet den 11. september, som blot bliver kendt som 9/11, aldrig vil blive glemt.

9. juni 2016 af Ida Buhl

11. september 2001 kl. 08.00. Sensommervejret er usædvanlig smukt denne septemberdag. De mange pendlere, som myldrer mod myretuen Manhattan, bliver som enhver anden dag mødt af synet af den karakteristiske skyline med de to tårne som deres højeste punkt, inden de bevæger sig over en af de mange broer og tunneller, der forbinder New Yorks bankende hjerte med fastlandet. 

Men 11. september 2001 udvikler sig ikke som enhver anden dag. Om få timer vil sensommerdagens skønhed drukne i røg og debris, og angrebet, som får navn efter datoen 9/11, brænder sig fast i amerikanernes bevidsthed.

Samtidig højt oppe i luftrummet, rejser tre mænd sig på American Airlines fly nr. 11, som har kurs mod Californien, og terrorangrebet 9/11 er i gang. Mændene dræber to medlemmer af flypersonalet og begiver sig mod cockpittet. Få minutter senere har de i alt fem terrorister taget kontrol over flyet. 

Kapringen bliver kendt kl. 8.19, da stewardessen Betty Ong ringer til flyselskabet. Imens er yderligere 15 terrorister ved at boarde tre andre fly på den amerikanske østkyst. Disse fly har ligeledes kurs mod Californien. 

Det er oplagt, at deres fyldte brændstoftanke gør dem til perfekte brandbomber, men hvor effektive flyene viser sig at være i 9/11 angrebet vil overgå terroristernes vildeste forhåbninger.

9/11 kl. 8.45: Fly nummer 11 rammer Nordtårnet

Kl. 8.44 modtager American Airlines endnu et opkald fra fly nummer 11, denne gang fra stewardessen Amy Sweeney, som fortæller, at hun kan se bygninger og vand. 

Hendes sidste ord er ”Gud, vi flyver alt alt for lavt”. Så afbrydes forbindelsen brat. Terroristerne har fløjet passagerflyet direkte ind i Nordtårnet i World Trade Center.

Flyet har efterladt et gabende hul mellem 93. og 97. etage, og en voldsom brand bryder ud. Alle 95 personer ombord på flyet dør øjeblikkeligt, ligesom de, der befinder sig tæt på stedet, hvor flyet rammer tårnet. 

Samtidig er hundredevis af mennesker fanget i tårnets top uden mulighed for at undslippe det glohede flammehelvede. I de næste timer ser chokerende tilskuere til, mens mellem 100-250 mennesker springer i døden fra tårnet.

Få minutter efter rapporterer medierne, at et mindre fly har ramt Nordtårnet i noget, der formodes at være en ulykke. Endnu har ingen fantasi til at forestille sig, at der er tale om et terrorangreb, og at der er tale om et stort kommercielt passagerfly. 

Samtidig modtager United Airlines et opkald fra et besætningsmedlem på United Airlines fly nr. 175, som fortæller, at flyet er blevet kapret, og at begge piloter og et besætningsmedlem er blevet dræbt. Også en passager, Peter Hansson, kontakter sin far Lee Hansson og fortæller om kapringen.

Kl. 9.00, otte minutter efter hans første opkald, ringer Peter igen til sin far. Han fortæller, at han tror, flykaprerne har tænkt sig at flyve flyet ind i en bygning, muligvis i Chicago. ”Men vær ikke bekymret far, hvis det sker, vil det gå meget stærkt, siger Peter. Herefter udbryder han ”Åh min Gud”, og en kvinde skriger i baggrunden. Så bliver forbindelsen afbrudt.

På landjorden ved myndighederne endnu ikke, at det er fly nummer 11, der har ramt Nordtårnet, og luftfartskontrollen forsøger fortsat at lokalisere flyet. 

Først med den anden flykapring erkender luftfartskontrollen, at noget er alvorlig galt og beder om militær assistance. Men præcist hvor galt, det står til, har ingen fantasi til at forestille sig.

9/11 kl. 9.03: Hele verden ændrer sig

I World Trade Centers Sydtårn har brandvæsenet, som først har givet folk besked på at gå tilbage til arbejdet, nu bedt folk om at evakuere – men beskeden kommer alt for sent og når måske slet ikke at blive udsendt over tårnets højttaleranlæg, før fly nummer 175 kl. 9.03 rammer tårnet mellem 77.-85. etage. 

Alle tæt på nedslagspunktet og de 65 mennesker ombord på flyet dør øjeblikkeligt, og hundredevis af mennesker bliver ligesom i Nordtårnet fanget i et flammehelvede på de øverste etager, hvor ingen flugt er mulig. 

Da det andet fly rammer, bliver det klart, at noget helt ekstraordinært er på færde. Øjenvidnet Audrey J. Marcus beskrev hendes oplevelse til New York Times således:

I det øjeblik var der et øjeblik før – hvor vi så flyet, det andet fly – og der var et øjeblik efter, og det var som to forskellige verdener, disse to øjeblikke. Jeg mener bogstavelig talt, jeg kan føle, at jeg kan huske det nøjagtige sekund, hvor hele verden ændrede sig og blev forandret for altid. For i det ene øjeblik var det blot en bygning i brand og i det næste øjeblik var ingen af os sikre. Det er sådan, det føltes.”. 

