De amerikanske grundlovsfædre ledte nationen under kampen for uafhængighed og fejrede sejren med fester og drikkegilder

© Alamy/Imageselect

Amerika blev grundlagt i en brandert

USA’s grundlæggere tilbragte lige så meget tid med blikket i ølkrusene som i vigtige dokumenter. Fra Jefferson til Washington var alle grundlæggerne dybt afhængige af alkohol. Uden sprutten var Uafhængigheds-erklæringen måske aldrig blevet til.

24. februar 2017 af Benjamin Thomas Christensen

USA’s elite drak igennem

Om aftenen 15. september 1787 mødes USA’s ledende politikere på Philadelphia-beværtningen City Tavern for at holde en afskedsfest for generalen George Washington. 

Humøret er højt blandt de mange gæster – som synger og skråler natten lang – for om få dage skal flere af dem underskrive USA’s første frie forfatning.

Flere gange i løbet af aftenen bliver glassene hævet til fællesskål, og tjenerne må gentagne gange ned i kælderen for at hente nye forsyninger op til de tørstige grundlovsfædre.

Scenen er et ganske symptomatisk billede på USA i slutningen af 1700-tallet, hvor størstedelen af befolkningen drikker – meget.

Alkoholen gennemsyrer også det politiske system, hvor valgmøderne oftest foregår på kroer og værtshuse, så ingen behøver at være ædru, mens de lytter til politikerne. 

Ved selve valg-akten er det almindeligt, at de opstillede køber sig til succes ved at give omgange til vælgerne, inden de afgiver deres stemmer.

Den nyfødte amerikanske nation har forvandlet sig til et sandt drukgilde i whisky, rom, vin, øl og cider. Og det er de grundlovgivende fædre, som fører an i drikkeriet.

Kroejer holdt styr på alkoholindtaget

Ejeren af City Tavern opgør dagen derpå, hvor meget der er blevet drukket. Alt i alt har de 55 gæster bundet intet mindre end:

  • 60 flasker bordeaux-vin
  • 54 flasker madeira
  • 22 flasker porter-øl
  • 12 flasker almindeligt øl
  • 8 flasker whisky
  • 8 flasker stærk cider
  • 7 bowler med alkoholisk punch

Diplomat opfandt nye ord for fuldskab

Navn: Benjamin Franklin (1706-1790)

Titel: opfinder, diplomat m.m.

I dag betragtes Benjamin Franklin som en verdensmand, men i sin samtid blev han lige så ofte betegnet som en levemand, der elskede at slukke tørsten med alkoholiske drikke – især madeira.

Så meget tid brugte Franklin på de våde sager, at han fandt på hele 220 nye vendinger for begrebet “beruset”.

I skrift og tale gav Franklin også gang på gang udtryk for sin store kærlighed til alkoholen med citater som: “I vin er der visdom, i øl er der frihed, og i vand er der bakterier” samt “Øl er beviset på, at Gud elsker os og ønsker, at vi er glade”.

Franklin udviklede en metode til at brygge øl på grankviste.

© Daderot & Shutterstock

20.000

flasker vin, til en pris af ca. 1,3 mio. nutidskroner, nåede Jefferson at importere til vinkælderen under Det Hvide Hus i sin tid som præsident.

Alkohol-elevator lettede tjenernes job

Navn: Thomas Jefferson (1743-1826)

Titel: politiker og præsident

Thomas Jefferson var manden, som skrev udkastet til Uafhængigheds-erklæringen. De færreste er dog klar over, at han i sin samtid var kendt som Amerikas største vinkender, hvorfor alle henvendte sig til ham for at få anbefalinger. 

Jefferson boede på godset Monticello, hvor han holdt overdådige drukgilder. For at spare sine tjenere turen ned i vinkælderen lod Jefferson et hejsesystem installere, så vinen kunne hejses direkte op til spisesalen.

Jefferson svælgede i vin, mens han skrev udkastet til Uafhængigheds-erklæringen på The Indian Queen Tavern i Philadelphia.

© Historical Society of Pennsylvania

Smugler gjorde oprør

Navn: John Hancock (1737-1793)

Titel: købmand og statsmand

I 1700-tallets Amerika sukkede både rig og fattig efter én specifik drik: rom.

Den engelske regering havde imidlertid gjort produktionen af rom dyr vha. skatter på sukker og melasse. Indsmugling af især hollandsk- og spanskproduceret rom var derfor en vigtig del af oprøret mod kongemagten i London.

Blandt de mange romsmuglere var den senere grundlovsfader John Hancock. Indkomsterne fra sin smuglervirksomhed brugte han som oftest på at købe omgange til gæsterne på de lokale beværtninger, imens han opildnede dem til oprør mod englænderne.

Advokat blev syg af ædruelighed 

Navn: John Adams (1735-1826)

Titel: advokat og præsident

John Adams tillagde sig heftige drikkevaner i en tidlig alder – som 15-årig drak han fx hver dag stærkt øl til sin morgenmad.

