De kristne kolonister blev dybt chokerede over de lokales løsslupne traditioner.

© AKG/Scanpix

Kristne missionærer forbød huladans på Hawaii

Da de kristne kolonister kom til Hawaii-øerne, blev de dybt chokerede. De lokale gik halvnøgne, havde flere koner, dyrkede mange guder og praktiserede en løssluppen dans.

25. september 2017 af Nadia Claudi

Hiram Bingham må tvinge sig selv til ikke at vende ansigtet bort. Fra sit skib Thaddeus kan han, fru Bingham og resten af missionærerne fra New England se en gruppe små kanoer nærme sig gennem det blå vand. 

Nok har den lille gruppe kristne hørt rygterne om de indfødte på Hawaii. Men synet af de halvnøgne mennesker i kanoerne er næsten for meget. 21 uger forinden, den 23. oktober 1819, forlod missionærerne Boston i USA for at udbrede Guds ord. 

Og nu, så tæt på målet, virker opgaven med at hjælpe disse hedninge næsten uoverkommelig. “Nogle af os, med tårer i øj-

nene, måtte vende sig bort fra spektaklet. Andre, med stærkere nerver, så ikke bort, men syntes tæt på at udbryde: 

Kan dette være mennesker? Kan sådanne væsener blive civiliserede? Kan de blive kristne?” skriver Hiram Bingham i sine erindringer. “Ja”, svarer han så. Den 50-årige protestant har en urokkelig tro på Gud. 

Og en lige så stærk tro på, at han er kaldet til at frelse de næsten nøgne lokale fra at brænde op i helvede. 

Men Bingham har en stor udfordring i vente. Hvis hans mission skal lykkes, må han få skaffet de lokales, i hans øjne umoralske, huladans af vejen.

Gamle tabuer er forkastede

Kort før missionærernes ankomst har voldsomme forandringer rystet øboerne. Kongen er død, og hans yndlingshustru, dronning Kaahumanu, har overbevist sin unge nevø om, at de to skal herske sammen. 

Det er tradition, at når en konge dør, så ophæves de hawaiianske tabuer, en slags love kaldet “kapu”. De siger bl.a., at kvinder har lavere rang, at de ikke må spise sammen med mænd, og at de ikke må indtage svinekød, bananer og kokosnød. 

Det er meningen, at den nye hersker skal indføre de sædvanlige tabuer igen, men Kaahumanu har andre planer. 

Sammen med sin medhersker, nevøen Kamehameha 2., går hun i gang med at ødelægge øens gamle templer og guddomme.

Missionærerne kunne ikke ønske sig en bedre velkomst: Mange af de lokale føler sig forvirrede og fortabte, og Kaahumanu ser kristendommen som en kærkommen mulighed til at indføre en ny religion, som gør hende bedre i stand til at styre sit folk. 

Kort efter missionærernes ankomst klæder hun sig i mere tækkelige vestlige gevandter og erklærer, at hun vil døbes.

Den traditionelle huladanser bar et bastskørt og pyntede sig med blomster. Armbånd lavet af hundetænder eller hvalknogler blev brugt til at skabe en raslende lydeffekt.

© MEPL/Scanpix

Kristne erobrere

Den lille flok missionærer på Hawaii er del af en verdenomspændende bevægelse. Vestlige kristne, herunder briter, hollændere og amerikanere, prædiker i alle verdenshjørner – fra De Carabiske Øer til Afrika og Indien. 

Men ønsket om at redde alverdens vantroende fra fortabelse er langtfra missionærernes eneste motiv – vesterlændingene opererer også som kolonister. 

De dygtigste skaffer deres land de bedste handelsruter til Østens rigdomme og måske, på sigt, det største imperium. 

Hvis mænd som Bingham kan overtale de lokale på Hawaii til at adoptere vestlige skikke som kristendom og kapitalisme, så er kolonisterne godt på vej.

Hulaen bliver forbudt

Men Bingham står over for en næsten umulig kamp. De lokale har ikke noget skriftsprog, men bruger i stedet ritualer som hulaen til at fortælle øens og folkets gamle historier og sagn. 

Hænderne spiller en stor rolle i dansen, og gennem deres bevægelser ærer de lokale naturen og guderne. 

Hula bruges også til at hylde deres kongelige og hjælpe de døde ind i den næste verden. De lokale er derfor ikke meget for at opgive deres dans til fordel for de fremmedes ukendte gud.

På trods af Kaahamuna og Kamehameha 2.s beredvillige velkomst er huladanserne derfor fortsat til stor irritation for missionærerne.

I 1821, et år efter deres ankomst til Hawai, kan Bingham til sin fortrydelse skrive i sin dagbog, at frem for at benytte de kirker, som hans folk har bygget på øen, så vil de lokale hellere “spilde deres tid på hulaen, en hedensk sang og dans, som er skabt til at promovere liderlighed”.

Han er ved at blive drevet til vanvid af lyden af trommer og sang, som er “det første, man hører om morgenen”.

I 1830 har Bingham omsider fået overtalt dronning Kaahumanu. Hun forbyder sit folk at danse den traditionsrige hula. 

Men loven er kun i brug i to år – Kaahumanu dør i 1832, kort efter, at hun har taget navneforandring til det mere britisk klingende Elisabeth. 

Ikke abonnent? Få bladet her:

Danserne går under jorden

Nu sidder Kamehameha 2. alene på tronen. Dronningens nevø bekender sig til protestantismen, men han er samtidig glad for at drikke rom og for sine mange koner – en skik, som forarger missionærerne dybt. Han er derfor ikke ivrig efter at forbyde alle gamle skikke.

De lokale har op til Kaahumanus død dyrket hulaen i hemmelighed. Nu tør de igen svinge hofter og hænder offentligt til trods for missionærernes protester. 

Men kun for en kort tid. I 1851 tvinger nye offentlige restriktioner igen huladanserne under jorden. 

Dansere skal have en særlig tilladelse, og hulaen må kun udføres på Oahu-øen, hvor den bliver populær blandt turister.

De nye strengere regler skyldes bl.a., at Hawaiis Evangeliske Organisation mangler arbejdere på øernes store sukkerplantager, som er ejede af amerikanske og europæiske kolonister. 

Tilflytterne har nemlig medbragt nye sygdomme, og manglen på arbejdskraft er et stort problem: 

I 1778 lever godt 300.000 lokale på øen – mod slutningen af 1800-tallet har bl.a. mæslinger og spedalskhed bragt det antal ned på 50.000. De lokale må derfor ikke bruge deres tid på hula.

Først i 1874, fem år efter, at Bingham er lagt i graven hjemme i Connecticut, USA, bliver hulaen igen indført. 

Det er den nye kong Kalakaua, kendt som “den livsglade monark”, som fører øerne
tilbage til danserødderne.

Læs mere

Hiram Bingham: A Residence of Twenty-One Years in the Sandwich Islands, H.B.Goodwin, 1855 Noenoe K. Silva: The Political Economy of Banning the Hula, The Hawaiian Journal of History, vol. 34 (2000)

Måske er du interesseret i...

Læs også