Granater sætter ild til den iranske ambassade, da SAS-soldater stormer bygningen. Et gidsel må klatre fra balkon til balkon for at undslippe flammerne.

© Rex/All Over, Getty Images & Shutterstock

Grusomt gidseldrama ryster London

Verdens opmærksomhed retter sig mod den britiske hovedstad, da terrorister i 1980 stormer Irans ambassade. De forskanser sig med 26 gidsler og truer med at dræbe alle, hvis ikke deres krav bliver opfyldt. For de dødsdømte er specialstyrken SAS det eneste håb.

15. april 2016 af Esben Mønster-Kjær

Betjent Trevor Lock sløser med sikkerheden på det helt forkerte tidspunkt.

Om formiddagen den 30. april 1980 forlader han sin post foran den iranske ambassade i London, lokket af en kop kaffe indenfor. Han efterlader sikkerhedsslusen ulåst.

Havde Lock stået udenfor, ville han måske have bidt mærke i de seks mellemøstlige mænd, der nærmede sig ambassaden fra begge sider.

Måske havde han endda anet uråd og låst slusedøren i tide. I stedet fornemmer Lock først, at noget er ved at gå galt, da han fra portnerkontoret hører råb ude fra hallen.

Mænd bevæbnet med maskinpistoler og pistoler er trængt ind, og efter en kort slåskamp tages betjenten til fange.

Indtrængerne låser hovedindgangen bag sig, og derpå stormer de fra rum til rum gennem ambassadens fire etager og kælderen. Alt personale og gæster i bygningen drives sammen.

I løbet af kort tid har de seks mænd taget 26 fanger, hvoraf ambassadens chef, chargé d’affaires Gholam-Ali Afrouz, har brækket kæben.

Advaret af støjen afbrød han et interview, og for øjnene af en måbende pakistansk journalist sprang han ud ad vinduet. Han kom dog til skade i faldet og blev fanget.

En gidselaffære, der i seks dramatiske dage får hele verdens opmærksomhed til at rette sig mod London, er begyndt.

Thatcher bøjer sig ikke for trusler

Da britisk politi efter få minutter når frem til ambassaden, bliver betjentene mødt med skudklar våben og løbesedler, som kastes ud fra et vindue.

Teksten fortæller, at Den Demokratiske Revolutionære Front for Befrielsen af Arabistan har indtaget ambassaden.

91 fanger skal frigives fra iranske fængsler, og bagefter forlanger de seks indtrængere at blive fløjet ud af Storbritannien.

Er kravene ikke opfyldt inden for 24 timer, vil gidslerne blive dræbt.

Bag det brutale budskab står mænd, der slet ikke regner med at føre truslerne ud i livet. Gidseltagerne er snarere naive amatører end hårdkogte terrorister.

De tilhører Irans arabiske mindretal og har påtaget sig at hjælpe deres undertrykte folk, men de forestiller sig at være uskadt på vej hjem med fuldført mission inden for et døgn.

Uheldigvis for de seks arabere ledes Storbritannien i 1980 af premierminister Margaret Thatcher, der ikke for ingenting er kendt som “Jernladyen”.

Hun slår hurtigt fast over for sine ministre, at imødekommelse af terroristernes krav er udelukket. Ingen af dem vil få lov til at forlade britisk jord.

Præstestyret i Iran er lige så ubøjeligt. Regimet mener, at aktionen er et skummelt amerikansk-britisk komplot, og i en pressemeddelelse afskrives ambassade-personalet på forhånd som fortabt.

Da britisk politi giver sig til at forhandle med Salim Towfigh, gidseltagernes leder, er målet derfor udelukkende en fredelig overgivelse.

Den sandhed indrømmer de dog ikke i telefonen, som er eneste kontaktmiddel mellem terrorister og myndighederne. I stedet holder de Salim hen med bortforklaringer, mens han overtales til at udsætte tidsfrist efter tidsfrist og frigive gidsler.

