Slaveriet er på retræte i 1840’ernes USA, og især befolkningen i de nordlige stater tæller mange sorte, der er født som frie mennesker, heriblandt Solomon Northup, en veluddannet håndværker og violinist.

© Scanpix & Getty/All Over

12 år som slave: Violinist lokket i bagholdsangreb

I 1840’erne har de amerikanske nordstater ulovliggjort slaveriet. Men sydstaterne er stadig afhængige af slaver. Kidnappere går derfor på rov blandt frie, sorte mænd – og en forårsdag i 1841 er turen kommet til Solomon Northup.

11. maj 2017 af Stine Overbye

12 Years a Slave

Solomon Northups historie blev i 2013 dramatiseret i den amerikanske storfilm "12 years a slave" med Chiwetel Ejiofor i hovedrollen og Brad Pitt i en af birollerne.

Den 32-årige Solomon Northup går for at være en sand virtuos på en violin. Han spiller, så dansegulvet gynger, og ved vinterens baller på United States Hotel i Saratoga Springs i staten New York er han en særdeles efterspurgt entertainer.

Men trods sin popularitet kan Northup ikke leve af sin hobby, og for at forsørge sin kone Anne og parrets tre børn på hhv. ni, syv og fem år må Northup tage de småjob, der nu engang byder sig til.

I marts 1841 får han pludselig en enestående chance for at gøre musikken til sit levebrød. Bedst som han vandrer rundt i sin hjemby på udkig efter et arbejde, bliver han passet op af to velklædte herrer.

“Vi har hørt, at du kan trylle på violinen”, siger den ene af de to hvide mænd. Mens hestevogne bumler forbi på de brolagte veje, og forårssolen farver bygningerne gyldne, falder Northup i snak med de to fremmede, der præsenterer sig som Brown og Hamilton.

De fortæller, at de arbejder for et omrejsende cirkus og lige nu spejder efter talenter, der kan give forestillingerne et tiltrængt løft. 

Dygtige musikere hænger ikke på træerne, sukker de og spørger i samme åndedrag Northup, om han eventuelt kunne være interesseret i at spille et par aftener i hovedstaden Washington.

Lønnen er god – faktisk mere fyrstelig end nogen hyre, Northup ellers er blevet tilbudt – og ved udsigten til at tjene en dollar om dagen plus tre dollars ekstra per aftenforestilling har familiefaren ikke noget at betænke sig på.

Northup siger ja tak til jobbet og skynder sig hjem for at hente sin violin og pakke lidt tøj til rejsen.

Hans kone Anne arbejder på en restaurant i en anden by og er væk i flere dage ad gangen, børnene er hos deres tante, og eftersom Northup regner med, at besøget i hovedstaden vil blive kortvarigt, dropper han tanken om at efterlade et brev til sin hustru.

Formentlig vil jeg være hjemme før hende, tænker han, da han hanker op i sin sparsomme bagage og lukker hoveddøren bag sig.

Få minutter senere sidder Solomon Northup i en hestevogn, flankeret af sine nye arbejdsgivere Brown og Hamilton.

En rejse til en ukendt verden er begyndt, og for Northup, der aldrig har været uden for staten New York, føles det hele som et eventyr.

Aldrig har han været så glad og forventningsfuld, og konstant må han knibe sig selv i armen for at fatte, at det hele ikke bare er en drøm.  

På mange plantager skulle hver slave plukke minimum 100 kilo bomuld per dag.

© Corbis/Polfoto

Glasset er fyldt med sovemiddel

Da det lille selskab efter få dage ankommer til Washing-ton, står byen på den anden ende. Præsident William Henry Harrison er netop død, og alle byens indbyggere er på gaden for at hylde landets afdøde leder.

Med store øjne betragter Northup den overdådige begravelsesprocession, Det Hvide Hus og de andre seværdigheder, som Hamilton og Brown udpeger for ham. 

Og sidst på eftermiddagen følger han beredvilligt med sine gæstfri værter fra det ene værtshus til det andet.

