I 5000 år har postbude verden over kæmpet en brav kamp for at få posten ud til tiden. 

Postens historie: Fra brevduer til livsfarlige postflyvere

Faraoerne oprettede ­det første postvæsen. Perserne fik luftpost med brevduer. Og aztekernes hurtige løbere leverede breve med ekspresfart. Kampen om at få posten ud til tiden har varet i over 5000 år.

20. marts 2017 af Pelle Stampe

Egypterne begyndte at sende beskeder

3100 f.Kr.

Omkring 3100 f.Kr. blev Øvre Egypten og Nedre Egypten samlet til ét gigantisk rige. Egypten strakte sig nu over 700 km langs Nilen fra Aswan i syd til Middelhavet i nord.

Sikre oplysninger og pålidelige budbringere var afgørende, hvis det nye storrige skulle hænge sammen og overleve.

Faraoen oprettede derfor et korps af kurerer, der lærte beskederne udenad for at kunne overbringe dem til rigets embedsmænd.

I takt med at bureaukratiet voksede, blev der behov for skriftlige arkiver. Hverken faraoen eller hans embedsmænd kunne huske alle vigtige oplysninger om alt fra hærens udrustning til manglede skattebetaling.

Egypternes højtudviklede skriftsprog, hieroglyfferne, spillede en afgørende rolle i oprettelsen af verdens første postvæsen.

Også opfindelsen af papyrus var vigtig: Det papirlignende materiale var let og kunne rumme store mængder oplysninger på meget lidt plads.

Det egyptiske rige var blevet så kompekst, at der var behov for hurtig og sikker kommunikation. Skriftsproget og papyrussen gjorde det muligt og førte til, at det første postsystem blev oprettet omkring 2200 f.Kr.

Faraoens kurerer bragte papyrusruller med ordrer og love ud til alle rigets provinser. Mens regnskaber og statusberetninger strømmede den anden vej. 

Faraoens skrivere tog notater på papyrus, der blev bragt ud med verdens første postvæsen.

© Shutterstock

Perserne red fra post til post

500 f. Kr.

Den græske historiker Herodot beskrev omkring 450 f.Kr. det velfungerende persiske postvæsen: “Heste og mænd er stationeret ved vejene med en dags­rejses mellemrum”.

Postvæsenet byggede på et ældre system, hvor beredne spejdere holdt kongen underrettet om begivenheder i riget.

Den persiske centraladministration var i år 500 f.Kr. blevet så udbygget, at spejdernes funktion blev omdefineret. Nu skulle de hente og bringe beskeder mellem kongemagten og embedsmændene i fjernere dele af riget.

Langs Kongevejen – Perserrigets 550 km lange hovedfærdselsåre – lå poststationer, hvor en frisk hest og et nyt postbud ventede på at overtage bulletiner, som skulle bringes videre så hurtigt som muligt. 

Brevene var skrevet på tørrede lertavler med tæt kileskrift. 

Nogle af historiens første breve var lertavler med kileskrift. Perserne havde ikke papir.

© Polfoto/Corbis

Den bevingede budbringer

3000 f. Kr.

Allerede i oldtiden fandt mennesket ud af at udnytte duers veludviklede sans for at finde hjem til deres rede. 5000 år gamle kilder nævner, at perserne brugte duer til at sende beskeder, der skulle nå hurtigt frem. 

Andre lande i Middelhavsområdet kopierede ideen. Bl.a. fortalte grækerne sportsinteresserede landsmænd, hvem der havde vundet de olympiske lege, ved hjælp af brevduer.

Fugle er også blevet brugt i nyere tid. I 1860 havde nyhedsbureauet Reuters 45 duer til at hente historier hjem.

Brevduer har i årtusinder været pålidelige postbude.

© Polfoto/Corbis

Augustus skabte Roms postvæsen

Ca. år 1

Kurererne fra Romerrigets kejserlige postvæsen havde altid forkørselsret på vejene, for en lynhurtig overbringelse af nyheder var nøglen til dets stifter, kejser Augustus', succes.

Omkring 2000 poststationer lå langs de vigtigste veje i imperiet med ca. 20 km's mellemrum. 

Stationerne var udstyret med heste, reservedele til vognene samt en mand, der passede dyrene og sørgede for mad og drikke til kurererne. 

Desuden kunne stationen stille med muldyr- og oksekærrer til de større forsendelser.

Rytterne fik stillet friske heste til rådighed jævnligt og kunne tilbagelægge op til 150 km i døgnet.

Romernes postvæsen – kaldet Cursus Publicus – bragte, som historiens første, også almindelige borgeres post ud. 

Mongolske budbringere rejste 300 km om dagen

1180

Marco Polo var imponeret over det mongolske postvæsen, da han stiftede bekendtskab med det i 1270'erne.