De oprindelige 24 timer bliver til seks døgn, antallet af gidsler svinder ind fra 26 til 21, og en ublodig afslutning på dramaet virker realistisk. Men så slukker Salim håbet.

Margaret Thatcher, Storbritanniens premierminister i 1980, var kendt for
at sætte hårdt mod hårdt. Hun nægtede at imødekomme terroristers krav.

© corbis/all over

SAS overtager

Ved middagstid mandag den 5. maj ringes politiet op fra den belejrede bygning. Det er ikke Salim:

“Mit navn er Abbas Lavasani”, siger ambassadens presseansvarlige med frygt i stemmen. “Jeg er bundet, og de vil skyde mig. Hjælp mig...”

Derefter griber Salim røret og råber beskyldninger, inden han smækker på. Tre skud lyder fra bygningen, og først på aftenen kastes Lavasanis livløse krop ud ad ambassadens fordør.

I telefonen siger Salim, at han vil skyde et gidsel mere efter 45 minutter, hvis hans mænd ikke får frit lejde ud af Storbritannien.

Forhandlingerne er slut. Den lokale politichef har gjort, hvad han kunne – han overdrager kommandoen til hæren.

I bygningen ved siden af ambassaden er soldater ved at tage sort kampudrustning på. De tilhører Special Air Service, den britiske hærs specialtropper, og har siddet i beredskab i seks dage, klar til at storme ambassaden.

“Alt personel: Dette er Solstråle”, lyder det i elitesoldaternes øresnegle. Solstråle er deres indsatsleder ved ambassaden. “Jeg har kontrollen”.

Kort efter ser en ung betjent, der holder vagt på ambassadens tag, truende sorte skikkelser med gasmasker og tætsluttende hætter.

“Øh, er det meningen, at der skal være mænd med maskin­pistoler på taget?” spørger han med nervøs stemme i radioen.

Mens betjenten beroliges af sin chef, gør nogle af de nyankomne mænd rebstiger klar.

Andre binder reb fast ved bygningens bagside, og en af soldaterne firer en voksagtig klump med ledninger ned gennem en lysskakt.

“Er du okay?” spørger han venligt politimanden og modtager et tavst nik.

“Om et minut vil her lyde et satans stort brag”, oplyser stemmen bag gasmasken betænksomt. “Du må hellere trække dig bagud og søge dækning”.

Genstanden i lysskakten er et halvt kilo plastisk sprængstof, der skal udløses over et ovenlysvindue på 2. sal som afledning.

Eksplosionen skal trække terroristernes opmærksomhed ind mod midten af bygningen, mens soldater trænger gennem vinduer og døre i ydermurene.

For at forvirre gidseltagerne yderligere har politiets forhandlere fået besked på at ringe Salim op.

Opkaldet skal trække ham ned til telefonen på 1. sal og dermed væk fra gidslerne, som ifølge aflytning lader til at være samlet på 2. sal.

Uheld truer aktionen

Alle SAS-holdene har meldt klar, og klokken er præcis 19.23, da kommandoen “Bankrøveri” lyder i soldaternes øresnegle.

På ambassadens bagside glider fire soldater lydløst fra taget ned ad reb mod en balkon på 2. sal. Befrielsesaktionen er i gang og kan ikke afbrydes. I dette øjeblik sker det første uheld.

Gruppelederen er på vej ned, da hans reb vikler sig sammen i et metaløje på det seletøj, han bruger under nedfiringen. Han hænger uhjælpeligt fast 2,5 m over balkonens gulv.

Så opstår et endnu større problem. På vej forbi sin fastlåste anfører rammer sergent Tommy Palmer et vindue med sin støvle. Glasset splintres.

Et øjeblik efter advarer politiets forhandlere om, at ter­rorist-lederen Salim er gået fra telefonen for at undersøge den mystiske lyd. Overraskelsesmomentet er ved at gå tabt.

