Kastratsangeren Alessandro med kælenavnet “Englen fra Rom” var den sidste af sin slags. 

Kastratsangere måtte ofre testiklerne for kunsten

Alessandro Moreschi blev født under fattige kår i en lille italiensk landsby og gjorde lynkarriere i Vatikanets kor. Han var blot 25 år, da han sang sopransolo for paven i Det Sixtinske Kapel. Hemmeligheden bag Moreschis stemmepragt var, at han var blevet kastreret som barn.

19. juni 2017 af Kalika Bro-Jørgensen

Alessandro Moreschi dør den 22. april 1922 efter lang tids sygdom. 

Han er omgivet af familien, men på trods af et helt liv i den katolske kirkes tjeneste tager Vatikanet ikke synlig notits af dødsfaldet. 

Det nævnes hverken i Vatikanets avis L’Osservatore Romano eller dets årbog Annuario Pontificio. Selv Alessandro Moreschis dødsattest forsvinder sporløst.

Måske skammer både stat og kirke sig over, at det fænomen, Alessandro Moreschi repræsenterer, har overlevet så længe i Italien. 

Her blev drengebørn langt op i 1800-tallet kastreret for at skabe den særlige type sangere, som især den katolske kirke var aftager af.

Men kolleger og selv forhenværende fjender hylder Moreschi i dødsannoncer og ved den velbesøgte, offentlige begravelse i San Lorenzo-kirken i Damaso. 

“Englen fra Rom”, som Moreschi blev kaldt, har sunget for sidste gang.

Kastrater i kirken

Kastration af drenge og mænd har været kendt siden oldtiden, hvor den bl.a. blev brugt på slaver, som en straf.

Først omkring år 400 dukkede fænomenet kastratsangere op i Europa i beretninger om det byzantinske riges eunukker kor. 

Men af uvisse årsager forsvandt fænomenet i 1204 og dukkede først op igen mere end tre århundreder senere – i Italien.

Ifølge den katolske kirkes dokumenter begyndte kastrater at optræde i 1553, og i 1558 havde Det Sixtinske Kapel med sikkerhed kastrater i koret. 

Før deres indtog blev sopran og alt sunget af unge drenge eller falsetter, da det var forbudt for kvinder at synge i kirkerne. 

Men i 1589 bestemte pave Sixtus, at drengekoret i Det Sixtinske Kapel skulle udvides med kastrater, sandsynligvis fordi kastraternes stemmepragt var langt kraftigere og de desuden havde mange flere år til deres rådighed for at dygtiggøre sig – drengenes karriere var kort, fordi den sluttede med pubertetens indtog.

Den katolske kirke betragtede kvinder, som optrådte i kulturlivet, som syndige, det være sig teater, ballet eller opera, så da operaen begyndte at gøre sit indtog, fandt kastraterne nye beskæftigelsesmuligheder her. 

Allerede i de allerførste operaer omkring år 1600 var kastrater blandt de optrædende, og de blev hurtigt store stjerner i den nye genre. 

Og kastraterne påtog sig ikke kun kvinderollerne. Barokkens komponister satte lighedstegn mellem høj status og en lys sangstemme, og kastraterne blev derfor i stigende grad også brugt i de mandlige helteroller. 

I fænomenets storhedstid udfyldte kastratsangere mere end to ud af tre operaroller.

I takt med operaens voksende popularitet op gennem 1700-tallet blev de mest populære kastrater superstjerner, der levede i sus og dus og omgikkes den absolutte overklasse, og snart begyndte rygter om kastraters kærlighedsaffærer med adelige fruer at florere.

Rygterne var ikke nødvendigvis usande, men sandsynligvis stærkt overdrevne, for kastrationen betød, at kastraterne ikke havde nogen hormonel seksualdrift, ligesom deres kønsorganer forblev uudviklede. 

Men kastraterne havde stadig en mental seksualdrift og var desuden “ufarlige“ for de adelige fruer, da de ikke risikerede, at affæren resulterede i en upassende graviditet

Kastraterne blev også dæmoniseret for at have homoseksuelle tendenser. 

Og bl.a. eventyreren Giacamo Casanova har berettet om kastratsangernes pirrende androgyne fremtoning og deres eventyr med velhavende adelsmænd i sine beretninger fra 1700-tallets Italien.

4.000 drenge blev lemlæstet årligt

  • Kastrationen blev normalt foretaget, når drengen var mellem 7-9 år gammel. 

  • Fænomenet var mest udbredt i Italien. Da det i 1700-tallet var på sit højeste, blev op mod 4.000 drenge kastreret årligt.

  • En udbredt metode var at skære sædlederne over, hvorpå testiklerne “tørrede ind“.

  • Indgrebet var tabu, og kastrationen blev oftest forklaret med sygdomsudbrud. En anden hyppig søforklaring var, at kastrationen skyldtes et bjørneoverfald.

  • Kastrationen førte til en række deformiteter: Kastraterne blev i reglen meget høje, og lemmerne voksede sig længere end normalt, fordi kønshormoner ikke stoppede knoglevæksten. Deres kønsorganer forblev uudviklede, men var i nogle tilfælde funktionsdygtige. Huden var bleg og de havde ingen skægvækst, men kraftigt hovedhår samt en tendens til overvægt, runde hofter og smalle skuldre.

Kastrater får baghjul

I slutningen af 1700-tallet begyndte kastraternes popularitet dog at dale. Operaen skiftede stil, og en ny type heroisk tenor, personificeret af franske Gilbert-Louis Duprez, vandt frem i helterollerne på bekostning af kastraterne.

