Mineejerne skovlede penge ind

Ydmygede trak briterne sig ud af den besværlige Transvaal-republik. I stedet koncentrerede de sig om udvindingen af diamanter i minerne i Kapkolonien og Griqualand. Arbejdet var både farligt og besværligt, for minerne bestod blot af huller gravet i den bløde jord. Ved hjælp af et sindrigt snoresystem blev den udgravede jord hejst op til overfladen i spande. Henry Barkly, Kapkoloniens guvernør, der i 1872 besøgte Kimberleyminerne, beskrev, hvordan et mylder af arbejdere kravlede op og ned ad de dybe minehuller, der var op til 30 m dybe og 20 m brede:­ “I disse dyb foregår minedriften. Vakkelvorne stiger – indbegrebet af usikkerhed – bliver brugt, når de skal klatre op og ned, nogle gange endda kun et reb eller huller til fødderne indhugget i jorden. Ulykker er hyppige. Vogne og muldyr er faldet fra vejene og ned i hullerne. Men den værste fare er jordskred”.

Individuelle gravere var i mellemtiden blevet afløst af store firmaer, som i stigende grad benyttede sig af sorte som arbejdskraft. Arbejderne levede og arbejdede under umenneskelige forhold. På kontrakter, der løb seks til tolv måneder, henslæbte de deres dage i minen. Imens nød mineejere og funktionærer det gode liv i Kimberley Club, en eksklusiv klub for byens rige hvide. Klubben var udstyret med de fineste tyrkiske tæpper og fløjsbeklædte lounger.

“Vi har middage og danseaftener – hver eneste aften iklæder man sig sit selskabstøj. Det ødelægger helbred og pengepung”, beklagede et ungt klubmedlem sig. Penge var der ellers nok af i Kimberley, for diamantminerne indbragte enorme summer. Barnato-brødrene, som blot ejede fire jordlodder i området, kunne fx i 1876 indkassere hele 1800 pund om ugen på diamanthandelen.

Gigantisk guldfund blev boernes ulykke

Sydafrikas undergrund gemte imidlertid på andet end diamanter. I 1886 fandt skattejægere guld i Witwatersrand i Transvaal. Og snart stod det klart, at Witwatersrands 100 km lange og 37 km brede højderyg gemte på en af verdens største guldforekomster. Omkring 40 procent af alt guld udvundet i historisk tid skulle guldgraverne med tiden fravriste højderyggen. Guldet kom belejligt, for efter krig og tumult var landet økonomisk tvunget i knæ. Boerlederen Kruger så imidlertid helt anderledes på det: “I stedet for at glæde jer burde I græde, for dette guld vil få vores land til at blive gennemvædet af blod”, forudså han dystert.

Kruger fik ret. Med guldet voksede briternes interesse for Transvaal nemlig igen, og de ventede nu blot på en undskyldning for at invadere. Påskuddet, de havde brug for, kom hurtigt i form af tusinder af tilstrømmende guldgravere, der ønskede del i guldet. En stor del af dem var udlændinge, og mange af dem briter.

De mange “uitlanders” bekymrede boerne, der som modtræk lagde store skatter på de fremmedes indtægter. Det fik guldgraverne til at klage højlydt til briterne, der så store muligheder i klagerne. Storbritanniens koloniminister, Joseph Chamberlain, krævede, at britiske guldgravere fik de samme rettigheder som Transvaals­ egne borgere. Det sidste, Chamberlain ønskede, var imidlertid, at boerne rent faktisk opfyldte kravene: “Jeg frygter mere end noget, at vi får fjernet vore uenigheder, så vi ikke har nogen undskyldning for krig tilbage”, bemærkede han under forhandlingerne. Chamberlain havde intet at frygte – mens briternes ultimatum var undervejs, udsendte Transvaal sit eget, som bl.a. krævede, at briterne trak alle tropper i området tilbage.

• Forrige Side 3 af 4 Næste