Renæssancens kunstnere genoplivede antikkens store fokus på den mandlige krop. © Bridgeman, Scala & Shutterstock

Firenze var bøssernes by

Stikkere, billige prostituerede og et særligt moral-politi. Firenze indledte i 1432 en omfattende kamp mod de mange homoseksuelle, der flokkedes i byen. Retsdokumenter giver et enestående indblik i bystyrets utrættelige kamp mod synden.

Den første tilståelse blev fremstammet af den 14-årige Francesco di Giovanni – en knægt, der arbejdede hos barberen på Piazza Santa Trinita i Firenze.

Den rødmende dreng tilstod modvilligt, at han have stået i et homoseksuelt forhold til ingen ringere end byens mægtigste embedsmand, Doffo di Nepo Spini.

Forbrydelserne havde fundet sted i Spinis overdådige palæ midt i byen, ligesom teenageren også kunne udpege en 60-årig hestetræner, som også havde medvirket i udskejelserne.

Tre dage senere, 25. maj 1432, tilstod den 70-årige embedsmand også og blev idømt en stor pengebøde. Samme straf fik hestetræneren.

Sagen mod Doffo di Nepo Spini vakte behørig opsigt i Firenze. For den detroniserede embedsmand var blandt de første, som blev fældet af en ny lov, der skulle rykke homoseksualitetens “afskyelige synd” op med rode.

Mere bemærkelsesværdigt var imidlertid, at Spini selv havde været en af lovens ivrige fædre.

For borgerne i Firenze var anholdelsen af Spini derfor endnu en bekræftelse af, at homoseksualiteten havde solidt fodfæste i byen.

Paven fordømte Firenze

Historikerne strides i dag om homoseksualitetens omfang i Firenze, men de fleste er enige om, at byen i 1300- og 1400-tallet rummede en stærk mandekultur, som blandede velstand, fest og frihed med homoseksuel erotik.

Firenze var byen, hvor digterne åbent hyldede kærlighed mellem mænd. Og de florentinske malere og billedhuggere var blandt de første, som i renæssancen genoplivede antikkens fascination af den nøgne mandekrop.

I resten af Europa havde Firenzes borgere længe haft så stærkt et ry for hang til homoseksualitet, at ordet “florentiner” i flere tysktalende områder sågar blev et synonym for “bøsse”.

Florentinernes ukristelige eskapader gik heller ikke ubemærket forbi kirkens mænd, som gentagne gange tordnede mod tøjlesløsheden i Firenze:

“I denne verden findes ikke mere vederstyggelige synder end dem, som trives mellem florentinerne. Den første er deres åger. Den anden er så afskyelig, at jeg end ikke vover at nævne den”, slog pave Gregor 11. fast i 1376.

Fordømmelsen fortsatte i 1424, hvor prædikanten Bernardino af Siena i hele tre dage buldrede fra en af Firenzes prædikestole mod den “stinkende synd, hvis stank stiger helt op til stjernerne”.

Ifølge Bernardino var problemet så udbredt, at en florentiner ikke kunne få arbejde som skolelærer i andre byer, “for at han ikke skal forføre drengene”.

Mange af renæssancens mestre fokuserede på mande-kroppen – fx Luca Signorellis piskningsscene.

© Bridgeman Images

Bordeller skulle omvende bøsser

Firenzes magthavere brød sig ikke om homoseksuelle af to årsager. For det første var homoseksualitet så skændig en synd, at Guds straf risikerede at ramme hele byen, mente de. 

For det andet ville antallet af børnefødsler – og dermed byens størrelse – skrumpe, hvis mændene kun lå i med hinanden.

“Ingen betvivler, at kvinden er nødvendig for manden til at avle sønner”, fastslog præsten og filosoffen Leon Battista Alberti midt i 1400-tallet.

Bystyret vedtog allerede i 1320'erne at forbyde homoseksuel aktivitet ved lov, men tiltaget gav ingen nævneværdig effekt. 

I begyndelsen af 1400-tallet besluttede magthaverne derfor – ifølge et officielt dokument fra perioden – “at udrydde et større onde ved hjælp af et mindre”. I praksis betød dette, at byrådet brugte en mindre formue på at opføre to nye bordeller i byen.

“I disse bordeller skal de prostituerede bo for at stille deres kroppe til disposition for liderlig efterspørgsel”, oplyser dokumenter fra bystyret, som overlod den daglige drift af bordellerne til private forretningsfolk.