Men som dag bliver til aften, føler Northup sig stadig mere utilpas og har det, som om hans hoved er ved at eksplodere. 

Han ved ikke, at Brown og Hamilton har puttet sovemiddel i hans glas, og da de tilbyder at følge ham hjem til hotellet,­ tager han taknemmeligt mod hjælpen.

Midt om natten vågner Northup med uudholdelige smerter og en ubeskrivelig tørst, og da en skare mænd pludselig trænger ind i hans værelse, aner han ikke, hvem de er, eller hvad de vil. 

Svag og viljeløs lader han sig stable på benene, og i håbet om, at de fremmede vil følge ham til lægen, vakler han med dem ud af hotellet.

Vågner op til pisk og hjernevask

Da Solomon Northup kommer til sig selv igen, er hans liv forandret. Han aner ikke, hvor længe han har været bevidstløs, men idet han fortumlet slår øjnene op, opdager han, at han ligger på et plankegulv i et fugtigt og jordslået fangehul. 

Han har håndjern på. Fødderne er også i lænker, og hans penge og personlige papirer ligger ikke længere i lommen. 

Drømmen om det glade liv er med ét forvandlet til et mareridt, og da to mænd slår døren op til hans celle, får Northup en forsmag på de rædsler, der i mange år skal blive hans eneste faste holdepunkt.

“Nå, boy, hvordan har du det nu?” spørger den ældste af de to, James H. Birch, en midaldrende mand med et bistert­ udseende og et imponerende korpus. 

Northup svarer, at han føler sig syg og dårlig, og samtidig kræver han en forklaring på, hvorfor han er blevet låst inde.

“Du er min slave, og jeg har købt dig”, buldrer Birch.Igen og igen forklarer Northup, at han er en fri mand med kone og børn i staten New York, og at der må være tale om en frygtelig misforståelse.

Men Northups indvendinger preller af på Birch, der erklærer, at Northup er en undvegen fange fra Georgia, og hvis han insisterer på andet, må han lære det på den hårde måde. 

Birch beordrer sin fangevogter, en mand ved navn Ebenezer Radburn, til at flå tøjet af den forvirrede Northup, og øjeblikket efter regner en byge af piske- og kølleslag ned over violinistens nøgne krop.

“Insisterer du stadig på at være en fri mand?” spørger Birch i pauserne mellem tæskene. Hver gang Northup svarer bekræftende, falder slagene hårdere. 

Til sidst er smerterne så ulidelige, at Northup ikke kan få et ord over sine læber, men blot ligger­ og stønner i en blodpøl.

“Hvis du bare én gang til vover at påstå, at du har krav på frihed, eller at du er blevet kidnappet, så er denne afstraffelse det rene vand i sammenligning med den omgang, der venter dig”, truer slavehandleren Birch, inden­ han og fangevogteren Radburn overlader den nu næsten­ livløse Northup til sig selv.  

Slaveejerne brugte ofte flerhalede piske, der kunne forvolde mere skade, fordi de dækkede et større område.

© Bridgeman

Northup bliver solgt på slavemarkedet

Et par dage senere får Northup lov til kortvarigt at forlade sin celle og trække lidt frisk luft i en indhegnet gård. 

Her myldrer det med sorte mennesker i alle aldre – gamle mænd med udslukte blikke, desperate kvinder med små børn, der hænger ved mors skørter, og bange drenge, der er helt på egen hånd. 

De kommer fra alle egne af landet og har hver deres sørgelige historie at fortælle. Mens nogle er født som slaver og nu venter på at skifte ejer, er andre ligesom Northup frie sorte, som er blevet kidnappet og købt af James H. Birch i Washington.

Slavehandlerens plan er at sende dem alle med en båd til sydstaten Louisiana, hvor han vil sælge dem til højestbydende på et slavemarked, og sådan går det til, at Northup og de andre fra slavegården i Washington nogle uger senere pludselig er blevet handelsvarer, der bliver taget i øjesyn af potentielle købere i byen New Orleans.

