I 1803 køber USA Louisiana-territoriet af Frankrig. Territoriet dækker det meste af Midtvesten, som dermed åbnes for nybyggere.

© Polfoto/Corbis

Bæverpels sendte europæere til Nordamerika

I slutningen af 1500-tallet havde intensiv jagt stort set udryddet bæveren i Europa. I stedet vendte europæerne blikket mod Nordamerika, hvor jægerne indledte et veritabelt kapløb om de bedste jagtområder – stadig længere inde på indianernes territorier i vest.

25. september 2017 af Else Christensen

De seks mænd så sig vagtsomt omkring. Det var juni måned i det Herrens år 1769, og efter en måneds slidsom vandring igennem Appalacher-bjergene havde de endelig nået deres mål. 

Foran dem lå Kentuckys dybe skove – skove, som kun de færreste hvide havde turdet udforske. 

Forrest gik pelsjægeren Daniel Boone, iført skindjakke med jagtkniv og krudthorn i bæltet og en riffel i hænderne: “Overalt i denne enorme skov fandt vi et væld af vilde dyr”, fortalte Boone mange år senere i en bog om sit liv.

Især var han imponeret over de store flokke af bøfler, han så græsse på sletterne – “frygtløse, fordi de er uvidende om menneskets brutalitet”.

Det var imidlertid ikke bøfler, Boone var kommet for at jage. Hans bytte var et langt mindre og meget mere værdifuldt dyr: bæveren, hvis pels var så eftertragtet, at de fleste pelsjægere ville gå til verdens ende for at få fingre i den. 

Bæveren fandtes overalt i Nordamerika, da europæerne ankom til kontinentet. Forskere mener, at bævernes antal kan have været helt op imod 60 mio. omkring år 1500. 

© Polfoto/Corbis & Granger Collection

Pelshandlere fik deres eget land

Pelse var ellers ikke det, eventyrerne, som fulgte i Columbus kølvand, først havde haft i tankerne, da de begyndte at udforske Nordamerika. Og det var nærmest et rent tilfælde, at de opdagede de enorme rigdomme, som lå gemt i denne handelsvare.

Omkring år 1500 begyndte franskmændene at anløbe området ved St. Lawrence-floden i “New France” – det nuværende Canada – hvor en livlig byttehandel med de lokale indianere udviklede sig. 

Indianerne fik knive, kedler og andre dagligdags varer. Til gengæld modtog franskmændene pelsværk. Den franske opdagelsesrejsende Jacques Cartier beskriver en sådan handel i 1534, hvor en stor gruppe indianere i kanoer kom sejlende:

”De gjorde tegn til os om at komme ned til stranden ved at vifte med skind, de holdt på lange pinde. Og de byttede alt det pelsværk, de havde, så de var splitternøgne, da de gik”.

Bæverpelsene gjorde lykke i Europa. De var nemme at lave filt af, og filthatte var højeste mode. De mange penge, som pelsene indbragte, fik europæerne til at se Nordamerika i et nyt lys.

Pelsjægere valfartede til området omkring St. Lawrence-floden, og i begyndelsen af 1600-tallet nåede den franske kartograf Samuel de Champlain helt til Great Lakes i sin søgen efter nye steder at oprette pels-handelsposter. 

Den franske konge var imidlertid mere interesseret i at opdyrke koloniernes landbrugsjord end i at udvide pelshandlen.

Det var derfor med britisk hjælp, at driftige, franske pelshandlere i 1670 oprettede “Hudson Bay Company”, der fik monopol på pelshandlen i området omkring Hudsonbugten samt råderet over en tredjedel af det nuværende Canada.

Pelsjægerne blev dermed den drivende kraft i udforskningen af det ukendte nordamerikanske kontinent.

Bæverne lokkede jægerne mod vest

I mellemtiden voksede også de 13 britiske-kolonier, som var blevet etableret i løbet af 1600-tallet og det tidlige 1700-tal langs Nordamerikas østkyst. 

Historierne om de uanede muligheder, som Den Nye Verden kunne tilbyde, tiltrak titusinder af immigranter fra England. I 1670 boede omkring 100.000 mennesker i de amerikanske kolonier. 80 år senere var dette tal mere end tidoblet.

Også pelsjægere svulmede op i antal, og konkurrencen var hård. Det fik Daniel Boone at mærke. Han var en garvet pelsjæger fra Pennsylvania og havde før i tiden foretaget månedlange ekspeditioner. 

Om sommeren skød han hjorte, og om vinteren satte han fælder for bævere, så han hvert forår kunne vende hjem som en holden mand. Men i 1760'erne var bæverne få, og Boone befandt sig i bundløs gæld. 

Han var derfor lutter øren, da hans ven John Finley en vinteraften begejstret fortalte om de mange skatte, der fandtes vestpå i det nuværende Kentucky – på den anden side af den 2000 km lange Appalacher-bjergkæde. Finley havde været der, og det vrimlede med bævere.

