I 2014 sprængte terrorgrupen Islamisk Stat et mausoleum bygget af Mosuls shiamuslimske sultan Badr al-Din i 1239 i Syrien i luften.

© Propagandavideo fra Islamisk Stat & MIT libraries/aga Khan visual archive

Krig udsletter Mellemøstens kulturarv

Gravrøvere tømmer faraos land, bomber ødelægger verdensarven, og terrorgrupper pulveriserer historien. Overalt i Mellemøsten truer krig og vold regionens enestående historie.

18. november 2016 af Rasmus Bøgeskov, Philippe Boström & Niels-Peter Granzow Busch

Egypten: Gravrøvere plyndrer løs

Siden det arabiske forår i 2011 har Egyptens arkæologiske skatte været ekstremt udsatte.


Flere museer er blevet plyndret, og udstillede genstande ødelagt. Værst er det gået ud over de oldtidsskatte, som endnu ikke er udgravet. Urolighederne og manglen på politi har gjort de arkæologiske områder til et stort tag selv-bord for gravrøvere.

Om 25 år vil gravrøvere have tømt størstedelen af Egyptens arkæologiske områder. Sådan lød advarslen fra den amerikanske arkæolog Sarah Parcak i 2014. 


Via satellitbilleder kunne hun dokumentere, hvordan antallet af illegale udgravninger siden 2011 var steget med over 1.000 procent.

Den eksplosive stigning skyldes manglen på vagtfolk, og at turistindustriens styrtdyk har gjort mange egyptere desperate.

Et af de værste gravrøverier blev afsløret i 2013, da et TV-hold filmede, hvordan den oldegyptiske gravplads Abu Sir el-Malaq, 90 km syd for Cairo, systematisk var blevet plyndret og 3.000 år gamle mumier revet i stykker i jagten på smykker.

En lokal gravrøver fortalte stolt, at han ikke længere solgte kopier af antikviteter – kun den ægte vare.

LÆS MERE: Gravrøvere stjæler Egyptens fortid

Gravpladsen Abu Sir el-Malaq flyder med rester af mumier, flået af gravrøvere.

© Corbis/All over & Betsy Hiel/Trib total media

Syrien: Krigen kværner skattene

Et af verdens rigeste arkæologiske landskaber har ligget forrest i frontlinjen, siden­ borgerkrigen i Syrien begyndte­ i 2011.


Ruiner af byer og fæstninger fra assyrisk, græsk, romersk og byzantinsk tid ligger ofte højt, og krigens parter bruger dem til alt fra kanonstillinger til våbendepoter.

Ud over at være krigsmål er Syriens arkæologiske områder desuden blevet systematisk udplyndret.

“Blod-antikviteter”. Sådan betegner eksperter de tusinder af oldsager, som parterne i den syriske borgerkrig graver op fra landets arkæologiske områder. Antikviteterne smugles ud af Syrien og sælges for at finansiere våben.

Ifølge UNESCO har plyndringerne nu nået “industriel skala”. Satellitbilleder af den 5.000 år gamle bronzealderby Mari afslørede i 2014 næsten 1.300 illegale gravehuller. Endnu værre stod det til i den romerske grænseby Dura Europos, hvor eksperter talte 3.750 gravehuller.

Plyndringerne er så massive, at det før så enestående område stort set ingen arkæologisk værdi har mere.

I juli 2015 offentliggjorde Islamisk­ Stat billeder af gravportrætter, der bliver knust.
© Propagandavideo fra Islamisk Stat

Irak: IS udsletter historien

“Civilisationens vugge” bliver Irak kaldt. Mellem de to floder Eufrat og Tigris voksede verdens første komplekse samfund og storbyer op.

Sumerer, babyloniere og assyrere overtog efter hinanden det frugtbare område og efterlod­ mægtige monumenter som bevis på deres storhed.

I de seneste to år har terrorgruppen Islamisk Stat overtaget dele af Irak og erklæret total krig mod landets enestående historie.

I marts 2015 udsendte Islamisk Stat (IS) en video, som viste, hvordan medlemmer af gruppen med mukkerter og trykluftsbor smadrede statuer i Mosuls museum, Iraks andetstørste. Da direktøren for Iraks nationalmuseum, Haider Oraibi, hørte om videoen, græd han.


“For os er de som levende ting”, sagde han til amerikanske NBC.

Ifølge irakiske eksperter var størstedelen af Mosuls samlinger til alt held blevet sendt til Baghdad. Kun omkring 300 statuer fra oldtiden stod tilbage; heraf var en del kopier. 


Flere eksperter mener, at IS brugte ødelæggelsen som røgslør. Terrorgruppen knuste kun de statuer, de ikke kunne sælge. Resten er givetvis blevet solgt for våben.

Knap så omtalt i medierne er Islamisk Stats ødelæggelse af islamisk kulturarv. Gruppen har systematisk ødelagt moskéer, grave og helligdomme, de anser for at være “ugudelige”. Bl.a. sprængte gruppen i 2014 et mausoleum (billedet) bygget af Mosuls shiamuslimske sultan Badr al-Din i 1239.

© Propagandavideo fra Islamisk Stat & MIT libraries/aga Khan visual archive

Yemen: Historiske skatte bombet

Yemen huser nogle af Den Arabiske Halvøs største kulturskatte. Det var bl.a. i Yemen, at dronningen af Saba, der omtales i Biblen, havde sit rige.

Siden marts 2015 har Saudi-Arabien og en række andre lande imidlertid bombet løs i landet og smadret moskéer, borge og museer.

Den 1.000 år gamle borg al-Qahira i byen Taiz blev i juni angrebet af saudiarabiske fly. Under angrebet blev dele af den berømte borg ødelagt, og borgens museum skadet.


FN’s kulturarvsorganisation, UNESCO, fordømte angrebet, der kom, kort tid efter at fly havde bombet Nationalmuseet i Dhamar, syd for Yemens­ hovedstad,­ Sana. Ved angrebet blev museet, der husede 12.500 historiske genstande, komplet­ jævnet med jorden.

Mange eksperter frygter, at endnu mere af Yemens rige kulturarv vil blive udslettet,­ hvis ikke krigen afsluttes snart.

Under angreb på Yemens hovedstad, Sana, er flere huse i den gamle bykerne blevet skadet. Husene, der er 1.000 år gamle, er verdens ældste skyskrabere.

© Reuters/Scanpix

Libyen: Anarki truer Nordafrikas juvel

Grækere, romere, kristne og muslimer har gennem historien sat deres­ præg på Libyen, der har fem kulturskatte på UNESCO’s Verdensarvsliste.­ Siden diktatoren Muammar Gaddafis fald
i 2011 har anarki hersket i landet. Eksperter frygter for fremtiden.


I august 2013 påbegyndte indbyggere nær ruinerne af den 2.700 år gamle græske by Kyrene at bygge huse oven på oldtidsbyens gravplads. Kyrene og gravpladsen står på UNESCO’s Verdensarvsliste, men det forhindrede ikke de lokale i at pløje gravene op og opføre huse. Trods nødråb fra libyske arkæologer greb ingen ind. 

Eksperter frygter derfor, at lignende skal ske nær landets andre arkæologiske områder. Mest af alt frygter de dog, at Islamisk Stat, som allerede er i Libyen, vil begynde at sprænge oldtiden væk ligesom i Syrien og Irak.

Libyen huser græske og romerske ruinbyer, som pga. lovløsheden er meget udsatte.

© Corbis/All Over

Måske er du interesseret i...

Læs også