Han van Meegeren bragte sig selv i søge­lyset, da han solgte et forfalsket maleri til nazispidsen Göring.
© Corbis/Polfoto, Getty/AOP & Tim Koster, Rijksdienst voor het Cultureel Erfgoed, Rijswijk/Amersfoort

Kunstsvindler førte Göring bag lyset

Van Meegeren kunne male som de gamle hollandske mestre, men det imponerede ingen i 1930’erne. Forbitret udtænkte han et genialt svindelnummer, der skulle gøre hele kunsteliten til grin, og det viste sig at virke alt for godt.

1. november 2016 af Esben Sylvest
Emmy Göring benægtede alt.

Over for de amerikanske soldater, der dukkede op på slottet Fischhorn syd for Salzburg den 21. maj 1945, afviste hun ethvert kendskab til hendes mands kunstsamling. 


Og at topnazisten og Luftwaffe-chefen Hermann Göring skulle have gemt mesterværker på selve slottet, var pure opspind, påstod hun.

De uvelkomne gæster kom fra en allieret specialenhed, der jagtede tyvekosterne fra nazistiske kunstrøverier over hele Europa.


På Fischhorn ledte de efter et maleri af Vermeer, den store hollandske guldaldermester, og efter hårdt pres brød Göring-familiens mangeårige sygeplejerske sammen. Hun vidste, hvor det gamle lærred var gemt af vejen, viklet omkring et kakkelovnsrør.

“Pas godt på det, det er af stor værdi”, sagde sygeplejersken, da hun udleverede maleriet.


Imens græd Emmy Göring inderligt, for hverken hun eller soldaterne anede, at mesterværket var en forfalskning, udført få år forinden af hollænderen Han van Meegeren.

I Nürnberg afventede Herman Göring sin retssag som krigsforbryder, da han hørte, at hans dyrt betalte Vermeer var et gement svindelnummer.

Ifølge et øjenvidne “så han ud, som om han for første gang havde opdaget, at der var ondskab i verden”. Han van Meegeren havde igen taget fusen på kunstverdenen – men denne gang skulle han selv komme til at betale prisen.

Kritikerne lo ad det unge talent

Lærersønnen Han van Meegeren blev født i den hollandske by Deventer i 1889, og allerede som barn udviklede han en brændende passion for at tegne og male.


I skolen solgte han tegninger af afklædte kvinder til de andre drenge, og en lokal kunstmaler påtog sig at oplære det unge talent.

Van Meegeren lærte at beundre 1600-tallets hollandske genier og især den store Johannes Vermeer fra Delft.

Imens udviklede egoet sig med samme hast som evnerne, og han fantaserede om at blive hyldet på samme måde som sine for længst afdøde helte.

Men selv om han var en blændende dygtig maler, hørte hans teknikker og motiver en svunden tid til, for traditionel kunst var blevet erstattet af nye stilarter som impressionisme og kubisme.

Da van Meegeren begyndte at vise sine værker frem, blev han mødt med hånlige ord:
“Han besidder enhver færdighed undtagen originalitet”, skrev en anmelder efter en udstilling i 1922.

“Udstillingen efterlod et indtryk af, at jeg havde set det hele før”, bemærkede en anden. Van Meegeren druknede sine frustrationer på værtshuse, søgte trøst hos prostituerede og opbyggede en indædt afsky for kunstverdenen, der ikke anerkendte hans geni.

I 1928, hvor van Meegeren var 39 år, gik han til modangreb. Sammen med et par venner udgav han det skingre kunsttidsskrift “Kamphanen”, hvor han øste af sine galde i første nummer:

“Den lille slimede gruppe af kvindehadere og negerelskere – avantgarden af pan-europæisk kunst – er lidt for amoralsk til at blive diskuteret her”, sluttede han sin vrede tirade.

Portrætmalerier var van Meegerens levebrød. På dem kom hans evne til at kopiere virkeligheden til sin ret.

© “Dr. maurits ernest houck”

Den store hævn tog form

De hadske ord i “Kamphanen” vandt kun van Meegeren endnu flere modstandere i kunst-branchen, og han fik svært ved at sælge sine værker. I stedet måtte han tjene på at male portrætter, undervise og restaurere gamle malerier.


Samtidig tog en udspekuleret plan form i hans hoved. Han ville udstille kunstbranchens forlorenhed og bevise sit storslåede talent ved at begå et perfekt 1600-tals mesterværk i Vermeers navn.

Når alle kritikerne var faldet i svime over den nyopdagede skat, ville han give sig til kende som ophavsmanden.

Gennem de første år af 1930'erne eksperimenterede van Meegeren med forfalskningens vanskelige kunst, som ikke alene kræver færdigheder med pensel, men også evner som kemiker og kunsthistoriker.


Han købte ægte malerier fra 1600-tallet og fjernede omhyggeligt de oprindelige motiver, inden han påførte sine egne med farver blandet af præcis de ingredienser, Vermeer i sin tid havde benyttet.