Samtidig åbnede byen et såkaldt “ærbarhedskontor” – en myndighed, som skulle overvåge moralen og regulere prostitutionen. Kontoret sørgede bl.a. for, at lovene blev lempet, så Firenze kunne tiltrække flere prostituerede. 

Af kontorets dokumenter kan historikerne se, at strategien virkede. Her viser navne som Lena de Bruxelles og Catarina de Constantinopoli, at letlevende kvinder kom til Firenze langvejsfra.

“En hvilken som helst skøge må frit komme og bo i Firenze i lovlige bordeller. Og ingen skøge må på nogen måde eller under noget påskud arresteres eller generes mod sin vilje”, fastslog byens nye love, som også lempede kravene til de prostitueredes påklædning. 

Fx behøvede kvinderne nu ikke længere at binde en bjælde i håret eller bære handsker for at skille sig ud fra andre kvinder.

Med lovændringerne blomstrede bordeldriften i byen. De officielle skattelister fra perioden viser, at flere mænd begyndte at omtale sig som “bordelvært”, og at byens spidser tjente tykt på at udleje huse til prostitution.

Spioner blev sendt i byen

Efter små 20 år med et aktivt ærbarhedskontor og masser af prostituerede måtte bystyret indse, at de unge mænd ikke var blevet mindre homoseksuelle med årene. 

Mere drastiske midler måtte tages i brug. Byens spidser etablerede nu “nattekontoret” – et moral-politi, som alene havde til formål at opspore og straffe homoseksualitet.

Lykkeligvis er de fleste af kontorets mange dokumenter bevaret for eftertiden, så historikerne i dag har et detaljeret indblik i, hvordan myndigheden arbejdede og var opbygget.

I spidsen for det nye kontor stod seks “natteofficerer”, som alle skulle være mindst 45 år gamle og – som de eneste offentligt ansatte – gift. 

Under sig fik officererne en sekretær, en inkassator og et antal medarbejdere til det praktiske arbejde. 

Med tiden ansatte nattekontoret også et stort antal spioner, som skulle være officerernes øjne og ører i Firenzes vilde natteliv.

Kontoret kom strygende fra start, og en syndflod af anklager om homoseksualitet strømmede ind. 

Succesen skyldtes ikke mindst, at nattekontoret opsatte særlige klagekasser i flere af byens kirker, hvor borgere diskret kunne lægge sedler med mistanker og observationer af homoseksuel opførsel. 

Hvis den anklagede blev fundet skyldig og idømt en pengebøde, fik angiveren omkring 25 procent af bødesummen.

De store mestre var til mænd

Flere af renæssancens største kunstnere var – efter alt at dømme – homoseksuelle. Fx skrev multikunstneren Michelangelo digte og breve, hvor han satte ord på sit forhold til mænd. Ifølge historikeren Elena Lazzarini fra universitetet i Pisa var Michelangelos vægmalerier i Det Sixtinske Kapel endda inspireret af hans besøg i saunaer og bordeller for bøsser.

Mens Michelangelo aldrig blev direkte forfulgt for sin seksualitet, måtte et andet stort geni, Leonardo da Vinci, opleve Firenzes berygtede anti-sodomilove på nærmeste hold. Som 24-årig blev Leonardo i 1476 arresteret og anklaget for at have stået i forhold til en mandlig prostitueret. Retsdokumenterne er ikke udførlige, men viser, at sagen mod Leonardo blev henlagt efter to retsmøder “på grund af mangel på bevis”.

Også malerne Raffael og Sandro Botticelli var ifølge nogle historikere blandt renæssancens mange homoseksuelle kunstnere.

Byen tjente styrtende på bøder

Systemet trak – ikke overraskende – tusindvis af anklager med sig. Nu kunne florentinerne pludselig få ram på en ubehøvlet nabo eller en grov forretningsforbindelse ved at smide hans navn i klagekassen.

Andre forsøgte at bruge nattekontoret som led i børneopdragelsen, viser dokumenter: “Natteofficerer, jeg bønfaler jer. Jeg er en stakkels enke med en søn ved navn Niccoló. 

En mand ved navn Francesco Benghi henter ham hver aften og sodomiserer ham. Han giver ham en mønt hver gang. Arrestér drengen i hemmelighed. Sæt lidt frygt i ham med pisken, og han vil tilstå alt”, bad Maria Angelica fx i 1495.

Klagekasserne blev også ivrigt brugt i de intense, politiske magtkampe i Firenze. Byens rige familier stak jævnligt hinanden til natteofficererne for at tilsværte og få ryddet konkurrenter af vejen. 

