Kundespørgsmålene i 1400-tallets Venedig kunne lyde helt nutidige.
© Bridgeman & Shutterstock

Venedig opfandt all-inclusive charterrejser

I 1300-tallet begyndte Venedigs skibsredere at sælge pakkerejser til Europas pilgrimme. De fromme turister blev sejlet over Middelhavet og taget på rundture i Jerusalem. Længe før charterturismens indtog i det 20. århundrede tilbød Venedig all-inclusive-priser og guidede ture.

19. januar 2017 af Therese Boisen Haas
En knytnæve knalder hårdt ned i det solide mødebord. “Sandelig!” udbryder den midaldrende embedsmand fra Venedigs bystyre.

“For byens anseelse er det ubetinget nødvendigt at bringe sagen i orden!”

Kort forinden har en rystende nyhed nået hans ører: Netop denne februardag i året 1405 skulle en stor gruppe pilgrimme være sejlet fra Venedig med kurs mod Det Hellige Land, men de kunne ikke finde et skib.

I stedet vil de skuffede pilgrimme nu drage til nabobyen Ancona og forsøge at sejle derfra.

En stor forretning er ved at glide venetianerne af hænde – pilgrimsgalejen har plads til over 100 rejsende, der betaler med gulddukater – og oveni kan pilgrimmene sprede dårlig omtale og ødelægge byens renommé som tidene førende arrangør af rejser til Jerusalem.

Embedsmanden beordrer en galej med kaptajn og besætning stillet til rådighed. De pilgrimme skal hentes tilbage og gennes ombord på et venetiansk skib, slår embedsmanden fast.

En succes-industri

De kristnes udlængsel blev taget meget alvorligt i 1400-tallets Venedig, der ved hjælp af høj service, gode skibe og faste priser havde skaffet sig noget nær monopol på markedet for pilgrimsrejser.

Allerede i 1200-tallet opdagede Venedigs skibs-ejere, at de kunne kræve tårnhøj betaling for at færge korsridderne fra Europa over Middelhavet til kampene om Det Hellige Land. 

Sidenhen vendte korsridderne hjem og skrev heroiske beretninger om deres kamp for at befri Jerusalem fra muslimerne – og om de mange bibelske steder i Orienten. 

Beretningerne blev ivrigt læst af Europas munke og adelige, og ønsket om at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem spirede i dem. 

Med egne øjne ville de se stumperne af Jesu kors og graven, hvorfra han genopstod påskedag.

Pilgrimmene kunne vælge at drage over land ved at følge de gamle romerske landeveje langs Donau gennem Rumænien, over Bosporusstrædet og videre til Jerusalem. 


Men dén rute var højst risikabel, for de muslimske osmanner, der havde erobret Lilleasien, behandlede de kristne rejsende særdeles brutalt.

I 1300-tallet fik pilgrimmene et fristende alternativ:

Rygtet om Venedigs professionelle rejsearrangører spredte sig op gennem hele Europa – og lokkede kunderne til. 


Hundrede år efter vidste enhver nordeuropæer, at vejen til Jerusalem gik over Venedig.

De fromme eventyrere drog afsted til fods fra Skandinavien, Tyskland, Holland og Frankrig via Europas plørede veje, der vrimlede med røvere og svindlere. 


For at beskytte sig færdedes pilgrimmene gerne i større flokke.

Under opholdet i Venedig tegnede pilgrimmen von Harff byens spændende kvinder.
© Bodleian Library

Fromme mænd med øjnene på stilke

Blandt dem var fire tyske adelsmænd fra Rhin-området, der i 1483 havde hyret dominikanermunken Felix Fabri til at føre sig til Jerusalem.

Fabri var et godt valg som rejsefører, for han havde gjort hele turen en gang før, i 1480.

Derfor vidste han, hvad en pilgrim skulle tage sig i agt for: Bortset fra de centraleuropæiske røvere var der Venedigs skurkagtige valutahandlere og hotelejerne for ikke at tale om de lumpne venetianske søkaptajner.

Felix Fabri og hans lille gruppe på fire adelsfolk samt deres tjenere nåede frem til Venedig i foråret, hvor strømmen af pilgrimme til Det Hellige Land altid var på sit højeste.

