Ved Grædemuren sørger ortodokse jøder over tabet af Salomons Tempel, der ­ifølge Bibelen rummede Pagtens Ark.

Guide: Bibelens Jerusalem

Tusinder af kristne, jødiske og muslimske pilgrimme valfarter hvert år til samme by, Jerusalem. Den Hellige Stad er hellig for dem alle og har været det så længe, at bibel- og byhistorie er smeltet sammen. Print vores guide til Jerusalem eller prøv den interaktive tur med Google Earth.

21. februar 2011 af Sebastian Relster


Hver dag udspiller forunderlige scener sig i Jerusalem, som ikke kan opleves i andre byer. Grupper af kristne pilgrimme beder fællesbøn på stedet, hvor et marmorskilt fortæller, at Jesus faldt med korset. Mellem dem zigzagger ortodokse jøder med øre-krøller, sort bredskygget hat og lang frakke på deres vej til Grædemuren. Og over dem kalder muezzinen muslimerne til bøn fra minareternes skrattende højtalere.

Jerusalem er Den Hellige Stad for hele tre verdensreligioner, og koncentrationen af helligdomme er højere end noget andet sted: Jesus' grav, Tempelbjerget, Grædemuren... De mange religiøse udflugtsmål er en magnet for pilgrimme og nysgerrige turister, og de labyrintiske gader i den gamle bydel giver genlyd af tungemål fra hele verden.

De troende sameksisterer nogenlunde fredeligt. Men freden er skrøbelig, for ingen andre byers historie er blevet så blodplettet i Guds navn. De tre religioner udspringer af samme tidlige jødedom og bygger i vidt omfang på samme beretninger. Derfor har de også gjort krav på samme helligdomme med en uforsonlig forbitrelse, der har varet i århundreder.

For hver ny erobring er kirker, moskeer og synagoger lagt i ruiner eller tilpasset de nye sejrherrers smag. Og undervejs er bibel- og byhistorie blevet vævet så tæt sammen, at selv koldblodige historikere har svært ved at rede trådene ud, når det mindste arkæologiske fund tages som gidsel i ophedede religiøse diskussioner.

Jerusalem er nok anlagt på klippegrund, men den er bygget på tro. Og en byvandring fører ikke kun den besøgende rundt i en urgammel stad, men også i tre religioners historie.

Grædemuren får én million bønner årligt

Efter et sikkerhedstjek har troende og turister fri adgang til Grædemuren.

Sortklædte ortodokse jøder står i vuggende, mumlende bøn foran Grædemuren. De beder til, at de en dag kan genrejse det tempel, som kong Salomon ifølge jødisk tro byggede for 3.000 år siden på Tempelbjerget.

Andre troende nøjes med andægtigt at røre de store stenblokke, der er mere ladet med symbolik end noget andet i Jerusalem. Grædemuren er jødernes mest hellige sted, og selv den mindste revne mellem stenene er proppet med små, sammenfoldede papirlapper. Bønner til Jahve – Gud – om helbredelse, succes i forretningslivet eller held i kærlighed. En million sedler bliver årligt fjernet fra muren og derefter begravet på hellig grund.

Grædemuren er åben for alle, men besøgende skal først gennem en “lufthavnskontrol” med metaldetektor og gennemlysning.

Tempelbjerget er hellig grund for både jøder og muslimer

Tempelridderne fik tildelt Al-Aqsa- moskeen som hovedkvarter i 1119.

Kun få minutters gang fra Grædemuren fører en overdækket gangbro op til det flisebelagte plateau øverst på Tempelbjerget. Heroppe ligger to muslimske bygninger på det sted, hvor de ortodokse jøder drømmer om at genrejse deres tempel.

Fælles for begge religioner er overbevisningen om, at Abraham blev bedt om at ofre sønnen Isak – i Koranen Ibrahim og sønnen Ismael – på bjergets klippetop. For muslimerne er det også stedet, hvor Muhammed blev ført til himmels af ærkeenglen Gabriel. Da Jerusalem kom under muslimsk herredømme i 638, opførte de derfor Al-Aqsa-moskeen og senere Klippemoskeen, som tilsammen udgør muslimernes tredjehelligste sted efter Mekka og Medina.

Klippemoskeen er opført på Tempel­bjerget. Ifølge muslimsk tradition fór Muhammed til ­himmels herfra.

Da korsfarerne erobrede Jerusalem, indrettede de Klippemoskeen til kirke, og tempelridderne fik hovedsæde i Al Aqsa-moskeen. Ifølge én teori brugte ridderne enorme summer på at grave tunneller i tempelbjerget på jagt efter Pagtens Ark. De måtte dog indstille jagten, da Saladin generobrede Jerusalem i 1187 og bjerget atter kom på muslimske hænder.