Fx var en stribe af nattekontorets første dømte alle fjender af Medici-slægten, som i denne periode forsøgte at gribe magten. Et enkelt medlem af Medici'erne oplevede dog også selv at blive anklaget for homoseksualitet hele otte gange.

Nattekontorets åbning i 1432 førte til strengere kontrol med homoseksualiteten, men samtidig blev straffene pudsigt nok mildere. 

Hvor homoseksuelle tidligere blev fængslet og brændt på bålet, endte de fleste sager nu med en bøde.

En gennemgang af nattekontorets dokumenter viser, at op mod 17.000 mænd blev registreret for homoseksualitet i løbet af kontorets 70-årige levetid. Af dem blev 3.000 dømt, men blot 60 blev idømt hårde straffe som fængsel, deportation eller bålet.

Oftest kunne en anklaget få omstødt sin straf ved at fordømme sine homoseksuelle handlinger og betale en mindre bøde.

Nattekontoret blev alt i alt en god forretning for bystyret. Bøderne betalte ikke blot natteofficernes og de ansattes løn – indtægterne rakte også til kontorets husleje og overdådige “firmafester”. 

Regnskabsbøger fra 1450’erne viser, at nattekontorets folk på festdage fik serveret både gæs, ænder og gedekid.

Vil du læse mere om minoriteternes kamp gennem historien?

Så få HISTORIE lige til døren.

Du finder de bedste tilbud her

Mændene elskede videre

Nattekontoret endte på sin vis med at blive kvalt i sin egen succes. De mange anmeldelser og det effektive netværk af spioner betød, at op mod hver anden mand i Firenze med tiden blev anklaget for homoseksualitet. Blandt dem var endda flere af natteofficererne selv.

Også de 3.000 dømte viser, at nattekontoret var på massivt overarbejde. Til sammenligning blev kun 268 mænd dømt for homoseksualitet i Venedig i samme periode. I den nærliggende by Ferrara blev blot otte mænd dømt.

Historikerne kender ikke den specifikke årsag til, at nattekontoret i 1502 pludselig blev lukket, og dets opgaver overladt til andre ordenshåndhævere.

Under alle omstændigheder fik kontoret langtfra udryddet Firenzes ry som bøssernes hovedstad.

Tværtimod satte de utallige anklager og retssager endnu en streg under, hvor solidt homoseksualitet havde slået rødder i Firenze.

Efter nattekontorets mangeårige virke fortsatte de florentinske mænd ufortrødent med at sove med hinanden.

Det fremgår bl.a. af et brev, som den berømte diplomat og forfatter Niccoló Machiavelli fik fra en nær ven i 1523 – to årtier efter nattekontorets lukning.

“Nå, så Lodovivo (Machiavellis søn, red.) har en knøs hos sig, med hvem han morer sig, laver sjov, vandrer ture, hvisker i øret, går i seng med. Og hvad så? Selv i disse handlinger er der måske ikke noget galt”, skriver vennen og tilføjer senere i brevet:

“Og dig, havde du kendt dig selv godt, så havde du måske heller aldrig taget en kone”.

De homoerotiske undertoner er tydelige i mange af de offentlige kunstværker i Firenze.

© Bridgeman Images & Shutterstock

Firenzes moral-politi førte bog over bøsserne

Nattekontorets retsdokumenter viser, at den berygtede myndighed gik meget nidkært til værks, når de homoseksuelle lovovertrædelser skulle beskrives. 

Dokumenterne er derfor en statistisk guldgrube for nutidens historikere og indeholder bl.a. meget detaljerede oplysninger om, hvordan forbrydelserne er foregået, og hvordan de skyldige har forholdt sig under akten.

Fx var nattekontoret meget interesseret i, hvem den aktive, indtrængende og den passive, modtagende part var i en homoseksuel relation. 

Dokumenterne viser, at de ældste anklagede typisk havde den penetrerende rolle, mens unge mænd blot lagde krop til.

Kontoret skelnede også skarpt mellem kønslig omgang “fra front” og “fra bag”. Tallene viser, at oralsex tilsyneladende var sjælden i renæssancens Firenze. 

Dette faktum underbygges af en tilståelse fra en rutineret mandlig prostitueret, som påstod, at han var blevet meget “overrasket og en smule bange, da hans partner begyndte at udøve fellatio på ham”.

Læs mere

Michael Rocke: Forbidden Friendships – Homosexuality and Male Culture in Renaissance Florence, Oxford University Press, 1996. Gene Brucker: Giovanni and Lusanna: Love and Marriage in Renaissance Florence, University of California Press, 1992. John M. Najemy: A History of Florence, Wiley-Blackwell, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også