Alene synet af Venedig kunne tage pusten fra de nordeuropæiske pilgrimme, hvoraf mange aldrig havde set en storby før. 


De strålende paladser, kirkerne og husenes overvældende skønhed betog Felix Fabri, viser hans rejseoptegnelser.

“Alt er smykket med billeder af ørne, slanger, drager og løver lavet af små, firkantede hvide, sorte, gule, grå og blå sten”, griflede han ned på sin vokstavle, så han kunne renskrive det hele senere og udgive sine oplevelser i bogform.

Straks efter ankomsten begyndte Fabri at søge et logi og dernæst en nogenlunde tillidsvækkende kaptajn at sejle med.

Den opgave behøvede Fabri dog ikke at klare på egen hånd. Venetianerne havde nemlig regnet ud, at det var smart at ansætte en række certificerede guider, tolomarii, til at hjælpe gæsterne med at finde logi og forhandle med galejernes ejere.

Tolomariierne viste pilgrimmene vej til særlige hotelleriaer som fx Den Lille Hest, Hummeren og Den Hvide Løve, der havde rene senge og gode måltider og – hvis det havde interesse –formidlede venetianske prostituerede.

I det hele taget gjorde byens kvinder et stort indtryk på de rejsende, der kom fra et helt andet udviklingstrin: Mens Nordeuropa stadig befandt sig i middelalderen, var den lyse og livsglade renæssance for længst brudt ud i Venedig.

“Kvinderne her forsøger hele tiden at vise deres bryst og skuldre frem – så meget, at jeg flere gange bævede for, om deres tøj ville glide af dem”, skrev den franske pilgrim Philippe de Voisins.
“De maler deres ansigter og bærer store mængder krøllet hår, som for størstedelen er falsk”, kunne Philippe de Voisins videre afsløre.

“Jeg ved det med sikkerhed, for jeg så det på markedet på Markuspladsen og spurgte til prisen, idet jeg lod, som om jeg ville købe noget, selvom mit skæg er langt og hvidt”.

Vigtige indkøb inden rejsen

Tolomariierne hjalp også pilgrimmene hen på markedspladsen, hvor de kunne købe vigtige fornødenheder til skibsrejsen – fx en madras og et reb til at hænge den op i i dagtimerne, en dunk til drikkevand, en levende høne i bur, en lille tønde vin og stærk parfume til at dæmpe hørmen ombord på galejen.

Desuden kunne tolomariierne fungere som tolke og hjælpe med at veksle penge. 

Pilgrimmene fik at vide, at fra Venedig til Jerusalem kunne der kun handles med venetianske dukater. Men vekselkursen svingede ganske mistænkeligt, opdagede pilgrimmene.

Den afgørende handel med galej-ejerne foregik med venetianske gulddukater, og den krævede stærke nerver. Skibsejerne var nemlig hårde forretningsfolk, der dog var underlagt visse reguleringer. 


Allerede i 1200-tallet havde Venedig vedtaget en lov, der påbød alle galej-ejere at være registreret, føre lister over deres passagerer og sejle under hvidt flag med et rødt kors for at signalere neutralitet. 

På den måde sørgede bystyret for pilgrimmenes sikkerhed – hvilket styrkede byens troværdighed og dermed indtjeningen.

Færgebillet med alt inkluderet

Galej-ejerne havde deres boder på Markuspladsen, med hver deres “firmalogo”. 


Da Felix Fabri nåede frem til Venedig i 1483, var osmannerne netop i færd med at erobre Rhodos, og deres krigsskibe lurede overalt. 

Derfor havde kun to venetianske galejer tilladelse til at sejle ud.

Fabri kunne vælge mellem at sejle med kaptajn Pietro Lando, der forlangte 45 dukater for turen, og Agostino Contarini, der kun skulle have 42 dukater.

Beredvilligt viste begge kaptajner deres galejer frem, mens de trakterede med alexandrinske specialiteter og bød på vin fra Kreta under besigtigelsen. Under salgstalen opregnede de alt det, pilgrimmene fik for pengene: 

Ud over overfarten blev de lovet to daglige måltider, tolke og guide i Jerusalem samt visum og alle afgifter betalt. Billetprisen var med et nutidigt ord fra charterbranchen all-inclusive.