Pilgrimme går i Frelserens fodspor

Kristne fra hele verden går i Jesus' fodspor ad Via Dolorosa – også selv om ruten er af temmelig ny dato.

Tusinder af pilgrimme valfarter hvert år til Jerusalem for at følge Jesus’ ­sidste lidelsesfulde vej til Golgata – højen, hvor han blev korsfæstet.

Ifølge Bibelen måtte han slæbe sit eget kors ad Smertens Vej, Via Dolorosa. Ruten er blevet genskabt og snørkler sig gennem virvaret i Jerusalems gamle, smalle gader. På husmurene langs ruten er ni stationer markeret – fra han dømmes til døden og iføres tornekrone, til han taber korset for tredje gang lige før korsfæstelsen. Store grupper af kristne pilgrimme fra hele verden – mange udstyret med store kors – stopper ved hver station for i fællesskab at afsige trosbekendelsen.

Ruten blev fastlagt i 1850, og som med mange andre af Jerusalems hellg­domme stiller arkæologerne sig ret skeptiske ved dens autencitet – alene fordi gadeniveauet på Jesus’ tid lå flere meter under det nuværende.

De kristne slås på Jesus’ grav

Intet må ændres i Grav­kirken. En stige har stået samme sted i 159 år.

De sidste fem stationer på Via Dolorosa findes i Gravkirkens kølige, mørke indre. Her står kristne tålmodigt i kø for at bede ved det lille alter, der er opført oven på stedet, hvor Jesus angiveligt blev begravet.

Gravkirken er kristendommens helligste. Af samme grund er den arnestedet for en af Jerusalems mest bitre religionskrige, der udkæmpes af seks forskellige kristne trosretninger: græsk-ortodokse, romersk-katolske, syrisk-ortodokse, armeniere, koptere og etiopere. I århundreder har de kæmpet om retten til at bestyre kirkens kapeller og hellgdomme. Allerede i 1192 måtte kirkens nøgler overdrages til en muslimsk – og derfor neutral – familie, som lige siden har bestyret dem.

Et særligt ophidset møde i 1834 resulterede i 300 døde, og i 1852 måtte sultanen skære håndfast igennem de mange uenigheder med dekretet “status quo” – intet måtte forandres.

Tiden har stået stille lige siden. Fx står en stige på kirkens facade, som den gjorde i 1852. Når den falder sammen af ælde, bliver den udskiftet og sat nøjagtig samme sted.

Pontius Pilatus vaskede hænder på bymuseet

På Jesus' tid husede Jerusalems citadel den øverste romerske myndighed. Måske også Pontius ­Pilatus, der ifølge Bibelen dømte Jesus til døden.

Jerusalems citadel tårner sig bogstaveligt talt op i den gamle bydel lige inden for bymuren. Hver af befæstningens tårne huser en udstilling helliget én af de mange afgørende perioder i Jerusalems omtumlede historie.

Citadellet selv har også haft en prominent plads i byhistorien. Ifølge nogle historikere var det netop hér, at Pontius Pilatus symbolsk vaskede sine hænder, da han nødtvungent afsagde dødsdommen over Jesus.

Arkæologiske udgravninger i citadellet bekræfter, at stedet på grund af sin højtliggende placering har tjent som fæstning for byens skiftende herskere, også i bibelsk tid.

Blandt dem var den byggeglade kong Herodes, der forsynede befæstningen med tre imponerende tårne – mere for at beskytte sit nærliggende pragtpalads end byens indbyggere. Et af hans tårne står endnu tilbage og giver besøgende en forrygende udsigt over byens tage.

Kong David gjorde ­Jerusalem til hovedstad

Arkæologer har fundet 3.000 år gamle ­bygningsrester i Davids by. Om kong David har regeret hér, er et trosspørgsmål.

I museums- og udgravningskomplekset Davids by har arkæologer blotlagt ruiner af over 3.000 år gamle bygninger, rester af en bosættelse, der var sunket i grus, længe før den nuværende “gamle” bydel i ­Jerusalem overhovedet var opført.

I museets 3-d-biograf fortælles historien om jødernes kong David, der erobrede bosættelsen i år 1000 f.Kr. og gjorde stedet til sit kongesæde. Herfra regerede han i over 30 år og formåede undervejs at holde fjender ude og stridende stammer i skak. Davids søn, den vise kong Salomon, opførte et tempel på bjerget umiddelbart over sit palads – det tempel, som de ortodokse jøder håber en dag at kunne genopføre.

Om Bibelens David og Salomon har haft deres gang i Davids by, er et spørgsmål om tro. Enkelte skriftlige kilder bekræfter, at en historisk kong David har eksisteret, men arkæologerne har endnu ikke fundet beviser, der direkte forbinder ham med ruinerne.

Sikkert er det dog, at Jerusalem kan spore sin oprindelse flere tusinde år tilbage til netop Davids by.

