Mona Lisas hjemkomst i januar 1914 er et triumftog. På to dage kommer 100.000 besøgende for at se maleriet på Louvre.

© AOP/Getty Images & Italian Renaissance Art

Panik i Paris: Italiensk patriot stjal Mona Lisa

En augustmorgen i 1911 lusker en mand ud af en bagdør på kunstmuseet Louvre. Skjult under tøjet har han et maleri, som han knuger ind til kroppen. Manden har stjålet Mona Lisa, og snart er kvinden med det gådefulde smil den mest eftersøgte person i verden.

5. oktober 2017 af Stine Overbye

Da kunstneren Louis Béroud klokken ni tirsdag morgen 22. august 1911 indfinder sig i Salon Carré på kunstmuseet Louvre, bliver han mødt af et nedslående syn. 

Béroud har tænkt sig at tegne en skitse af Mona Lisa, men på den plads, hvor kvinden med det gådefulde smil plejer at hænge, er væggen bedrøveligt bar.

Fire jernkroge på den hvide væg er de eneste spor efter Mona Lisa, og Béroud ærgrer sig. Fra sine tidligere besøg på Louvre ved han, at malerierne har det med at forsvinde, men heldigvis kun midlertidigt. 

Museets fotografer har frie hænder til at bære værkerne hen i atelieret og tage katalogbilleder af dem, og Beróud formoder, at Mona Lisa lige nu er badet i blitzlys.

“Når smukke kvinder ikke er hos deres elskere, er de typisk hos deres fotograf”, siger han spøgefuldt til den aldrende kustode, der ubekymret trisser omkring i salen med berømte renæssancemalerier. 

Væggene i Salon Carré er prydet med flere andre Leonardo da Vinci-mesterværker, som hænger side om side med perler af blandt andre Rafael, Tintoretto og Rembrandt. 

Ingen af disse malerier er dog så små som Mona Lisa, som med sine mål på 77 cm gange 53 cm er lige til at stikke under armen.

Da Mona Lisa stadig ikke er dukket op klokken 11, er Bérouds tålmodighed ved at være brugt op. 

“Hvor lang tid kan det egentlig tage at sidde model? Jeg spilder min tid. Vær venlig at spørge fotograferne, hvornår maleriet vender tilbage”, anmoder han kustoden.

Kustoden spæner forpustet rundt

Få minutter efter er intet længere, som det plejer at være. Louvre, Paris, Frankrig, ja, hele verden vil om kort tid være i oprør, og kustoden er den første, der fornemmer den ube­hagelige kendsgerning. 

Fotograferne har ikke taget Mona Lisa, de aner ikke, hvor hun befinder sig, men opfordrer kustoden til at kigge i museets øvrige gallerier.

I jagten på maleriet stæser kustoden stadig mere forpustet fra det ene lokale til det andet, og efter et kvarters forgæves søgen mærker han en fortrop af ubestemmelig uro. 

Han kan nu ikke længere holde sin frustration tilbage og brøler “merde” (lort), inden han haster ind på direktørens kontor. “Mona Lisa er væk”, gisper han.  

Mens Mona Lisa er borte, går billedet med ét slag fra at have været et mesterværk blandt mange andre til at være Leonardo da Vincis mest berømte værk og Louvres absolut største attraktion.

© Scanpix/Mary evans

Frankrig lukker sine grænser

Klokken 13 bliver Frankrigs landegrænser lukket, og det samme bliver Louvre, hvor en hær af politifolk allerede har indfundet sig. Ingen får lov at forlade museet, og mens betjentene finkæmmer hver en krog og endevender hvert et skab, holder politidirektøren krisemøde med museumsledelsen.

Ledelsen oplyser, at Louvre altid holder lukket om mandagen, og at Mona Lisa sidst er set med sikkerhed søndag 20. august om aftenen. 

Maleriet kan med andre ord have været væk i over et døgn, erkender politidirektøren, der aner konturerne af en kæmpeskandale. 

Han frygter, at tyven for længst er over alle bjerge, men som alle andre klynger han sig til håbet om, at maleriet lynhurtigt vil dukke op – at det hele blot skyldes en misforståelse. 

Men i en mørk krog i en trappe­opgang på Louvre gør en betjent et fund, som kvæler al optimisme. 

