Kunstnere og det bedre borgerskab mødtes i 1800-tallet ved Europas spilleborde.

© Bridgeman & Shutterstock

Gamblingens historie: Druk, snyd og ulykkelige skæbner

Pengespil har i tusinder af år haft en magisk tiltrækning på mennesker. Én vinder, tusinder taber, og alligevel spiller vi igen og igen. Gambling-industrien var og er en fristende, farlig verden fyldt med druk, snyd, vold og ulykkelige menneskeskæbner.

14. juni 2017 af Troels Ussing

Kejser Augustus gjorde det, Napoleon elskede det, og Marie-Antoinette kunne blive ved lige til den lyse morgen. 

De spillede om penge, mange penge. Fra fattige bønder til stenrige konger og dronninger – alle typer mennesker har gennem historien været draget af gambling og jagten på den lette og hurtige gevinst.

“En dollar samlet op på vejen giver dig større tilfredsstillelse end de 99, som du måtte arbejde for, og penge vundet på faro eller på aktier sniger sig ind i vores hjerter på samme måde”, tilstod den amerikanske forfatter Mark Twain, der gerne selv kastede sig over 1800-tallets populære kortspil faro og poker.

Men drømmen om den store jackpot blev sjældent opfyldt i en verden fuld af snyd og dårlige vinderchancer. 

For Augustus, Marie-Antoinette og Twain var udfaldet næsten altid det samme: De tabte. Igen og igen. De var imidlertid ikke de første, der lod sig friste, og de blev langtfra de sidste.

Venedigs kasino stillede høje krav til gæsternes påklædning. Dyre rober og trekantede hatte var et must for den, der ville spille kortspillet bassetta eller lotteriet biribi.

© Bridgeman

Romerne tabte til snyd og magi

Ingen ved, hvornår begrebet gamb­ling opstod. Mennesker har til alle tider ladet tilfældet råde i jagten på det størst mulige udbytte. 

Historikerne mener, at selv stenaldermennesker har kastet knogler op i luften og handlet ud fra udfaldet. Den side af knoglen, der vendte opad, afgjorde, hvilken vej jagtruten skulle gå.

Med tiden blev dyrebenene knækket i små stykker og fik indgraveret tegn ligesom på nutidens terninger. 

Den tidligste sekssidede terning, som arkæologer har fundet, stammer fra omkring 3000 f.Kr. og er udgravet i nutidens Irak. 

Terningerne var lavet af keramik, elfenben, eller træ, materialer, der gjorde kubens flader ens og dermed chancerne for at ramme de forskelllige udfald lige store.

Den fascinerende kube tiltrak siden romeres opmærksomhed, og lyden af den lille klods, der blev kastet, genlød på gader og pladser i Romerrigets byer. 

Mændene var vilde med brætspil – og der skulle helst være mønter på spil, selvom det i princippet var ulovligt at spille om penge. Især ludus duodecim scriptorum, eller “spillet om 12 linjer”, var populært. 

Her brugte romerne tre terninger til at rykke 15 brikker fremad på en stenplade, en idé, der senere var med til at inspirere brætspillet, vi nu kender som backgammon.

Fund af brætspil i badeanstalter, retsbygninger og sågar templer bevidner, at romernes dagligdag var spækket med gambling, og middel­havsfolket tøvede ikke med at snyde sig til gevinsten. 

Fupmagerne lavede fx snydemønter til at spille navia aut caput, den romerske version af plat eller krone. 

Ved at dele pengestykket i to og sætte et lille stykke jern ind, inden de igen smeltede mønten sammen, kunne snydepelsene få pengestykket til at lande på én bestemt side, så chancen ikke længere var fifty-fifty for, om skibsbilledet eller kejserportrættet vendte opad, når mønten landede. 

Ved mødet med svindel af den slags ville den intetanende spiller være dømt til at tabe, allerede længe før mønten var kastet.

Spillekort indtog Europa

Også i Fjernøsten blev gambling tidligt en fast del af hverdagen. Arkæologiske fund viser, at kineserne sandsynligvis spillede lotteri så tidligt som i 2300 f.Kr., og 2.000 år senere blev lotterispillene brugt af Han-dynastiet, der solgte en form for keno-sedler. 

Indtægterne gik blandt andet til kejserens finansiering af byggeprojekter, herunder udvidelsen af Den Kinesiske Mur. Lotteriet blev kaldt “hvid due-spil”, fordi hvide duer bragte resultaterne fra by til by.