I løbet af dagen bundede han derudover flere flasker stærk cider, hvorfor han i kilderne omtales som konstant beruset.

Under et besøg i Philadelphia skrev Adams et brev til sin kone, Abigail:

“Jeg får intet her, som jeg kan drikke, og jeg tror, at jeg af denne grund alene snart vil blive syg”.

Ved en anden lejlighed forsøgte Adams, uden succes, at udnytte sin immunitet som diplomat ved det franske hof til at sende 500 flasker bordeauxvin hjem til USA uden at betale skat eller told. Det var dog ikke bordeauxvin, men madeira, som Adams skattede højest.

545

liter af sin egen-producerede whisky forærede George Washington til vælgerne ved valget i 1792 for at sikre sig deres gunst. Han vandt med 68 stemmer.

Brygger festede igennem

Navn: Samuel Adams (1722-1803)

Titel: filosof og brygger

Foruden at være en af USA’s grundlovsfædre var Samuel Adams også brygmester. Adams nøjedes dog ikke med at producere øl, men drak også rigelige mængder selv. 

I 1768 deltog han ved treårs-fejringen af et oprør mod briterne i Boston. Her blev der uddelt intet mindre end 45 hyldest-skåle til bl.a. “alle sande patrioter i verden”, og imellem dem blev der drukket igennem. 

Alligevel påstod en anden deltager, den senere præsident John Adams, at han “ikke så én eneste fuld person der”.

Bryggeriet The Boston Beer Company har opkaldt en øl efter Samuel Adams.

© Shutterstock

Dommer drak kun i regnvejr

Navn: John Marshall (1755-1835)

Titel: dommer og politiker

Som en af USA’s første højesteretsdommere burde John Marshall have fulgt loven til punkt og prikke. 

Men ligesom mange af sine politiske venner gik han ikke af vejen for at bestikke vælgerne med drikkevarer, hvis de ville stemme på ham.

Dommeren nød også selv at drikke. På det pensionat, hvor John Marshall boede, var det imidlertid kun tilladt at drikke vin på regnvejrsdage. 

Marshall bad derfor gerne sin kollega dommer Story om at kigge ud ad vinduet for at tjekke vejret. Story måtte ofte melde tilbage, at solen skinnede, hvortil Marshall altid svarede:

“Nuvel, vores distrikt dækker så stort et område, at det nødvendigvis må regne et eller andet sted”. Derefter hentede den drikfældige dommer sig en flaske vin.

Vennerne måtte trække soldaten hjem

Navn: Ethan Allen (1738-1789)

Titel: soldat, landmand og politiker

“Han plejede at drikke igennem” – således beskrev en samtidig kilde soldaten og politikeren Ethan Allen.

Under uafhængighedskrigen havde han ledt en milits af grønklædte mænd fra bjergene i Vermont. Når de ikke kæmpede, drak Allen og hans mænd tæt, hvorfor de ofte måtte drage fulde i kamp.

Allens foretrukne drik var brandy, og hans drukture endte tit med, at han måtte lægges på en vogn, så vennerne kunne køre ham hjem som en sæk kartofler.

I en brandert blev Allen bidt af en slange. Angiveligt ænsede han den ikke, men beklagede sig over de irriterende myg.

© Shutterstock

Præsident skrev druk-dagbog

Navn: George Washington (1732-1799)

Titel: general og præsident

Krigshelten og landets første præsident, George Washington, ledte ikke kun slaget i felten, men også på den lokale beværtning. 

Det meste af revolutionskrigen udkæmpede han med hovedkvarter på kroer, samtidig med at han hver dag ivrigt noterede i sin druk-dagbog, hvor meget han havde indtaget.

Generalens alkoholforbrug var enormt, selv for samtiden. Regnskabsbøger fra præsident-tiden afslører, at Washingtons budget for alkohol lå på 1.000 pct. af en gennemsnitlig amerikaners. 

Som præsident modtog han mange gæster, der drak deres del, men allerede i sine unge dage brugte Washington op imod en tiendedel af sine indtægter på sprut.

Det var især whisky, som den drikfældige general holdt af. Den fremtrædende politiker var dog ikke kun interesseret i at indtage drikken, men også i at producere den. 

På sit landsted Mount Vernon fremstillede Washington mere end 41.000 liter whisky om året.

Ud over whiskyen var Washington også vild med den rombaserede drik kaldet Fish House Punch.

I 1732 blev drikken opfundet på en klub for gentlemen i Philadelphia, hvorefter den hurtigt blev populær landet over. Washington selv drak en enkelt gang så meget af den, at der gik tre dage, før han var ædru nok til at omtale episoden i sin druk-dagbog.

Washingtons destilleri var i hans levetid USA’s største whisky-producent.

© Mountvernon.org & Rock & Rye

Måske er du interesseret i...

Læs også