På trappen ligger både den glasramme, som Mona Lisa har været forskanset bag, og den antikke træramme, som plejer at omkranse hende. 

Minder du om Leonardo Da Vinci?

Svar på 41 spørgsmål om dig selv, og find ud af, hvilken af historiens største personligheder du minder mest om i HISTORIES ultimative personlighedstest. 

Hele verden rammes af forfærdelse

Knap er rammerne fundet, før nyheden om det forsvundne mesterværk breder sig som en steppebrand gennem Paris’ solbeskinnede boulevarder. 

“Mona Lisa er væk! Mona Lisa er væk!” råber avissælgerne, som får udsolgt på rekordtid. 

Både franske og udenlandske journalister valfarter sensationslystent til Louvre, og via telegrafkabler når nyheden på få timer ud til hele kloden. 

Fra avisernes forsider smiler Mona Lisa snart gådefuldt til læserne, og med fede typer slår The New York Times fast, at “hele verden er ramt af forfærdelse. 

Aldrig tidligere i verdenshistorien har et lignende tyveri fundet sted”. En fransk avis spørger vantro “hvad bliver det næste? Eiffeltårnet?”, mens The Washing­ton Post nøjes med at konstatere, at “kunstverdenen er ramt af chok”.

Blandt eksperter har Leonardo da Vincis Mona Lisa for længst vundet ry for at være et af de fornemste eksempler på renæssancekunst, og et forsigtigt skøn lyder, at maleriet er omkring 30 millioner kroner værd – det svarer til cirka 675 millioner kroner i nutidspenge.

Et så værdifuldt værk er i sagens natur interessant for kunsttyve, men så sent som i 1910 har Louvres direktør forsikret bekymrede sjæle om, at maleriet er særdeles velbevogtet. 

“Det er lige så umuligt at stjæle Mona Lisa som at stikke af med et af kirketårnene på Notre-Dame”, konstaterede han dengang.

Men direktøren har åbenlyst taget munden for fuld, og som en spids kommentar til hans skråsikre udmelding bringer en avis et foto af Notre-Dame, hvor det ene tårn er retoucheret væk. “Kan dette også ske?” spørger avisen retorisk sine læsere.

Mona Lisa har hidtil været forholdsvis ukendt blandt almindelige mennesker, men efter at maleriet er blevet offer for et frækt tyveri, er den forsvundne dame pludselig på alles læber. 

Mona Lisa er ikke længere blot én blandt talrige kunstperler, men en international berømthed, og de franske aviser står i kø for at udlove svimlende dusører til den, der kan lede politiet på sporet af tyven. 

Hurtigt overblik

Baggrunden: I 1911 forsvinder Mona Lisa fra sin plads på kunstmuseet Louvre i Paris. Snart går nyheden verden rundt, men mester­værket er som sunket i jorden.

Forløbet: Politiet tror fejlagtigt, at organiserede forbryderbander står bag. To år senere bliver en kunsthandler i Firenze kontaktet af en småkriminel, der vil sælge maleriet.

Konsekvensen: Mona Lisa går med ét slag fra at have været et mesterværk blandt mange andre til at være Leonardo da Vincis mest berømte værk og Louvres absolut største attraktion.

Den tyske regering har bestilt tyveriet

Mens politiet arbejder på højtryk for at bringe maleriet til veje og stopper enhver, der slæber rundt på en firkantet pakke i de parisiske gader og stræder, maler rygtemøllen allerede livligt blandt franskmændene. 

I de første mange døgn efter tyveriet modtager aviserne dagligt hundredvis af breve fra folk, som mener at vide, hvor maleriet befinder sig. 

Især clairvoyante og andet godtfolk, som hævder at have forbindelser til det overnaturlige, byder ind med nyt om maleriets skæbne.

Mona Lisa er blevet ødelagt, maleriet er blevet brændt, det er blevet hugget i stykker, det er blevet kastet i Seinen, lyder nogle af meldingerne, men også mere opsigtsvækkende teorier bliver bragt til torvs. 