Også spillekort, mener historikerne, stammer fra Riget i Midten. Kineserne brugte i 800-tallet kort med tegn, som spillerne kunne vinde fra hinanden. 

Med tiden røg spillekortene med i pakdyrenes tasker, når handelsrejsende drog mod vest, og i 1300-tallet tog kortspillet Europa med storm. Bønder, konger og adelsfolk – ingen kunne få nok af at spille kort.

Til gengæld fik magthaverne nok i 1500-tallet, hvor flere middelhavsegne bandlyste pengespil, fordi borgerne, rige som fattige, forsømte arbejdet for at hænge ud ved kort- og terningebordene. 

Spilstoppet skulle samtidig genoprette ro og orden i bystaterne, hvor tabere ofte lod knytnæverne tale i frustration.

I Venedig betød forbuddet mod pengespil dog bare, at gamblerne rykkede ind i private hjem. 

Her tilranede adelsfolk sig store profitter ved at forlange en del af spillernes indsatser. For det venetianske bystyre var den slags lyssky virksomhed uacceptabel, men svær at forhindre. 

Kunne det skændige foretagende ikke stoppes, kunne bystaten dog lige så godt selv skrabe dukater ind på gamblingen, ræsonnerede magthaverne. 

Venedig gik derfor all in og åbnede verdens første kasino – et sted, hvor borgerne havde lov til at spille mod en fast bank.

Jarlen af Sandwich, John Montagu, fik i 1760’erne sine tjenestefolk til at servere kødstykker mellem to skiver brød, så han kunne spise og spille kort på samme tid.

© Shutterstock

Kasinospillerne bar masker

Kasinoet Il Ridotto Pubblico tæt på San Moisè-kirken i Venedig slog dørene op for karnevalsbyens borgere i 1638. 

Fra første dag strømmede både italienere og turister til det legale fire etager høje spillehus, hvor gæsterne i to små velkomstrum kunne forsyne sig med kaffe, te, chokolade, vin, pølse, ost og frisk frugt.

Gæsternes appetit rettede sig dog først og fremmest mod kortspillet, og husets dealere, som var iført parykker og sorte kapper, stod altid parat til at skovle de besøgendes hårdt tjente penge til sig.

For at sikre en høj indtjening indførte kasinoet høje minimumsindsatser, som betød, at kasinospillerne som oftest var velhavende. 

Præsentabelt tøj var et krav, og lokalerne emmede af mystik, fordi alle spillere på nær adelsfolk skulle bære masker, når de besøgte kasinoet.

“Det er i sandhed fornøjeligt at betragte så megen mærkelig tøjmode og forskellige måder at opføre sig på”, noterede den italienske eventyrer Giovanni Francesco Gemelli Careri sig efter at have aflagt flere besøg på Ridotto.

Men Careri så også bagsiden af medaljen, når hele formuer gik tabt.

“Jeg ser deres (spillernes, red.) fornøjelse blive ødelagt, når de taber”, skrev eventyreren, der – som mange andre – benyttede betegnelsen “Djævlens Hus” om det venetianske gamblingmekka.

Poeten og præsten Lorenzo da Ponte fik nok, da han så en kollega sælge sin kjortel for at skaffe flere penge til spil.

“Ikke mere gambling, ikke flere kvinder, ikke mere Venedig”, nedfældede poeten, inden han i afsky pakkede sin kuffert og flygtede fra syndens by.

Mange andre delte præstens mening om den umoralske gesjæft. Ridotto måtte lukkes for at “bevare fromheden, holde lydniveauet nede og moderere opførslen” i Venedig, erklærede et byrådsmedlem i 1774. Samme år lukkede verdens første kasino dørene efter 136 år.

Kendisser mistede formuer i kurbyer

Spillehuse havde vist sig som en lukrativ forretning, og rundt­om­kring i Europa stod driftige forretningsfolk og magtens mænd klar til at tjene fedt på folkets spillelyst. 

Fra sidste del af 1700-tallet udnyttede førende kurbyer som belgiske Spa og tyske Baden-Baden og Homburg feriegæsters lyst til at satse penge i jagten på den store jackpot. 

Ved at betale faste afgifter til de lokale magthavere fik ejerne lov til at forvandle deres kurhimmeriger til de rene spilleparadiser.