Boone indså, at her var en mulighed for at tjene penge – mange penge. For hjorteskind kunne han få én dollar pr. styk, men for bæverpels var prisen helt oppe i 2,50 dollars. 

På blot en måned kunne en erfaren pelsjæger som Boone i et bæverrigt område derfor let tjene mere, end en farmer kunne på et helt år.

Pelsjægernes foretrukne våben var den såkaldte lang-riffel.

© Southern Cross Fre Trappers

To år alene i Kentuckys vildnis

I foråret 1769 drog Boone og Finley af sted sammen med fire andre mænd. De medbragte gryder til madlavning, fælder, krudt og flintebøsser. 

Ekspeditionen fulgte de stier, indianerne brugte, og undervejs fandt Boone og Finley et pas gennem Appalacher-bjergene.

Efter en måneds vandring nåede de frem og kunne påbegynde jagten: “I denne skov, hjemsted for ethvert af Amerikas vilde dyr, jagede vi med stor succes”, fortalte Boone senere.

De lokale indianere var imidlertid ikke glade for de fremmede, og under en jagttur langs Kentuckyfloden blev Boone og en af de andre pelsjægere overfaldet af indianere, som tog dem til fange. 

Efter nogle dage blev de løsladt med formaninger om ikke at vise sig igen på egnen. I mellemtiden var Finley og de andre jægere taget hjem i den tro, at deres to forsvundne­ kammerater var døde.

Indianernes advarsler havde imidlertid ikke afskrækket Boone, der forblev i vildmarken i to år og kom til at kende området bedre end nogen anden hvid mand. 

“Ingen by med alle sine handels-muligheder og imponerende bygninger ville kunne have givet mig så stor glæde som den naturskønhed, jeg fandt her”, fortalte han. 

Ikke abonnent? Få bladet her:

Boone ryddede vejen til Kentucky

Da Boone kom tilbage til civilisationen, blev han hyret som stifinder af Transylvania Company, der havde købt et område i Kentucky og havde brug for en stifinder, som kunne vise vej dertil og gøre vejen fremkommelig for nybyggere.

Boone fik 30 mand med sig, og i de følgende måneder huggede og savede de en vej gennem vildnisset.

En nat blev Boones lejr angrebet, og to mænd dræbt. Angrebet fik flere af Boones folk til at flygte, men de fleste blev tilbage, og Boone fortsatte ufortrødent til den dal ved Kentuckyfloden, hvor de nye gårde skulle bygges. 

Her opførte de et fort, som fik navnet Boonesborough. Da vejen var banet, begyndte nybyggerne at strømme til Kentucky.

Ikke længe efter at Boone havde vist vejen gennem Appalacher-bjergene, sejlede opfindsomme nybyggere længere mod vest ad Ohiofloden. Fra byen Pittsburgh lod de sig drive på tømmerflåder, indtil de kom til det frugtbare land i det, som i dag er staterne Indiana og Illinois.

Civilisationen rykkede mod vest i rasende fart. I 1790 boede 170.000 mennesker vest for Appalacherne. 

Ti år senere var tallet vokset til en million. Boone­ selv forlod Kentucky i 1788 og rykkede mod ødemarkerne i Missouri. 

Undervejs blev han spurgt, hvorfor han forlod Kentucky: “For mange mennesker”, svarede pelsjægeren tvært. 

I 1775 opførte Boone og hans mænd fortet Boonesborough midt i Kentuckys vildmark. Fortet blev den første større bosættelse i Kentucky og modstod flere indianerangreb.

© Bridgeman Images

Lewis og Clark fandt flere bævere

Endnu en forhindring på nybyggernes vej mod vest forsvandt næsten af sig selv. Vest for Kentucky lå Louisiana-territoriet – et enormt område, som dækkede næsten hele Midtvesten. 

Området var officielt ejet af Frankrig, som ikke havde den store interesse i det. I 1803 solgte franskmændene derfor Louisiana til USA for 15 mio. dollars.

Købet åbnede helt nye muligheder, og præsident Thomas Jefferson begyndte straks at forberede en ekspedition for at udforske det nye land. 

Ledelsen blev lagt i hænderne på de to officerer Meriwether Lewis og William Clark, som drog ud året efter.

To år senere vendte de tilbage efter en vellykket mission – de havde nået Stillehavet og dermed bevist, at det amerikanske kontinent kunne forceres over land. 

Ekspeditionen fandt ikke kun vejen til Stillehavet. En anden af dens opgaver var at kortlægge Missouri-floden­, hvor det vrimlede med bævere.

“Bæverne findes ved hver eneste bugtning”, skrev Clark i sin dagbog. 

