Jesus stod i lære hos ekstremist

Oliebjerget er en fredfyldt plet. Udsigten over Jerusalems mure og tårne er betagende, og om aftenen er luften ren og fyldt med dufte. Men al den skønhed og fred ænser Jesus ikke. En mørk og kold følelse af gru knuger ham om hjertet. Rædslen vokser, mens han vandrer ad de snoede, stenede stier gennem natten. Selvom han har følgeskab af tre af sine nærmeste venner, kryber ensomheden ind over ham.

“Min sjæl er dybt bedrøvet til døden; bliv her, og våg”, insisterer han indtrængende. Han går afsides for at bede en sidste desperat bøn til Gud om at slippe for det, han ved skal ske. Tanken om den langsomme død på korset er næsten ubærlig. Da han kommer tilbage, sover de andre. Natten går på hæld.

Omkring Jesus koger Jerusalem af frygt og forventning. Byen er ved at fejre den jødiske påskehøjtid, og gaderne vrimler med pilgrimme fra nær og fjern. Romerne, der kontrollerer Palæstina, er på vagt efter ethvert tegn på uro og holder især skarpt øje med denne Jesus. Tømreren fra Nazaret har i den seneste tid tiltrukket sig deres opmærksomhed. Han samler foruroligende mange mennesker omkring sig, og oftere og oftere høres hans tilhængere sige, at deres gud har udvalgt ham til at befri Palæstina. Den slags tale bryder romerne sig ikke om.

Jesus ved, at hans dage er talte. Han – som for blot et års tid siden hutlede sig igennem landet med sit følge af fiskere og andre ydmyge eksistenser – bliver nu betragtet som en trussel mod det vældige Rom. Straffen er den pinefulde død på korset. I en fredfyldt lund på Oliebjerget forsøger han nu at forlige sig med sin uundgåelige skæbne.

Jesus er nævnt i historiske kilder

Ifølge Bibelen kunne Jesu liv ikke være endt anderledes. Alt i hans liv peger frem mod en særlig, guddommelig skæbne. Evangelierne i Det Nye Testamente fortæller, at engle viste sig, da det lille Jesus-barn kom til verden, og at konger hyldede den lille ny med rige gaver. Senere besøgte Jesus som 12-årig Jerusalem sammen med sine forældre og forsvandt for at diskutere de hellige skrifter med de lærde i Templet.

Intet af dette kan historikerne finde belæg for. At Jesus har levet, er de færreste dog i tvivl om. Ud over Bibelen nævnes han både af en romersk og en jødisk kilde fra 1. århundrede. Den jødiske historiker Josefus beskriver en lærer og mirakelmager ved navn Jesus, mens romerske Tacitus beretter om “Kristus” som “i Tiberius' embedstid blev henrettet af statholderen Pontius Pilatus”. Ud fra de historiske begivenheder, som evangelierne nævner, ved historikerne også nogenlunde, hvornår Jesus blev født, men derudover kan de intet sige om Jesu fødsel og barndom.

Forskere anser det for mest sandsynligt, at Jesus blev født i Nazaret, hvor hans forældre boede. Lukas- og Matthæusevangeliet nævner, at Jesus blev født i Betlehem, hvortil hans forældre var rejst i forbindelse med en folketælling, fordi de “var af Davids hus og slægt”. Historikerne finder denne oplysning meget usandsynlig. En folketælling fandt ganske vist sted i perioden omkring Jesu fødsel, men den var lokal og gjaldt ikke området Galilæa, hvor Nazaret lå. Desuden afviser historikerne, at jøder skulle være forpligtet til at rejse til en fjern by, hvor deres forfædre levede for mange generationer siden. Romerne talte Palæstinas indbyggere for at beskatte dem, og kun deres nuværende opholdssted havde derfor interesse.

Jøderne blev holdt i et jerngreb

At Jesu fødsel er placeret i Betlehem – kong Davids fødeby – skyldes formentlig, at evangelisterne ønskede at knytte Jesus sammen med David. Ifølge overleveringen havde den mægtige konge omkring 1000 år før Jesu fødsel samlet områdets 12 stammer og skabt et mægtigt rige. Israel under kong David var stærkt og rigt, og indbyggerne lykkelige. På Jesu tid var anseelse tæt knyttet til herkomst, og ved at lade kong David være Jesu forfader gav evangelisterne Guds søn den fineste stamtavle, nogen kunne ønske sig.

Jesus var næppe i familie med David, men havde sandsynligvis – som de fleste jøder i hans samtid – stærke følelser for Israels legendariske konge, der var blevet et frihedssymbol for jøderne. 500 år efter Davids død var hans rige faldet fra hinanden pga. indre strid, og stormagterne stod på spring for at få fingre i det frugtbare land. Adskillige herskere kom og gik, mens de fyldte deres forrådskamre med korn, dadler, figner og andet godt fra Davids land.

På Jesu tid sad de magtfulde romere på Palæstina. De var gået ind i landet omkring 60 år tidligere og holdt befolkningen i et jerngreb. I den sydlige del af Palæstina styrede en romersk præfekt – en slags guvernør. Ved at lade ham alliere sig med magtfulde grupper blandt jøderne – de rige og de gejstlige – opretholdt romerne fred og gav jøderne en vis grad af indflydelse. Den nordlige del af Palæstina – hvor Jesus stammede fra – var ikke direkte underlagt romerne, men blev regeret af en lokal leder. Reelt fungerede han dog som romersk marionet. Som i de sydlige områder havde størstedelen af befolkningen – de 85-95 procent, som hverken var økonomisk eller religiøst magtfulde – intet at skulle have sagt. Det gjaldt også Jesu familie, der efter alt at dømme hverken var velhavende eller magtfuld.

Beskatningen af jøderne var hård, og romerne konfiskerede uden varsel korn, dyr og forråd og inddrog heste og vogne til transport. Tyveri af personlige ejendele og voldtægt af jødiske kvinder var heller ikke ualmindeligt. Dertil kom de religiøse krænkelser – som når romerske soldater bar deres dekorerede standarter i gaderne og dermed overtrådte det jødiske billedforbud.

Lige uden for Palæstinas grænser stod 25.000 legionærer klar til at kvæle ethvert oprør. Ingen var i tvivl om, at jøderne var meget langt fra at være herre i eget hus. For enhver, der voksede op under de trykkede forhold, udløste ordet “romer” en følelse af frygt og ydmygelse. Vreden kogte, og flere og flere begyndte at tale om, at Israel havde brug for en ny kong David, der kunne smide romerne ud og gøre jøderne fri igen.