En anonym kilde hævder eksempelvis, at tyveriet er et bestillingsarbejde fra en hovedrig amerikansk samler, mens en unavngiven politiker­ mener at vide, at den tyske regering står bag kuppet i et forsøg på at sætte Frankrig i et dårligt lys og skabe intern uro i landet. Kun tre år før 1. verdenskrigs udbrud er det en teori, der giver en form for mening.

Politiet i Paris arbejder til gengæld ud fra den formodning, at en professionel forbryderbande står bag tyveriet, og alle bud kan sådan set være lige gode, eftersom ingen har den ringeste anelse om, hvor Mona Lisa befinder sig – bortset selvfølgelig fra den, der har taget hende.

Mona Lisa er stjålet af en landsmand

Vincenzo Peruggia og Mona Lisa er så at sige gamle bekendte. 

I 1910 og første halvdel af 1911 har Peruggia været med til at skære den glasramme til, som beskytter hende mod fugt, hærværk og sollys, og han har også sat glas om andre af Louvres dyrebareste værker. 

I godt halvandet år har han haft sin daglige gang på museet, og hele tiden har han haft et godt øje til Mona Lisa, der ligesom han selv har italienske rødder.

Både før og efter sin midlertidige ansættelse på Louvre har Peruggia hutlet sig igennem med forskellige småjob i byggebranchen i Paris, og de minder, han kan se tilbage på i sit korte liv som indvandrer i Frankrig, er bestemt ikke særligt glorværdige: Franskmændene kalder ham hånligt “makaroni”, de driller ham med at putte salt og peber i hans vin, og to gange har han måttet kukkelure bag tremmer på grund af røveri og ulovlig våbenbesiddelse. 

Men i sommeren 1911 har Peruggia endegyldigt besluttet at lægge tilværelsen som småkriminel bag sig – nu vil han til at blande sig med de store i branchen. 

Søndag 20. august er dagen kommet, hvor den 29-årige italiener gør alvor af den plan, som længe har rum­steret i hans hoved.

Sammen med tusindvis af andre benytter han helligdagen til et besøg på Louvre, men i modsætning til de øvrige gæster går Peruggia ikke hjem, men bliver på museet efter lukketid. 

Uden at nogen bemærker det, lister han stedkendt ind i et lille lagerrum og gemmer sig dér, indtil han ved 7.30-tiden mandag morgen – på museets faste lukkedag – sniger sig ud af sit skjul og sætter kurs mod sit bytte: Mona Lisa.

Iført en hvid arbejdskittel som den, alle håndværkerne på Louvre bruger, løfter den kun 1,60 meter høje, mørkhårede mand i ro og mag Mona Lisa ned fra væggen. 

I en trappeopgang afmonterer han glas og ramme og gemmer maleriet, som er malet på en træplade, væk under sin kittel, og så er han klar til at drage væk med sit dyrebare trofæ knuget tæt ind til kroppen.

Mod forventning viser yderdøren for foden af trappen sig at være låst, og mens Peruggia febrilsk forsøger at bryde den op med en skruetrækker, hører han skridt på trappen. 

Sauvet, en af Louvres fastansatte blikkenslagere, er på vej ned og opdager Peruggia, som står og fumler med dørhåndtaget. 

Uden at ane uråd tilbyder Sauvet at hjælpe til med at lirke døren op, og minuttet efter skilles de to mænd. “Jeg lader døren stå åben, så ingen risikerer at blive låst inde”, når Sauvet at bemærke, inden manden i den hvide kittel forsvinder ud i den varmeflimrende parisermorgen. 

Klokken er nu 8.30, og der skal komme til at gå mange måneder, inden Mona Lisa vender hjem igen.

Peruggia, en tidligere Louvre-ansat, gemte sig i museet ved lukketid. Næste morgen gik han ud og løftede Mona Lisa ned. Efter hans anholdelse bragte et fransk blad en rekonstruktion af tyveriet.

© AOP/Getty Images

Folk lægger blomster ved den tomme væg

Godt en uge efter tyveriet er politiet stadig på bar bund i sagen, og da Louvre genåbner tirsdag morgen 29. august 1911, står de besøgende for første gang i historien i lange køer foran museet. 

Som sørgende til en statsmandsbegravelse er folk strømmet til fra nær og fjern for at lægge blomster på gulvet foran den nøgne væg i Salon Carré, og tavst defilerer publikum forbi det forsvundne maleri.

