Klumpspil skæmmede sporten i to årtier, før afleveringsfodbold kom på mode.

© Getty Images

De første fodboldregler: Tag med hænder overalt og døm selv!

7 angribere, fodboldstøvler forbudt og ingen dommer - sådan så en fodboldkamp ud i 1800-tallet. Det var tilmed nemt at score mål, for der var ingen overligger.

31. maj 2016 af Jannik Petersen

Afleveringer blev foragtet i 20 år

At spille bolden videre til en medspiller blev i fodboldens første årtier anset for at være æreløst og et tegn på desperation. I stedet forsøgte alle at drible med bolden og på den måde nå helt ned til modstanderens mål og få en skudchance.

Selv topkampe i engelsk fodbold lignede derfor nutidens puslingekampe: én stor klump spillere, der jager bolden. Under landskampen mellem Skotland og England i 1877 formastede en medspiller sig til at kritisere Alfred Lyttelton for ikke at aflevere, hvortil han skarpt replicerede: “Min herre, jeg spiller udelukkende for min egen fornøjelses skyld”.

Fodboldstøvler var forbudt

Reglerne fra 1863 forbød brugen af støvler med søm, jern- eller gummiknopper under sålen. I sportens barndom trak spillerne i stedet i bløde, ankelhøje hverdagsstøvler med en lille hæl til at bremse med.

Først i løbet af 1880’erne begyndte de første specialfremstillede fodboldstøvler at dukke op. De var grove, slidstærke og tunge som bly, især når læderet havde suget godt med regnvand til sig. Fra 1891 fik spillerne omsider lov til at spille med knopper under støvlerne.

Ingen filmede sig til straffespark 

27 år skulle gå, og tusindvis af kampe afvikles, før historiens første straffespark blev begået. Det skyldtes, dels at fodbold var en gentlemansport, hvor alle bestræbte sig på at overholde reglerne og være en fair sportsmand, dels at straffesparksfeltet først blev opfundet i 1891.

Målmand måtte tage med hænder overalt

© Bridgeman

I de tidlige år spillede alle hold med flyvende målmand. Det vil sige, at markspillerne på skift stod på mål – primært for at tage sig et hvil.

Handsker brugte ingen, og de skiftende målvogtere trak heller ikke i en anden trøje. Som den eneste bevarede målmanden retten til at gribe bolden med hænderne – et privilegie, han ovenikøbet nød over hele banen. Først i 1912 blev reglerne ændret, så målmanden kun måtte tage med hænder i eget felt.

Spillerne dømte selv

Ingen råbte ukvemsord efter dommeren i 1860’erne og 1870’erne, for en neutral opmand fandtes ikke. Spillerne dømte selv. Kom nogen til at bryde reglerne, dømte han eller offeret frispark. 

Efterhånden som kampene blev mere prestigefyldte og tiltrak mange tilskuere, opstod behovet for, at afgørelserne blev truffet af personer, som ikke blev for ophidsede i kampens hede. En overgang udpegede holdene hver en umpire – en mand, der fra sidelinjen råbte op, hvis regelbrud fandt sted inde på grønsværen. 

Desværre var de to holds umpires ikke altid enige, og i 1881 blev det obligatorisk at lade en neutral dommer dømme i turneringskampe.

Holdene angreb fuldkommen hovedløst 

2-1-7 hed det foretrukne spillesystem i mange år: To forsvarsspillere, en midtbaneslider og syv angribere. Banen kunne være op til 182 meter lang, så det øgede chancen for at score, hvis holdet placerede mange mand nær modstanderens mål.

Målene havde stolper, men ingen overligger, og det gav visse problemer. Da en spiller i 1873 fik godkendt en scoring, selvom han skød 30 meter over mål, besluttede det engelske fodboldforbund at spænde en snor ud mellem de to stolper – ni år senere fulgte kravet om en overligger af træ.

Spillerne frygtede bolden

© Bridgeman

Hovedstød var en sjældenhed i 1800-tallet, for alle frygtede boldens hårde snørelukning, der efterlod blå mærker i panden. Læderbolden sugede desuden vand til sig, og i løbet af kampe spillet i regnvejr kom den til at veje det dobbelte.

Måske er du interesseret i...

Læs også