Livet var ikke let for middelalderens elite. Især ridderne skulle huske et utal af regler – både ude og hjemme.

© Bridgeman

Ridderregler gjorde livet surt for middelalderens elite

Middelalderens ridder skulle være stærk, trofast og frygtløs i kamp. Men han skulle også vide, hvornår han måtte pille næse eller spytte, og hvilke damer han skulle holde sig fra. De mange regler var svære at huske. Derfor besluttede en englænder sig i 1200-tallet for at skrive dem alle ned.

7. februar 2017 af Esben Mønster-Kjær

Førhen var det så enkelt at være ridder. Dengang i 1066, da normannerne indtog England, skulle en mand blot være velsignet med en stridshingst, en stærk sværdarm og mandsmod. Så havde han ret til en plads blandt rigets bedste mænd.

Nu, 150 år senere, er det ikke længere nok blot at kunne slås. Hvis en ridder vil beholde sin plads højt på rangstigen, må han være i stand til at begå sig i det finere selskab, langt fra slagmarken. Han skal være ridderlig. 

Frem for at gribe efter sit sværd ved enhver anledning bør han interessere sig for poesi, skønsang og lærde samtaler. 

Og han skal desuden vide, at det er dårlig stil at snuppe værtens sølvbestik efter middagen, og at sex med nonner aldrig er en god idé.

Heldigvis kan en ridder lære alt dette, hvis blot han slår op i Daniel af Beccles’ håndbog for ægte riddersmænd – et af middelalderens måske mest usædvanlige­, men også mest praktiske opslagsværker.

Digt var lærebog for adelsmænd

Værket om takt og tone blandt riddere var det første af sin art og blev skrevet i England omkring år 1200. 

Manden, der førte fjerpennen, er stort set ukendt, men ifølge en samtidig fortegnelse over datidens forfattere var han i 30 år ridder ved kong Henrik 2.s hof. Den mægtige konge regerede fra 1154 til 1189.

Forfatteren hed Danielis Becclesiensis – Daniel af Beccles – og var ligesom mange andre i middelalderen navngivet efter sit fødested. 

I dag kender få uden for England den lille by på østkysten, men omkring år 1200 var Beccles et centrum for handel, tro og retsvæsen.

Daniel af Beccles’ værk bærer titlen “Urbanus Magnus”, som er blevet oversat til “Det civiliserede menneske”. 

Teksten, der var den første af sin art i England, har form af et langstrakt digt på 3.000 linjer, og i sin indledning lover forfatteren meget præcist, hvad hans læsere vil få ud af værket:

“At være smykket med moral og manérer, at blive agtet, at være ædel blandt fyrster og at føre et civiliseret liv”.

Beccles’ skriverier var uden tvivl inspireret af romerske digtere som fx Ovid, der i oldtiden forfattede en håndbog om elskovskunst, og Horats, der skrev om moral og manérer. Ligesom de to romere digtede Daniel af Beccles på latin.

“Læs og genlæs ofte”, formande Beccles­ sin læser. “Og læg dig for bestandigt disse vers, som jeg har besluttet at skrive­, på sinde”.

Repetition var absolut nødvendigt, hvis en ridder ønskede at efterleve alle de leveregler, Beccles dikterede – de var mange. 

En del virker bekendte i dag, andre lyder absurde og dybt komiske.

Herren var den vigtigste

Riddere ejede jord, og til gengæld for den skyldte de deres herre troskab. Herren kunne være en baron, en hertug eller måske kongen i egen høje person. 

Over for denne velynder og beskytter var det vigtigt at opføre sig korrekt ned i mindste detalje og undgå bondske manérer.

“Udforsk ikke din næse med en vrikkende finger, når du er i selskab med stormænd”, advarede Beccles.

I det hele taget havde forfatteren mange ord at sige om, hvordan en ridder skulle forholde sig til sin krop, når han var i fornemt selskab:

“Jagt ikke lopper på din arm eller bryst foran din herre eller tyendet i gildesalen”, lød en regel, som kunne være svær at efterleve i middelalderen, hvor de fleste­ konstant var plaget af utøj.

