Håndsving drejede valsen.
© Getty Images & Alamy/Imageselect

Rundt om lirekassen: Piberne skaber melodien

Det transportable pibeorgel spillede allerede sin første melodi i 1700-tallet, men blev først populært i det efterfølgende århundrede. Piber og matematik er instrumentets vigtigste elementer, og i dag spiller lirekassen stadig.

6. december 2016 af Per Skovkjær Sand

Inspirationen til lirekassen kom fra den græske matematiker Ktesibios, der i 200-tallet f.Kr. opfandt pipeorglet. 

Instrumentet indeholdt piber, der ved hjælp af luft gav lyd fra sig. Samme princip blev brugt til lirekassen, der allerede kom på gaden i 1700-tallet. 

Opfindelsen af den moderne lirekasse tilfalder dog den tyske orgelmager Ignaz Bruder, der i 1806 grundlagde orgelfirmaet Gebrüder Bruder i den sydtyske by Waldkirch, og som tegnede og skrev om lirekassens funktion. 

En anden af lirekassens største fabrikanter blev den italienskfødte Giovanni Battista. Han gjorde sine lirekasser berømte fra 1877, hvor han startede den familievirksomhed, som frem til 1975 leverede lirekasser helt til USA og Mexico. 

Musikken kom fra lirekassens valse

Melodierne var kodet med messingstifter i en valse. Orgelbyggere slog en stift i valsen for hver tone i melodien, og længere toner blev skabt ved at bygge en bro mellem stifterne.

Vippearme løftede sig, når de stødte på messingstifterne i valsen. De åbnede for ventilerne, der lukkede luft ind i piberne, så tonerne kom ud.

Lirekassespilleren drejede et håndsving bag på instrumentet. Ved hjælp af et såkaldt snekkedrev fik håndsvinget valsen med den indkodede musik til at rotere.

Klik på tegningen og lær mere om lirekassen

Lirekassen spiller stadig

I flere år har lirekassens melodier spillet på festivalen International Organ and Barrel Organ Festival.


Her mødes flere hundrede lirekasseentusiaster fra hele Europa for at spille for hinanden. I år 2017 afholdes festivalen for 20. gang og finder sted i Thun i Schweiz den 15. og 16. juli.

Lirekassen i tal

  • Længde: ca. 30-80 cm
  • Dybde: ca. 20-60 cm
  • Højde: ca. 18-80 cm
  • Antal toner: ca. 14-40
  • Vægt: 50 kg

Måske er du interesseret i...

Læs også