Det stumme skrig og det smertefulde udtryk har i næsten 130 år fascineret forskerne. 

© Atlantic Productions

Den skrigende mumie var hovedperson i spektakulært statskup

I årevis har forskere forsøgt at løse gåden om mumien med det stivnede skrig, der blev fundet blandt faraoer. Nu afslører DNA-analyser, at den døde var hovedpersonen i Egyptens mest spektakulære statskup.

14. februar 2018 af Natasja Broström

Gaston Maspero, leder af det egyptiske råd for oldtidsminder, følger opmærksomt arbejdernes mas med at slæbe kasse efter kasse ind i det smeltende varme lokale. 

Trækasserne er banket sammen af uhøvlede brædder, men deres indhold er uvurderligt. Fem år før, i 1881, har den franske egyptolog i et område kaldet Deir-el-Bahari på Nilens vestbred fundet 40 mumier og deres kister. 

Bl.a. af de legendariske faraoner Ramses 2., Seti 1 og Thutmosis 3. Af frygt for gravrøvere har Maspero fået mumierne fragtet til det arkæologiske institut i Kairo. På denne hede dag i slutningen af juni 1886 er egyptologen klar til at se nærmere på sine fund.

Maspero kan tyde de dødes navne ud fra de 3.000 år gamle hieroglyffer på kisterne. Men én af kisterne skiller sig ud; den har ingen udsmykning eller inskriptioner. 

Maspero studser over paradokset: Kisten af kostbart cedertræ er fundet i en kongegrav, men det manglende navn tyder på, at den døde har begået en forbrydelse. Uden et navn vil afdøde ikke nå det hinsides. En frygtelig forbandelse for datidens egyptere. 

Maspero og assistenterne, lægen Fouquet og kemikeren Mathey, får kisten åbnet, men da bandagerne om mumiens ansigt bliver fjernet, får de et chok:

“Alle, som så ham, mente fra første færd, at han så ud, som om han var blevet forgiftet. Maven og underlivets sammentrækning, den desperate måde, hovedet var kastet tilbage på, og udtrykket af ulidelig smerte hen over ansigtet gav næppe nogen anden forklaring”, skrev Gaston Maspero siden i sin bog “Les Momies Royales de Deir-el-Bahari”.

Lægen Fouquet støtter gift-teorien pga. mumiens “sidste, skrækkelige krampetrækninger, som efter tusinder af år stadig kan ses”, men Mathey er overbevist om, “at den elendige med vilje er kvalt af iltmangel. Sandsynligvis ved at være blevet levende begravet”.

De tre eksperter gør flere makabre opdagelser: Mumien har stadig sine indre organer, hvilket ikke stemmer med datidens balsameringsmetoder; det er svøbt i gedeskind, som var rituelt urent i datidens Egypten, og håndleddene bærer mærker af at være blevet bundet stramt. 

Sådan en skæbne kan kun være overgået en kriminel. Men trods mysteriet må de tre mænd opgive at identificere liget. I stedet navngiver de ham efter deres alfabetiske journalsystem over ukendte mumier: Ukendt Mand E.

Siden Maspero fandt mumien for mere end 125 år siden, har forskere verden over kæmpet for at løse gåden om “den skrigende mumie” – et tilnavn, mumien fik pga. sit plagede ansigtsudtryk. Med moderne skanninger og DNA-analyser er forskere nu tæt på at løse mysteriet.

Dødsskrig er en naturlig reaktion. Mumierne af sicilianske kapucinermunke har samme stivnede “skrig" som Ukendt Mand E. 

© Bridgeman Images

Forbryder fik sjusket begravelse

Trods flere undersøgelser kort efter fundet forblev “den skrigende mumie” et mysterium. Imens voksede antallet af teorier. Nogle eksperter mente, at Ukendt Mand E var en vigtig person, som døde i udlandet, hvor kendskabet til egyptiske balsameringsmetoder var minimal.

Andre mente, at Ukendt Mand E ikke var egypter, men hittit. I 1300-tallet
f.Kr. rejste en hittitisk prins til Egypten for at indgå ægteskab med enken efter den såkaldte kætterkonge Akhenaton. 

Men prinsen nåede kun Egyptens grænse, hvor han døde af sygdom – eller blev myrdet. På grund af sin fremmede herkomst blev prinsen svøbt i et urent dyreskind, mente tilhængerne af teorien.

Sagen var næsten opgivet, indtil egyptologen Bob Brier i 2004 langt om længe fik lov at undersøge den mærkværdige mumie. I næsten 100 år havde ingen set Ukendt Mand E. Bob Brier kunne hurtigt konstatere, at afdøde – præcis som Maspero havde beskrevet – var svøbt i et gedeskind. 

Ligesom Maspero kunne Brier heller ikke finde et snitsår, hvor maven havde været åben, så de indre organer kunne fjernes. CT-skanninger viste det samme: Hverken organer eller hjernen var fjernet, hvilket ellers var standardprocedure ved en balsamering. 