Meriwether Lewis og William Clark

Lewis (1774-1809) og Clark (1770-1838) blev i 1804 af præsident Jefferson sat til at lede en ekspedition, der skulle udforske det nyindkøbte Louisiana-territorium. De to officerer fulgte Missourifloden mod vest og mødte undervejs indianer-kvinden Sacagawea, som fungerede som deres guide og tolk. Under den to år lange ekspedition lykkedes det Lewis og Clark at finde landruten til Stillehavet i det yderste vest.

Bæverkongen erobrede Midtvesten

Beretningerne fra Lewis og Clark fik pelshandlere overalt i landet til søge mod vest. Én af dem var John Astor, der allerede havde tjent en formue på pelshandel i Canada og var blevet en af verdens­ rigeste mænd.

Astor planlagde at anlægge pels-handelstationer hele vejen langs den 2000 km lange Columbia River, der endte i Stillehavet yderst mod vest. 

I 1808 stiftede­ han derfor American Fur Company, hvis mænd i 1811 opførte handelsposten Fort Astoria i det nuværende Oregon.­ Fortet blev USA's første bosættelse ved Stillehavskysten.

Astor betalte pelsene med whisky, som indianerne hurtigt fik smag for. Samtidig opkøbte eller udkonkurrerede Astor de fleste af sine konkurrenter, så han til sidst sad på hele pelsmarkedet i Midtvesten. 

Pelskongen havde imidlertid et problem, for den rute, Lewis og Clark havde fundet over Rocky Mountains til vestkysten, kunne kun forceres til fods, ikke med vogne.

Fra Fort Astor udgik derfor en ekspedition, der skulle finde en mere egnet passage. 

Efter talrige strabadser, sult og indianeroverfald gjorde ekspeditionen under Robert Stuart en bemærkelsesværdig opdagelse; foran dem lå en mere end 32 km bred dal – Sydpasset – hvorigennem vogne kunne passere den ellers så uigennemtrængelige bjergkæde.

Passet blev afgørende for den såkaldte “The Oregon Trail” – immigrant-ruten­ til Oregon, som med tiden skulle føre mere end en halv mio. nybyggere­ mod vest. 

Pelsjægeren og eventyreren Jedediah Smith nåede at udforske mere af det vestligste Nordamerika end nogen anden. I 1822 rejste han fra St. Louis op langs Missouri-floden for at jage bævere. 

© The Fine Arts Press

Den vansirede pelsjæger

Fra 1820 til 1840 udforskede berømte pelsjægere som Kit Carson og Jedediah Smith Rocky Mountains og fandt nye veje­ til Californien. Blandt dem var “The California Trail”, som gjorde det muligt for flere og flere amerikanere at søge mod det frugtbare område.

Jedediah Smith blev også den første, der nåede Californien østfra, da han i 1826 krydsede Mojaveørkenen. Smith var især kendt for sit stærkt vansirede ansigt. 

Under en af sine jagtekspeditioner var han blevet overfaldet af en bjørn, som rev hans side op med kløerne og derefter satte tænderne i hans hoved. Da Smiths mænd kom ilende for at hjælpe, mistede bjørnen­ til alt held modet­ og flygtede.

Smiths skalp og øre var i kampens hede­ blevet revet halvt af, men den barske pelsjæger fik en af sine mænd til at sy skalpen og øret på igen med sytråd. Såret­ i brystet blev forbundet, hvorefter Smith var klar til at drage videre.

Jedediah Smiths største bedrift var dog, at han i 1830 samlede al sin egen og andre pelsjægeres geografiske viden om det yderste Vesten og især Californien på et landkort, som han selv tegnede.

Pelsjægernes stier blev til landeveje 

1846 blev et vendepunkt i den nordamerikanske bæverjagts historie. 

I dette år fandt guldgravere guld i Californien, og folk strømmede til fra nær og fjern. Mens guldet blev kontinentets mest eftertragtede råstof, var bæverens rolle ved at være udspillet. 

Rovdrift havde gjort bestanden faretruende lav, og i Europa havde silke afløst pels som højeste­ mode.

Bæverjægernes dage er forbi, men den dag i dag viser de stadig vejen for de rejsende i USA; ruterne, de fandt mod vest, består nemlig stadig i form af landeveje i USA's vidt forgrenede transportnet. 

U.S. Route 26, som starter i Nebraska, sluttede i mange år i Astoria, John Astors gamle handelsstation. 

Wyoming­ Highway 28 går gennem Sydpasset, mens Route 25 – the Dixie Highway­, der forbinder Midtvesten med Sydstaterne – følger den vej, Boone ryddede­ gennem Appalacherne. 

Læs mere

M.O. Skarsten: George Drouillard. Hunter and Interpreter for Lewis and Clark and Fur Trader, 1807-1810, University of Nebraska Press, 2005. Arthur J. Ray: Indians in the Fur Trade, University of Toronto Press, 2005. Seamus Cavan: Daniel Boone and the opening of the Ohio country, Chelsea House Publishers, 1991

http://eh.net/encyclopedia/article/carlos.lewis.furtrade

Måske er du interesseret i...

Læs også