Fabri valgte kaptajn Landos nybyggede galej Landa, et stort skib, der endnu ikke stank af passagerernes urin og sved.

Klog af skade efter sin første pilgrimsrejse i 1480 fik Felix Fabri udformet en kontrakt, hvor kaptajnen med sin underskrift skulle garantere at holde sine løfter. 

Kontrakten fastlagde også, at lokale franciskaner-munke ville stå klar med æsler, når galejen nåede havnebyen Jaffa i Det Hellige Land. Fra Jaffa gik turen videre på æselryg.

Tålmodighed og tre fulde punge

Til broder Felix Fabris store fortørnelse måtte han og hans gruppe dog tilbringe en hel måned i Venedig, inden Landa omsider var klar til afgang.

For at holde de mange hundrede pilgrimme ved godt mod i ventetiden arrangerede bystyret sightseeing til kirker med betagende freskoer og – endnu bedre – de imponerende samlinger af relikvier. 

Fabri opregnede, at han havde set 17 indtørrede kroppe og talløse hoveder, hænder og fingre af mænd, hvis jordiske rester blev regnet for hellige relikvier.

Men hver dag i Venedig betød ekstraudgifter, som var til stor bekymring for pilgrimmene. Rejsen havde været dyr, og de færreste rådede over en formue, der kunne tæres længe på. 


Om pengesorgerne skrev en af pilgrimmene:

“Den, der ønsker at gøre pilgrimsfærden, må have tre fulde pengepunge: én fuld af tålmod, én anden fuld af tillid og en tredje fuld af finanser”.

De mest sparsommelige kunne bruge ventetiden på at samle mod til sørejsen, for det ukendte hav fyldte mange med frygt. 

Det sortblå dyb var som evigheden – formløst og uden ende. Siddende i jollen på vej ud mod galejen fattede de rejsende mod med en pilgrimssang.

“Vi sejler i Herrens navn; lad hans godhed være os til hjælp og Den Hellige Grav beskytte os; Herre, se i nåde til os!” sang de fromt.

Pilgrimmene lægger fra land

Omsider stævnede Landa ud. Ombord var ca. 330 mænd – pilgrimmene udgjorde ca. de 180; resten var handelsfolk, roere, kanonerer, matroser, soldater og opvartere.


Desuden omfattede besætningen en våbenmester, en steward, der tilrettelagde måltiderne, en læge, en barber og en præst.

Venedig havde kolonier langs balkankysten og de græske øer. I hver anløbshavn blev en lods taget ombord, og han sejlede med til næste havn.

Ruten blev bestemt af kaptajnen, der – ligesom resten af besætningen – havde sin egen private handel med varer at tage hensyn til. 

Derfor var der rift om lastrummene, og flere passagerer oplevede, at deres bagage blev efterladt på kajen for at give plads til ny fragt. Alt efter vejret og kaptajnens handelsinteresser varede sejladsen fem til otte uger.

Muslimske pirater og den osmanniske flåde lurede for at plyndre galejerne.

© rex/all over

Sovesal på underste dæk

Ved første øjekast kunne de venetianske galejer få pilgrimmene til at tabe næse og mund af begejstring.

I 1400-tallet havde skibene tre dæk. På midterdækket sad roerne, mens det underste dæk udgjorde pilgrimmenes sovesal. 

Her fordampede al begejstring som regel, for alle måtte forsøge at få det bedste ud af den sparsomme plads. 

Pilgrimmene lå på deres medbragte madrasser i to lange rækker på dørken med hovedet op mod skibssiden og fødderne ind mod midten, hvor deres bagage også stod.

Ved siden af madrassen havde hver mand en natpotte, som han også kunne kaste op i. Men med den trange plads væltede potterne jævnligt, når en søsyg medrejsende snublede over dem på vejen op til den friske luft på galejens øverste dæk.

Nætterne på det overfyldte passagerdæk var præget af ulidelig hede, stikkende insekter, infam stank og den nervøse sparken fra de heste, der også var med.

Ævl og kævl på det overfyldte skib

“Roen bliver også forstyrret af dem, der snorker, råber i søvne eller kaster sig omkring, og af de syge, der vånder sig, spytter og hoster”, opregnede Felix Fabri.

