© Shutterstock & Getty Images

Vilde OL-præstationer ændrede sportens historie

OL-medaljerne bliver ikke kun vundet af de stærkeste atleter – de kloge har også en chance, især hvis de finder en ny måde at hoppe på, svømmer under vandet eller napper et par tequilaer inden konkurrencen.

5. august 2016 af Claus Cancel

Cykling: Kulfiber gav det afgørende sekund

Var det cyklen eller den engelske rytter Chris Boardman, der vandt guld i 4.000 meter forfølgelsesløb ved OL i Barcelona i 1992? Den dag i dag kan sportsjournalisterne ikke blive 

enige om, hvor stor en rolle selve cyklen spillede.

Halvvejs igennem den sidste omgang overhalede Boardman tyskeren Jens Lehmann i suveræn stil. Og Lehmann var ikke en hvem som helst i denne disciplin. Året før havde han sat verdensrekord på 4 minutter og 25,775 sekunder. Nu blæste Boardman i mål 1,279 sekunder hurtigere.

Boardmans cykel var støbt i ét stykke af kulfiber og lignede en reservedel fra en racerbil – og det var den nærmest også. Cyklen var lavet i samarbejde med formel 1-firmaet Lotus og kun med besvær godkendt af Den Internationale Olympiske Komité. Den blev begyndelsen på en cykelrevolution og lagde grunden for udviklingen inden for enkeltstarts-cyklerne.

Højdespring: Dick Fosbury fandt en helt ny måde at hoppe på

Folk sad lamslåede tilbage på det olympiske stadion i Mexico City i 1968. Amerikaneren Dick Fosbury havde netop forbedret den olympiske rekord i højdespring med sensationelle seks 

cm!

Og han havde gjort det med et spring, ingen havde set før: I stedet for – som normalt – at løbe frem og hoppe over vendte Fosbury i sidste øjeblik ryggen til og gled over overliggeren, baglæns.

Dick Fosbury havde øvet sig på springet, siden han gik på high school. Hvad springet hed, vidste ingen – heller ikke Dick Fosbury. Da han blev spurgt i Mexico, svarede han: back lay-

out.

“Navnet var uinteressant, og journalisten skrev det ikke engang ned. Under næste interview sagde jeg, at folk hjemme i Medford, Oregon, kaldte det Fosbury flop – alle noterede det”, fortalte Fosbury siden.
The Fosbury flop har dannet skole – nå hopper alle som ham.
© Oregon State University & Shutterstock

Kuglestød: O’Brien vendte ryggen til og vandt en guldmedalje

To år før OL i Helsinki i 1952 begyndte amerikaneren Parry O’Brien at arbejde med en ny metode til kuglestød. Hidtil havde kuglestøderne stået med siden til, taget et skridt fremad og slynget kuglen væk i én samlet bevægelse. O’Brien tænkte, at han med mere rotation kunne sende kuglen længere væk – og han fik ret.

Til OL i 1952 havde han finpudset sin teknik: Han vendte ryggen til, gik ned i knæ, hoppede et skridt baglæns og lod den bagerste fod glide ind i midten af cirklen. Umiddelbart i forlængelse af denne bevægelse vendte han 180 grader rundt og udnyttede både bevægelsen bagud og kroppens rotation til at give kuglen ekstra fart.

Han vandt guld og satte ny olympisk rekord med et kast på 17,41 meter – en forbedring på 39 cm. I de næste 20 år var the O’Brien glide den mest benyttede teknik, indtil russeren Viktor Aleksejev præsenterede en ny teknik inspireret af diskoskast.
Ned i knæ, et skridt baglæns og så snurre rundt. På to år havde Parry O’Brien kastet klar.
© Getty Images

Barre: Baglæns salto-sensation

“Har en kvinde nogensinde gjort det før?” spurgte en amerikansk kommentator sin kollega under den direkte udsendelse af forskudt barre ved OL i 1972 i München.

Sovjetunionens Olga Korbut havde netop forbløffet verden ved at lave en baglæns salto fra den øverste barre, hvorefter hun greb fat i barren igen, lod sig svinge rundt og med stor kraft ramte nederste barre og lod sig svinge rundt, før kraften sendte hende tilbage til den øverste barre. Det havde ingen gjort før.

