Florence Foster Jenkins
Fru Jenkins debuterede som sanger i en alder af 44 år og udviklede en urokkelig tro på sine egne evner.
© Library of Congress & Getty Images

Florence Foster Jenkins: Tonedøv diva trak fulde huse

Florence Foster Jenkins massakrerede værker af Mozart, Strauss og mange flere. Men sangerindens talrige beundrere elskede hende alligevel, for Jenkins optrådte med en livsglæde, der smittede af på alle.

25. august 2016 af Søren Flott
Flere timer før koncerten den 25. oktober 1944 strakte køen sig allerede fra Carnegie Halls indgang og hele vejen ned ad New Yorks Seventh Avenue. Overklassefruer iført pelse stod side om side med unge værnepligtige, som aftenens hovedperson havde foræret gratis billetter. Langs køen løb desperate fans rundt og viftede med 20-dollar-sedler – seks gange prisen for at komme ind – i håbet om at overtale nogen til at sælge deres pladser.

Den store sal i et af verdens mest prestigefyldte koncerthuse blev proppet til bristepunktet, da 3.000 glade publikummer maste sig ind – mange af dem bevæbnet med de lommetørklæder, de senere ville få hårdt brug for, når Florence Foster Jenkins begyndte at synge.

Klokken 20.30 slog pianisten de første toner an på flyglet, og ind vraltede den 76-årige Florence Foster Jenkins iført aftenens første kreation – en svagt ferskenfarvet og lidt for stram kjole med slæb og et væld af glitrende smykker. Med sig havde hun en overdimensioneret vifte af orange og hvide fjer, som hun koket kiggede frem bag.

LYT HER: Hør den tonedøve diva mishandle Mozart

Publikum måtte bide sig i hænderne

Rundtom i den tætpakkede sal hørtes fnis, men de blev overdøvet af bifald, da Jenkins afsluttede sit første nummer lige så skidt, som hun begyndte det.

Efter et par numre mere og en kort omklædningspause steg bifaldet til stormstyrke, da Jenkins trådte ind på scenen klædt ud som Inspirationens Engel i hvide gevandter komplet med vinger og glorie. Hun kastede sig straks over en maltraktering af Adeles sang fra Johann Strauss’ operette Flagermusen.

“Shhhh! Lad være med at grine så højt!” lød det fra nogle tilhørere. “Put noget i munden!” lød det fra andre. Men Jenkins fortsatte uanfægtet.

De publikummer, som før havde hørt hende synge, stoppede deres lommetørklæde i munden for ikke at grine højlydt. Andre bed sig i hånden, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

Aftenen i Carnegie Hall blev uforglemmelig. Jenkins slog alle publikumsrekorder, selvom hun ifølge en af de tilstedeværende lød som “en kalkun, der blev mishandlet”.

Det var ikke Florences sangevner, men hendes begejstring, der imponerede publikum.

© Library of Congress & Getty Images

Florence Foster Jenkins var klavervirtuos 

Jenkins blev født i 1868 i en lille by i Pennsylvania, USA. Hendes far var velhavende og betalte gladeligt for klavertimer, hvor Florence viste et overraskende talent. I løbet af 12 måneder blev hun så god, at præsident Hayes inviterede hende til at spille for sig – blot 10 år gammel. Senere satte en skade i armen en stopper for den lovende karriere.

I stedet kastede hun sig over opera. Da hendes far – som må have hørt hendes særprægede stemme – afviste at betale for en studietur til Europa, giftede den 16-årige pige sig med en dobbelt så gammel læge, så hun kunne flytte hjemmefra.

Ægteskabet var ulykkeligt, og hun blev skilt få år senere. Da hendes far døde i 1909, arvede hun en formue, flyttede til New York og blev snart et kendt ansigt i storbyens selskabsliv. På den tid stiftedes et væld af klubber for rige kvinder, der ønskede mere af livet end mand og børn.

Jenkins grundlagde sin egen klub, The Verdi Club, der bød på koncerter, damefrokoster og baller – til fordel for Røde Kors og andre godgørende formål.

I The Verdi Club begyndte hun for alvor at optræde med sang. Ved personligt at stå for billetsalget sørgede Florence for, at nære venner og beundrere besatte de forreste pladser, og at pressens seriøse kritikere aldrig fik adgang. Ingen nænnede at fortælle hende sandheden – dertil var Jenkins’ glæde ved at stå på scenen for stor. I stedet blev kommentarerne holdt i tvetydige vendinger som: “De var enestående, madame”. “Jeg har aldrig hørt noget lignende!”

I 1941 sørgede Florence selv for at blive foreviget på grammofonplade. Iført en kæmpe hat med slør indspillede hun Nattens Dronnings arie fra Mozarts Tryllefløjten. I fire lange minutter brægede hun sig gennem sangen, mens en pianist forgæves forsøgte at følge med.

Bagefter dristede en lydtekniker sig til at foreslå, at madame måske skulle prøve en gang mere. Hun sendte ham et isnende blik og replicerede:

“Hvorfor i alverden skulle jeg det? Det lød perfekt i mine ører!”

Jenkins tog en taxa tilbage til hotellet, hvor hun havde fast bopæl, og her kom hun alligevel i tvivl. Der var noget med en af tonerne til sidst i arien.

Næste dag ringede hun til lydstudiets direktør, men blev hurtigt beroliget:

“Min kære mrs. Jenkins – De behøver ingenlunde at bekymre Dem om nogen enkelt tone!”


Gennem årene optrådte Jenkins ved et væld af selskabeligheder og samlede enorme summer ind til godgørende formål. Folk, der kendte divaen, fortalte, at ingen gik forgæves til hende, hvis de havde brug for hjælp.

Dertil kom, at hun ifølge sine venner troede fuldt og fast på sine evner – inde i hovedet var hun den største sopran, verden endnu havde set.

Barsk kritik tog livet af Florence Foster Jenkins

Glæden fik imidlertid en brat ende, da kritikere fra de store aviser fældede en knusende dom over Jenkins’ koncert i Carnegie Hall den aften i 1944. Dagen efter kunne Jenkins for første gang læse sandheden om sin sangstemme i ofte perfide vendinger. Avisen New York Post beskrev fx hendes optræden som:

“En af de underligste vittigheder, New York nogensinde har oplevet”.

En anden af New Yorks aviser skrev:

“Hun besidder kun en ynkelig rest af, hvad der engang var en stemme”.

Få dage efter koncerten fik Florence Foster Jenkins et hjerteanfald, som hun aldrig kom sig over. En måned senere døde hun i sin sygeseng.    

Måske er du interesseret i...

Læs også