Mange regler i “Det civiliserede menneske” handlede om bordmanérer, for når en ridder var i selskab med sin herre, foregik det ofte bænket foran et solidt måltid i gildesalen.

“Når du sidder ved bordet som gæst, bør du ikke hvile albuerne på det”, advarede Beccles. “Du kan have albuerne på dit eget bord, men ikke en andens”.

Under måltidet var det vigtigt at tage hensyn til sine sidemænd. Ellers risikerede ridderne at miste anseelse.

“Hvis en fed godbid ligger på tallerkenen foran din sidemand, så rør den ikke med din finger, for ellers kan andres fingre udpege dig som tølper”.

En sand ridder skulle i det hele taget være i stand til at se forskel på mit og dit:

“Skeer, som du har brugt til at spise med, bliver ikke din ejendom”.

En værdig herre burde desuden ikke spise, mens andre drak, og heller ikke tale eller drikke med mad i munden. 

Det var også strengt forbudt at pudse næse og spytte ved bordet, og hoste skulle resolut undertrykkes.

“Trænger du til at bøvse, skal du sørge for at kigge op i loftet”, skrev Beccles.

Kun den lugt, der følger bøvsen, ansås åbenbart for uhumsk i middelalderen.

Legenden om ridderne af det runde bord indeholdt alle de dyder, en ung adelsmand i middelalderen skulle besidde.

© Shutterstock

Riddere kendte lokums-reglerne

Mens fadene med overdådig mad blev ryddet og bægrene tømt igen og igen, meldte der sig et naturligt behov for at lette sig. Her var det også vigtigt at kende til hof-etiketten. 

Fx var det ifølge Daniel af Beccles upassende for alle andre end værten at urinere i salen – formentlig i en potte, selvom forfatteren ikke går i detaljer. Resten af de tilstedeværende burde forlade lokalet og i stedet besørge udenfor. 

Ridderens herre forlod dog også salen, hvis han skulle lave stort, og her skulle ridderen huske, at hans herre havde brug for assistance. 

Det var en stor ære at blive udpeget som den, der hjalp til under herrens toiletbesøg.

“Når han sætter sig på dasset, tag da hø i dine hænder, og form to store klumper mellem dine fingre, og klem dem grundigt sammen”.

Høet var dermed klar til at blive brugt som toiletpapir. Når herren var færdig, skulle ridderen blot overrække høet, så den mægtige fyrste kunne tørre sig selv bagi. 

Og det er ikke engang nødvendigt at knæle imens, forklarede Beccles.

Ridderen kunne også selv få brug for at besøge dasset, og her gjaldt ligeledes særlige regler for de trængende riddere.

“Hvis to sidder sammen på dasset, bør den ene ikke rejse sig, mens den anden tømmer sig”, fastslog Daniel af Beccles.

Hvis ridderen var nødt til at lette sig i det fri, skulle han finde et diskret sted i en skov eller på en mark. Her kunne han sætte sig på hug med ansigtet vendt i vindretningen.

Bagefter skulle han huske kun at bruge venstre hånd til at tørre sig med. Ridderen var også forpligtet til at vise hensyn, hvis han fik øje på andre, der lettede sig i naturen:

“Angrib ikke din fjende, når han sidder på hug for at afføre”.

Før eller siden endte gildet, og ridderen måtte begive sig hjemad – og han behøvede ikke at bevæge sig langt for at finde sit ridedyr.

Riddernes heste stod ofte opstaldet i gildesalen. Beccles havde en præcis oversigt over dyr, der kunne medbringes inden døre.

“Lad ikke et primitivt dyr opstalde i salen. Lad ikke en gris eller en kat blive set derinde”, skrev forfatteren. “Dyr, der kan tages indenfor, er stridshingsten og ridehesten, hunde beregnet til harejagt, mastiff-hvalpe, høge, spurvehøge, falke og dværgfalke”.

Selvom ridderen var ivrig efter at påbegynde hjemturen efter middagen, gik det ikke an at vise sin utålmodighed alt for tydeligt og hoppe direkte i sadlen:

“Når du skal til at drage afsted, så lad din ridehest stå ved døren. Stig ikke op på den inde i gildesalen”.