Samtidig gav et økonomisk opsving i Italien nye og bedre fremtidsudsigter, og mange fattige forældre, der før ville have overvejet kastrering som en karrieremulighed for deres drengebørn, kom nu på andre tanker.

Også Napoleon 3.s fremfærd var væsentlig. I Frankrig såvel som i de dele af Italien, han kontrollerede, blev kastration forbudt, og kvinder fik formelt lov at synge i både kirke og opera.

Men inden for Vatikanets mure blev traditionen holdt i hævd længe efter, at den mistede sin appel hos den brede befolkning. Blandt de mange traditioner, der krævede kastrater i koret, var den årlige fremførelse af Gregorio Allegris “Miserere” i ugen op til påsken.

Og selvom lemlæstelse stred imod den katolske lære, undskyldte kirken brugen af kastrater med, at skønsangen tjente til Guds ære. 

Den sidste kastrat

Alessandro Moreschi blev født den 11. november 1858, kun tre år inden den sidste kastratsuperstjerne Giovanni Battista Vellutis død. 

Han kom til verden under fattige kår som nummer syv i en omfangsrig børneflok i den lille italienske flække Monte Compatri. 

Som med så mange andre kastratsangere ved ingen, hvornår, hvorfor og hvordan Alessandro Moreschi blev kastreret. 

Dåben blev hastet igennem den dag, han blev født, hvilket tyder på en livstruende sygdom eller skavank, og netop kastrering var en almindelig behandling mod en række sygdomme.

Sygdom blev dog også ofte brugt som undskyldning, for selvom kastrationen var udbredt, var den ikke velset. Indgrebet var langtfra ufarligt. 

Bedøvelsen bestod af varme bade, opium og sammenpresning af halspulsåren i nakken, indtil barnet mistede bevidstheden. 

En overdosis eller et lidt for langvarigt pres kunne let koste livet. Herefter blev sædlederne skåret over eller knust. 

Efterfølgende truede komplikationer som blødninger og infektioner. De, der overlevede, måtte kæmpe med helbredsmæssige problemer og et aparte udseende med overdrevne fedtdepoter på hofter, balder, bryster og øjenlåg. 

Det sixtinske kor med Alessandro Moreschi, som på dette tidspunkt muligvis har været den sidste tilbageværende kastratsanger. Årstallet for billedet er ukendt. 

© Malesopranos

Kastraterne blev misdannede

Det manglende testosteron i puberteten forhindrede ikke blot stemmen i at gå i overgang, men også knogleleddene i at hærdes. 

Derfor fik kastraterne unaturligt lange lemmer og ribben. De lange ribben resulterede i en enorm lunge­ kapacitet, som var en del af hemmelig­heden bag kastraternes stemmepragt.

Også psykisk havde kastreringen en høj pris. Selvom superstjernerne blev tilbedt, blev kastraterne generelt bespottet for deres ejendommelige udseende og manglende manddom og seksuelle formåen.

Langt de fleste fik aldrig den karriere, deres forældre havde drømt om, men måtte i stedet leve deres liv uden for det sociale fællesskab.

På Moreschis tid var kastratsangerne blevet så usædvanlige, at den katolske kirke havde svært ved at fylde pladserne, selv i det mest prestigefyldte kor i Det Sixtinske Kapel.

Kastrering af drenge var blevet forbudt i det meste af landet i 1861, og ni år senere blev hele Italien omfattet af forbuddet.

Alessandro Moreschi blev sandsynligvis kun kastreret, fordi han kom fra en afsondret landsby.

I 1871 blev den 13-årige Moreschi sendt til Rom for at studere på en skole for kordrenge ved den katolske kirke San Salvatore in Lauro. 

Moreschi var den eneste kastrat blandt skolens elever og må have følt sig meget anderledes, selvom de fysiske tegn på kastrationen ikke var så tydelige i hans tilfælde.

Moreschis stille liv

Manglen på kastrater betød, at Moreschi gjorde kometkarriere i Vatikanet. Som 15-årig blev han førstesopran i Basilica di San Giovanni in Laterano, og han optrådte ofte for overklassen.

Da Moreschi var 25, blev han optaget i Det Sixtinske Kapels kor uden den sædvanlige prøvetid. Sandsynligvis fordi udvalget af kandidater nu var begrænset, og fordi der kun var seks kastrater tilbage i koret. 

På dette tidspunkt havde pave Leo 13. forbudt nyansættelser af kastrater i kirken, med Det Sixtinske Kapel og andres pavelige basilikaer i Rom som eneste undtagelser – og i 1902 var det også slut her. 

I 1903 besluttede pave Pius 10., at de få tilbageværende kastrater skulle erstattes med drengesangere. Men af ukendte årsager, muligvis på grund af hans mangeårige tilknytning, fik Moreschi lov til at blive.

Moreschi levede, i modsætning til mange af sine forgængere, et stille og tilbagetrukket liv. I hans unge år blev han til tider grebet af øjeblikket efter en koncert og gav sig til at spankulere rundt blandt sit publikum for at modtage dets gunst, men denne trang aftog med alderen. 

Han var den eneste kastratsanger, der levede længe nok til at få sin stemme foreviget for eftertiden. I 1902 og 1904 indspillede han 17 numre, som giver et unikt indblik i kastratsangernes stemmepragt.

I videoen her under kan du høre Moreschi synge Ave Maria.

Måske er du interesseret i...

Læs også