Sådan ser indgangen til Massakregrotten ud i dag.

© Wikimedia/Christian Jones

Menneskeknogler fundet i skotsk massakregrotte

53 menneskeknogler dukkede for nylig op i Massakregrotten på øen Eigg. Knoglerne stammer fra nogle af ofrene, der mistede livet i de begivenheder, der gav grotten det blodige navn.

29. marts 2017 af Nanna Apergis

I 1577 troede 400 beboere på den skotske ø Eigg, at de havde valgt det perfekte skjulested: 

En grotte skjult af et vandfald og med en indgang så smal, at det krævede både smidighed og tid at komme ind.

Men da krigerne fra naboøen, som Eigg-beboerne havde skjult sig for i tre dage, endelig fandt dem, kunne hverken vandfald eller indgang redde deres liv.

I stedet blev grotten efterfølgende kendt som "Massakregrotten".

Turist fandt menneskeknogler

Begivenhederne i Massakregrotten er blevet vækket til live på ny, fordi en turist i oktober sidste år fandt menneskeknogler i grotten.

Nu har arkæologer slået fast, at de 53 knogler stammer fra ofrene, der mistede livet i grotten for mere end 400 år siden.

Eskalerende konflikt

Eigg-folkene blev slået ihjel, fordi en konflikt med naboøen Skye eskalerede, da tre Skye-mænd blev forvist efter at have forgrebet sig på Eiggs kvinder.

For at hævne de forviste mænd sendte Skye en gruppe krigere til Eigg. I første omgang fandt de ingenting, og da det begyndte at sne, gav krigerne op.

Men netop som de skulle til at rejse hjem, opdagede de en spejder fra grotten, som efterlod fodspor i den nyfaldne sne og ledte dem direkte til målet.

Døde af kvælning

Krigerne forsøgte at få Eigg-beboerne til at overgive sig. De nægtede, fordi de håbede, at grottens smalle indgang ville få angriberne til at opgive kampen.

Men krigerne dækkede indgangen med tørv og satte ild til det hele.

Næsten alle i grotten blev kvalt af røgen, og ligene blev efterladt til forrådnelse. 

Måske er du interesseret i...

Læs også