“Go! Go! Go!” brøler SAS-chefen over radioen. Alle hold må slå til øjeblikkeligt i stedet for at følge tidsplanen.

Straks efter ordren lyder et drøn, der får ambassaden til at ryste. Sprængstoffet i lysskakten er blevet udløst. Herefter handler alt om tempo, hvis en massakre skal forhindres.

TV-mand kommer i vejen

Mens den uheldige gruppe­leder dingler i sit reb på ambassadens bagside, er et andet SAS-hold ved at trænge ind på forsiden.

Fra nabobygningen kravler korporal John “Mac” McAleese over på en balkon på 1. sal. Han medbringer en rektangulær træramme, der er beklædt med plastisk sprængstof.

“Uanset hvad, så trykker du ikke på den skide udløser, før Mel og jeg er tilbage i dækning”, formaner han i forbifarten en kollega.

Sprængstoffet skal knuse panserglasset, som alle vinduerne i stue­etagen og 1. sal er sikret med.

Soldaten er ved at placere rammen på et vindue, da han ser et ansigt bagved.

McAleese genkender en BBC-lydmand, der blev taget som gidsel, mens han søgte om visum til Iran.

Gidslet stirrer lamslået på skikkelsen, som fægter med armene ude på balkonen.

Først da McAleese har givet op og vil sprænge vinduet i hovedet på staklen, forstår lydmanden. Han flygter til siden.

Udenfor kravler McAleese tilbage ind på nabobygningens balkon, mens han råber “Fyr! Fyr!”. Eksplosionen sender en stikflamme, røg og bygningsrester ud over gaden.

Da korporalen hopper tilbage, er vinduet væk, og murværket rundt om kraftigt beskadiget. Det slår McAleese, at han måske har overdrevet mængden af plastisk sprængstof.

Møblerne i kontoret bagved står i flammer. McAleese kan se et par ben stikke ud under en dynge gips, glas og murstensstumper i den ene hjørne – de tilhører formodentlig BBC-manden.

“Flot arbejde”, tænker han. “Et gidsel død allerede. Og jeg har dræbt ham”. Så rører dyngen på sig, og et støvet hoved med meget store, fortumlede øjne dukker op.

“Bliv her, og rør dig ikke”, siger en bagfrakommende soldat. “Nogen vil komme og hente dig”.
De gasmaskeklædte SAS-folk stormer videre ind i bygningen.

Den tjekkiske maskinpistol Skorpion var populær blandt terrorister. Med en længde på 27 cm kunne den let gemmes under en jakke.

© FotograFFF/Shutterstock

TV-mand kommer i vejen

Mens den uheldige gruppe­leder dingler i sit reb på ambassadens bagside, er et andet SAS-hold ved at trænge ind på forsiden.

Fra nabobygningen kravler korporal John “Mac” McAleese over på en balkon på 1. sal. Han medbringer en rektangulær træramme, der er beklædt med plastisk sprængstof.

“Uanset hvad, så trykker du ikke på den skide udløser, før Mel og jeg er tilbage i dækning”, formaner han i forbifarten en kollega.

Sprængstoffet skal knuse panserglasset, som alle vinduerne i stue­etagen og 1. sal er sikret med.

Soldaten er ved at placere rammen på et vindue, da han ser et ansigt bagved. McAleese genkender en BBC-lydmand, der blev taget som gidsel, mens han søgte om visum til Iran.

Gidslet stirrer lamslået på skikkelsen, som fægter med armene ude på balkonen. Først da McAleese har givet op og vil sprænge vinduet i hovedet på staklen, forstår lydmanden.

Han flygter til siden.

Udenfor kravler McAleese tilbage ind på nabobygningens balkon, mens han råber “Fyr! Fyr!”.

