Alverdens tv-seere blev i november 1979 rystet over synet af ydmygede gidsler, religiøse militser og flagafbrændinger. Vesten stod foran sin første konfrontation­ med militant islamisme.

Gidseldrama: 444 dage i ayatollahens kløer

Militante islamister har taget de ansatte på USA's ambassade i Iran som gidsler. Gidslerne er bagbundne og har bind for øjnene. I 14 måneder bliver de udsat for brutal og ydmygende behandling og lever hvert sekund med frygten for at blive henrettet.

18. august 2015 af Jens Munch

Et hemmeligt møde venter

Mohammad Hashemi står op før daggry og forbereder sig på at dø. Han vasker sig rituelt, vender ansigtet mod Mekka, knæler og lægger panden mod gulvet i sit soveværelse. Han beder martyrens bøn.

Den store mand med busket hår og tykt skæg sætter derefter en pistol i bæltet, trækker en sweater over hovedet og går ud i Teherans mørke morgen. Det regner. Han er på vej til et hemmeligt møde.

Hashemi studerer egentlig fysik på tredje år, men revolutionen sluger al hans tid. Han har ikke været til én eneste forelæsning i mere end et år, siden opstanden mod shah Pahlavi begyndte. USA beskytter shahen, og “Den Store Satan” skal nu have en lektion, den sent glemmer. Rygterne løber allerede på universitetet: “Vi ordnede­ shahen. USA står for tur”.

4. november, 1979, kl. 06:00: Amir Kabirs tekniske skole.

Studerende fra flere universiteter stod ligesom Hashemi tidligt op og har bevæget sig mod det hemmelige mødested. Hashemi står nu foran en forsamling på omkring 100 mænd. Alle ved, at noget særligt er under opsejling. Men ingen ved hvad. Kun Hashemi og en håndfuld af islamisternes andre ledere kender planen. De er ligesom Hashemi medlem af “Muslimske Studerende, der følger Imamens Linje”. Imamen er Khomeini.

Hashemi ruller nu nogle store håndtegnede skitser af ambassadens grund og bygninger ud på et langt bord. Igennem mere end en uge har han overvåget området fra tagene på de omkringliggende huse og øverste etage på forbipasserende dobbeltdækkerbusser.

Mumlen fra de forventningsfulde mænd i det overfyldte rum breder sig, da Hashemi afslører, at de skal storme og besætte ambassaden. Som tapre revolutionære vil de tage de ansatte som gidsler, indtil USA's præsident udleverer shahen og hans enorme formue, der er gemt bort i amerikanske banker. Hashemi forventer, at det ikke varer mere end tre dage.

Inden angrebet skal mændene skjule sig blandt tusinder af demonstranter, som netop i dag markerer ét-års dagen for en politimassakre på studenter, som demonstrerede mod shahen. Ordren var dengang angiveligt kommet fra shahen. Vrede mennesker­ vil fylde gaderne og ende foran den amerikanske­ ambassade i protest mod, at USA beskytter­ den morderiske shah. Når signalet lyder­, skal de alle løbe mod muren og kravle over.

Ingen ved, om marinesoldaterne bag murene vil skyde på demonstranterne, når de trænger ind. Hvis det sker, så skal de blodige døde og sårede bæres bagud til demonstranterne og videre igennem gaderne. Det vil ophidse folkemængden og øge presset på ambassaden.

Efter mødet bevæger mændene sig diskret mod demonstrationens udgangspunkt. Torvet er ved at blive fyldt. Mange står allerede samlet­ i små grupper og venter på, at nogle fører an.

Morgen, 4. november 1979: USA's ambassade, Teheran.

Demonstranterne har bevæget sig hen til ambassaden. De ansatte har ikke fået særlige instrukser hjemme fra Washington. Himlen over Teheran er i dag grå og trist, og støvregnen fylder luften.

Lige uden for ambassadens mure står tusinder af unge mænd og skriger deres vrede ud i et taktfast kor: “Død over shahen! Død over Carter! Død over Amerika!” Fotografierne af ayatollah Khomeini i de fremstrakte hænder følger rytmen. Lydniveauet stiger minut for minut og runger efterhånden indendørs mellem væggene i hovedbygningen.