Og han udviklede særlige teknikker til at tørre malingen og opnå de krakeleringer i overfladen, som normalt kræver årtiers ældning.

Endelig en lys efterårsmorgen i 1936 var van Meegeren klar til at begynde på det, der skulle blive hans livs mesterværk.

Motivet var en bibelsk scene med Kristus, der indtager et måltid med sine disciple i landsbyen Emmaus. I det næste halve år arbejdede han koncentreret for at lave den perfekte Vermeer. 

Opdigtede historie om maleriet

Da svindleren omsider var tilfreds og lagde penslen fra sig, kontaktede han en gammel bekendt, advokat G.A. Boon i Paris, og fortalte ham en løgnehistorie.


Van Meegeren påstod, at han repræsenterede en fornem hollandsk kvinde, der havde arvet en samling af gamle malerier.

Hun ville gerne sælge ud af klenodierne, men levede i Italien, hvor Mussolinis fasciststyre forbød eksport af kunstskatte.

En eventuel handel krævede derfor stor diskretion.

Ifølge van Meegeren var et af adelskvindens værker måske et ukendt maleri af den berømte Veermer, og da Boon blev lovet procenter af salgsprisen, var han mere end ivrig efter at hjælpe.

Næste skridt i den udspekulerede plan var at lade advokaten opsøge den forhenværende museumsinspektør Abraham Bredius, der levede i Monaco. Bredius var verdens førende Vermeer-kender, og hvis han sagde god for det ukendte maleri, ville alverdens kunst-købere kappes om at få fat på det.

Gamle Bredius troede knap sine øjne, da advokat Boon viste ham maleriet. Han placerede sine briller på næseryggen og inspicerede værket med forsigtige bevægelser. Lærredet var tydeligvis gammelt nok til at være ægte.

“Det er interessant, bestemt”, bemærkede eksperten.

Derpå væddede Bredius en tot vat med alkohol og førte den let hen over et hjørne af maleriet. Oliemaling er adskillige år om at tørre helt, så hvis værket ikke var gammelt, ville det blive afsløret af testen.


Men intet skete – van Meegeren havde gjort sit arbejde ordentligt.

Bredius beholdt maleriet i flere dage for at underesøge det nærmere, inden han omsider gav advokat Boon en konvolut med sin skriftlige vurdering.
I 1930'erne prydede van Meegerens dådyrskitse hvert femte hollandske hjem.
© Han van Meegeren

Snød førende Vermeer-ekspert

Van Meegeren læste ivrigt Bredius' dom, da han fik den overrakt i Paris:

“Dette mageløse værk af Vermeer, den store Vermeer af Delft, er med Guds hjælp kommet frem i lyset fra det mørke, hvor det har ligget i mange år”, begyndte dokumentet. Svindleren brød ud i en rungende latter.

Da Bredius skrev om den genfundne Vermeer i kunstmagasinet “Burling-ton”, gav interesserede købere sig til at bestorme advokat Boon.

I sidste ende gik maleriet til Boijmans-museet i Rotterdam, der måtte rejse 520.000 gylden eller omkring 35 mio. nutidige danske kroner fra private mæcener.

Aviser fra Berlin til New York hyldede det nyfundne mesterværk, og van Meegeren overvejede at afsløre sig selv og gøre kritikerne til grin, men han besluttede sig for at vente. Han var med ét slag blevet styrtende rig og nød hele postyret.

I juni 1938 viste Boijmans-museet sit nye klenodie frem, og van Meegeren besøgte selv udstillingen hver eneste dag for at drive gæk med de andre gæster.

“Jeg kan ikke begribe, at de betalte en halv mio. gylden for det her – det er tydeligvis falsk”, sagde svindleren højlydt og nød de protester, hans ord affødte.

For sin nye formue købte van Meegeren en pragtvilla i Nice, hvor han og hans hustru afholdt overdådige sammenkomster. Når folk spurgte ind til hans velstand, fortalte han beredvilligt, hvordan han havde vundet i lotteriet.

Malede videre i morfinrus

Inden for en måned var van Meegeren i gang med en ny forfalskning, og i de følgende år blev verden beriget med knap 10 “hidtil ukendte” malerier af Vermeer og Pieter de Hooch. De blev solgt til private samlere og indbragte van Meegeren omkring 284 mio. kroner.

Svindleren vendte hjem til Holland, hvor han slog sig ned i en eksklusiv Amsterdam-forstad og gav sig til at opkøbe ejendomme. Efter nogle år betroede han en veninde, at han ejede mere end 100 bygninger, bl.a. hoteller og natklubber.

De fleste af hans penge blev kanaliseret uden om skattevæsenet, og derfor kunne van Meegeren ikke sætte dem i banken.


I stedet gravede han store kontantbeløb ned i haven, hvor han ofte havde svært ved at finde dem igen, for van Meegeren var begyndt at drikke. Den første gin blev skænket allerede ved morgenstunden, og for at holde sine hænder i ro, mens han malede, måtte han fylde sig med morfintabletter.

