Heksefrygten var størst i renæssancen, hvor titusinder blev henrettet. I 1600-tallet døde den gradvist ud.

Hvor længe varede heksejagterne?

Hvornår holdt man op med at henrette hekse i Europa?

Den sidste hekseproces i Europa fandt sted i Polen i 1793. Her blev to kvinder brændt på bålet for at have forhekset en nabos kvæg.

I den tidlige middelalder afviste den kristne kirke, at hekse og trolddom overhovedet eksisterede. Men lærde blev efterhånden overbevist om, at mennesker kunne få overnaturlige evner af Djævelen i bytte for deres sjæl.

Hekseprocesserne begyndte i Schweiz og Italien i 1428, og herfra bredte de sig til resten af Europa. Mellem 40.000 og 60.000 mennesker blev henrettet i løbet af de følgende århundreder.

Fra midten af 1600-tallet spillede Djævelen en mindre rolle i den kristne tro i hjertet af Europa, og heksefrygten svandt. Men i Nord- og Østeuropa og i de amerikanske kolonier fortsatte jagten med uformindsket styrke. Så sent som i 1675 blev hele 71 mænd og kvinder henrettet på samme dag i den lille svenske by Torsåker.

I det meste af Europa stoppede de officielle henrettelser af hekse i de første årtier af 1700-tallet. På landet fortsatte lynchninger uden om retsapparatet dog gennem resten af århundredet.

Måske er du interesseret i...

Læs også