Den amerikanske ambassade ligger netop der, hvor skråningerne fra højlandet flader ud og forvandles til et lavt, brunt slumkvarter, som strækker sig flere kilometer ud til kanten af salt-ørkenen Dasht­-e­ Kavir. Midt i millionbyen Teherans­ smog-dækkede virvar af tæt trafik og grå, kasseformede betonhuse på 2-3 etager ligger ambassadegrunden som en oase. Den er dækket af grønne træer, er på størrelse med ti fodboldbaner og omkranset af en tre meter høj og ca. 1,5 km lang hvidkalket mur. Hovedbygningen er på to etager og ligger tæt på gaden. Konsulatet, ambassasørens bolig, en boligblok, viceambassadørens hus og et varelager ligger også inden for­ murene.

På anden sal står Moorhead C. Kennedy, ambassadens tredjehøjest rangerende, og skuer ængsteligt ud over folkemængden. Han tænker på, hvordan det mon er at dø. I de to uger, der er gået siden shahens flugt til USA, har Moorhead C. Kennedy dagligt konstateret, hvordan folkemængden er blevet større og større, og hvordan vreden i øjnene og stemmerne på demonstranterne hver dag når nye højder. I dag er det dog anderledes. Noget nyt og faretruende er i gære.

Moorhead C. Kennedy ved, at ambassaden, som alle andre ambassader, er umulig at forsvare. Den er ubefæstet, ligger midt i fjendeland, og kun 13 marinesoldater står vagt. Han ved desuden, at soldaterne har stående ordre til ikke at skyde mod en indtrængende fjende, og at de i stedet skal vente på hjælp udefra – selvom alle ved, at den nærmeste hjælp er et hangarskib i Indiske Ocean.

Demonstranterne passerede uhindret porten og muren. Det iranske politi så passivt til. Foto: Getty Images

Kl. 09:00: mellem ambassaden og Irans udenrigsministerium.

Carter udnævnte i april en ny ambassadør. Irans nye regering har nægtet at godkende­ ham. Ambassaden bliver derfor­ ledet­ af en charge d'affaires – en stedfortræder­. Charge d'affaires Bruce Laingen sidder tavst på bagsædet i sin bil på vej til det iranske udenrigsministerium – kun 1,5 km øst for ambassaden. Hans medarbejder Victor Tomseth sidder ved hans side, og chauffør Michael Howland styrer bilen i modsat retning af det usædvanligt tætte mylder af fodgængere, der i dag alle skal samme vej – i retning af ambassaden.

Demonstrationerne foran ambassaden fik for flere dage siden Laingen til at advare udenrigsministeriet i Washington om et muligt angreb, og at det iranske politi næppe ville gribe ind. Men Laingen har endnu ikke fået instrukser­ om evakuering eller undsætning­.

Laingen og Tomseth skal til møde i Irans undenrigsministerium og sikre sig garantier for ambassadens sikkerhed. Men missionen er dømt til at mislykkes. Præsident Carter har jo netop taget det værst tænkelige diplomatiske skridt – han har givet ly til landets tidligere diktator. Irans premierminister blev tilbage i februar måned udpeget af Khomeini selv, så Bruce Laingen er pessimistisk.

Kl. cirka 10:l5: ambassadens hovedbygning.

De ansatte tror ikke længere på, at USA kan afværge katastrofen. Alle får ordre til at låse pengeskabe med vigtige papirer. Døren til Moorhead C. Kennedys kontor går op med et brag. En marinesoldat råber, at alle straks skal forlade de kontorer, der vender ud mod gaden. Skrigende demonstranter er brudt gennem porten og vælter ind over murene. Det er for sent at evakuere.

Fælden er klappet. De ansatte er fanget i hovedbygningen, mens horder af iranere med kæppe, køller og jernrør omringer bygningen. De 100 mænd fra mødet i morges havde sat planen i værk – og mange fulgte med.

Moorhead C. Kennedy på 2. sal kaster igen et blik ud af vinduet og ser, at hans kollega Golacinski bliver ført bagbundet rundt om bygningen og råber af fuld hals, at alle bør overgive sig – at modstand er nyttesløs. Kennedy ved ikke, at kollegaen har en pistolmunding i nakken. Golacinski­ er det første gidsel.