Børn og voksne bliver beordret til at stå på rad og række,­ mens hvide mænd undersøger dem minutiøst og trykker, mærker og prikker dem overalt på kroppen. 

Som heste­ på et marked får slaverne krænget læberne tilbage, så deres tænder kan inspiceres, og hvis varen falder i kundens smag, går prisforhandlingerne i gang.

Solomon Northup – som af Birch er blevet tvunget til at tage navneforandring­ til Platt – er i god form og en dygtig håndværker, så han går for 1.000 dollars. 

Dermed er han 300 dollars dyrere end kvinden Eliza, som er mor til Randall på ti år og Emily på syv år.

Eliza trygler slavehandleren om ikke at tage børnene fra hende – hun knuger dem ind til sig og holder fast, mens tårerne triller ned ad hendes kinder. 

Men slavehandleren kender ingen nåde: Børnene bliver brutalt flået fra hendes arme og solgt til hver sin plantageejer.

“Tag ikke mine børn fra mig, jeg beder jer, tag dem ikke fra mig. Jeg dør, hvis I tager børnene fra mig”, skriger Eliza, mens børnene grædende bliver båret væk.  

Reddet fra hængning i sidste sekund

Solomon Northup er en heldig slave. Han kunne som de fleste andre af sine skæbnefæller være havnet hos en voldelig tyran af en herre. 

I stedet ender han og Eliza hos den gudfrygtige William Ford, som ejer en tømrervirksomhed i et stort skovområde ved Red River i Louisiana.

Som en af få slaveejere behandler Ford de sorte med respekt. Han tillader dem endda at eje en bibel, hvilket vækker stærk modvilje hos andre slaveejere i nabolaget. 

De håner Ford for at være blødsøden og komplet uegnet til at eje niggere. Men Northup må hurtigt sande, at en sympatisk ejer ikke er garanti for en tålelig tilværelse som slave.­ Blandt sine ansatte har Ford den hvide tømrer John Tibaut, der fra dag ét har et horn i siden på Northup. 

Sammen skal de reparere Fords hus, og Tibaut dirigerer rundt med Northup, våger over ham som en høg og kritiserer konstant Northups arbejde.

Da Ford i vinteren 1842 kommer i pengevanskeligheder, er han tvunget til at sælge 18 slaver, og Northup ender til sin store gru hos Tibaut. 

Den hidsige tømrer kan dog ikke skaffe alle pengene, så juridisk set er Northup stadig Fords ejendom, indtil Tibaut betaler ham de resterende 400 dollars. Alligevel behandler Tibaut sin nye slave, som var han fuldt ud betalt.

Northup bliver sat til at bygge en hytte på Fords plantage, men da Tibaut dukker op for at inspicere arbejdet, eksploderer han i raseri. 

De søm, Northup bruger, er ikke lange nok ifølge den hvide mand, og da Northup forsvarer sig med, at han kun anvender de søm, han har fået besked på, griber Tibaut sin pisk og slår løs på Northup. 

Men Northup er også rasende. Han dirrer af harme­ og beslutter sig for at tage kampen op mod Tibaut, om det så skal koste ham livet.

“Jeg finder mig ikke i det”, råber han og går til modangreb på den fuldstændig uforberedte Tibaut. 

Sekundet efter ligger begge mænd på jorden og hamrer knytnæverne ind i hinandens ansigter, og først da en opsynsmand dukker op, bliver slagsmålet stoppet. Forslået og med tøjet i laser forlader Tibaut kamppladsen, mens han arrigt hvisler: “Jeg vender tilbage”.

Blot en time senere dukker Tibaut op igen, nu i selskab med to andre mænd, tre lange piske og en rulle reb.

Hævnens time er kommet, og inden Northup kan stikke af, er han blevet overmandet og svinebundet.

“Hvor skal vi hænge niggeren?” spørger en af hjælperne, idet han lægger en løkke om slavens hals.

Tibaut udpeger et træ, og da mændene slæber af sted med den hjælpeløse Northup, beder han en stille bøn for sin kone og sine børn, som ikke kender noget som helst til hans grufulde skæbne. Men bedst som Northup tror, at hans sidste time er kommet, får han uventet hjælp.