Balsamørerne havde hældt konserverende harpiks ned i mandens hals i stedet for ind i det tømte kranium via rør placeret i næseborene. Liget var kun sparsomt strøet med natron og ikke ordentligt udtørret efter de gamle balsameringsforeskrifter.

Ukendt Mand E var desuden blevet begravet i en kiste, som slet ikke var lavet til ham. I begge ender og i siderne var der hakket stykker af træet for at gøre plads til liget. 

Til gengæld kunne forskerne afvise, at den ukendte mand var død af gift eller blevet begravet levende, da de ikke fandt giftspor eller tegn på en langsom kvælningsproces.

Samlet set måtte Bob Brier konkludere, at fortidens balsamører havde forsøgt at bevare liget, om end på en temmelig sjusket – næsten demonstrativt sjusket – måde. Eksperterne var mere forvirrede end nogen sinde.

Prins blev forbandet i evigheden

For at komme gådens løsning nærmere gav Egyptens råd for fortidsminder i 2011 tilladelse til, at et hold af internationale forskere kunne udtage DNA-prøver af Ukendt Mand E.

Hidtidige dateringsmetoder havde fastslået, at manden var mellem 18 og 20 år, og at han stammede fra 1100-tallet f.Kr. En tid, hvor Ramses 3. sad på Egyptens trone. Retsmedicinerne kunne herefter sammenligne DNA-prøven med DNA, der tidligere var blevet udtaget fra Ramses 3.s mumie.

“Vores genetiske analyser beviser én gang for alle, at de to var tæt beslægtede. De deler samme Y-kromosom og mere end 50 procent af deres arvemateriale, hvilket er typisk ved far-søn-relation”, konkluderede retsmedicinerne.

Hvis Ukendt Mand E var en af Ramses sønner, forklarer det, hvorfor han blev fundet sammen med andre royale mumier. Bob Brier havde fundet kendetegn på Ukendt Mand E, der støttede formodningen om den kongelige oprindelse: Hennafarvede tånegle – som det var tradition blandt de kongelige – og en karakteristisk frisure for prinser.

Men hvorfor blev prinsen begravet så sjusket, svøbt i et urent gedeskind og i en kiste uden navneskilt, så den afdøde ikke nåede det hinsides?

Forklaringen skal findes i en samling papyrusruller, kaldet “De Juridiske Skrifter”. De fortæller historien om en retssag, et kongemord og en storstilet paladsrevolution, som gik grueligt galt for de involverede komplotmagere. Herunder Ramses' søn, Pentawere, der stræbte efter faderens trone.

Negle afslører identiteten

Eksperter vurderer i dag, at Ukendt Mand E sandsynligvis var prins. Undersøgelser af den døde viser tydelige tegn på kongelig herkomst.

  1. Hennafarvede tånegle
    Henna blev i datidens Egypten ofte brugt til at farve negle, hænder og fødder på afdøde kongelige. Da arkæo­logen Bob Brier undersøgte Ukendt Mand E i 2004 og igen i 2006, havde liget tydeligt hennafarve på sine tånegle.

  2. Kongelige huller i ørerne
    Liget har huller i ørerne, og efter eksperternes vurdering har Ukendt Mand E båret kostbare guldørenringe. I det 20. dynasti (ca. 1100-tallet f.Kr.), hvor afdøde levede, var ørenringene højeste mode blandt overklassen. Ukendt Mand E blev begravet som en for-bryder, og ringene er sandsynligvis blevet fjernet under balsameringen.

  3. Frisure som en prins
    Mumien kaldet Ukendt Mand E bærer en kraftig sidefletning. Fra adskillige samtidige relieffer ved forskerne, at denne særlige side­fletning kun blev båret af prinser.

  4. Kostbar kiste
    Ukendt Mand E blev begravet i en kiste uden navn eller udsmykning, men hans kiste var af cedertræ, en træsort, der var forbeholdt de rigeste og medlemmer af kongehuset.

Statskup skulle fjerne gammel tyran

I år 1155 f.Kr. var det før så stærke egyptiske rige på sammenbruddets rand. I årtier havde Ramses 3. holdt sammen på landet og sikret rigets grænser, men den engang fyrige hersker med tilnavnet “den store tyr” var nu en gammel, selvglad tyran. 

Og mens farao overfor udenlandske delegationer pralede med sit sølvservice og sine guldkopper, var landet hærget af hungersnød, og arbejderne på faraos byggepladser fik hverken løn eller mad:

”Vi er sultne (…) der er intet tøj, ingen olie, ingen fisk, ingen grøntsager”, lød klagerne i en officiel embedsskrivelse til farao fra de utilfredse arbejdere.