Gennem 1800-tallet lokkede byerne gamblere til med teaterstykker, balletter og operaer, som gæsterne kunne nyde efter en tur i de velgørende kilder. 

Underholdningen medvirkede til, at turisterne var i godt humør, når de efter forestillingerne gik videre til bordene med blackjack – på den tid kendt som 21 – og det nye store hit på spillefronten: rouletten, et djævelsk spil, som ofte tømte gæsternes lommer.

Komponisten Johann Strauss tjente 2.000 franc, hver gang han gav koncert i Baden-Baden og Homburg. 

Når Strauss pakkede dirigentstokken væk, blandede komponisten sig imidlertid med de andre gamblere under spillehallens guldbelagte lysekroner, og da han var færdig med sin koncertserie i de tyske kurbyer, havde den ­berømte komponist ikke bare spillet sin løn op, men også formøblet hele sin indtjening fra en turné i Amerika.

Også kendte forfattere følte sig draget af Baden-Badens kortspil og rouletter. 10 år før russeren Lev Tolstoj færdiggjorde sin verdensberømte roman Krig og fred, lod forfatteren sig hypnotisere af roulettens roterende hjul. Tolstoj satsede hele sin opsparing – og tabte alt.

Tolstojs kollega Fjodor Dostojevskij gik det ikke meget bedre. Forfatteren havde netop udgivet sit store mesterværk Forbrydelse og straf og romanen Spilleren, da han i sommeren 1867 slog sig ned i Baden-Baden. 

Når Dostojevskij ikke skrev, spillede han, og de tre første dage sad han i held – 100 franc blev til 4.000. Gevinsten gav forfatteren mod på mere. “Ud over at jeg selv vandt, så jeg hver dag, hvordan andre gamblere vandt fra 20.000 til 30.000 franc. 

(Taberne hører man aldrig om). 

Hvorfor skulle de andre klare sig bedre end jeg?” skrev forfatteren senere om de berusende dage på kasinoet.

Naturligvis skete det, som ikke måtte ske. “Jeg gamblede igen – og tabte. Ikke bare hvad jeg havde vundet, men alle mine penge ned til den sidste øre. Jeg blev sygeligt eksalteret og tabte konstant”, skrev Dostojevskij senere.

Forfatterens pengetab var intet særtilfælde blandt spillerne; kun kurbyernes kasinoejere kunne tage bad i penge.

Flirtende blikke og et kig til barmen fik mændene til at forhøje indsatsen.

© Getty Images

Døden var makker i det vilde vesten

Mens europæerne drak champagne i eksklusive kasinoer, var kulissen en helt anden i det vestlige Amerika, som mange af Europas fattige var søgt til i løbet af 1800-tallet. 

Spillelidenskaben tog de med, men de pæne manérer forsvandt som dug under den hede præriesol.

Når nybyggerne havde knoklet i uger med plov og økse, tog de hestevognen til nærmeste by, skubbede saloondøren op og bestilte en whisky. Til lyden af det mekaniske klaver røg pokerkortene på bordet. 

Oprindeligt var spillet fransk, men cowboyerne og farmerne havde svært ved at sige poque, så kortspillet blev til “poker”. Også spillets 52 kort og kombinationer som straight og flush blev tilføjet spillet mellem 1830 og 1850.

Byturene var en dyr fornøjelse. Penge fra de solgte afgrøder røg i lommerne på professionelle gamblere, der levede af at tørre de urutinerede jorddyrkere. 

Ofte var snyd i form af mærkede kort og fup under kortgivningen en del af proffernes repertoire. 

Storgamblerne rejste fra by til by for at ribbe nye ofre, og saloonejerne lod dem gøre det, så længe de afleverede en nærmere aftalt procentdel af aftenens gevinst på bardisken.

Også på flodbådene i Amerika stjal svindlere penge fra tusinder af spillegale mennesker. George Devol skrev i bogen “40 år som gambler på Mississippi”, hvordan han i midten af 1800-tallet med en makker fuppede sig til tusinder af dollars på dampbådene ved at sætte et bord op med “trekorts-monte”. 

Rejsende rigmænd blev fristet, da de så, hvor nemt det var at udpege et ud af tre kort, der ville give dem gevinst. Når det blev deres tur – og ikke Devols makkers – var oddsene dog lig nul.

Den fingernemme Devol kunne nemlig udskifte vinderkortet uden at blive opdaget. Andre gange brød Devol simpelthen ind i fremmedes kahytter og mærkede deres medbragte kort.