Selv samme dag tropper en ung, belgisk mand op på redaktionen på pariseravisen Le Journal. 

Med sig har han en antik statuette, som han erkender at have stjålet fra Louvre, og han fortæller beredvilligt – og i forventning om en dusør – at han har flere kunsttyverier på samvittigheden. 

Géry Piéret, som manden hedder, indrømmer, at han fire år tidligere har stjålet to lignende statuetter fra Louvre. 

Da denne oplysning kommer på tryk, bryder panikken ud. Ikke alene på Louvre, som må erkende væsentlige huller i sikkerheden, men også blandt to af avisens læsere, den franske avantgardedigter Guillaume Apollinaire og den kontroversielle spanske maler Pablo Picasso. 

De to kunstnere er venner med Piéret, og nu frygter de – med god grund skal det vise sig – at blive kædet sammen med Mona Lisa-tyveriet.

Picasso gemmer tyvegods

I 1907 har Picasso med Apollinaire som mellemmand købt de to statuetter af Piéret uden at ane, at de er tyvegods. 

Samme år har Picasso brugt figurerne som modeller til værket Frøkenerne fra Avignon, og siden har han glemt alt om dem og gemt dem af vejen i et skab i sin hybel på Montmartre.

Men efter Piérets afsløringer i avisen går sagens rette sammenhæng op for den 29-årige Picasso, der mærker jorden brænde under sig. 

Ved midnatstide 5. september 1911 propper han statuetterne i en kuffert, og sammen med Apollinaire sniger han sig i ly af natten ned til Seinen for at dumpe kufferten med hælervarerne. 

I sidste øjeblik fortryder de to venner. De beslutter sig for i stedet at aflevere statuetterne til Le Journal og bede avisen levere dem tilbage.

Men Picasso og Apollinaire kunne have sparet sig deres anstrengelser. 

7. september 1911 banker politiet på hos digteren, der som den første bliver arresteret og mistænkt for tyveriet af Mona Lisa. 

Politiet har i flere dage haft søgelyset rettet mod Apollinaire, der aldrig har lagt skjul på sin foragt for Louvre og i øvrigt alle andre kunstmuseer, som ifølge digteren “lammer fantasien”. 

Apollinaire har sågar krævet Louvre brændt ned til grunden, og set med politiets øjne er han den oplagte gerningsmand: Han har haft motivet til at bortføre Mona Lisa – han hader Louvre – og han plejer oven i købet omgang med en mand, der flere gange har stjålet kunst fra museet.

Også Picasso bliver hentet ind til forhør, men trods intens efterforskning må politiet til sidst løslade de to berømtheder.

Intet nyt er kommet frem i sagen, Mona Lisa er fortsat forsvundet, men til gengæld er franskmændene ved at komme sig over det første, overvældende chok. 

En mere løssluppen stemning afløser så småt landesorgen, og i efteråret 1911 toner Mona Lisa frem som topløs hovedperson i kabaretter og som forførende model på cigaretpakker, postkort og plakater.

Siden tyveriet har politiet fået masser af tip og fulgt alverdens mulige spor fra Paris til Bordeaux, Barcelona, New York, London, Madrid og Moskva, men alle spor er endt blindt. 

Alt håb synes ude, og i november 1912, 15 måneder efter kuppet, udsender det franske kulturministerium en officiel erklæring med ordene: “Der er ingen grund til at forvente, at Mona Lisa nogen sinde vil vende tilbage sin plads på Louvre”. 

Efterforskningen lukkes ned, og i december 1912 flytter Louvre et værk af Rafael over på den plads, hvor Mona Lisa plejede at hænge. 

Museet sletter kunstværket fra sit katalog og indstiller sig nødtvungent på, at maleriet er tabt for altid. Ingen har fantasi til at forestille sig, at Mona Lisa befinder sig kun ganske få kilometer fra sin faste adresse.

I sit værelse i et pensionat i det østlige Paris har Vincenzo Peruggia skjult verdens mest eftersøgte maleri i en udslidt kuffert under komfuret. 

Da han fornemmer, at der er faldet ro over gemytterne, stiger han i efteråret 1913 på et tog til Firenze, hvor Mona Lisa blev malet omkring 400 år tidligere. 