En stor flok iranere løber op ad trappen med kurs mod hoveddøren. To marinesoldater forlader deres post i det lille vagthus ved døren og bolter hoveddøren fast fra indersiden. Nu sidder de klar med hjelme, skudsikre veste og tåregasgranater.

På 2. sal har en gruppe på ti amerikanere låst sig selv inde i et sikringsrum bag en 15 cm tyk ståldør. De befinder sig i ambassadens særligt sikrede område. Opgaven er at destruere så meget hemmeligt materiale som muligt. Tusinder af dokumenter bliver makuleret, elektronisk udstyr forvandles til bunker af skrot, og særlige­ blendere ødelægger adskillige­ hyldemeter af kodebøger­.

Et andet sted på 2. sal forsøger andre at komme i radio- og telefonkontakt med både udenrigsministeriet hjemme i Washington og medlemmer af den iranske regering. Udenrigsministeriet får besked om, at de første gidsler er taget, mens John W. Limbert igen og igen ringer til den iranske premierminister Mehdi Bazargans­ kontor. Endelig får han ministerens assistent i røret:

“Hvad vil I gøre? De kommer snart ind ad vinduerne? Hvad vil I gøre?”

Hjælpen er på vej, lyder det. Limbert synes ikke, at det lød overbevisende, og antager, at ingen iranske politikere vil foretage sig noget som helst uden Khomeinis accept. Linjen bliver afbrudt.

Kl. 04:30: Camp David, Præsidentens landsted.

Præsident Carter har dagligt modtaget briefinger om den tilspidsede situation foran ambassaden. Jimmy Carter ligger og sover i det idylliske landsted Camp David i Maryland. Telefonen­ på præsidentens natbord ringer. I røret hører han sin nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, fortælle, at ambassaden i Teheran er faldet, og at de ansatte bliver holdt som gidsler. Brzezinski slår fast, at en militær aktion er umulig. Alt er endnu for kaotisk. Ingen ved noget om, hvem og hvor talstærk fjenden­ er.

Udenrigsminister Cyrus Vance kobler sig på linjen og oplyser, at gidseltagerne kræver shahen udleveret. Carter udelukker på stedet at opfylde kravet og ved, hvad det kan betyde. Men Brzezinski er optimistik. Den slags episoder er som regel mest voldelige i de første timer, og indtil videre tyder intet på, at ét eneste gidsel har mistet livet.

Carter sikrer sig, at de rette personer i Det Hvide Hus, generalstaben og diplomatiet straks bliver underrettet. Præsidenten forsøger at falde i søvn igen, men skrækscenariet plager ham. Han ser for sig, hvordan gidslerne vil blive henrettet­ ét efter ét, fordi han nægter at opfylde­ de militante islamisters krav. Og så ved han ikke­, hvad han skal gøre.

Cirka kl. 10:30: Irans uden rigsministerium.

Bruce Laingen har ventet i to timer på at træffe Irans udenrigsminister. Laingen giver op og vil tilbage til ambassaden. Netop da chaufføren holder døren for charge d'affaires Bruce Laingen for at køre ham tilbage til ambassaden, får Laingen besked via sin walkie-talkie.

Ambassaden er under angreb. Laingen giver ordre til chaufføren om, at de hurtigt skal tilbage til ambassaden. To minutter senere modtager de endnu en meddelelse: Det er en dårlig idé at vende tilbage. Det ville være livsfarligt. Bilen vender om og kører atter til det iranske udenrigsministerium.

Omkring kl. 12:00: Ambassadens hovedbygning

Iranerne har bakket en bil hen til et kældervindue. Med en kæde trækker den tremmerne fri. Iranerne har fri adgang. Flere hundrede højrøstede mænd trænger ind i kælderen og løber op ad trappen mod stueetagen. Amerikanerne hører stemmerne og haster højere op i bygningen – som panikslagne passagerer på et synkefærdigt skib.