De Dødes Bjerg

Oliebjergets side er dækket af tusindvis af jødiske grave. ­Muslimernes døde er begravet ved foden af Tempelbjerget.

For muslimer og jøder er en begravelsesplads nær eller på selve Oliebjerget eftertragtet, for det er her, de døde vil genopstå først på dommedag.

Bjergets sydvestlige skråning er derfor dækket af titusinder af jødiske gravsteder, og for foden af bjerget, tæt op ad bymuren, ligger muslimernes kirkegård.

De ortodokse jøder mener, at Messias vil åbenbare sig her på dommedag og føre de døde gennem Den Gyldne Port og op til Tempelbjerget. En lignende forestilling om ­genopstandelse går igen hos muslimer, og begge har overleveringer om, at de genopstandne skal ­balancere på en knivsæg eller en meget smal bro fra Olie­bjerget mod Tempelbjerget på dommedag. Kun de rettroende vil klare testen – resten vil være fortabte.

Men her hører enigheden også op. Den osmanniske sultan Suleyman beordrede i 1541 Den Gyldne Port muret til. Og han anlagde en muslimsk kirkegård ved den tilmurede åbning for yderligere at hindre den jødiske Messias i at nå Tempelbjerget.

Den Gyldne Port er stadig tilmuret og står som et af mange monumenter over de stridigheder, der har forfulgt Jerusalem siden byens grundlæggelse.

Gå under jorden ved muren

Grædemuren fortsætter under ­jorden langs templets vestlige side.

Ved pladsen foran Grædemuren tilbydes en guidet tur, der ikke alene fører flere meter ned, men også flere tusinde år tilbage i historien.

Grædemuren er nemlig kun en lille del af Tempelbjergets støttemur – under gadeplan fortsætter muren 485 m. På turen afsløres det, hvorfor romerne visse steder måtte give op, da de ødelagde Herodes' tempel i år 70 e.Kr.: Arbejderne havde tilhugget og indsat over 500 tons tunge klippestykker i muren, og de har trods alt været for stor en mundfuld for de romerske ødelæggere.

http:// international.aish.com/

3.000 års kamp om Tempelbjerget

I centrum af kampen om ­Jerusalem står Tempelbjerget. Ifølge jødisk tradition byggede kong Salomon hér et pragttempel, der blandt andet ­husede Pagtens Ark.

1000 f.Kr. Ifølge Det Gamle Testamente erobrer jødernes kong David en bosættelse neden for Tempelbjerget og gør den til hovedstad i det israelske rige. Hans søn, kong Salomon, opfører Det Første Tempel på bjerget, hvori han anbringer Pagtens Ark.

587-445 F.Kr. I Bibelen fortælles, at Jerusalem plyndres af babylonierne og ­Salomons ­tempel lægges i ruiner. Først da perserne overvinder babylonierne, får ­jøderne lov at vende tibage til Jerusalem, hvor de påbegynder opførelsen af ­Det ­Andet Tempel.

63 f.Kr. Jerusalem kommer under romersk kontrol. I årene 37-4 f.Kr. regerer kong Herodes over byen, og han udbygger Det Andet Tempel eftertrykkeligt, bl.a. jævner hans arbejdere hele ­toppen af Tempelbjerget.

70 e.Kr. Efter fire års indædte kampe slår romerne et jødisk oprør ned. Romerne brænder Det Andet Tempel ned og efterlader kun dele af støttemuren.

År 638 Jerusalem kommer under muslimsk kontrol. I 638 opføres Al-Aqsa-moskeen, og i 691 Klippemoskeen på ­Tempelbjerget.

1099 Den 7. juni 1099 lægger korsfarere en jernring om Jerusalem, og efter fem ugers belejring trænger de ind i byen. En nådesløs massakre på byens indbyggere følger. Tempelridderne ­får senere Al-Aqsa-moskeen som ordenens hovedkvarter.

1187 Den muslimske hærfører Saladin generobrer Jerusalem og slår et modangreb anført af ­Richard Løvehjerte tilbage. ­Saladin tillader dog efterfølgende kristne pilgrimme adgang til byen.

1516-17 Osmannerne erobrer ­Jerusalem, og deres sultan, ­Suleyman den Prægtige, sætter gang i flere imponerende byggeprojekter. Mest i øjnefaldende er bymurene og portene, der ­giver adgang til den gamle bydel.

1948 Staten Israel oprettes, men israelerne får kun herredømme over den vestlige del af ­Jerusalem. Den østlige bydel med Tempelbjerget ­kommer under ­jordansk kontrol.

1967 Efter seksdageskrigen erobrer Israel herredømmet over hele ­Jerusalem. Muslimer får dog – og har stadig – kontrol over ­Tempelbjerget.

Måske er du interesseret i...

Læs også