Kristne blev mishandlet i arenaen

Selv efter Neros død ulmede hadet til de kristne. Og gang på gang fik gløderne ny næring. Under kejser Markus Aurelius' regeringstid fra år 161 til 180 var Romerriget presset både politisk, militært og økonomisk. Imperiets nordlige grænse blev til stadighed udsat for angreb, og hungersnød, sygdomme og oversvømmelser skyllede ind over riget.

Efter en pestepidemi i byen Lugdunum (nutidens Lyon) i år 177 fik de kristne hurtigt skylden for katasrofen. Med kejserens fulde støtte arresterede og lemlæstede soldater mange af dem i byens store arena.

Oftest blev de kristne dømt til “damnatio ad bestia” – at blive kastet for de vilde dyr. I arenaerne flåede løver og tigre kristne kroppe og fortærede dem i store lunser som et yndet opvarmningsnummer før den egentlige forestilling, gladiatorkampene. Efter pestepidemien i Lugdunum blev de kristne imidlertid gjort til hovednummer, og en hel dag blev de lemlæstet foran en begejstret folkemængde.
Kristne slaver fortalte under tortur de påkrævede historier om incest, orgier og kannibalisme, mens tilskuerne jublede. Én for én blev mænd og kvinder, gamle og unge, pisket og udsat for grusomme pinsler.

Ifølge kirkehistorikeren Eusebius fik en præst presset rødglødende messingplader mod kroppen, mens en 90-årig blev banket til døde. Andre blev spændt fast i en jernstol over flammer, som langsomt ristede dem levende. Stanken af brændt kød drev ud over arenaen.

En slavepige blev bundet til en pæl, hvorefter vilde, glubske dyr blev sluppet løs mod hende. Da hun – trods mishandlingen – nægtede at dø, blev hun viklet ind i et net og smidt for en rasende tyr. Med sine lange horn kastede tyren hende rundt i arenaen, mens tilskuerne hujede og klappede. Til sidst gjorde en barmhjertig sjæl en ende på kvindens lidelser med en dolk.
Fortvivlede lokale kristne skrev til deres trosfæller i Asien om mishandlingerne: “Ligene lagde de frem – de forvredne lunser, som de vilde dyr havde levnet, de forkullede rester efter ildens hærgen og de afhuggede hoveder ved siden af deres torsoer – og i mange dage lod de militæret holde vagt ved dem, så vi ikke kunne begrave dem. Nogle af vagterne skar tænder og rasede imod dem som for at få yderligere hævn. Andre lo og spottede dem: ‘Hvor er nu deres gud? Hvad godt har de fået fra den religion, som de foretrækker frem for livet?’”

Oprørere fik revet tungen ud

I andre hjørner af Romerriget fortsatte forfølgelserne. I år 202 beordrede kejser Septimius Severus et totalforbud mod konverteringer, og i vigtige byer som Rom, Kartago og Korint blev kristne forfulgt, tortureret og henrettet ubarmhjertigt.

Religiøse ledere blev sendt i eksil, og almindelige kristne tvunget til at tilbede de romerske guder. Mænd, kvinder og børn blev gennet sammen på offentlige pladser og korporligt tvunget til ofring. Offervin blev sprøjtet ud over alle varerne på markedet, så de kristne måtte vælge mellem at spise mad indviet for de romerske guder eller sulte. De, som gjorde modstand, fik konfiskeret deres formue, blev fængslet eller underkastet tortur.

Hellige skrifter blev beordret brændt, kirker revet ned, og Jesus-tilhængere i administration og militær frataget deres titler og rang. De, som var for åbenmundede, fik tungen revet ud eller brændt levende.

“Vores frygt er, at de med tiden vil (...) inficere hele imperiet med en ondsindet slanges gift”, skrev kejser Diocletian i 302.

Kristne gik under jorden

Blandt de kristne fik forfølgelserne blot troen på Jesus til at vokse. “Oh, hvilket ærefuldt og velsignet lod kan ved Guds nåde tilfalde en mand, at han under tortur og i dødsangst kan vidne, at Gud er herren – med flænset krop og halvt opgivet ånd bevidne, at Kristus er Guds søn”, skrev en martyr.

En populær fortælling blandt datidens troende handlede om biskoppen af Smyrna, der blev dømt til bålet. Foran flere tusinde tilskuere tog den aldrende biskop imod sin dom med oprejst pande. “I truer med ild, som brænder en time for snart at dø; for I er uvidende om den kommende dommedags ild og evig straf, der er forbeholdt de vantro”, erklærede biskoppen, inden han lod sig sluge af flammerne.

For en romersk guvernør i Asien blev de kristnes dødsdrift for meget, da en stor gruppe henvendte sig til ham for at blive henrettet. Han dræbte et par stykker, men da resten også ville slås ihjel, udbrød han: “I sølle skrog, hvis I virkelig vil dø, er der klipper, I kan springe ud fra, og reb, I kan hænge jer i”.

Troen på Jesu budskab var så stærk, at end ikke et romersk forbud mod begravelser kunne stoppe de kristne. I den hærdede vulkanske aske under og omkring Rom gravede de møjsommeligt gange og tunneller, der strakte sig over 170 km og nogle steder løb i fire lag. Her begravede de kristne – modsat romerne, der brændte de døde – deres faldne martyrer i mørke katakomber langt under jorden, så de kunne genopstå i kød og blod, når Guds rige kom.

• Forrige Side 2 af 3 Næste