To marinesoldater, sergent John McKeel og korporal Williams, vil undersøge, hvad der sker, og møder de indtrængende studerende på trappen. Amerikanerne, der har ordre til ikke at skyde, så længe det kan undgås, sænker haglgeværerne, trækker gasmasker over ansigterne og affyrer tåregas. Gassen fylder opgangen. Det er tid til tilbagetog­.

Med iranerne i hælene løber Williams og McKeel op til våbenskabet på 1. sal og fylder favnen med rifler og haglgeværer. De skynder sig videre op på 2. sal – mod ambassadens særligt sikrede område. Personalet i sikringsrummet destruerer stadig­ hemmelige papirer. Det banker på ståldøren­, og via et overvågningskamera kan de se marine­soldaterne og lukker dem ind.

Kort efter løber det koldt ned ad ryggen på alle­ i sikringsrummet. De holder vejret og stirrer forstenet op på skærmen under loftet. På den anden side af ståldøren knæler Golacinski bagbundet og med bind for øjnene. Bag ham står flere gidseltagere. Ingen er i tvivl. Golacinski bliver henrettet på stedet, hvis de nægter at åbne døren til sikringsrummet. De åbner og ser lige ind i Mohammad Hashemis røde øjne. Tåregassen havde ikke holdt lederen af “Muslimske Studerende som følger Imamens Linje” tilbage­.

Omkring kl. 15:00: Bankboksen, hovedbygningen.

I sekunderne inden iranerne vælter ind i boksen, sniger ti amerikanere sig ind bag endnu en ståldør bagest i boksen. Iranerne råber og skriger og truer amerikanerne på livet. De sparker til bunkerne af papirstrimler omkring makuleringsmaskinerne. Mændene havde tilsyneladende håbet på at finde værdifulde dokumenter.

Lederen råber en kommando og peger med strakt arm på døren bagest­ i boksen. Prompte ankommer en iraner med en blæselampe og forsøger at skære sig igennem det tykke stål. Det lykkes ikke. Lederen griber fat i en amerikaner, holder en kniv for hans strube, og straks glider ståldøren op. Iranernes frustration stiger, da de endnu en gang ikke finder ét eneste intakt stykke papir. Flere af dem slår gidsler i gulvet, sparker dem i ribbenene, hopper på deres hænder og holder pistoler for deres tindinger.

Iranerne kræver de små pengeskabe inde i sikringsrummet åbnet og presser den flade side af store knive mod gidslernes øjenæbler: “Åbn pengeskabene!­ Eller vi skærer øjnene ud på jer”. Alle afviser at kende kombinationerne. En af mændene tager nu sin revolver frem, fjerner fem patroner fra tromlen og lader én sidde tilbage. Han presser mundingen mod hjertet af Bruce Laingens sekretær, Elizabeth Montagne, og trykker aftrækkeren i bund. Klik!

“Du lyver. Jeg er en god menneskekender. Jeg véd, at du lyver”, hvisker han.

“Hvis du tror, jeg lyver, så er du ikke menneskekender. For jeg kender ikke koden”, svarer Elizabeth Montagne.

Klik! Magasinet drejer, og patronen nærmer sig hanen.

“Er det virkelig værd at dø for”, spørger iraneren. “Nej!” svarer miss Montagne.

Klik! Næste gang iraneren trykker på aftrækkeren, vil kuglen blive affyret. Miss Montagne tænker på, hvordan det mon føles, når et varmt projektil med mange hundrede km/t. borer sig igennem hjertet. Hun bliver enig med sig selv om, at uanset hvad så varer smerten sikkert ikke­ længe.

“Tror du, jeg affyrer revolveren?” spørger gidseltageren. Elizabeth Montagne svarer ikke.

De to stirrer hinanden dybt i øjnene. Så sænker­ han sit våben og siger: “O.k.! Du kender åbenbart ikke koden”.

Elizabeth Montagne kollapser på gulvet. Amerikanerne i sikringsrummet får bind for øjnene og hænderne bagbundet med kraftig tape. De bliver ført nedenunder på en lang række – som dødsdømte på vej til skafottet­.