Den italienske opdagelsesrejsende beskrev, hvordan en udsigtspost blæste i et horn, før budbringeren nåede frem til poststationen. 

På den måde kunne oppasseren stå klar med en frisk hest, så buddet straks kunne ride videre. 

Polo beskrev også, hvordan rytterne uden at standse sprang over på en ny hest og galopperede væk i en sky af steppestøv uden at spilde et sekund.

Den mongoske hersker Djengis Khan (1162-1227) havde skabt sit budbringersystem, kaldet örtöö, efter kinesisk forbillede:

I Kina var 1400 poststationer med en dagsrejses afstand fordelt over det store land. De havde 50.000 heste, 6700 muldyr, 1400 okser, 400 vogne og 6000 både til rådighed.

Djengis Khan og hans efterfølgere oprettede tusinder af poststationer med omkring 200 km's mellemrum. 

På stationerne blev rytteren ud­skiftet. Imellem de større stationer lå en række mindre stationer, hvor budbringeren kunne skifte hest. På den måde kunne buddene til­bagelægge op til 300 km om dagen.

Vejstationerne blev også brugt af militærfolk, embedsmænd og udenlandske diplomater. En af dem var Marco Polo.

Mod fremvisning af dette skilt kunne et bud få den hjælp, han havde brug for.

© Metropolitan museum of Art

Inkaerne byggede 40.000 km veje i Andesbjergene til deres postbude

1200

Inkaernes imperium dækkede ca. tre millioner km2, og meget af territoriet lå i de høje Andesbjerge. Inkaernes herskere havde brug for hurtige og pålidelige informationer, hvis de ville styre deres enorme rige.

Derfor byggede inkaerne i årene mellem 1200 og 1500 et 40.000 km langt vejnet, der gik gennem uvej­somme bjerge, over brusende floder, skar sig igennem tætte jungler og stenede ørkner.

Vejene var lavet af store, flade, nøje tilpassede sten, der blev lagt på et fundament af mindre sten og grus. 

Hængebroer krydsede floder og slugter, og ved de mest uvejsomme af dem blev herskerens budbringere – kaldet chasqui – trukket over i en stor kurv.

Chasquierne løb gennem riget med beskeder til og fra Inkarigets top.

Langs de vigtigste veje lå vejstationer med seks-ni km's mellemrum.

Hver station var udstyret med mindst én udhvilet chasqui, der hurtigt kunne overtage en besked og bringe den videre til den næste budbringer.

De veltrænede løbere kunne tilsammen transportere en besked 160 km om dagen. De gode veje blev desuden brugt til transport af soldater og varer.

Kun med en særlig tilladelse kunne embedsmænd og andre højtstående borgere bruge vejnettet til deres lange rejser. 

Store dele af vejnettet i Inkariget blev anlagt, så magthaverne kunne få nyt fra de forskellige provinser.

© Shutterstock

En enkelt familie styrede Europas post

1480

Efter Romerrigets fald lå postvæsenet i Europa stille i 1000 år. Post blev bragt ud af bude hyret af byer, klostre eller universiteter. 

Konger brugte deres egne, svært bevæbnede mænd til at bringe forordninger, beskeder og penge rundt i deres kongeriger. 

Almindelige mennesker måtte sende mundtlige beskeder med vejfarende og handelsfolk.

Men i takt med at statsadministrationen blev mere og mere udbygget i løbet af middelalderen, voksede behovet for et organiseret postvæsen igen. De fleste lande i Europa oprettede kongelige postvæsener i løbet af 1400- og 1500-tallet.

I 1480'erne fik den indflydelsesrige tyske Thurn und Taxis-familie til opgave at organisere et postvæsen i den italienske del af det tysk-romerske kejserrige.

Thurn und Taxis fik tilladelse til at kræve betaling fra private kunder, hvis de ville transportere den kongelige post gratis. 

Familien klarede opgaven så effektivt, at Jeannetto von Thurn und Taxis i 1489 blev udnævnt til postmester for hele riget. Familiens postvæsen blev desuden udbredt til det område, som i dag udgøres af Tyskland, Østrig, Schweiz, Belgien, Holland og

Tjekkiet. 15 år senere fik von Taxis-familien til opgave at oprette et nationalt post­væsen i Frankrig.

Thurn und Taxis sørgede for, at breve uden problemer nåede ud i store dele af Europa.

Familien havde monopol på udbringningning af post i Tysk-land indtil 1867.

Postkasser saboteret med mus

1653

I 1653 fik pariseren Renouard de Valayer en god idé: Han satte verdens første postkasser op rundt om i Paris. 

Hvis brevene i kassen lå i en særlig ­konvolut, som kun de Valayer solgte, bragte han dem ud.