“Den, der vover at flytte slaven så meget som én fod fra det sted, hvor han ligger, er en død mand”, brøler William Fords opsynsmand Chapin, mens han med en pistol i hver hånd sigter på Tibaut og hans kompagnoner.

“I har ingen ret til at myrde Platt. Loven gælder for både slaven og den hvide mand. Du er et udueligt fjols, Tibaut,­ og hvis du og dine venner har jeres liv kært, må I hellere forføje jer prompte”, råber opsynsmanden og vifter­ truende med sine våben.

Northups sammenstød med den iltre Tibaut fortsætter i de følgende måneder, og da slaveejeren en dag mister besindelsen og går til angreb med en hakke, tager Northup benene på nakken.

Med sin ejers glubske sporhunde lige i hælene spæner han af sted i retning af sumpen ved Red River, hvor giftslanger og alligatorer ligger på lur, men hvor vildnisset byder på gode steder at skjule sig.

Mirakuløst lykkes det ham at undslippe sine galpende forfølgere, og efter at have gemt sig i dagevis i den tætte mangroveskov vover Northup sig med hjertet i halsen ud i dagslyset og tilbage til sin forrige ejer, William Ford.

Gensynet er på én gang trist og lykkeligt: Mens Northup har været væk, er Eliza dag for dag sygnet hen og er nu død af sorg over tabet af sine to børn. Men den sørgelige nyhed får følgeskab af en god:

Ford frygter, at konflikten mellem Tibaut og Northup vil ende i en blodig tragedie, og derfor overtaler han Tibaut til at sælge sin slave.

Slaver blev ofte afstraffet ved piskestolper som denne.

© Getty/All over

Slavepige bliver tæsket til døde

Northup kan knap tro sit held og øjner omsider en smule lys i mørket. Desværre for Northup sælger Tibaut ham til den drikfældige bomuldsplantageejer Edwin Epps,­ hvis største fornøjelse – udover flasken – er at pine og plage sine­ slaver. 

Fra tidlig morgen til sen aften svinger han pisken­ over deres rygge, mens de skrækslagent forsøger at undslippe de smertefulde svirp.

“Dans, I skide niggere, dans”, befaler Epps, der med god grund har sikret sig øgenavnet niggerbreaker, “negerknækkeren”. 

Samtlige Epps’ slaver har dybe ar på kryds og tværs af ryggen, og snart er Northup ingen undtagelse. 

Han bliver endda tvunget til selv at piske en ung, sort kvinde, Patsy, som han holder meget af. Epps, der er forelsket i Patsy, har taget hende i at kigge på en anden mand, og den jaloux slaveejer sætter Northup til at piske hende. Men da Northup efter et par slag nægter at fortsætte torturen, tager Epps­ over og tæsker pigen til døde.

Hos Epps ligner den ene dag den anden: En time før solopgang bliver slaverne vækket af et horn, hvorefter de spiser morgenmad og pakker en madpakke med koldt flæsk, majspandekager og vand. Sover slaverne over sig, vanker der en straf på mindst 20 piskeslag.

Fra solopgang til solnedgang arbejder de i bomuldsmarkerne. En slavefoged på hesteryg overvåger arbejdet og pisker­ dem, der sakker bagud i rækkerne.

I løbet af dagen har slaverne kun én pause, hvor de på 10-15 minutter skal sluge deres medbragte mad.

Hver dag skal slaverne plukke mindst 100 kilo bomuld hver. Opfylder de ikke kvoten, får de pisk. Har de plukket mere, sættes næste dags kvote i vejret.

Inden slaverne kan vende tilbage til deres hytter, har de en lang række pligter som at fodre dyr og hugge brænde.

Først ved midnatstid kan slaverne spise aftensmad, hvorefter de lægger sig til at sove i hytter uden vinduer og med gulve af stampet ler.

Sengene består af 30 cm brede planker, “hovedpuden” er et stykke træ, og dynen et groftvævet tæppe.