Eksplosionen sender en stikflamme, røg og bygningsrester ud over gaden. Da korporalen hopper tilbage, er vinduet væk, og murværket rundt om kraftigt beskadiget.

Det slår McAleese, at han måske har overdrevet mængden af plastisk sprængstof.

Møblerne i kontoret bagved står i flammer. McAleese kan se et par ben stikke ud under en dynge gips, glas og murstensstumper i den ene hjørne – de tilhører formodentlig BBC-manden.

“Flot arbejde”, tænker han. “Et gidsel død allerede. Og jeg har dræbt ham”.

Så rører dyngen på sig, og et støvet hoved med meget store, fortumlede øjne dukker op.

“Bliv her, og rør dig ikke”, siger en bagfrakommende soldat.

“Nogen vil komme og hente dig”.

De gasmaskeklædte SAS-folk stormer videre ind i bygningen.

Betjent slår igen

Samtidig med at McAleese og hans hold rykker ind, udspiller et drama sig i kontoret ved siden af. Gidseltagernes leder, Salim, og den fangne politimand, Trevor Lock, forhandler over telefonen, da de hører lyden af et vindue blive knust.

Et øjeblik efter går SAS-styrkens sprængladning af i lysskakten.

Betjent Lock gætter, at en befrielsesaktion er undervejs. Han ser Salim løbe mod døren og indser, at terroristernes anfører for enhver pris må holdes væk fra gidslerne.

Med et spring tackler Lock ham bagfra, så araberens maskinpistol kurrer hen ad gulvet. Salim forsøger at vriste sig fri, men stoppes af en pistol, som betjenten presser op i nakken på ham.

Under kropsvisiteringen af deres gidsler overså de uøvede terrorister den revolver, Lock bar skjult i et hylster på sin læg. Han har ventet på det rette øjeblik til at bruge den.

Pludselig smækkes døren op, og Lock ser et par mørke skikkelser. Så retter han blikket mod to runde genstande, der triller hen ad gulvet.

“Er det æg?” når betjenten at tænke, inden verden eksploderer omkring ham i et blændende lysglimt og tordnende brag. SAS-soldaterne tager ingen chancer, og de kaster chokgranater ind i alle rum, før de selv følger efter. 

Salim benytter chancen til at vriste sig fri og kaster sig mod sit våben. Hans krop flænses op af maskinpistolsalver fra to SAS-soldater, der er trådt ind ad døren.

Den første – og den farligste – af gidseltagerne er uskadeliggjort.

Soldater kravlede over på en balkon fra nabohuset og sprængte sig vej gennem de pansrede vinduer.

© SIPA/scanpix

Holdleder bliver stegt

Mens McAleeses hold trænger ind på 1. sal, opstår nye problemer for SAS-folkene på etagen ovenover.

Gruppe­lederen hænger stadig fast i sin line over balkonen, da hans mænd kaster chokgranater gennem de store vinduer og gør klar til at trænge ind.

Soldaterne bliver mødt af en stikflamme, for terroristerne har stablet møbler i lokalet bagved og overhældt alt med petroleum.

Ildtunger slikker ud ad vinduet og op omkring benene på officeren, der desperat flår i sit seletøj.

Så skærer en soldat på taget linen over.

Gruppelederen falder hårdt ned på balkonen, og sergent Tommy Palmer kan lugte brændt kød.

“Er du okay, kammerat?”

Groggy rejser gruppelderen sig og ryster på hovedet, men siger: “Lad os rykke ind”.

30 dyrebare sekunder er gået tabt. De fire soldater kravler ind ad vinduerne og hen over den brændende stabel af møbler.

To døre fører videre ind i bygningen, men de er begge låst.

En skudsalve tvinger den ene op, og bag den finder soldaterne de kvindelige gidsler – alene.

Den terrorist, der skulle bevogte dem, er flygtet. Yder­ligere fire gidsler er frelst.

Skudsalver kan dog ikke vriste den anden dør op, for gidseltagerne har blokeret den med stole og borde.