Utilfredsheden var på kogepunktet, da Ramses 3. med familie i 1155 f.Kr. kom til Theben for at fejre faraos 20 år på tronen. Modsat sine forgængere havde Ramses 3. ikke valgt en førstedronning. I stedet kæmpede to kvinder, Teya og Isis, om faraos gunst. 

Isis var mere populær, og Teya indså, at hendes søn Pentawere aldrig ville blive farao i stedet for Isis’ søn Amonhirkhopshef. Teya valgte derfor at tage sagen i egen hånd: Farao skulle myrdes, og en opstand mod den upopulære despot ville lede Pentaweres vej til den egyptiske trone.

Men et anslag mod farao var som at rette et slag mod guderne. Teya allierede sig derfor med magikere, som bl.a. skulle kaste forbandelse på Ramses III's livgarde og – ifølge de juridiske skifter – “lamme deres lemmer”. 

Den sorte magi ophævede samtidig gudernes beskyttelse af farao. Teya fik også støtte fra et par generaler, som ifølge de gamle skrifter stod klar i kulissen til at “samle mænd, gribe til våben og gøre oprør mod deres herre”.

En forårsaften i 1155 f.Kr. slog kupmagerne til. Hvad der konkret skete, ved forskerne ikke, for sagsakterne afslører ingen detaljer. Men attentatet må være sket, for et par dage senere blev det ifølge de juridiske skrifter “officielt meddelt, at høgen er fløjet til himmels”. Ramses var død.

Statskuppet, derimod, blev en dundrende fiasko; befolkningen turde ikke rejse sig og vælte selveste gudernes repræsentant på jord. 

I stedet blev Pentawere og 30 andre dømt for “at bedrive vederstyggeligheder mod deres land” ved at “opildne til opstand mod deres herre”. Straffene var hårde. Enkelte fik lov at dø for egen hånd, men størstedelen af de involverede blev henrettet.

Som den første i næsten 100 år fik Bob Brier tilladelse til at undersøge Ukendt Mand E.

© Pat Remler/ww.archeology.org

Far og søn blev slået ihjel

De gamle, juridiske skrifter giver ikke svar på, hvordan Ramses 3. døde, og hvad der blev af tronraneren Pentawere efter det fejlslagne kupforsøg.

For at finde svar på, hvordan Ramses døde, havde Gaston Masparo og flere senere eksperter forsøgt at “udpakke” den gamle farao. 

Men de måtte alle opgive – bandagerne om liget var så tykke og stramme, at processen kunne skade den skrøbelige mumie uopretteligt. Men med CT–skanninger formåede Bob Brier at se ind under bandagerne uden at skade mumien uopretteligt.

Den gamle farao var blevet CT–skannet før, men denne gang koncentrerede forskerne sig om området nær halsen og nakken, der hidtil ikke var blevet undesøgt. For første gang i 3.000 år så de gennem stoffet og ind til halshvirvlen. Det, de så, gav dem svaret: Farao Ramses havde fået halsen skåret over.

Lige under strubehovedet fandt retsmedicinerne et syv cm langt sår på halsen. Eksperterne var ikke i tvivl om, at såret var blevet påført med et skarp kniv og havde medført øjeblikkelig død. Som et magisk plaster havde balsamørerne lagt det hellige Horus-øje i form af en amulet ind i såret.

Opdagelsen fjernede den sidste rest af tvivl hos forskerne om, hvordan Ramses blev myrdet. Tilbage stod spekulationerne om, hvorvidt Pentawere, den oprørske søn, valgte at tage sit eget liv – eller om han blev henrettet.

Var Ukendt Mand E liget af den unge tronraner, havde retsmedicinerne fundet en mulig dødsårsag: Mumien havde usædvanligt sammenpressede hudfolder og rynker omkring halsen samt en oppustet brystkasse. Forandringerne kan være sket under balsameringen, men eksperterne kan ikke udelukke, at Ukendt Mand E blev stranguleret.

“Den skrigende mumie” var altså en ung mand på ca. 18 år, som hængte sig selv eller blev stranguleret. Den tilsyneladende sjuskede balsamering kan have været den nye faraos måde at sikre sig, at tronraneren for altid ville blev holdt væk fra livet i det hinsides. Om han er prins Pentawere, kan forskerne endnu ikke fastslå med 100 pct. sikkerhed.

“Men han er en god kandidat”, fastslår retsmedicinerne i deres officielle undersøgelsesrapport fra 2012.

Opdatering: Artiklen er fra HISTORIE nr. 18/2014. Arkæologer har netop slået fast, at den skrigende mumie rent faktisk er identisk med prins Pentawere. Det kan du læse mere om her. 

Læs mere

 Pascal Vernus: Affairs and Scandals in Ancient Egypt, Cornell University Press, 2003. Susan Redford: The Harem Conspiracy – The Murder of Ramesses III, Northern Illinois University Press, 2008. Naguib Kanawati: Conspiracies in the Egyptian Palace – Unis to Pepy, Routledge, 2002.

Måske er du interesseret i...

Læs også