Piskene, det umenneskelige slid og de evindelige ydmygelser hører til dagens orden, og kun Northups elskede violin holder slaverne oppe.

Musikken får dem kortvarigt til at glemme deres lidelser i de mørkeste aftentimer, og som månederne går, breder rygtet om den gudbenådede, violinspillende slave sig til de omkringliggende plantager.­ Pludselig vil alle hyre Northup til at spille.

Mens de andre sorte slider sig halvt ihjel i markerne, optræder Northup et par gange om måneden i fornemme huse, hvor hvide mænd og hvide kvinder klapper bifaldende­ af ham og stikker ham en mønt som tak for musikken.

På den måde får han råd til et ekstra par sko, en pibe,­ lidt tobak og andre små luksusgenstande, som kan forsøde hverdagen en smule.

Men tilbage er stadig den drøm, som Northup deler med alle andre slaver: det evige håb om frihed.

Hvid mand hjælper Northup

Northups håb er, at han kan smugle et brev af sted til sin familie og sine venner i nord og få dem til at hjælpe ham tilbage til friheden. 

Dog må ingen slave eje hverken papir eller pen, og først efter ni lange år i fangenskab lykkes det Northup at få fingrene i en lap papir. 

Med en fjer som pen og med hjemmelavet blæk af smuldret bark skriver Northup et nødråb, som han efterfølgende forsøger at bestikke en fattig, hvid arbejder til at sende fra posthuset i den nærliggende landsby Marksville.

Desværre for Northup sladrer manden til Epps, og i sidste øjeblik inden slaveejeren finder brevet, når Northup at brænde det. Dermed redder han akkurat livet, men slår samtidig sit spinkle håb om frihed ihjel.

Ikke én dag går, uden at Northup forsøger at udtænke en flugtplan, men forhindringerne er uoverstigelige: 

Overalt vogter den hvide mand over den sorte, og en undvegen slave kan være så godt som 100 pct. sikker på at blive indfanget og sendt tilbage til en straf, der indebærer hundredvis af piskeslag, brændemærkning, amputation eller hængning.

Men en junidag i 1852 dukker en frelsende engel op i skikkelse af en hvid mand, den canadiske tømrer Samuel Bass, der er hyret til at bygge et nyt hus for Epps.

Den midaldrende Bass er en mand med sine meningers mod, og han tøver ikke med at lufte sin modvilje mod slaveriet over for Epps.

“Selv hvis jeg var så rig som Krøsus, ville jeg aldrig drømme om at eje en slave. Slaveriet er en forbrydelse og burde forbydes.

Alle mennesker er skabt frie og lige for Gud, uanset om de er sorte eller hvide”, insisterer Bass.

“Ja, alle mænd er lige, men niggere og aber er ikke”, griner Epps hånligt. På afstand lytter Northup til mændenes diskussion, og han er målløs af forundring over Bass, der vedholdende beskylder Epps for at undertrykke sine medmennesker.

Aldrig i sit liv som træl har han hørt en hvid mand tordne så voldsomt mod slaveriet, og tanken slår ham, at her er et menneske, han kan stole på.

I begyndelsen af august 1852 tager Northup mod til sig. Han har i over en måned ventet på chancen for en samtale under fire øjne.

Nu er han og Bass omsider alene, og for første gang i næsten 12 år vover Northup at betro sig til et andet menneske.

I stearinlysets skær en sen nattetime fortæller Northup den sande historie om sin baggrund, sin familie oppe nordpå og bortførelsen.

Da han har afsluttet sin beretning, lover Bass at gøre alt, hvad der står i hans magt, for at hjælpe Northup tilbage til friheden.

Selv har Northup ingen mulighed for at sende breve af sted, men Bass påtager sig velvilligt opgaven, også selv om han risikerer sit liv.

At hjælpe en slave til friheden kan medføre dødsstraf, men Bass er ligeglad. 15. august 1852 skipper Bass en stak breve af sted til Northups venner og slægtninge i nord. Nu er det blot at vente på svar. 

