Hagbys nye kirke blev bygget i 1830 oven på ruinerne af byens middelalderkirke. Runestenen er dekoreret med en fugl, en lang drage og ordene “Jarl og ... stenen efter Gerfast, hans far”. Et lille stykke af runestenen mangler, så teksten er ukomplet.

© Uwezi, Emelie Sunding/Upplandsmuseet

Forsvunden runesten fundet nær Uppsala

I 1830 forsvandt en stor runesten, og arkæologerne regnede den for tabt. Nu er stenen dukket op af jorden foran en svensk kirke.

17. januar 2017 af Jannik Petersen
Egentlig skulle håndværkerne bare grave en ny lynafleder ned ved Hagby Kirke nær Uppsala, men så ramte de noget stort og hårdt med skovlen.

Arkæologen Emelie Sunding var til stede for at overvåge gravearbejdet, og hun kunne efter få minutter slå fast, at de havde fundet en stor runesten fra vikingetiden. 

Ovenikøbet en runesten, som havde været forsvundet siden 1830.

Dengang blev Hagbys vakkelvorne middelalderkirke revet ned for at give plads til en moderne kirke.

Berømthed i runernes verden

I forbindelse med anlægsarbejdet forsvandt runestenen, og ifølge rygter var den blevet kørt hen til den lokale stenhugger for at blive forvandlet til en møllesten. Historien var heldigvis ikke sand. 

Den 180 cm høje og 130 cm brede runesten lå på sin oprindelige plads ved indgangen til middelalderkirken og var blot blevet dækket med jord. Lokalbefolkningen havde derefter glemt alt om sagen.

Allerede i 1600-tallet gengav en svensk kunstner inskriptionerne på stenen, og hans tegning var med i bogen “Bautil” fra 1750, der omtaler de fleste af Sveriges kendte runesten.

Derfor var stenen let at identificere, og hvad der først lignede en almindelig gravsten, viste sig at være lidt af en berømthed inden for runestenenes verden. 

Uppland er et mekka for runesten 

1.334 af Sveriges 2.881 kendte runesten er fundet i Uppland – området umiddelbart nord
for Stockholm.

Kunstneren er berømt

50 runesten af rune-risteren Fot kendes allerede. Fx U 448, som er vist her. Fot levede i midten af 1000-tallet. 

3 hurtige spørgsmål

Emelie Sunding
Arkæolog ved Upplands-museet i Uppsala, Sverige. 

Hvor overraskende er fundet?
Det er sensationelt! En hel runesten er ikke fundet i Sverige siden 2011. Det er ekstra spændende, at stenen blev anset for at være flyttet og gået tabt.

Hvor har I nu gjort af stenen?
Den står inden døre og skal i løbet af vinteren rengøres af en stenkonservator.
Stenen er i fornem stand, så den kræver nok ikke egentlig konservering. Hvis vi er heldige, finder vi farverester nede i inskriptionerne og kan således fortælle mere om, hvordan
runesten blev dekoreret i vikingetiden.Til sidst skal runerne males op igen.

Hvornår og hvor skal stenen udstilles?
Runestenen vender sandsynligvis tilbage til Hagby Kirke. Vi håber, at det bliver i løbet af 2017. Den skal stå nær det sted, hvor vi fandt den. 

Måske er du interesseret i...

Læs også