Iranerne lod tv-kameraer filme­ gidslerne. Mange amerikanere­ fik nok og krævede­, at præsidenten satte­ ­militæret ind. Foto: Getty Images

Midt på eftermiddagen, Irans udenrigsministerium

Charge d'affaires Laingen og Tomseth har siddet en halv dag i ministerens forkontor. De har ikke fået nogen i tale. Endelig sker der noget. Udenrigsminister Ibrahim Yazdi står pludselig i forkontoret. Laingen og Tomseth rejser sig håbefulde op, men med en opgivende grimasse gør ministeren det klart, at han intet kan gøre.

Amerikanerne er skuffede, men Laingen ved, at det ikke kan være anderledes. Ministeren er angiveligt underlagt Khomeinis vilje, og hvis han tog hen på ambassaden for at irettesætte de studerende, ville han sandsynligvis selv ende som bagbundet gidsel med bind for øjnene. Ministeren er alene kommet for at overtale de to udlændinge til at forlade bygningen.

Laingen og Tomseth sætter sig ned, nægter at forlade ministeriet og kræver, at den iranske regering sætter hårdt ind over for gidseltagerne. De kan ikke gøre andet midt i et fjendtligt land, hvor deres bolig og arbejdsplads er besat af fanatiske voldsmænd.

6. november: Teheran­.

USA forventede, at Irans regering ville gribe­ ind. Håbet svinder ind, efterhånden som premierminister Bazargans svar bliver­ mere­ og mere vævende. Den iranske regeringsleder Mehdi Bazargan blev godt nok udpeget af Khomeini, men ønsker officielt en demokratisk stat og at styrke menneskerettighederne. Straks efter den voldelige overtagelse af ambassaden beordrer han politiet til at fjerne de militante studerende fra den amerikanske ambassades grund – velvidende, at det er uden Khomeinis støtte.

Politiet tropper pligtskyldigt op, går ind i ambassaden og beordrer gidseltagerne til straks at forlade bygningen. De studerende nægter at parere ordre – de kan ikke tage sig af, hvad premierministeren siger. Kun ayatollah Khomeinis ord tæller.

Regeringslederen er nu i realiteten uden indflydelse på situationen. Han og regeringen vælger­ at træde tilbage, og Khomeini giver offentligt endelig gidseltagerne sin fulde støtte. USA har mistet den sidste rest af sin engang så loyale allierede i regionen. Ingen fredelig løsning­ er i sigte.

November: ambassadørens­ bolig­.

De fleste af gidslerne er flyttet til ambassadørens bolig bag hovedbygningen. Værelserne i den store villa er optaget af gidsler og deres fangevogtere. Fangerne har bind for øjnene og sidder dagen lang bagbundne på en stol. De må ikke sige et ord og får kun lov at lægge sig ned i nattetimerne. Ingen kan komme i bad, og den eneste fysiske aktivitet er den korte gåtur ud til toilettet et par gange i døgnet. Altid­ med bind for øjnene.

Råbende forhørsledere forsøger at presse informationer ud af gidslerne, og de lange afhøringer tyder på, at de har modtaget træning i at stresse ofrene. Noget har de dog glemt. Iranerne lader amerikanerne sove mellem de udmattende episoder, og forhørene har derfor ingen særlig effekt­.

En dag hvisker kommunikationsspecialist Charles Jones til det gidsel, han kan fornemme ved sin side. Den nærmeste vagt griber straks Jones' hoved, trækker det tilbage, slår det hårdt ind i væggen og råber “hold kæft!” lige ind i hans øre.

En nat bliver generalkonsul Morefield vækket. “Kom med os”, lyder beskeden. Konsulen er ikke i tvivl om, at han skal dø få øjeblikke senere. Han og fem andre bliver sat ind i en varevogn og kørt til et ukendt sted i byen. De bliver gennet ind i en bygning og sidder på en træbænk i et stort bruserum.

Alle stirrer på afløbet i gulvet. Mens de hører vagterne bag sig trække riflernes haner tilbage, forestiller de sig, at blodet blander sig på fliserne og løber ned gennem afløbet. Lyden af rifler, der bliver ladt, får alle til at holde vejret. “Klik!” siger det, da iranerne trykker på aftrækkerne. De seks mænd skulle ikke dø i dag. De skulle forskrækkes.