“Jeg trænede i 10 timer i træk i 10 år for at blive i stand til at lave øvelsen”, forklarede hun siden. Publikum var ellevildt, men dommerne gav kun 9,8, så Olga Korbut måtte nøjes med sølv.

Gymnasten Olga Korbut havde trænet i 10 år før OL i München.

© Recursos Prácticos

Langrend: Skøjteteknik gav skiene mere fart

Efter et skuffende OL i Lake Placid 1980 udviklede den amerikanske langrendsløber Bill Koch en helt ny løbeteknik. 

I stedet for at bevæge skiene lige frem brugte han en teknik, der var afluret fra skøjteverdenen: Han satte kraftigt af med det ene ben og lod skiene glide ud til siden, før han sparkede fra med det andet ben. Teknikken krævede gode benkræfter, men den øgede farten så meget, at den sikrede ham en samlet World Cup-sejr i langrend i 1982.

Svømning: 2,7 sekunder hurtigere ved at efterligne en ubåd

Publikum så ikke meget til Masaru Furukawa i løbet af finalen i 200 meter brystsvømning ved OL i Melbourne, 1956. Han svømmede nemlig det meste af distancen under vandet. 


Furukawa havde studeret ubådsteknologi og fundet ud af, at kraftoverførslen under vand er mere effektiv end ved vandoverfladen – dette gælder også svømmere.

Året efter vedtog IOC, at svømmerne kun må tage ét svømmetag under vandet ved start og vendinger. Dette skete, fordi flere var besvimet, mens de efterlignede Furukawa.

Skihop: Svensker snublede i luften og fløj længere

Det hele kunne være endt i et grimt styrt, da den svenske skihopper Jan Boklöv under træningen i 1985 var ved at miste balancen i luften. For at undgå styrtet spredte han sine ski i en V-form.

Feberredningen havde en forbløffende effekt. Ikke alene forhindrede den ham i at styrte. Han hoppede også 4,5 m længere, end han plejede. Så Boklöv prøvede flere gange, og resultaterne talte for sig selv:

Han holdt sig længere i luften. Den videnskabelige forklaring er ligetil.
Ved at sprede skiene ud til siden bliver luftmodstanden øget, og skihopperen får mere opdrift. Japanske forskere har regnet ud, at teknikken giver op til 28 pct. mere opdrift.

Boklövs nye teknik havde dog svære kår ved konkurrencerne, for nok hoppede alle, der brugte V-teknikken, længere, men de fik færre point af dommerne, der syntes, at hoppet kom til at se uelegant ud. Først i 1992 besluttede Det Internationale Skiforbund, at de skihoppere, der brugte V-teknikken, ikke skulle straffes med en lav stilkarakter. 

Siden har V-teknikken været den mest udbredte ved skihopkonkurrencerne.

“Jeg er mest stolt af, at jeg kunne stå imod al kritikken og formå at gøre skihoppene bedre for mig selv”, har Jan Boklöv sagt om sit bidrag til skisporten. 

Længdespring: Atleten havde rygvind

Egentlig lå det ikke i luften, at Bob Beamon den 18. oktober til OL i Mexico City 1968 skulle lave et rekordspring, der stod i 23 år.

Aftenen før havde han drukket et par tequilaer for at dæmpe nerverne – og sågar været i seng med sin kone. Ikke just optimale forberedelser forud for en OL-konkurrence – alligevel følte han sig klar næste dag.

Da det blev hans tur, stillede han sig op på tilløbsstrækningen. Her stod han og fokuserede, før han spurtede mod sandgraven. Afsættet var perfekt, hastigheden helt i top, og vinden kom lige i ryggen og holdt sig akkurat under den tilladte grænse – læg dertil den tynde luft.

Alle faktorerne lagt sammen betød, at Beamon fløj helt over i den anden ende af sandgraven, så det optiske målesystem ikke kunne fastslå længden, og dommerne måtte have fat i et målebånd: Verdensrekorden var slået med 55 cm.

Springet på 8,90 m blev først overgået i 1991. 

Endnu har dommerne ikke opdaget, at Bob Beamon er ved at sprænge rammerne for et længdespring.

© Corbis/All Over

Måske er du interesseret i...

Læs også