På den måde var svindleren klar til at ruinere gamblerne, når de senere på aftenen mødte hinanden ved flodbådens spillebord.

Langt størstedelen af al gambling i det vilde vesten foregik i kvægbyerne eller i de såkaldte boomtowns, hvor enten fund af guld eller jernbanebyggeri fik byerne til at vokse eksplosivt. Enlige mænd var i overtal, og det gjorde, at gambling snart overskyggede alt andet.

“Hvor mænd er samlet og lever ubekvemt, hvor der ingen familiebånd eller social kontrol er, ingen kirker, ingen religion, ser man gambling og fordærv i alle forfærdelige afskygninger”, lød det fra en besøgende i minebyen Aurora, Nevada, som blomstrede i 1860’erne.

Tusinder af lykkeriddere ødslede guldfund og lønninger væk på gambling, så de ikke engang havde penge til rejsen hjem.

Med så meget på spil i et samfund, hvor seksløberne i forvejen sad løst, endte kortspillene ofte blodigt.

Vold vidste revolvermanden “Wild Bill” Hickok alt om. Pistolmanden var altid at finde bag en pokerhånd, og sad han ikke i held, brugte han ofte sit revolverløb til at true sig til puljen.

I august 1876 fik Hickok dog sin egen medicin at smage.

En aften i spillebyen Deadwood afdankede Hickok sin modstander Jack McCall og lånte ham penge til morgenmad. Ydmygelsen var for meget for McCall, som næste aften sneg sig ind på Hickok, der som sædvanlig sad bænket ved pokerbordet.

“Dit svin! Tag den!” skreg McCall bagfra og sendte en kugle i nakken på “Wild Bill”, som faldt død om.

På hånden sad Hickok med to sorte esser og to sorte ottere. Fremover fik lige præcis den pokerhånd navnet “dead man’s hand” – “død mands hånd”.

Kasinoet i Monte Carlo var i årtier fyrstedømmet Monacos vigtigste indtægtskilde.

© onlinecasino.sg & Library of Congress

Gamblerne forsvandt ud i ørkenen

Mens gamblingen ofte løb løbsk i det vilde vesten, beviste franskmanden François Blanc i sidste halvdel af 1860’erne, hvordan et hul kunne blive til et pengeparadis. 

Blanc anlagde veje til det ellers ufremkommelige Monaco og byggede et stort kasino – et “funklende sted”, hvor gamblerne blev modtaget af “tusind kupler af ild” ved indgangen, som avisen London Times berettede.

Blanc moderniserede samtidig branchen ved at registrere spillerne, så svindlere herefter kunne nægtes adgang.

Amerikanerne lod sig inspirere af Blanc, og i 1869 valgte Nevada at gøre spil lovligt. Ørkenstaten led under, at mange boomtowns var blevet til spøgelsesbyer, men ved at tillade spillebuler, som betalte afgift til kommunekasserne, skulle Nevada rejse sig fra støvet. 

I årtier frem fortsatte udviklingen, og Las Vegas blev stille og roligt esset blandt verdens spillebyer – ikke mindst da fabrikker og kaserner blev placeret i byen under 2. verdenskrig. Det trøstesløse landskab var en fordel for kasinoerne: 

Der var intet andet at foretage sig end at gamble.

Ligesom Monte Carlos “kupler af ild” lyste gamblinghallerne i Nevada op i landskabet med glimtende neonlys. 

Fra 1950’erne har kasinoerne desuden lavet historiske temaer over det vilde vesten og Romerriget, hvor de første pokerhænder og terninger var kastet. I dag jagter alverdens borgere stadig den store

jackpot, og mere end 40 millioner mennesker besøger årligt verdens gambling-hovedstad, Las Vegas, som også går under det mindre flatterende navn “Syndens By”.

Vegas holder stadig fast i idéen om, at alle kan vinde den store gevinst. Og det er naturligvis muligt at vinde – blot er det stadig langt mere sandsynligt at tabe. 

Det erkendte François Blanc da også, da han postede millioner af franc i at lokke spillere til sit Monte Carlo Casino i 1860’erne. 

Med reference til sit efternavn, som betyder “hvid” på fransk, havde han et motto, der entydigt slog fast, hvem der er kasinoets største vinder, når roulettens hjul snurrer.

“Nogle gange vinder rød, nogle gange vinder sort. Men Blanc vinder altid”.

Måske er du interesseret i...

Læs også