De Valayers forretning gik strålende, indtil en konkurrent brugte ufine metoder. Han puttede simpelthen mus i postkasserne. 

De halvspiste breve satte hurtigt en stopper for de Valayers succes.

Også i Tyskland fik postkasserne en hård begyndelse: En gruppe puritanske borgere modsatte sig, at der blev sat postkasser op. 

De frygtede, at der ville blive ført “hemmelig og amoralsk korrespondance”, hvis man kunne poste sine breve uset af andre. 

Hvis man derimod fortsat måtte aflevere sine breve til den lokale postmand, var det mindre sandsynligt, at man ville skrive uartige beskeder.

Helt frem til 1800-tallet krævede afleveringen af breve, at borgerne holdt udkig efter den såkaldte “klokkemand”. 

Han gik gennem byens gader og samlede konvolutter og pakker ind, som han bragte videre til postkontoret, der stod for udbringningen.

De første postkasser blev hængt op i større danske byer i 1851. 

Dengang måtte den lokale postmester selv bestemme størrelse, udseende og farve på postkasserne. Allerede i 1860 blev de danske postkasser dog standardiseret og fik deres karakteristiske røde farve.

Briterne skabte en post-revolution

1840

I 1837 foreslog den britiske ildsjæl og skoleleder Rowland Hill at indføre frimærker. Som noget nyt skulle afsenderen betale for forsendelsen og ikke som hidtil modtageren. 

Hills forslag førte til en postreform, der blev vedtaget i parlamentet året efter, og den 1. maj 1840 kunne briterne som de første i historien købe frimærker. 

Det sorte frimærke med et portræt af den unge dronning Victoria kostede 1 pence, og det fik derfor navnet Penny Black. 

Antallet af brevforsendelser i Storbritannien eksploderede. Før reformen sendte briterne 82 mio. breve om året. 

Allerede i 1841 var tallet steget til 170 mio. De fleste andre lande kopierede Hills idé og indførte frimærker i løbet af de næste 20 år.

Postnumrene var bogstaver

1840

Verdens første postnumre var ikke tal, men bogstaver, og de opdelte London i fire postdistrikter: North (N), South (S), East (E) og West (W).

Distrikterne blev indført i 1840 i forbindelse med den reform, der også indførte frimærket. I løbet af 1800-tallet spredte systemet sig til de fleste europæiske og amerikanske storbyer. 

I Danmark blev postnumre indført i 1967. Det skete, efter at mængden af forsendelser var steget eksplosivt i løbet af 1960'erne.

Postnumrene refererede til et bestemt omdelingsposthus. Det muliggjorde en hurtig grovsortering af brevene efter område.

International post druknede i indviklede regler

1863

I 2. halvdel af 1800-tallet var det meget besværligt at sende internationale breve: Både afsender-, modtager- og transitlandenes regler og takster skulle overholdes. 

Ville man fx sende et brev fra Norge til Spanien, skulle der både dansk, tysk og fransk porto på. 

Transitlandene bestemte selv, hvad de ville have for at tage internationale forsendelser med – og hvornår de ville ekspedere dem videre. 

I 1863 besluttede en international postkongres at gøre kål på bureaukratiet, og 11 år efter blev de indviklede regler afskaffet.

Ryttere bragte post tværs over USA

1863

I midten af 1800-tallet var store dele af USA stadig en ufremkommelig vildmark. 

Jernbanen stoppede i Missouri i Midtvesten, og Rocky Mountains- og Sierra Nevada-bjergene dannede en effektiv barriere mellem øst og vest. 

Post til det hastigt voksende Californien skulle derfor med skib rundt om Sydamerika. Det tog flere måneder.

I april 1860 blev Pony Express Company grundlagt for at få posten hurtigere frem.

Ponyekspressen anlagde poststationer langs den 3100 km lange rute fra St. Joseph, Missouri, til San Francisco. 

Her kunne rytteren skifte hest efter de 16 km, dyret kunne klare i fuld galop. For hver 160 km tog en ny rytter over.

Dag og nat red rytterne i fuld galop i al slags vejr og terræn, og på kun ti dage krydsede de det vilde vesten. 

Leveringen af et brev kostede hele fem dollars, hvilket svarede til en halv ugeløn for en arbejder.

Det var et farligt job at være postrytter. Risikoen for at blive overfaldet af røvere eller indianere var stor, når rytterne stred sig alene gennem ødemarken. 

Rytterne skulle endda være unge og spinkle, for lette ryttere var afgørende for hastigheden. Men en postrytter tjente til gengæld også fire gange så meget som en almindelig arbejder.

Ponyekspressen nød stor succes, men blev nedlagt efter bare halvandet år i oktober 1861. 