Rundt omkring i verden følger millioner af seere med, da det andet fly rammer Sydtårnet ”live” på tv, mens journalister rapporterer om situationen i Nordtårnet. Billederne giver endnu ingen mening.

LÆS MERE: De tre mest udbredte 9/11 konspirationsteorier

9/11 kl. 9.05: Præsident Bush på skolebesøg

Den amerikanske præsident George Bush aflægger denne dag officielt besøg på en folkeskole i Florida, langt væk fra de dramatiske begivenheder. Præsidenten har fået besked om, at et ”mindre fly” har ramt Nordtårnet, og da det andet fly rammer Sydtårnet, er skoleklassen er netop gået i gang med at læse billedbogen ”En kæleged”.

Præsidentens stab informerer ham om det andet fly og siger, at ”Amerika er under angreb”. Alligevel vælger præsidenten at fortsætte sit besøg. Måske kan han heller ikke begribe, hvad der foregår. Senere forklarer han, at han ikke ønskede at forskrække eleverne.

Imens har fly nummer 77 afbrudt al radiokontakt med landjorden og er forsvundet fra luftmyndighedernes radar. Først 36 minutter efter dukker flyet op igen – nu med kurs mod Washington DC. Vicepræsident Dick Cheney bliver hastigt evakueret til en underjordisk bunker, men Det Hvide Hus er ikke flyets mål.

I stedet banker flyet kl. 9.37 ind i en fløj i Pentagon hvor der til al held befinder sig meget få mennesker pga. en renovering, 125 personer i bygningen og alle 64 mennesker om bord på flyet omkommer, og en voldsom brand bryder ud.

9/11 kl. 9:28: Det sidste fly bliver kapret

Næsten samtidig, kl. 9:28, kaprer fire mænd det sidste af de fire fly, United Airlines fly nr. 93. Flyet havde oprindelig afgang omtrent samtidig med de andre fly, men var blevet 45 minutter forsinket, og desuden kaprer terroristerne af uvisse årsager først flyet 45 minutter efter, det er lettet. 

De andre fly blev kapret kort efter afgang. Forsinkelserne bliver fatale for terroristernes planer, for passagererne får besked om kapringerne af de andre fly gennem telefonopkald til deres nære, og det er uhyggelig klart, at også deres fly er udset til at fungere som et frygteligt terrorvåben. 

Derfor kan terroristerne ikke bilde passagererne ind, at de blot skal forholde sig roligt og vil lande i sikkerhed.

Kl. 9.59, kollapser Sydtårnet. Ingen er forberedte på, at bygningen vil styrte i grus, og hundredevis af redningsfolk, som arbejder på at hjælpe de mange, der er fanget i tårnet, omkommer sammen med dem. 

Den kollapsede bygning afgiver så meget støv og røg, at tilskuere først tror, at en ny eksplosion har fundet sted. Men da støvet lægger sig, er bygningen der ikke længere. Øjeblikkeligt efter beordres Nordtårnet evakueret.

På fly nummer 93 er passagererne blevet enige om at forsøge at løbe terroristerne over ende. Det sidste livstegn fra flyet er en radiotransmission, hvor man kan høre, at terroristerne kæmper for at holde passagererne ude af cockpittet. 

Da de ikke kan holde dem ude længere, peger de flyets snude direkte mod landjorden. Alle dør øjeblikkeligt, da flyet rammer en mark i Pennsylvania.

LÆS MERE: Osama bin Laden: Fra rigmandsdreng til superterrorist

9/11 kl. 10.30: Tårnene er væk

Kl. 10.28 kollapser Nordtårnet en time og 42 minutter efter at være blevet ramt af fly nummer 175, mens hele verden vantro ser på. Selvom bygningen er blevet beordret evakueret, har beskeden formentlig ikke nået en stor del af de redningsarbejdere, der kæmper for at redde liv.

71 politibetjente og 343 brandmænd dør den 11. september, side om side med de ofre, de forsøger at hjælpe. I alt 2996 mennesker fra 90 forskellige nationer omkommer. På under tre timer er Manhattans skyline ændret for altid. Og verden er blevet en anden.

Ikke siden japanerne bombede flådebasen Pearl Harbor 60 år tidligere, har USA være under angreb.

 Og ligesom dengang, hvor angrebet fik USA til at gå ind i 2. verdenskrig og smide atombomber over Hiroshima og Nagasaki, får også dette terrorangrebet 11. september drastiske konsekvenser. 

Blot ni dage senere erklærer George W. Bush krig mod de globale terror, en krig som bl.a. medfører invasioner af Afghanistan og Irak og indtil videre har kostet op imod en million civile livet.  

Måske er du interesseret i...

Læs også