Andrew Carnegie blev verdens rigeste mand

I 1848 ankom Andrew Carnegie ludfattig til USA. Den 12-årige dreng vaklede flere gange på fallittens rand, før han skabte verdens største finanseventyr. Men da Carnegie ville gå på pension, gik alt galt.

18. maj 2015

Elefant skulle teste Andrew Carnegies stålbro

En elefant krydser aldrig en usikker bro. Ordene hang i luften, mens domptøren ledte det store dyr hen til broen. Nu stod elefanten på det sted, hvor broen slap sit tag i jorden og båret på spinkle stålbuer fortsatte ud over Mississippiflodens dybe vand.

Tusindvis af tilskuere holdt vejret i spænding, men én af dem var mere end almindelig nervøs. For Andrew Carnegie var elefantens næste reaktion af afgørende betydning. Den driftige forretningsmand havde leveret stålet til byggeriet af Eadsbroen i St. Louis, som skulle testes denne lune julidag i 1874.

Broen var næsten to km lang og den længste buebro, verden hidtil havde set. Den var ovenikøbet bygget af et nyt materiale – stål – som blev mødt med skepsis. Var spinkle stålbjælker virkelig stærke nok til at bære vægten af mennesker, hestevogne og lokomotiver?

Selvom de færreste for alvor troede på elefantens sjette sans, ville det falde tilbage på Carnegie, hvis dyret tøvede. Han havde allerede flere gange været ved at gå fallit under byggeriet, og dårlig omtale kunne betyde døden for hans firma. Med intens opmærksomhed betragtede han elefanten, mens den roligt tog sine første skridt ud på broen. Carnegie kunne ånde lettet op.

To uger senere stod stålet sin egentlige prøve, da 14 lokomotiver samtidig buldrede hen over broen. Da havde Carnegie imidlertid allerede fået den opmærksomhed, han behøvede for at redde firmaet og sætte det på sikker kurs mod succes.

I de kommende år skød skyskrabere, jernbanebroer og himmelstræbende monumenter op ved hjælp af Carnegies stål. Hans måde at drive virksomhed på revolutionerede USA’s forretningsverden, og skotten selv endte som verdens rigeste mand.

Fattigdom tvang Andrew Carnegie til USA

En verden af stålbroer og skyskrabere lå langt fra hverdagen i Carnegies skotske fødeby, Dunfermline, hvor kan kom til verden i 1835. Byen var udpræget landlig, omend tekstilfabrikker var begyndt at skyde op overalt.

Fabrikkerne førte kun til ulykke i Carnegiefamilien, for faren var væver og fik sværere og sværere ved at konkurrere med fabrikkernes masseproducerede og billigere varer. Da Carnegie var 12 år, måtte hans far give op, og familien emigrerede derfor til USA.

Unge Carnegie ankom til Pittsburgh på den amerikanske østkyst med et stærkt ønske om at blive til noget: “Det brændte sig ind i mit hjerte, hvordan min far havde været nødt til at tigge om arbejde. Og dermed opstod en beslutsomhed i mig. Jeg ville gøre noget ved det, når jeg blev en voksen mand”, skrev han senere i sin selvbiografi.

Næppe havde Carnegie sat fod på amerikansk jord, før han fik sit første job. På en lokal tekstilfabrik skulle han dyppe garnspoler i oliebad – et job, som den unge Carnegie hadede: “Jeg overvandt aldrig kvalmen, jeg fik af olielugten”, fortalte Carnegie i sin selvbiografi. Glæden ved at tjene sine egne penge fik ham imidlertid til at glemme alle trængsler: “Jeg har tjent millioner siden, men ingen penge har givet mig så megen lykke som min første ugeløn”.

Jernbanen var fremtiden

Heldigvis for Carnegie blev hans tid på tekstilfabrikken kort. I Pittsburgh boede mange skotske immigranter, og blandt dem levede en stærk tradition for at hjælpe nytilkomne landsmænd.
Snart fik Carnegie arbejde på et telegrafkontor.

Kontorarbejdet passede Carnegie meget bedre end tjansen med de olierede spoler: “Jeg blev løftet op til paradis. Der var dårligt et minut, hvor der ikke var noget, jeg kunne lære eller i det mindste opdage, hvor meget der var at lære, og hvor lidt jeg vidste. Jeg følte, at min fod stod på stigens nederste trin, og at jeg var begyndt at klatre opad”, skrev Carnegie senere.

På telegrafkontoret blev han opdaget af Thomas Scott, som var præsident for den vestlige del af verdens største virksomhed, jernbaneselskabet Pennsylvania Railroad. Også Scott var af skotsk afstamning, og han ansatte Carnegie som sin sekretær i 1852. Dermed var den unge mands lykke for alvor gjort.