12 års mareridt er slut

Ugerne og månederne snegler sig af sted, uden at nogen reagerer på brevene, og efterhånden mister Northup håbet­ om nogensinde at se sin familie igen. 

Døden forekommer ham at være den eneste vej ud af det forbandede slaveliv.­ Men da han en råkold januarmorgen i 1853 er i gang med at plukke bomuld, bemærker han to fremmede mænd stige ud af en hestevogn og målbevidst skridte gennem plantagen med kurs mod slaverne.

“Hvor er den boy, de kalder Platt?” spørger den ene, den lokale sherif fra Marksville.

“Han er dér, massa”, svarer en af slaverne og peger på Northup. Tusinder af tanker farer gennem Northups hoved, mens mændene nærmer sig. 

Da de er et par meter fra ham, genkender han pludselig manden, der går ved siden­ af sheriffen. Northup falder på knæ og strækker armene­ op mod den grålige himmel.

“Henry B. Northup! Tak Gud, tak Gud!” udbryder han med dirrende, grådkvalt stemme.

“Smid bomuldskurven, dine dage som bomuldsplukker er ovre. Kom med os”, siger Henry Northup, en fjern slægtning, der er advokat, og som er en af de mange, der har modtaget et brev fra Bass.

Advokaten er kommet for at befri Solomon Northup og hente ham hjem. Ør af lykke forlader den tidligere slave plantagen og den trældom, der nær havde knækket ham.    

Northup blev genforenet med sin familie, 12 år efter han blev kidnappet og solgt som slave.

© Eon images

Slaven hiver slavehandleren i retten

På den lange vej tilbage til familien i Saratoga Springs gør Northup og Northup midt i januar 1853 holdt i Washing-ton for at slæbe James H. Birch for en domstol. Birch var manden, der solgte Northup til slaveri, men i retten påstår slavehandleren, at han handlede i god tro.

“Jeg kom ærligt og redeligt til Solomon Northup og anede ikke, at han var en fri sort. Jeg var overbevist om, at han var født og opvokset i Georgia”, forsvarer Birch sig.

Da Northup er sort, må han ikke selv vidne mod en hvid mand, og dommeren vælger at tro på Birch, der kan forlade retten som en fri mand.

Solomon Northup lader sig ikke slå ud af nederlaget, dertil er han for optaget af det gensyn, der venter ham. Knap 12 år er gået, hvor han konstant har tænkt på sin familie,­ og da han 21. januar 1853 træder ind i sit hjem, bliver han modtaget af en desorienteret, ung kvinde.

Sidst Northup så hende, var hun en lille pige på bare syv år. Nu har hun både mand og barn, og da Northup fortæller sin voksne datter Margaret, hvem han er, bliver hun fuldstændig overvældet af følelser og er ude af stand til at mæle et eneste ord.

Øjeblikket efter dukker Northups kone Anne og hans anden datter, Elizabeth, op i stuen, og med tårerne trillende ned ad kinderne kaster de sig i hans arme i en omfavnelse, der synes at vare evigt.

Efter hjemkomsten går Northup ind i kampen mod slaveriet og er blandt andet aktiv i den hemmelige græsrodsbevægelse Underground Railroad, der hjælper slaver med at flygte. 

I forbindelse med dette arbejde besøger han i 1863 en ven i Vermont i det nordøstlige USA, men herefter forsvinder han sporløst ud af historien. Ingen kilder nævner siden hans navn eller bopæl, men da hans kone dør i 1876, bliver hun i avisnekrologer omtalt som enke.

Sandsynligvis er Northup død i perioden mellem 1863 og 1875, men omstændighederne omkring dødsfaldet er uklare. 

Enkelte historikere hævder, at han blev kidnappet og dræbt af politiske fjender, men de fleste mener, at han døde af naturlige årsager. 

Årene som slave havde tæret hårdt på hans helbred, og derfor fik han ikke noget langt liv, men sov ind i en alder af omkring 60 år.

Måske er du interesseret i...

Læs også