Den 43-årige prædikant Juhayman al-Otaibi foragtede den saudiske kongefamilie og holdt i to uger islams vigtigste helligdom i et jerngreb.

Terror i hjertet af Mekka

Den nu afdøde al-Queda-leder Osama bin Laden var inspireret af Juhaymana al-Otaibi, som stod bag et terrorangreb i Mekka i 1979. Angrebet gav startskuddet til international jihad.

I 1979 bliver islams største moské, Den Store Moské i Mekka, besat af islamiske terrorister. I 14 dage er den hellige bygning scene for et højspændt drama, der får regimet i Saudi-Arabien
til at vakle.

Kongefamilien i Saudi-Arabien har etableret tætte økonomiske og politiske bånd til Vesten. Samarbejdet skaber utilfredshed blandt grupper, som ønsker et mere konservativt, religiøst styre.

Omkring 500 terrorister besætter islams vigtigste moské: Den Store Moské i Mekka. Efter to ugers kampe får saudiske soldater – med hjælp fra franske elitestyrker – nedkæmpet terroristerne.

Kampene inspirerer en række islamiske fundamentalister, som i de kommende år gennemfører flere terrorangreb.

Terror blev startskuddet til international jihad

Juhaymans angreb på Den Store Moské endte som en stor fiasko, men ikke desto mindre blev terrorlederen et forbillede for et utal af islamiske terrorister. Adskillige terroraktioner i de senere årtier har derfor hentet inspiration fra besættelsen i 1979 eller de skrifter, som Juhayman nåede at udgive inden sin død.

Blandt Juhaymans mest fremtrædende beundrere var den nu afdøde al-Qaeda-leder Osama bin Laden. Han kritiserede i voldsomme vendinger den saudiske kongefamilie for angrebet på Den Store Moské og kaldte terroristerne “sande muslimer”, som “ikke var skyldige i nogen forbrydelse”. Ifølge nogle historikere var netop Juhaymans tanker om hellig krig blandt inspirationskilderne til oprettelsen af terrornetværket al-Qaeda.

Historikerne mener også, at Juhaymans tanker bidrog væsentligt til mordet på Egyptens præsident Anwar Sadat i 1981. Attentatet blev udført af Khalid al-Islambouli, som tidligere samme år havde modtaget kopier af Juhaymans skrifter af sin bror Shawqi. Motivet bag mordet skulle være, at Sadat forrådte islam. Shawqi sluttede sig senere til al-Qaeda og deltog angiveligt i en lang række terroraktioner i bl.a. Pakistan og Rusland.

Juhayman trækker også spor til nyere terrorhandlinger; i 2005 sprængte en selvmordsbomber sig i luften ved Palestine Hotel i Bagdad. Terroristen brugte dæknavnet Juhayman.

Måske er du interesseret i...

Læs også