Jernbane og telegraf var i midten af 1800-tallet det oplagte sted for en ung mand at begynde klatreturen mod samfundets top. De to nyskabelser var i gang med at forandre USA fundamentalt. Det første amerikanske damplokomotiv fløjtede til afgang i 1830, og skinnerne havde siden bredt sig hastigt. I 1852 strakte jernsporene sig over mere end 14.000 kilometer. Samtidig skød telegrafpæle op langs skinnerne og gjorde det muligt at sende beskeder over lange afstande i løbet af minutter.

Den flittige og ambitiøse Carnegie blev snart forfremmet til inspektør – stillingen gav ham ansvaret for at holde jernbanen i drift. Pennsylvania Rail­road var en bjergbane, og efter afsporinger samt sten- og sneskred havde inspektøren nok at gøre. Han skulle sætte arbejdshold til at fjerne toget og rydde sporet, mens han selv fandt et erstatningstog.

Carnegie indså hurtigt, at den uforudsigelige jernbanedrift kun var rentabel, hvis udgifterne blev holdt nede, maskinerne var moderne og driftssikre, og han var forberedt
på alle tænkelige situationer. Den lærdom skulle blive nyttig for Carnegie.

Aktiehandel gav Andrew Carnegie nemme penge

Carnegie lærte dog andet end hårdt arbejde og sparsommelighed i sin tid ved jernbanen. I 1856 gav hans chef, Thomas A. Scott, ham et tip om at købe 10 aktier i det næsten nystartede transportfirma Adams Express Company.

Carnegie måtte låne de 600 dollars, som aktierne kostede, og havde sine betænkeligheder, men valgte at lytte til sin chef og mentor. Det skulle han ikke komme til at fortryde. Da checken med det første afkast på 10 dollars ankom, åbnede en helt ny verden sig for ham: “Det var første gang, jeg havde tjent på noget, jeg ikke havde slidt for i mit ansigts sved. Heureka, råbte jeg. Her
er gåsen, der lægger de gyldne æg!” skrev Carnegie i sin bog.

Carnegie gentog succesen ved at købe aktier i andre foretagender, og i starten af 1860'erne steg kurserne og hans formue voksede hurtigt. I 1863 gik den amerikanske borgerkrig ind i sit tredje år, og det var tydeligt, at Nordstaterne ville vinde. Carnegie investerede blandt andet i olie og tjente styrtende, og han forudså, at genopbygningen efter krigen ville kræve massive investeringer i jernbaner og broer.

Nær slutningen af borgerkrigen forlod han derfor i 1865 sit faste job for at starte sit eget firma: Keystone Bridge Company.Firmaet, som byggede jernbroer, opfyldte et stort behov, for brændende broer hørte til tidens dyreste og mest generende jernbaneuheld. Broernes tørre træ blev let antændt af gnister fra lokomotivernes skorstene, og en ødelagt bro kunne gøre strækningen ufarbar i ugevis.

Carnegie tænkte dog længere end til det umiddelbare behov for brandsikre broer. Han øjnede store muligheder, for USA stod over for et byggeboom af historiske dimensioner. Men Carnegies satsning var nær endt galt.

Galning viste Andrew Carnegie stålets forcer

Gennem Keystone fik Carnegie kontakt med ingeniøren James Eads, som han kaldte “et originalt geni minus videnskabelig viden, der kunne retlede hans vildfarne idéer om mekaniske ting”. Til Eads’ vildfarne idéer hørte indfaldet om at bruge stål til de buer, som holdt broer oppe.

Stål var dengang et nyt materiale, som sjældent blev brugt til større konstruktioner. Blandingen af jern og kulstof var det stærkeste byggemateriale, verden endnu havde set, men den langsommelige fremstillingsproces gjorde stålet dyrt. Eads var dog så vedholdende, at Carnegie til sidst gav sig.

Nu måtte han ud i verden og finde billige stålbjælker. Han kontaktede Henry Bessemer, en stålproducent fra Sheffield i England, som Carnegie havde mødt under en af sine rejser. Bessemer havde udviklet en ny og bedre måde at masseproducere stål på. Fremstillingen af fx en togskinne tog tidligere dage eller uger; nu lå den klar efter 15-20 minutter. Prisen var også betydelig lavere.

Trods Bessemers gode priser var Carnegie gentagne gange bagud med betalingerne og måtte trygle kreditorerne om at forlænge betalingsfristerne. Det lykkedes, og i juli 1874 gik elefanten over Eadsbroen, 300.000 amerikanere fejrede åbningen, og Carnegies første firma stod ikke længere på fallittens rand.