En dag bliver amerikaneren ved siden af søofficer Duane Gillette ført bort. Straks efter høres et øredøvende brag fra et haglgevær. Gillette bliver nu ført samme vej. Det viser sig, at ingen er blevet skudt. Igen var der tale om en fingeret henrettelse.

17. november 1979: Teheran.

Præsident Carter har boykottet iransk olie og indefryser store iranske værdier i amerikanske banker. Ayatollah Khomeini beordrer­ 13 gidsler løsladt. Marinesoldaten Wiliam Quarles har igennem
to uger fået særlig god behandling af gidseltagerne. Når han bad om en cigaret, fik han en hel pakke, og alle fangevogterne talte pænt til ham. Quarles er afroamerikaner, og iranerne antager, at han hele sit liv er blevet undertrykt af hvide amerikanere – de samme hvide, der beskytter shahen, som har pint og plaget iranerne i tre årtier.

Quarles bliver en dag bedt om at følge med. Igennem flere dage får han god mad, mens han lytter til forelæsninger om shahens grusomheder og Khomeinis fortræffeligheder. Det viser sig, at iranerne håber at indoktrinere ham nok til at lire læren af på et pressemøde, hvor hans løsladelse bliver offentliggjort. Han og 12 andre – afroamerikanere og kvinder – bliver løsladt.

Iranerne forsøger at demonstrere kvinders særlige status i islam og håber på at få de amerikanske sortes sympati. 52 gidsler sidder tilbage i Teheran.

5. februar 1980: ambassaden.

Gidslerne har fået lov at holde jul – kun til ære for de amerikanske tv-kameraer. De bliver stadig dagligt udsat for trusler. 21 gidsler bliver spærret inde i et kælderlokale. Amerikanerne kalder det selv for Mushroom Inn – Svampeherberget – pga. af fugten, der driver­ ned af væggene.

En nat, mens de ligger og sover, vælter syv iranere ind ad døren. Lyset bliver tændt. Mændene bærer automatrifler, masker og kampstøvler. De genner amerikanerne op ad væggen og beordrer dem til at sprede benene og holde de strakte arme op ad væggen. En af iranerne råber en ordre, og de syv mænd skifter magasin i riflerne. Endnu en ordre lyder, og riflernes sikringer bliver slået fra. I 15 sekunder råder stilheden. Gary E. Lee, administrativ chef, gør sig sine tanker: “Bare de rammer mig i hovedet – ikke i ryggen. Jeg vil dø hurtigt”.

Men så bliver de alle bedt om at tage tøjet af og beholde underbukserne på. Én ad gangen ledes de ind i et tilstødende rum, hvor gidslerne kan høre, at Mushroom Inn bliver gennemsøgt særdeles grundigt.

Ingen lider fysisk overlast, og alle får besked på at lægge sig til at sove. Senere døber gidslerne­ hændelsen The Panty Party – underbuksefesten.

22. marts, 1980: Camp David.

Gidslerne har nu været spærret inde i et halvt år. Khomeini vil ikke give sig. Enten bliver shahen udleveret – eller gidslerne bliver siddende. Præsident Carter holder møde med sine nærmeste rådgivere på landstedet Camp David. Det er lørdag, og alle er uformelt klædt i jeans, sweater og vindjakke. Bl.a. udenrigsminister Cyrus Vance og sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski er til stede, da general David Jones giver præsidenten en briefing om sine planer. Han vil redde gidslerne med en militær aktion.

Lastrummet i et C-130 Hercules-fly fyldes til randen med Delta Force-specialtropper og helikopterbrændstof. Det skal lette fra Oman, krydse farvandet mellem Oman og Iran og om natten flyve ind over ørkenen i kun 80 meters højde – langt under radaren. Flyet skal lande et sted i Irans ørken – “Desert One” – og fylde tankene på otte helikoptere, der tidligere er lettet fra hangarskibet USS Nimitz i Indiske­ Ocean.

Mændene om bord på flyet skal over i helikopterne, der så sætter kurs mod et andet sted i ørkenen tættere på Teheran – “Desert Two”. Her skal mændene overnatte og skjule sig hele den følgende dag. Helikopterne er malet i det iranske luftvåbens farver og bliver desuden camoufleret­.