Peruggias plan er at forsøge at afhænde maleriet i Italien, og han har allerede udset sig den mellemmand, der skal formidle handlen. Han hedder Alfredo Geri og er en anerkendt antikvitets- og kunsthandler med talrige mangemillionærer blandt sine faste kunder.

“Det stjålne værk af Leonardo da Vinci er i min besiddelse. Det synes at tilhøre Italien, eftersom dets maler var italiener. Min drøm er at levere dette mesterværk tilbage til det land, det er kommet fra, og som har været dets inspirationskilde”, skriver Peruggia under pseudonymet “Leonardo” i et brev til Alfredo Geri.

Kunsthandleren gransker skeptisk brevet, som er dateret 29. november 1913. Han er på nippet til at kyle det i papirkurven, men ombestemmer sig og tager brevet med hen til sin ven Giovanni Poggi, som er direktør for det fornemme kunstmuseum Uffizierne i Firenze.

Poggi er mindst lige så skeptisk som Geri, men opfordrer ham alligevel til at invitere denne mystiske Leonardo på besøg. 

“Formentlig vil han tilbyde dig en vellignende forfalskning”, advarer Poggi sin ven. 

Ved retten i Firenze blev Peruggias straf nedsat fra et år og 15 dage til syv måneder og ni dage.

© Bridgeman Images

Museumsdirektøren kan ikke tro sine øjne

Efter nogle skriverier frem og tilbage bliver Geri og den såkaldte Leonardo (Peruggia) omsider enige om at mødes. 

11. december 1913 tropper Geri op på Peruggias hotel i Firenze, det lurvede Albergo Tripoli-Italia på Via Panzani. 

Kunsthandleren har fået Peruggias til­ladelse til at tage Giovanni Poggi med, og ved tre­tiden om eftermiddagen mødes de tre mænd i det diminutive hotelværelse, hvor sengen optager næsten al gulvplads.

Uden et ord smækker Peruggia en slidt kuffert op på sengen og åbner låget. Under et tykt lag af uldent undertøj, hullede skjorter, nedtrådte sko, værktøj, brugte pensler og en ridset mandolin ligger en flad og firkantet genstand, som er svøbt i rød silke.

Idet Peruggia fjerner silken, har Geri og Poggi det, som om de er blevet ramt af lynet. 

Lamslåede og uden at kunne tro deres egne øjne stirrer de på Mona Lisa og det gådefulde smil, som alle havde troet var slukket for altid. 

Uendeligt forsigtigt og med hjertet i halsen bærer Poggi maleriet hen til vinduet og besigtiger værket i det svindende dagslys. Han behøver kun at studere det i ganske få sekunder, før han er overbevist: Maleriet er ægte.

Peruggia fortæller sine målløse gæster, at han vil have 500.000 lire for Mona Lisa – cirka 12 millioner nutidskroner. 

Men Geri beder ham om at slå koldt vand i blodet i et par dage. Inden en handel overhovedet kan komme på tale, skal Poggi have lov til at undersøge maleriet og sammenligne det med andre værker af Leonardo, så han kan bekræfte maleriets autenticitet. 

Beredvilligt går Pe­ruggia med til at udlevere maleriet, og mens han selv lægger sig på sengen for at tage en lille lur, skynder Geri og Poggi sig ud af hotellet med Mona Lisa. 

Knap er de kommet ud i det fri, før mændene slår alarm til politiet, og i næste øjeblik buldrer to betjente på døren til Peruggias hotelværelse.

Damen slipper uden skrammer

Den italienske konge, paven og direktøren for Louvre er blandt de første, der får besked om det sensationelle fund og anholdelsen af Vincenzo Peruggia. 

Men nyheden spreder sig lynhurtigt, og i Firenze myldrer indbyggerne allerede om aftenen 12. december ud i gaderne for at fejre deres genfundne bysbarn.

Også i Frankrig bryder jublen løs, selv om både regeringen, politiet og Louvre har endog særdeles svært ved at tro på, at maleriet er den ægte vare. 

I en offentlig erklæring skriver Louvres ledelse da også, at “museet ikke ønsker at udtale sig, før kuratorerne har set maleriet”. 