Sergent Palmer kan kun se én mulighed: Han må tilbage ud på balkonen igen og ind ad et sidevindue til et andet lokale.

Ruten fører hen over de brændende møbler, og varmen gør alt gummi i hans udrustning blødt.

Palmer flår hurtigt sin gasmaske af, inden den smelter fast til hans ansigt. Under resten af aktionen må han klare sig uden, selvom ambassaden er ved at blive fyldt med tåregas for at hæmme terroristerne.

Soldat må angribe solo

Fra balkonen kanter sergent Palmer sig hen til et sidevindue og trænger ind. Her får han øje på en mand, der sidder på hug og prøver at tænde ild til gulvtæppet med sin lighter.

Sergenten retter sin maskinpistol mod ham og trykker på aftrækkeren. Men resultatet er blot en metallisk skramlen fra våbnets indre.

Gidseltageren ser forbløffet op, løfter en pistol og affyrer to skud mod Palmer. De rammer begge forbi.

Soldaten trækker sin egen pistol og skal til at svare igen, da målet forsvinder ud af lokalet. Palmer er alene, og hans maskinpistol virker ikke, men tiden er ved at slippe op. Han optager forfølgelsen.

Tåregas får sergentens øjne til at løbe, mens han spurter hen ad en gang og ind i telexrummet, hvorfra han kan høre skrig. Indenfor ser han mennesker ligge på gulvet, der er smurt ind i blod.

Kun én står op – terroristen, Palmer forfulgte. Manden fumler med en håndgranat.

Uden at tøve trykker soldaten på aftrækkeren og sender et projektil gennem sin modstanders hoved. Håndgranaten triller hen ad gulvet, og lettet kan Palmer se, at splitten stadig sidder på sin plads.

Et øjeblik efter stormer andre SAS-soldater ind i rummet, og kampen lader til at være forbi. Aktionsholdet har befriet de sidste gidsler, men de kommer for sent til at redde alle.

Terroristerne har haft tid til at skyde ind i mængden, og én af de 15 fanger er dræbt, mens to er blevet hårdt sårede.

Nu forsøger tre af gerningsmændene at skjule sig blandt gidslerne og undslippe.

David McNee, chef for politistyrken ved den iranske ambassade, mødte betjent Trevor Lock efter befrielsesaktionen. Lock udviste stort mod som gidsel i seks dage.

© rex/all over

Jernladyen kommer på besøg

Gidseltagernes flugtforsøg ødelægges af de militærgrønne jakker, de har på. Én bliver genkendt og skudt ned, allerede mens de første gidsler føres ud af telexrummet.

Soldaterne afslører og dræber en anden, da han er nået næsten ned til stueetagen skjult blandt gidslerne.

Kun den unge Fowzi Nejad når helt ud i ambassadens baghave, hvor alle gidslerne får deres identitet undersøgt.

“Jeg er student”, påstår Fowzi, da en soldat udspørger ham.

“Nej!” råber et af de befriede gidsler, der ligger på jorden ved siden af. “Han er en af dem. Han er terrorist”. Fowzi føres bort til 27 år i fængsel.

Aktionen er slut.

Den har kostet et gidsel livet, og to må tilbringe de næste måneder på hospitalet – men i forhold til tab på 40 pct., som SAS på forhånd advarede om, er angrebet en succes.

Elitestyrken har improviseret sig gennem uforudsete situationer og levet op til sit motto: “Den, der vover, vinder”.

Soldaterne afleverer deres våben til politiets teknikere, som skal undersøge, om alt er gået lovligt til.

Derefter samles de trætte mænd i deres hovedkvarter, hvor en kammerat står klar med øl. De første kapsler er gået, da premierministeren pludselig står midt i lokalet.

“Mine herrer, intet er sødere end succes”, erklærer Margaret Thatcher.

Måske er du interesseret i...

Læs også