Van Meegeren var et menneske i opløsning, da tyske styrker angreb Holland i maj 1940 og satte gang i den proces, der skulle føre til svindlerens afsløring.  

Görings stråmand købte ind

I kølvandet på Tysklands sejrrige hære fulgte nazistisk udplyndring af kulturskatte, som Hitler ville samle i et gigantisk kunstmuseum i Linz.


Topnazisten Alfred Rosenberg anførte en specialenhed, der finkæmmede de besatte områder og bl.a. skaffede Hitler Vermeers “Astronomen” – konfiskeret fra den jødiske Rothschild-familie.

Hitler fik konkurrence af Hermann Göring, nr. to i det nazistiske hierarki, der selv havde store kunstambitioner.

“Jeg har måske den vigtigste private samling i Tyskland, hvis ikke i hele Europa”, pralede den korpulente rigsmarskal over for Rosenberg. Men han havde endnu ingen Vermeer.

En mulighed for at udfylde hullet i samlingen bød sig i 1942, da Görings stråmand i Holland, Alois Miedl, modtog et interessant tilbud. Miedl kunne berette, at en privatperson var parat til at sælge en hidtil ukendt Vermeer, der havde klare ligheder med Boijmanmuseets allerede berømte mesterværk.

Göring slog til, og maleriet blev hans for 1.650.000 gylden eller 77 mio. kroner i dag. Rigmarskallen var van Meegerens seneste offer, men denne gang havde svindleren blottet sig.

Hitler og Göring skyede ingen midler i deres jagt på Europas store kunstskatte.
© Scala/BPK

Blev anklaget for landsforræderi

Efter Hollands befrielse i maj 1945 gik klapjagten ind på kollaboratører, og van Meegeren kom snart i søgelyset.

Detaljerede tyske optegnelser viste, at han havde solgt ud af hollandsk kulturarv til undertrykkerne, og nye love gav dødsstraf for den form for landsforræderi.

Aviserne rasede over “den hollandske nazikunstner”, der havde levet godt af fjendens penge. Folket tørstede efter hævn, men selv om hans liv stod på spil, tøvede van Meegeren med at afsløre sig selv.


Hans oprindelige planer om hævn over kunstverdenen var blevet erstattet af stolthed over sine malerier, der var udødeliggjorte i Vermeers navn.

Først efter seks uger i fængsel indrømmede van Meegeren sin systematiske svindel, men til hans forbløffelse blev tilståelsen pure afvist. Kunsteksperter anså det for umuligt, at en andenrangskunster kunne være ophavsmand til perlerækken af kostbare værker.

Desperat tilbød van Meegeren at male en ny “Vermeer” under overvågning, blot han fik sin morfin.

“Han maler for sit liv”, skrev en hollandsk tabloidavis, og det var netop, hvad van Meegeren gjorde i to måneder. Resultatet var ikke hans bedste Vermeer, men godt nok til at overbevise.

Tonen i pressen ændredes, for mange almindelige hollændere kunne ikke lade være med at holde af en plattenslager, der havde snydt den selvglade kunstelite og bondefanget nazisterne. 

Van Meegeren måtte afsløre sine falsknerier for ikke at blive domt som forræder.

© Spaarnestad Photo

Nåede lige at opleve frikendelsen

Van Meegeren blev løsladt, mens han afventede den endelige retssag, og i efteråret 1947 frifandt retten ham for landsforræderi.


Et panel af eksperter havde gransket alle hans forfalskninger, og røntgenfotografering fjernede enhver tvivl. I sine senere forfalskninger havde van Meegeren nemlig sjusket og undladt at fjerne de oprindelige motiver fra gamle lærreder, inden han malede over.

Ud fra hukommelsen kunne han beskrive de underliggende motiver, som røntgenfotografierne viste.

Svindleren beviste sin skyld ved at male en helt ny Vermeer-forfalskning i retten.
© Ullstein bild/Polfoto
“Fastholder du stadig at have skabt alle forfalskningerne selv?” spurgte dommeren den anklagede i retten.

“Ja, Deres velbårenhed”, lød svaret.

“Og at have solgt dem til ublu priser?” fortsatte dommeren.

“Hvilken mulighed havde jeg? Hvis jeg havde solgt dem billigt, havde det i sig selv afsløret, at de var falske”, sagde van Meegeren ironisk. I et mere alvorligt øjeblik erkendte han, at hans triumf som forfalsker også var hans nederlag som kreativ kunstner.

I november 1947 blev van Meegeren idømt ét års fængsel for bedrageri, og millionkrav fra Hollands skatte­væsen og utilfredse kunstkøbere lagde hans økonomi i ruiner.


Men inden han begyndte på sin afsoning, indhentede det årelange misbrug ham, og han døde af hjertestop den 29. december 1947.

Rigsmarskal Hermann Göring slap også for straf. Godt et år tidligere havde han taget sit eget liv med cyankalium i fængselscellen i Nürnberg, hvor han ventede på at blive hængt.

Måske er du interesseret i...

Læs også