Europa Cup Heysel Stadion

Optøjer under mesterholdsfinalen på Heysel stadion i 1985 fik Juventus-fans til at løbe mod udgangen i panik. Hundredvis af dem blev klemt op ad en mur og en efter en begyndte de at dø. 

© Imago/Horst Müller

Skammens finale gav fodboldverdenen blod på hænderne

Champions League finalen 1985 - eller rettere sagt finalen i Europa Cup for mesterhold, som turneringen hed dengang – blev et mareridt. På Heysel Stadion i Belgien gik britiske fodboldbøller amok og udløste panik på tilskuerpladserne. 39 Juventus-fans blev trampet og klemt ihjel.

26. maj 2016 af Jannik Petersen

Heysel Stadion i Bruxelles var i begyndelsen af 80'erne i så dårlig stand, at den faktisk var uegnet til større begivenheder. Alligevel skulle finalen i Europa Cup i 1985 afvikles her.

Juventus klagede og bad om, at finalen blev flyttet. Deres modstandere fra FC Liverpool bakkede op om klagen, men UEFA, sagde nej. 

Kasteskyts lå klar til brug

Netop småsten og betonklumper fra de smuldrende tilskuerpladser udløste urolighederne, som brød ud en time før kampstart. Kun et spinkelt hegn adskilte de to fangrupper, og her begyndte uromagere at samle det kasteskyts op, som lå for deres fødder. 

Snart beskød fodboldbøller på begge sider af hegnet hinanden. Kort før kampstart brød de første Liverpool-fans gennem hegnet ind til italienerne, og i panik flygtede familiefædre, børn og andre, som bare var kommet for at se fodbold.

Betonmur blev dødsfælde

En betonmur stoppede deres flugt, og efterhånden som flere pressede på for at komme væk fra de sparkende britiske fans med jernstænger, begyndte tilskuerne tættest på muren at besvime af iltmangel. Da politiet omsider fik skilt de to fangrupper, lå 39 Juventus-fans døde ved muren.

Kampen spilles alligevel 

Af frygt for endnu værre uroligheder blev kampen blæst i gang, og Juventus vandt. Ved hjælp af tv-billeder blev 11 britiske fodboldbøller dømt for manddrab sammen med tre sikkerhedsansvarlige belgiere. Engelske klubber blev udelukket fra alle europæiske klubturneringer på ubestemt tid – en karantæne som først blev ophævet i 1990.

Måske er du interesseret i...

Læs også