Om natten vil CIA-agenter i Iran smugle specialtropperne helt hen til ambassadens mur, mens helikopterne lander på et fodboldstadion nær ambassaden. Specialstyrkerne uskadeliggør gidseltagerne og befrier deres landsmænd på ambassaden. Tropperne fører gidslerne til stadion og flyver i helikoptere ud af byen til den iranske luftbase Manzariyeh, der allerede er indtaget af andre amerikanske specialtropper. Herfra flyver gidslerne i frihed i en C-130 Hercules­.

Carter er fristet til at sætte redningsaktionen i værk. Iranerne ville blive til grin, gidslerne ville overleve og han selv ville fremstå som en beslutsom leder. Han beder generalen forberede aktionen, men giver ikke ordre til at udføre den. Planen virker risikabel. For meget kan gå galt. Carter vil helst fortsætte med at forhandle.

24. april 1980: Det Hvide Hus.

Forhandlingerne bryder sammen i begyndelsen af april. Iranerne står stadig fast på deres krav. Carter giver ordre til Operation Eagle Claw. General David Jones meddeler, at alt går godt. Vejret er stabilt, og de otte helikoptere er ligesom Hercules-flyet på vej til “Desert One”.

Adskillige timer senere bliver Carter kaldt ned i situationsrummet under Det Hvide Hus. General David Jones kommer med en meddelelse: “En helikopter er fløjet ind i et Hercules-fly. Begge fartøjer er brudt i brand, og otte amerikanske soldater har mistet livet. Formentlig har en sandstorm gjort landingen umulig. Operationen er aflyst”.

Carters ansigt trækker sig sammem – som er han plaget af stærke smerter. Præsidenten føler med ofrene og ved udmærket, hvad katastrofen kan betyde for gidslerne – og hans egne chancer for at blive genvalgt.

Det viser sig senere, at en sandstorm og den ringe sigtbarhed fik en helikopter til at kollidere med Hercules-flyet.

December 1980: Washington.

Demokraten Jimmy Carter har tabt præsidentvalget til den republikanske Ronald Reagan. Han skal indsættes 20. januar. Selvom den nyvalgte præsident endnu ikke er tiltrådt, holder han sig ikke tilbage med at udtale sig om iranerne og gidseldramet. Hans retorik står i stærk kontrast til Carters forsigtige diplomati. Reagan kalder igen og igen iranerne for “kriminelle” og “barbarer”.

Nogle politiske iagttagere mener, at Carter og Reagan har aftalt en fælles taktik. Den skal få iranerne til at acceptere en aftale med den besindige Carter af frygt for den kommende præsidents uforsonlige vilje til at erklære­ Iran krig. De militante studenter tror fejlagtigt, at de vandt en propagandasejr, da det amerikanske folk så gidslerne holde en traditionel amerikansk jul for åben skærm.

Men propagandashowet fik tværtimod gidseldramaet tilbage på forsiderne og satte kog i de antiiranske følelser. Reagan taler til vælgernes hjerter, og det erkender Khomeini. Desuden er Irans økonomi kørt i sænk. Olieboykotten har frarøvet landet muligheden for at brødføde sin egen befolkning. Det er tid til at undgå en altødelæggende krig.

20. januar 1981: Washington.

Iran har accepteret en aftale. Landet får udbetalt indefrosne midler i USA og løslader samtlige gidsler. Men de vil ikke give Carter den tilfredsstillelse­ at gøre det, før han forlader Det Hvide­ Hus.
Kun 20 minutter efter Reagan bliver taget i ed som præsident foran Kongressen, er gidslerne løsladt. Via Algeriet flyver de til Rhein-Main-luftbasen i Vesttyskland, hvor den nu tidligere præsident Carter tager imod. Han har fået status som officiel udsending.

Efter lægetjek rejser de 52 amerikanere videre til New York. Her bliver de hyldet med en ticker–tape-parade. Samtlige gidsler overlevede 444 dage i ayathollahens kløer.

Måske er du interesseret i...

Læs også