Værst var dog de endeløse skænderier:

“Når pilgrimmene går under dæk for at sove, opstår kæmpe ståhej: Støvet hvirvles op og provokerer sidemanden, den første benægter, men den anden insisterer. Hver henter deres venner til at støtte sig, og sommetider tørner hele klaner sammen”.

De mange nationaliteter ombord havde massevis af fordomme mod hinanden – Fabri oplevede pilgrimme true hinanden med dolke og sværd. Men selv almindelig hyggesnak kunne sætte sindene i kog: 

“Når der endelig er fred, beslutter nogen at være længere vågne og forstyrre alle med deres lys og knevren. Jeg har set vrede pilgrimme pisse lamperne ud, hvilket igen gav skænderi”.

Trods kaptajnens løfte om to måltider om dagen var maden sjældent værd at spise, berettede den tyske pilgrim Konrad Grünemberg, der tog turen i 1486.

“Man kan under ingen omstændigheder blive mæt af kaptajnens to daglige måltider. Når han serverer kød, er det fra får – ikke slagtet, men helt bestemt død af sult eller forkølelse. 

Ingen, der ser kødet, kan spise det. Brødet er gamle, glemte beskøjter, hårde som sten og fulde af maddiker, edderkopper og røde orme. 

Fredag og søndag serverer kaptajnen fisk med olie og mel og et fad ærter. Hans vin er varm som badevand og smager sælsomt”.

Pilgrimmen Arnold von Harff tegnede mennesker, han mødte på rejsen til Jerusalem, og lavede også en rejseparlør.
© Bodleian Library

Fulde pilgrimme lallede rundt

Ved at bestikke kokken kunne pilgrimmene få bedre mad, og de handlede indbyrdes med deres egne medbragte fødevarer for at peppe kosten op – fx med æg fra hønsene, de havde med.

Desuden bød havnebyerne i Det Græske Øhav på eksotiske smagsoplevelser, når skibet gjorde holdt på ruten. 

På Kreta lærte pilgrimmene fx at spise meloner og citroner. Øens handlende solgte en sød vin, der var så billig, at flere lallende fulde pilgrimme måtte bæres tilbage til den ventende jolle i havnen.

De fromme turister oplevede også for første gang i deres liv duften af cypresser, og for de af dem, der gjorde holdt på Rhodos, var der fuld tilfredsstillelse for relikvie-ønskerne: I Johannes

Døberens kirke på øen fandtes et bronzekors støbt af det fad, som Jesus vaskede sine disciples fødder i, den hellige Sankt Bartholomæus’ højre arm og et gyldent klæde vævet af selveste Sankt Helena.

Opholdet i anløbshavnene føltes som regel for langt. De rejsende i Fabris galej hidsede sig op over et ophold på Korfu. 

At kaptajnen ventede, fordi osmannerne var i farvandet, ville de ikke høre på. 

40 pilgrimme på Landa forlod skibet og rejste tilbage til Venedig, hvor de spredte falske rygter om, at de øvrige passagerer var taget som gidsler af osmannerne og nu kunne imødese den visse død.

Da Felix Fabri nogle måneder senere vendte tilbage fra rejsen til Det Hellige Land, erfarede han, at der var blevet afholdt flere dødsmesser til hans ære.

“Land i sigte!”

Galejen Landa klarede turen over Middelhavet uden at blive angrebet af osmanniske krigsskibe eller plyndret af pirater.

Endelig en morgen dukkede Palæstinas kyst op, og ruinerne af den ældgamle havneby Jaffa kunne skimtes i horisonten. Den endeløse sørejse var ovre, og udkigsmanden kunne med højtidelig stemme vække de sovende pilgrimme:

“Mine herrer pilgrimme, stå op, og indfind jer på dækket! Værsgo at skue: Landet, som I længes efter, er i sigte!”

Ved udskibningen stod skibets besætningsmedlemmer i kø for at modtage drikkepenge af passagererne, der endnu en gang måtte til pilgrimspungen.

Havnebyen Jaffa var blevet grundigt ødelagt i flere omgange op gennem historien. Netop derfor faldt den i pilgrimmen Louis de Rochechouarts smag.

“Først ødelagt af Vespasian og Titus, eftersom det var den første havn, de anløb i de kristnes land. Så ødelagt af Godeffroy de Villon. 