Når hjemturen var forbi, og ridderen trådte ind i sit eget hus, gjaldt mange af kravene til adfærd ikke længere. Til gengæld trådte et nyt sæt regler i kraft.

Hustruen fik frie tøjler

Hjemme ventede ridderens hustru, og hun var en person, som han skulle behandle med stor omtanke. Først og fremmest var det vigtigt at fortælle hende så lidt som muligt om alvorlige sager.

“Når du har noget, som du ikke ønsker, at andre skal vide, så lad ikke din hustru kende til det”, advarede Beccles.

Ægteskabet betød ikke, at ridderen ikke kunne more sig med andre kvinder, men der var grænser. 

Sex med slægtninge, gudmødre eller “hellige kvinder”, altså nonner, skulle undgås. Derudover måtte ridderen tilsyneladende vælge og vrage, hvis bare kvinderne havde en vis standard: 

“Hvis du overmandes af erotisk trang som ung, og din penis tvinger dig til at gå til en prostitueret, opsøg da aldrig en almindelig skøge. Tøm dine testikler hurtigt, og skynd dig væk!”

Tempo gjorde åbenbart den syndige adfærd mindre slem. Ifølge Beccles skulle ridderen vare sig for at lade sig forføre af sin herres hustru. 

Selvom hun svor ham rigdom, lykke og evig kærlighed, var det bedst at fyre en nødløgn af:

“Din sikreste plan er at spille syg, en ubehagelig lidelse, og så skynde dig klogt og forsigtigt væk”.

Ridderen måtte dog ikke bebrejde adelskvinden, for den slags lyster var nu engang en del af hendes gudgivne natur. Det samme gjaldt for alle af hunkøn – også ridderens egen hustru.

“Hvad hun længes efter, er et tykt, knejsende, robust stykke udstyr. Langt, glat og stift”, mente Daniel af Beccles.

Søde ord kunne desuden få selv den mest ærbare, pligtopfyldende og hengivne kvinde til at give sig hen med hvem som helst: “Med en kok eller tåbe, en bonde eller en plovmand eller en præst”.

Kvinden var slave af sit køn, og det måtte ridderen acceptere, for kun gennem hende ville hans slægt blive ført videre af en ny generation.

“Hvis du gøres til hanrej, sig da ikke et ord om det”, advarede Beccles.

Ridderen måtte lægge bånd på sin vrede og koncentrere sig om at avle en arving til sin titel og gods: “Hvis du gøres til hanrej, så lær at se op i loftet”.

Familie-freden gik forud for alt, og hvis ellers hustruen leverede et levedygtigt drengebarn, skulle ridderen bære over med alle hendes laster.

Under kong Henrik 2. blev musik og poesi en vigtig del af ridderlivet. En del riddere blev trubadurer og lærte sig at spille lut.

© Bridgeman

Børn var en plage

Det var vigtigt for ridderen at få en søn, men Beccles rasede over børns manglende manérer: “De smører deres tøj ind i aske, de sviner sig til, de savler. De tørrer næser fulde af skidt i deres ærmer”.

En dag ville de heldigvis blive voksne. Og så skulle de have deres eget eksemplar af “Det civiliserede menneske”, så også de kunne blive ridderlige riddere. 

Til de nye, ofte arrogante riddere havde Beccles et vigtigt råd: “Lad ikke ulykke regne ned på folk under dig, når du rammer­ stjernerne med dit hoved”.

Efter 2.995 linjer havde Daniel af Beccles ikke mere livsvisdom at viderebringe. Tilbage manglede blot at runde af: 

“Gamle Henrik lærte som den første folk uden stil de hoflektioner, der er præsenteret i denne bog. Her ender “Det civiliserede menneskes bog” af Daniel af Beccles”, skrev den trætte digter. “Hiv sejlet ned! Må Gud, der velsignede profeten Elias, give Daniel himmelsk fred”.

Mange af Beccles’ bud har i dag mistet deres mening, men enkelte har lige så stor vægt som i år 1200. 

Måske er du interesseret i...

Læs også