Påklædning tog en evighed, og monteringen af en rustning fulgte ofte et helt manuskript.

Milano var riddernes modemekka

Europas riddere blev sårbare mål i 1300-tallet. Adelsmænd bukkede under for armbrøster, langbuer og hellebarder – indtil redningen kom fra Milanos rustningssmede. Og intet panser var bedre end det fra familien Missaglia.

28. februar 2017 af Esben Mønster-Kjær

En ridders søn forberedte sig på krig, fra han var gammel nok til at svinge et træsværd. 

Gennem barndommen blev han grundigt oplært i alt, hvad han ville få brug for, når det engang blev hans tur til at ride ud og kæmpe for slægtens ære.

Indtil 1300-tallet blev de mange års træning belønnet med herredømmet på Europas slagmarker. 

Ingen bondekriger vovede at stå i vejen, når riddere galopperede frem til frontalangreb.

Men så begyndte stædige fodsoldater at tage kampen op. Flamlændere med store køller, schweizere med hellebarder, skotter med spyd og englændere med langbuer viste, at selv primitive våben kunne vinde knusende sejre over rytterhære.

De stolte riddere forstod, at alle deres møjsommeligt opbyggede færdigheder kunne gå til spilde på et øjeblik. 

Det krævede ikke mere end et desperat stød eller et heldigt skud fra en simpel bondeknold

Ville ridderen beholde sin førerposition på slagmarken, måtte han udrustes bedre. Den klassiske ringbrynje gav ikke nok beskyttelse længere. 

Selv hvis ridderen bar den i to lag eller supplerede med andre former for beskyttelse, kunne en armbrøstbolt trænge igennem.

Ridderen måtte i stedet iføres tætsluttende panserplader, der kunne stå imod selv de mest effektive våben på slagmarken. 

Tilvirkning af den form for beskyttelse var langt ud over, hvad en almindelig klejnsmed evnede. Opgaven måtte overlades til det fag af specialiserede rustningsmagere, der opstod omkring år 1400.

Milano førte an

I senmiddelalderen var Italiens byer på et højt udviklingsniveau sammenlignet med resten af kontinentet. 

Det var her, at den toneangivende kunst blev lavet, litteratur skrevet, arkitektur bygget, og teknologi opfundet. 

Med deres viden om naturvidenskab og håndværk førte italienerne også an, da avancerede rustninger skulle skabes til adlen.

Milano i Norditalien havde længe været kendt som den førende by inden for våbenproduktion.

“Der findes på dette sted et imponerende antal af våbensmedjer, der hver dag producerer udrustning af enhver art”, kunne en skribent ved navn Bonvesin de Riva berettte i 1288. “Herfra forsynes alle Italiens andre byer med våben, hvorfra de endda sælges videre til tartarerne og saracenerne”.

Da Europas riddere skaffede sig af med deres ringbrynjer og ville have kropspanser af tætsluttende stålplader, var Milano klar til at levere. 

To årtier inde i 1400-tallet havde byen allerede en hel gade, hvor rustningsmedenes værksteder lå side om side.

Milano forblev stedet, hvor den mest moderne krigsudrustning blev lavet. I 1427 var byens lagre af våben og rustninger så fulde, at 4.000 riddere og 2.000 pansrede fodfolk kunne gøres klar til kamp med få dages varsel. 

Metervarer kunne købes i store ladninger, men til de kræsne kunder skabte smedene også sande mesterværker.

Efterspørgslen efter Milano-håndværk tiltrak talentfulde smede udefra. Blandt dem var en familie, der kaldte sig Missaglia og i løbet af få år blev kendt ved hoffer over hele Europa. 

En rustning indgraveret med Missaglia'ernes logo fik status som nutidens mest eksklusive tøjmærker.

Huset Missaglia var blandt de første i Europa til at sætte logo på deres produkter.

© Metropolitan Museum of Art

Missaglia'erne flyttede ind

Milanos nye mestersmede hed egentlig Negroni til efternavn og stammede fra den lille flække Ello 50 km fra byen. 

I 1428 åbnede de to brødre Tommaso og Dionigi et værksted, hvor de begyndte at fremstille rustninger.

Allerede året efter købte Tommaso sin bror ud af familieforetagendet og fortsatte på egen hånd. Samtidig udskiftede han navnet Negroni med Missaglia.

For en smed med evner og ambitioner bød Milano på enestående muligheder. Faktisk var det nærmest umuligt at slå sig ned som håndværksmester noget andet sted end lige netop her.

I andre byer blev nytilflyttere nemlig holdt effektivt nede af lavene.

Middelalderens lav var brancheforeninger, der fandtes i næsten alle købstæder. Hændværksmestrene gik sammen om regler, der satte fælles standarder for deres fag – og holdt andre ude.

I en by som Augsburg, der ligesom Milano var kendt for sine metalvarer, skulle en smed tjene som lærling i fire år, være svend i fire mere og endelig bestå en prøve. Først derefter kunne han åbne eget værksted og kalde sig mester.