Kemiker gav Andrew Carnegie en øjenåbner

Brobyggeriet gjorde det klart for Carnegie, at stål var fremtiden, og året efter Eadsbroens åbning begyndte han som den første i USA at producere sit eget stål efter Bessemers principper.
Edgar Thomson-værket i Pittsburgh åbnede under en af de værste økonomiske kriser, USA endnu havde oplevet, men Carnegie gik til opgaven på den måde, han havde lært ved jernbanerne: ved nøje at kontrollere udgifterne.

Bogholderiet havde strenge ordrer om hver uge at sende et regnskabsark til Carnegie, uanset hvor han befandt sig. Arkene kom tilbage med påtegninger ude i marginen, der viste, at de blev gransket meget nøje. Fx fangede hans nidkære blik engang en post på et halvt ton koks for hvert ton jernbaneskinner. Carnegie skrev ud for posten: “otte skæpper (ca. 140 kg) skulle kunne smelte stangjernet, og fire skæpper er helt bestemt nok til at smelte spejljernet. Hvordan vil du gøre rede for resten?”

Ud for en anden post på regnskabs-arket skrev han: “Jeg forstår ikke det med 13 tons kalk til hvert ton metal. Det kan da i hvert fald ikke være kalk. Det er da helt sikkert. Grus måske?”
For bedre at kunne udnytte den nye Bessemer-teknik på sit stålværk ansatte Carnegie en kemiker, som skulle forklare ham, hvad der egentlig foregik inde i den ildspyende, pæreformede ovn.

Carnegie troede egentlig, at han vidste alt om jernmalm, men kemikeren gav ham en øjenåbner: “Ni tiendedele af al usikkerheden ved stangjern fordampede under kemikundskabens brændende sol. Hvor har vi dog været nogle fjolser”, skrev Carnegie.

I mange år var firmaet det eneste, som havde en kemiker ansat, og den særstilling gav snart resultater. I de følgende år voksede Carnegies forretning støt, og han blev verdens bedst kendte stålfabrikant. Da USA’s første skyskraber, Chicagos Home Insurance Building, i 1884 skød i vejret, leverede Carnegie stålet. Carnegie-stål holdt også vartegn som Washingtonmonumentet og Brooklynbroen oppe.

Pengene strømmede ind, og i 1889 var Carnegie god for 30 millioner dollars. 54 år gammel planlagde han at trække sig tilbage. Nu ville han nyde livet sammen med sin 20 år yngre hustru og forære sin formue væk til gode formål. En blodig strejke på en af hans mange virksomheder kuldkastede dog alle planer om et tidligt otium.

Blodig strejke kostede Andrew Carnegie pensionen

At strejken på Homesteadværket i 1892 skulle udvikle sig blodigt, kom bag på alle. Ganske vist kørte Carnegie sine folk hårdt: 12-timersskift var ikke ualmindelige, og for at kunne holde fri hver anden søndag måtte mændene arbejde 24 timer i træk på de søndage, hvor de var på arbejde. I forhold til mange andre behandlede han dog sine arbejdere godt, og de var begejstrede for ham; firmaets lokomotivførere gik så langt som til at opkalde en loge efter ham.

Men mens Carnegie i 1892 var på ferie i Skotland, forvandlede en arbejdskonflikt sig til blodsudgydelser på stålværket i Homestead, Pittsburgh. Arbejderne blokerede fabrikken, fordi maskiner og ufaglærte overtog flere opgaver, som de højt specialiserede stålarbejdere før havde stået for.

Da Carnegies stedfortræder tilkaldte et privat vagtværn til at bryde blokaden, kom det til skudvekslinger. Både arbejderne og vagtværnet var bevæbnede, og byens gader rungede af lyden fra geværild. Ni stålarbejdere og fire fra vagtværnet blev dræbt under kampene, som rasede i to uger.

Carnegie forsøgte at holde sig uden for konflikten ved at blive i Skotland og undlade at udtale sig offentligt. Men aviserne begyndte snart at kritisere Stålkongen, der altid havde brystet sig af sit gode forhold til arbejderne.

Da 6.000 soldater rykkede ind i Homestead og genskabte ro og orden, gjorde Carnegie sig ingen illusioner om, hvor ansvaret ville blive placeret: “Såret fra Homestead er det eneste, der stadig smerter. Jeg var den ansvarlige ejer. Det klæbede til mit navn i årevis”, skrev han senere i sin selvbiografi.

Med skampletten fra Homestead på sit navn kunne Carnegie ikke trække sig tilbage. Episoden var dog kun én af grundene til, at han havde svært ved at slippe firmaet. Stålkongen havde endnu ingen børn til at føre virksomheden videre. Desuden var metalindustrien inde i en rivende udvikling, som Carnegie følte sig fristet til at være en del af.

