Foran tusindvis af begejstrede tilskuere gik vandrerne om kap i dagevis uden pause.

© Bridgeman & Library of Congress

Vandring var en hooligansport

En ny og sindsoprivende fodsport blev 1800-tallets helt store publikumsmagnet. Foran tusindvis af tilskuere gik gæve vandringsmænd umenneskelige distancer for at sikre sig ære og store præmiesummer.

10. oktober 2017 af Andreas Ebbesen Jensen

Edward Payson Weston sidder afkræftet på sin seng og knuger en flaske whisky mellem hænderne. Udenfor hamrer regnen nådesløst mod jorden, og vindens piben skærer sig gennem hotelværelsets væg. 

Weston skruer låget af flasken og hælder indholdet ned i sine støvler for at forhindre infektioner i sine vabelfyldte fødder. 

Klokken er et om eftermiddagen den 11. november 1867, da den unge mand træder ud på gaden i byen Palmyra. Weston er nået halvvejs igennem de 2.000 km, som han skal nå at gå i løbet af 26 dage. 

Hundredvis af begejstrede fans er mødt op for at sende ham godt afsted på endnu en 76 km lang etape. 

I aviserne kan man dagligt læse om Westons vanvittige bedrift, og myten om ham bliver ikke mindre, da han senere slæber sig otte km gennem høje snedriver med to forstuvede ankler.

Weston er ikke selv klar over det, men hans pinsler på de amerikanske landeveje bliver startskuddet til en ny dille: Pedestrianisme udvikler sig i løbet af få år til at blive 1800-tallets mest populære sportsgren.

Det hele var startet med et væddemål. Weston var flad som en fodsål efter en række dårlige forretninger, og for at tjene penge væddede han 10.000 dollars med en ven. 

På 26 dage skulle Weston gå hele vejen fra kystbyen Portland i staten Maine til Chicago.

Knap en måned, 2.589.312 skridt og en hulens masse vabler senere nåede han sejrrigt i mål. 

50.000 begejstrede tilskuere tog imod ham i Chicago, og Weston priste sin sport i høje vendinger: “Vandring som idræt er noget, jeg ønsker at se udbredt. Jeg er overbevist om, at det vil komme ungdommen i alle lande til gode. Det er en motionsform, der ikke blot er sund, men også en fornøjelse og den bedste form for motion, en mand kan kaste sig over”.

Weston var landevejenes kronede konge, men i kulissen snørede hans rivaler allerede støvlerne.

Ikke abonnent? Få bladet her:

I 1879 dækkede den populære, amerikanske avis Frank Leslie's Illustrated - som så mange andre tidsskrifter - et vandresportsløb med høje præmiesummer.

© Bridgeman & Library of Congress

Vandresporten fik hooligans

Westons bedrift gjorde vandring til den mest populære sport i USA, og snart tog den også Canada, England, Australien og New Zealand med storm. 

Op gennem 1870’erne og 1880’erne blev vandrere som Adonis, Black Dan og Honest John hyldet som helte, mens deres bedrifter blev stadig mere utrolige.

På kort tid voksede en ung mands gale væddemål til en indbringende professionel sport med fans verden over. Rundt om banen hujede publikum i tusindvis og spillede store summer på, hvem der vandt. 

Vandrerne blev lige så feterede som nutidens fodboldstjerner, og da sporten var på sit højeste, konkurrerede fodsportens topatleter mod hinanden et par gange om måneden, mens deres dueller ryddede forsiderne på landets aviser og lagde gaderne øde.

Pedestrianismen rykkede inden for i store arenaer, og her dystede vandrerne i dagevis mod hinanden, mens de trodsede smerter og søvnmangel. 

Publikum ænsede de knapt nok, selv om deres fans ofte opførte sig som nutidens fodboldhooligans: Knytnæveslag, sten og hårde ord fløj gennem luften, så politiet måtte skride ind.

En af de mest prestigefyldte distancer var seksdagesvandringer på ca. 800 km, hvor vinderen fik et diamantbelagt guldbælte og titlen som verdens bedste vandrer. 

I Westons hoved fylder guldbæltet dog ikke meget, da han midt om natten den 6. april 1877 slæber sine fødder gennem den cirkelformede bane i Agricultural Hall i London. 

Luften i den enorme messehal er tyk af cigarrøg fra 20.000 euforiske tilskuere, der er mødt op for at se ham knuse en anden amerikaner: den irskfødte Daniel O’Leary.

Vandrerne var rockstjerner

  •  Hustleren
    Navn: Robert Barclay Allardice
    Største bedrift: At gå 1,5 kilometer hver time i 1.000 timer i træk. Barclay tabte ofte med vilje for at få væddemålene til at stige. Så spillede han på sig selv og indkasserede et større beløb. 

  • Millionæren 
    Navn: Charles Rowell
    Største bedrift: Han tjente imponerende 50.000 dollars, da han slog Daniel O’Leary i 1879. Rowells konkurrenter forsøgte ­senere at forgifte ham for at øge deres egne vinderchancer.

  • Damernes ven 
    Navn: Charles Harriman
    Største bedrift: Midt under et seks-dagesløb i 1879 kunne Harriman ­mobilisere kræfter til at have en hed ­elskovsaffære med en gift kvinde. To år senere vandt han løbet ved at gå 852 km.

  •  Rekordholderen
    Navn: George Littlewood
    Største bedrift: I 1882 gik Littlewood 854 km på seks dage, hvilket stadig er rekord. Senere dystede han mod en hest. Distancen var 27 km, og Littlewood blev kun slået med nogle få hundrede meter.

Vinderen fik en million

Weston og O’Leary har gået næsten uafbrudt i fire døgn, og nu ser trætheden endelig ud til at plage manden, der gjorde vandringen til verdens førende sport. 

Pludselig drejer Weston væk fra banen og kravler udmattet ind i sit hviletelt for at blive tilset af sin træner. Han kan ikke længere mærke sine fødder.

Udenfor går O’Leary upåvirket videre. Kampen om at blive den første til at nå 800 kilometer på seks døgn er gået ind i sin sidste fase. 

Lige nu ser Weston ud til at tabe. 

Den hårdføre amerikaner er dog ikke sådan at få bugt med, og da han er blevet skrubbet ren og har fået behandlet sine sår, trodser han smerterne og slæber sig ud på arenaen igen.

De mandlige tilskuere kaster deres hatte op i luften af begejstring, da den afkræftede sportsmand vender tilbage. Men trods alle kraftanstrengelser kan Weston ikke indhente sin rival.

Efter seks smertefulde og udmattende døgn er løbet slut. O’Leary har tilbagelagt imponerende 835 kilometer mod Westons 810 kilometer. 

Ireren får stukket en vindercheck på 14.000 dollars i hånden, hvilket i dag ville svare til ca. en million kroner.

Trods nederlaget vender Weston aldrig vandresporten ryggen. Selv da interessen for pedestrianisme svinder i slutningen af 1800-tallet – i takt med at fodbold, baseball og rugby gør deres indtog – traver han ufortrødent videre. 

70 år gammel går han fra New York til San Francisco og priser stadig vandresporten: “Hvis jeg kan overbevise ungdommen om, at Gud har skabt dem til at vandre, er mit livsværk fuldendt”. 

Læs mere

N. Harris: A Man in a Hurry, deCoubertin Books, 2012. P.S. Marshall: King of the Peds, AuthorHouse Ltd., 2008. P. Radford: The Celebrated Captain Barclay – Sport, Money and Fame in Regency Britain, Headline Book Publishing, 2001.

Måske er du interesseret i...

Læs også