Det var lettere at etablere sig som smed i den anden sydtyske stad Nürnberg. Til gengæld gav lavet ham kun mulighed for at fremstille en beskeden mængde varer, for han måtte højst have to svende og en enkelt elev.

Milano var helt anderledes. Her fandtes ingen lav, og enhver kunne drive det så vidt, som hans håndværksevner og forretningstalent rakte. 

Det stod Tommaso Missaglia frit at åbne værksted i Via Armorari, rustningssmedenes gade, og begynde at hamre.

Smedemesteren skabte et imperium

Når Tommaso skabte stålplader om til brystpanser og hjelme, arbejdede han ikke alene. Hans ældste søn, Antonio, var kun 13 år gammel i 1429, men drengen kunne betjene blæsebælgen og øve sig på små smedeopgaver.

De frie forhold i Milano tillod også Tommaso at hyre ekstra arbejdskraft, når store ordrer krævede flere hænder. 

Eller han kunne lade dele af en rustning smede på et andet af Via Armoraris værksteder. Den fleksibilitet fandtes ikke i byer, hvor lavene bestemte.

I Nürnberg og Augsburg måtte en rustningssmed heller ikke brede sin forretning til andre fag, som Tommaso gjorde i Milano. 

Han udnyttede sin voksende indtægt til også at gå ind i alle de led, der lå rundt om fremstllingen af rustninger. 

Missaglia fik andel i minedriften i de italienske Alper og i udvindingen af jern fra jernmalm.

En voksende styrke af rustningssmede bemandede Tommasos værksted, og de fik selskab af andre specialister: pudsere, der gav panserdelene en spejlblank overflade, låsesmede til at montere hængsler og spænder og guldsmede til udsmykning af de fornemste pragtrustninger. 

På den måde slap Tommaso for at betale mellemmænd, der ellers skulle have haft deres andel. 

Huset Missaglia kunne klare alt selv og brugte kun underleverandører, når det var en fordel. Pengene strømmede ind.

Tommaso blev i løbet af få år en af Milanos førende rustningsmagere, og det vandt ham mange ordrer udefra. 

Dokumenter viser, at han allerede i 1430 havde handelsforbindelser til byer i hele Italien og på Den Iberiske Halvø.

Missaglias værksted begyndte at modtage ordrer fra nogle af Europas fornemste herrer. I 1445 bestilte hertugen af Ferrara fx en kostbar rustning, der skulle gives i gave til biskoppen af Liege i nutidens Belgien. 

Tommasos vigtigste kunde var dog Milanos egen hertug. Han valgte Missaglia som leverandør til sit hof, gav skattefordele mod nedslag i prisen og slog Tommaso til ridder. Den dygtige smedemester havde skabt et imperium, inden han døde i 1452. 

Missaglia skaber et mesterværk

I 1451 bliver Milano-smedene omsider færdige med kurfyrste Frederik 1. af Pfalz' nye rustning. Gennem to års slid har de kreeret en pragtvare, der beskytter sin ejer og giver ham stil. 

Klik på tegningen og bliv klogere på hver enkelt del af rustningen

Mesteren lavede kun det svære

Tommaso efterlod sig en hel flok af sønnner, men det var den ældste, Antonio, der satte sig i spidsen for familievirksomheden. Lillebroren Francesco blev Missaglias rejsende ambassadør og besøgte Europas hoffer.

Francescos kalender viser, hvor vidt Missaglia'erne var nået. I 1464 besøgte han hertug Filip den Gode af Burgund, Europas mest beundrede adelsmand, for at tage mål til tre rustninger. 

To år senere blev Francesco modtaget af Frankrigs kong Ludvig 11., og audiensen var så vellykket, at han kunne gå derfra med en bestilling. Mindre fine kunder fik ikke besøg af Francesco. 

De kunne i stedet møde op i Missaglias forretninger i Rom, Napoli, Barcelona eller Tours og blive afstøbt i voks. Formene blev derefter sendt til værkstedet i Milano.

Imens Francesco rejste fra hof til hof, blev Antonio hjemme og passede forretningen. 

Meget af hans tid gik med at pleje forholdet til byens hertug-dynasti Sforza, der konstant bestilte nye rustninger, men ofte havde svært ved at dække regningen. I stedet for penge lod Antonio sig betale med privilegier.

Missaglia'ernes overhoved fik i 1472 lov til at købe et gods uden for byen, og et par år senere blev han ophøjet til greve. 

Tommasos søn havde gjort slægten til en adelsfamilie, og han blev den sidste til selv at svinge hammeren.

Efter Antonios død omkring 1495 solgte hans arvinger værkstederne, minerne og jernværkerne fra. 

Huset Missaglia gled ud af historien, og det samme gjorde Milanos monopol. 

De sydtyske rustningssmede indhentede italienernes forspring, og fremover havde stilbevidste riddere flere byer, hvor de kunne shoppe moderigtigt panser. 

Måske er du interesseret i...

Læs også