Fra dette tidspunkt stod den transkontinentale telegraf klar og gjorde ponyekspressen overflødig.

Oversættelse:

SØGES: Unge, tynde, spinkle fyre.

Krav: Du skal være under 18 år, en fantastisk rytter og villig til dagligt at risikere døden. Forældreløse foretrækkes.

Løn: 25 dollars per uge.

Den industrielle revolution satte kul på posten

1830

I 1800-tallet havde den industrielle revolution fået handel og økonomisk vækst til at eksplodere. 

Og hurtig adgang til informationer blev bogstaveligt talt guld værd for tidens industribaroner.

Da jernbanen blev udbredt i Europa og USA fra 1830'erne, var posten noget af det første, der blev sat på skinner. 

I 1840'erne blev de første sejlskibe udstyret med en dampmotor og kunne bringe post over Atlanten. I stedet for 30-36 dage tog turen for et dampskib blot 12 dage.

I 1864 indførte det amerikanske postvæsen rullende postkontorer. Brevene blev sorteret i eksprestogenes postvogne, mens toget kørte. 

Posten blev pakket i tasker og kastet af i de byer, hvor toget ikke stoppede.

Postvognene gjorde leveringen hurtigere, men de blev også en magnet for togrøvere som Jesse James og Dalton-brødrene. 

Især lyntoget mellem New York og Chicago var hårdt ramt, og i 1870 blev linjens postvogne armeret med stål og skudsikre vinduer.

Stephensons Rocket var verdens første moderne dampdrevne lokomotiv. Det blev bygget i 1829. Tog og dampdrevne skibe blev straks, det var muligt, brugt til at transportere post.

© Polfoto/Corbis

Post på trods       

1870

Det har altid været postvæsenernes motto, at “posten skal ud”, lige meget hvilke forhold natur, vind og vejr byder.

I ufremkommelige dele af verden har postbuddene taget mottoet meget bogstaveligt, og de har taget kanoer, kameler, hundeslæder, ski og varmluftballoner i brug for at få posten ud.

I Landes i Frankrig måtte postbuddene gå på lange stylter for at krydse de mange sumpede områder. I dag får havasupai-indianerne i Arizona stadig bragt deres post ud med muldyr. 

Den lille indianerstamme bor nemlig på bunden af Grand Canyon, og en 10 km stejl, smal sti er den eneste vej ned til deres reservat.

I de franske sumpe måtte post­buddet iføre sig helt specielt fodtøj.

© Scientific American Supplement

Postordrekatalog opfyldte bøndernes drømme

1872

Mange af USA's nybyggere var afskåret fra at handle i butikker. Når de endelig kom til en by, var udvalget lille, og priserne skruet i vejret på grund af manglende konkurrence. 

Det fik Aaron Montgomery Ward, der var en omrejsende handelsmand, til i 1872 at sende et “katalog” på en enkelt side ud med manufakturvarer til landboerne i Wisconsin, Illinois, Indiana og Iowa.

Via kataloget kunne folk bestille varer og få dem bragt ud med posten til en rimelig pris. Wards forretning blev en kæmpe succes. 

Sortimentet blev udvidet med alt fra landbrugsredskaber til madvarer og kjoler, og kataloget voksede. I 1890 var det på 540 illustrerede sider og blev kaldt “Drømmebogen”.

Postordrekatalogerne gav landbofolk mulighed for at købe ind per post.

© POLFOTO/CORBIS

Farlige flyvninger gjorde posten dyr

1918

Da den første postflyver lettede fra Wash-ington D.C. med kurs mod New York i 1918, var alle begejstrede. 

Flyvemaskiner kunne få posten frem meget hurtigere end toget, og uvejsomme områder kunne let nås. 

Piloterne blev helte – en af dem var Charles Lindbergh, som i 1927 var den første, der fløj over Atlanten nonstop alene.

I 1925 blev markedet givet frit for postflyvning i USA, og det skabte voldsom konkurrence. 34 selskaber konkurrerede indædt, og måden at vinde kunder på var at være hurtigere end konkurrenterne. 

Piloternes sikkerhed blev derfor groft tilsidesat. Natflyvninger blev almindelige på trods af, at der ikke fandtes pålidelige højdemålere, og landingsbanerne kun var svagt oplyste. 

Det var ikke ualmindeligt, at piloter fløj 15 til 18 timer i træk. På den måde blev transporttiden fra New York til San Francisco reduceret fra 70 timer til 36, men det kostede mange liv.

I 1934 blev luftpostfirmaerne afsløret i systematisk at have snydt med vægten. Firmaerne blev nemlig betalt per gram og kilometer. 

Luftposten overgik igen til det statsejede United States Postal Service, og det satte en stopper for luftpostens Wild West-tilstande.

Måske er du interesseret i...

Læs også