Fra politiet lyder meldingen, at det forekommer usandsynligt, at en enkelt, gemen tyveknægt kan stå bag et så spektakulært kup. “Det passer ikke ind i det billede, vi har dannet os”, forklarer en af de ledende efterforskere i sagen. 

I de følgende dage undersøger eksperter maleriet minutiøst, og de kan ikke alene slå fast, at maleriet er autentisk, men også, at værket er sluppet forbløffende heldigt fra den noget hårdhændede behandling, Peruggia har udsat det for. 

Bortset fra et lille mærke på den ene kind og en næsten usynlig rift på venstre skulder ligner Mona Lisa sig selv og ser stadig blændende godt ud trods sine mere end 400 år.

Under de første politiafhøringer i Firenze understreger Vincenzo Peruggia, at tyveriet ikke var en pludselig indskydelse. 

“Mens jeg arbejdede på Louvre, stoppede jeg flere gange op foran Leonardo da Vincis maleri og følte ydmygelse over, at værket befandt sig på fremmed grund. Jeg tænkte, at det ville være en stor ting for Italien, hvis jeg leverede dette vidunderlige mesterværk tilbage, hvor det kommer fra, og så gik jeg i gang med at planlægge tyveriet”, forklarer han.

Kortvarigt havde han overvejet at gå efter et værk af Rafael eller en af de andre store, italienske kunstnere. “Men jeg bestemte mig for Mona Lisa, fordi det var det mindste maleri og det letteste at håndtere”, beretter han.

Under den efterfølgende retssag i Firenze i juni 1914 forsøger Peruggia vedholdende at tegne et billede af sig selv som en sand patriot, der uselvisk og alene for fædrelandets skyld har ført Mona Lisa tilbage til hendes italienske vugge. 

Men dette billede får gevaldige skrammer, eftersom politiet under en ransagning af hans kammer i Paris har fundet lange lister med navne på kunstsamlere og -handlere, som sandsynligvis var udset som mulige aftagere. 

Blandt disse er antikvitetshandleren Henry Duveen i London, som har forklaret politiet, at han er blevet tilbudt at købe Mona Lisa af Peruggia, som han dog har afvist som en plattenslager og kunstforfalsker. 

I et brev til sin familie i Italien har Peruggia desuden kort efter tyveriet pralet med, at han snart ville blive en rig mand.

Nutidens håbefulde Mona Lisa-tyve har det væsentligt sværere end Peruggia. Maleriet er forskanset bag et knap to cm tykt panserglas. Derudover er Mona Lisa indkapslet i en forseglet boks, der beskytter mesterværket mod varme, fugt og rystelser. 

Forvandlet fra mesterværk til supermodel

I forhold til den furore, Peruggia har skabt, slipper han med en nådig straf. Retten sender ham i fængsel i ét år og 15 dage – “Det kunne have været værre”, udbryder Pe­ruggia lettet, da han bliver ført ud af retssalen i håndjern.

På det tidspunkt, hvor Peruggia begynder at afsone sin straf, er Mona Lisa for længst vendt hjem til Frankrig. 

I et sandt triumftog er hun 4. januar 1914 blevet ført tilbage til Louvre, og i løbet af sit to år og fire en halv måned lange fravær har hun bevæget sig fra at være et mesterværk blandt mange andre til at være en sand verdensstjerne.

Mona Lisa er blevet Louvres i særklasse allerstørste attraktion, og alene i løbet af de to første dage efter maleriets tilbagekomst valfarter over 100.000 mennesker til museet for at beundre den smilende kvinde. 

Og siden fortsætter hendes popularitetskurve i samme retning som hendes mundvige: opad. I dag lægger omkring otte millioner museumsgæster årligt vejen forbi kvinden, som Pe­ruggia gjorde til verdens største supermodel.

Læs mere

R.A. Scott: Vanished smile: The Mysterious Theft of Mona Lisa, Vintage Books, 2009. Dorothy & Thomas Hoobler: The Crimes of Paris, Little, Brown and Company, 2009.  Donald Sassoon: The History of the World's Most Famous Painting, HarperCollins, 2009.

musee.louvre.fr/oal/joconde/indexEN.html

Måske er du interesseret i...

Læs også