Tredje gang ødelagt af maurerne, som, da de så, at de kristne valfartede hertil, smadrede den. Alle tårne og mure er brudt ned til små stumper, og det er et skønt skue...” skrev han i 1461.

Det Hellige Land, der i 1400-tallet hørte under den egyptiske storsultan, var et farligt sted at opholde sig for en kristen pilgrim, og da Felix Fabris rejseselskab endelig var nået i land, blev de mødt af “en hærskare af bevæbnede mænd. Så mange, at Jordens overflade var dækket af dem”.

De muslimske soldaters anfører forklarede, at fjendtlige beduiner var trængt ud mod kysten fra ørkenen og plyndrede alle, de mødte.

Derfor var soldaterne udkommanderet for at eskortere pilgrimmene til franciskaner-munkene i byen Ramla, der lå ca. 15 km inde i landet – på den støvede vej til Jerusalem.

Men selvom den egyptiske storsultan ligesom venetianerne var opsat på, at den lukrative pilgrimstrafik foregik lydefrit, var han mistænksom over for de mange pilgrimme, der kunne være spioner eller erobrere.

Frygten for en invasion lurede, og alle pilgrimmes navne skulle opføres på lister, inden de fik udleveret en bulletta – et visum, som de altid skulle bære på sig.

Mens papirarbejdet blev ordnet, var de rejsende reelt i fangenskab. En fransk pilgrim blev sammen med 200 andre i 1486 tvunget til at sove i en grotte i to nætter. Komforten var helt i bund.

“En svinesti, hvor saracenerne besørgede”, berettede franskmanden om mu­sli­mer­ne. “Ingen af os kunne komme ud om natten for at tisse uden at betale vagterne først. Flere blev gennembanket, og en ældre tysk ridder besvimede”.

Omsider blev franskmanden og hans rejsefæller sat på æsler og kunne fortsætte deres færd – først skulle æseldriverne dog betales “en særlig gunst”.


Men eftersom all-inclusive-billetten fra Venedig burde dække alle transportomkostninger én gang for alle, nægtede flere af pilgrimmene at betale. Som straf blev de hevet ned af deres æsler og tvunget til at gå.

Pilgrimmenes lettelse var derfor kolossal, da de endelig nåede Ramla og blev modtaget af franciskaner-munkene, der indlogerede dem i deres gæstehus – kaldet et hospice – på Zionbjerget.
Endelig fremme! Pilgrimmene kastede sig på knæ ved synet af den hellige by, der var beboet af muslimer
© Scala Archives

Muslimske røvere venter i ørkenen

I ørkenbyen Ramla skulle pilgrimmene på de første hellige ekskursioner i deres program; bl.a. besøgte de stedet, hvor Skt. Georg led martyr-døden.

Undertiden havde de svært ved at få alt det, de havde betalt for, men Felix Fabri havde sin kontrakt og kunne sætte hårdt mod hårdt over for de guider, som ikke leverede varen og i stedet forsøgte at skræmme ham med trusler om onde lokale, der ville stene pilgrimmene. 

Advarslerne var ikke grebet ud af luften. De rejsendes frembrusende opførsel kunne nemt provokere de lokale.

Sidste etape ind til Jerusalem foregik igen på æselryg gennem ørkenen. Særligt for de nordiske pilgrimme var heden så overvældende, at flere af dem døde undervejs. Men ørkenen rummede også andre farer, som den jødiske pilgrim Meshullam ben Menahem oplevede:

“Der ligger hele tiden folk på lur i sandet. To eller tre dage ligger de dér og venter uden mad eller drikke. Når de så ser en karavane, farer de frem, kalder på deres kumpaner og rider afsted på deres heste, hurtige som leoparder”.

Da pilgrimmene endelig nåede Jerusalem, var nerverne tyndslidte. Tusindvis af kilometer havde de tilbagelagt – over stormfuldt hav, gennem ukendte lande og brændende ørken – alt sammen for at se byen, hvor Jesus var genopstået. 


Tårerne fik frit løb ned ad deres skæggede kinder, og Fabris fire rejsefæller brød ud i taksigelser. Enkelte kastede sig på ned knæ for at kysse jorden. Deres charterrejse havde endelig nået målet.

Måske er du interesseret i...

Læs også