Insiderhandel øgede Andrew Carnegies formue

Ikke mindst takket være Carnegies pionerarbejde blev stål snart brugt overalt i bygningsindustrien, og salget voksede dramatisk. I slutningen af 1800-tallet havde Carnegie Steel egne kontorer i alle større byer i USA og Canada og salgsagenter på alle verdens kontinenter.

Carnegie ejede alt fra miner til godstog, jernbaner og fragtskibe. Juvelen i imperiet var dog enorme stålværker, som producerede 29 procent af alt
amerikansk stål og halvdelen af de stål-bjælker, alle større broer og bygninger efterhånden blev opført af. Pengene væltede også ind fra aktiespekulation, som foregik med metoder, vi i dag vil karakterisere som insiderhandel.

På grund af sit enorme netværk af forretningsforbindelser fik Carnegie jævnligt oplysninger, som den almindelige befolkning ikke havde adgang til. Han kunne derfor købe aktier, mens prisen var lav, og sælge med stor fortjeneste, når andre spekulanter meget senere fattede interesse for aktien.

Metoden var dengang fuldt lovlig og blev først ændret ved lov 30 år senere. Carnegies samlede resultat var imponerende; i 1900 nåede firmaets profit 40 millioner dollars, hvilket fik en avis til at skrive: “En så storslået samling af industriel magt har aldrig før været samlet under én mand”.

Carnegies konkurrenter havde imidlertid lært af mesteren, og flere af dem begyndte at efterligne hans forretningsidé om at eje alle dele af produktionen. Carnegies stålimperium var presset, og selv stod den aldrende skotte over for et vanskeligt valg: Enten skulle han tage imod udfordringen og endnu en gang besejre konkurrenterne ved hjælp af flid, erfaring og kløgt. Eller også skulle han omsider vende forretningslivet ryggen og kaste sig over sin anden store livsopgave: godgørende arbejde – en opgave, han fandt mindst lige så vigtig som arbejdet med at skrabe formuen sammen: “Det er en hellig pligt for indehaveren af overskydende rigdom at forvalte den til gavn for samfundet”, understregede Carnegie ved enhver lejlighed.

Hårdt arbejde havde været hele hans liv. Nu var det måske tid til at nyde livet? Derhjemme ventede hans tre­årige datter, bøger, rejser og det lykkelige samliv med hustruen Louise.

Andrew Carnegie solgte til konkurrenten

Den 12. december 1900 mødtes en gruppe af New Yorks førende bankfolk. Finansfyrsten J.P. Morgan sad ved siden af Charles Schwab, en af Carnegies
betroede mænd, der ligesom Carnegie selv havde arbejdet sig op fra gulvet til en ledelsespost.

Schwab var nu præsident for Carnegie Steel og befandt sig snart i dyb samtale med Morgan. Efter nytår blev han inviteret hjem til rigmanden, så de kunne fortsætte snakken. Igen talte de to mænd i timevis, og lige før Schwab skulle til at gå, sagde Morgan: “Hvis Andy vil sælge, vil jeg gerne købe”.

Schwab tog det op med Carnegie under en tur på golfbanen, og den efterhånden 65-årige skotte lovede, at han ville overveje forslaget til næste dag. Da Schwab kom tilbage, gav Carnegie ham et stykke papir, hvorpå han med blyant havde udregnet salgsprisen på sin virksomhed og alle dens besiddelser.Carnegie havde taget værdien af sine aktier og lagt 50 procent oveni. Dertil havde han lagt årets overskud og næste års forventede overskud. Tilsammen gav det tallet 480.000.000 dollars, ca. 9,8 milliarder dollars i nutidens penge.

Schwab afleverede papiret til Morgan, som hurtigt lod øjnene glide ned over tallene og straks accepterede prisen. Handlen var en realitet. Carnegies livsværk – hele hans vidtstrakte forretningsimperium – var nu Morgans.

Et par dage senere kom Morgan på besøg. Han trykkede hjerteligt sin tidligere rival i hånden og sagde: “Hr. Carnegie, jeg må ønske Dem tillykke med nu at være den rigeste mand i verden”.

De sidste 16 år af sit liv tilbragte Carnegie i New York, hvor arkitekterne fik besked på at bygge “det mest beskedne, og rummelige hus”. Resultatet blev The Andrew Carnegie Mansion med 64 værelser, 20 tjenestefolk og elevator mellem de tre etager. Huset på det fashionable 5. Avenue blev Amerikas første private hjem, som var bygget med et stålskelet. Her skrev Carnegie mange af sine bøger, når han ikke var ude at spille golf eller besøgte sit skotske slot, Skibo Castle.

Andrew Carnegie døde i USA i 1919, 83 år gammel.

Rødglødende stænger af stål blev rullet gennem Carnegies fabrikker. Foto: Library of Congress & Shutterstock

Måske er du interesseret i...

Læs også