Comancherne plyndrede, voldtog og terroriserede nybyggerne i mere end 200 år.

© Zhuo Shu Liang

Comancherne var præriens nådesløse herskere

Comancherne kunne ride på heste som ingen andre og spredte rædsel i 1700-tallets Amerika. Fra barnsben lærte krigerne at terrorisere de hvide nybyggere med tortur, drab og kidnapninger. Deres imperium, Comancheria, virkede uovervindeligt – lige indtil de endte ­i et reservat.

15. juni 2017 af Therese Boisen Haas

Natten dufter sødt af bøffelgræs.

Under stjernehimlen over Santa Fe i Texas ligger en ranch stille hen; heste og mennesker sover. Kun en svag rysten i den tørre, rødlige jord under de små huse ved ranchen røber, at døden nærmer sig på dundrende hestehove. 

Som én samlet krop hamrer knap 100 ryttere med ét direkte ud af mørket og ind ­mellem træhusene. 

Lyden af skingre krigshyl udløser på få sekunder en lavine af rædsel i de forsovede spanske bo­sættere: Comancherne angriber!

De første huse står allerede i brand, da beboerne tumler ud med stumper af hvidt stof i hænderne og hjælpeløst ­vifter med dem i luften for at overgive sig. 

En flok comancher driver ranchens heste ud af indhegningen, mens andre med lynets hast snitter struber over på mænd og spædbørn. 

En grædende teenagepige voldtages på jorden, mens et par yngre kvinder bliver trukket afsted med sække over hovederne og reb om ­hænderne. Indianerne råber til hinanden; med deres fanger på slæb forlader de den brændende ranch med alle dens heste og beboernes bedste knive, tæpper og køkkentøj. 

Lyden af hesteridt svinder bort, og på stedet høres nu kun jamrende gråd og ildens brølen. Efter angrebet i 1775 blev den lille ranch aldrig den samme igen.

Evner på hesteryg sikrede magten

Da en stormflod af blodige angreb i ­midten af 1700-tallet satte ind mod heste­avlerrancherne i Texas og New ­Mexico, gik det op for de hvide ny­byggere, at en ny og morderisk fare ­skjulte sig ude på stepperne.

Kontakten med steppeindianerne havde hidtil været sparsom, og nybyg­gerne havde intetanende bosat sig ­længere ude på prærien. 

Men langt ude på de åbne vidder, hvor millioner af ­bøfler levede af højt, sejt græs, var en stamme af bøffeljægere i færd med at skabe et imperium, der ­skulle blive de hvides mareridt. 

Comancherne havde til at begynde med ikke haft megen succes i kampen om jagtterritorier og vandhuller. 

Kun én stamme havde de stået på god fod med: uterne. Af dem havde de lært at ride, for på prærien levede små, vilde heste af racen mustang. 

På hestens ryg blev de ét med dyret, og hurtigt blev de suveræne bøffeljægere.

“I høj fart ridder de op på højre side af bøflen og rammer den præcis mellem sidste ribben og hoftebenet i fuld galop”.

 Sådan beskrev pioneren Noah Smithwick comanche-indianernes jagt. Med maverne fulde af bøffelkød og bøffelskind til beskyttelse mod vinterkulden kunne comanchernes storhedstid begynde: 

Én efter én blev naboerne ­fortrængt fra ­området af de nu overlegne hesteryttere, der fordelte sig i 13 klaner. 

Klanerne samledes kun for at diskutere krig, som var et emne af største alvor: Krig – og jagt – betød stammens over­levelse, og alle comancher af hankøn blev fra barnsben opdraget som krigere.

Kidnapninger og handel med slaver gjorde comancher forhadte. Især børn blev ­kidnappet, da de var lettere at kontrollere.

© Alamy/imageselect

Børnelege skabte krigere

Pioneren Smithwick, der i perioder ­levede sammen med comancherne, ­beskrev, hvordan de små comanche­drenge blev sluppet løs i lejren, så snart de kunne gå. 

Drenge løb nøgne omkring, mens små piger fik kjoler magen til deres mødres og blev holdt nær hjemmet. 

Med små buer og pile lærte comanchedrenge tidligt at jage smådyr, og med stumpe ­lanser angreb de deres legekammerater i “kamp”.

 Rollen som fjenden gik på skift, enten som de underlige spaniere i deres jernrustninger eller som de farlige ny­tilkomne texanere med deres geværer, der dræbte med høje brag.

For comancherne var den vigtigste af alle dyder ridning: Samtidig med at de lærte at gå, blev comanchebørnene sat på en hest for at lære at ride. 

Når de sad sikkert under galop, kunne de begynde at fange mindre dyr som fx bøffelkalve eller rådyr med en lasso af snoede ­bøffel­tarme. 

Skjult i et buskads lærte de unge krigere at vente tålmodigt, indtil en flok kalkuner kom ud fra deres skjul på åbent terræn. 

Derpå ville de ride dem op og jagte ­fuglene, indtil deres kræfter slap op, og de kunne fanges og bindes med reb. 

Fjerkræene betød kalkunmiddag til ­familien, og de flotte fjer blev pynt til håret eller lansen.

Legene, som drengene perfektionerede deres jagtevner med, lod sig ifølge Smithwick nemt overføre til de stålsatte taktikker, comancherne brugte i krigsfærd.

Ligesom når de voksne krigere i t­imevis lå i baghold for at overrumple en fjende, øvede drengene sig i bue­skydning ved tålmodigt og uden en lyd at lure ved vandhullet.

Når en hjort kom for at ­drikke, ventede de, til den havde ­drukket – ligesom de voksne krigere altid holdt deres pile tilbage, indtil blegansigterne havde fyret deres bøsser af og skulle bakse med at lade igen.

Så ville drengene give et højt hyl og i hurtigt ridt forfølge dyret, der flygtede med den tunge mave fuld af vand.

Helt tæt på sendte den unge kriger sine pile afsted. Når dyret faldt, ­flåede han hurtigt skindet af det.

Det kunne hans mor eller søster lave til en blød kjole, efter at familien havde fået hjorte­steg til aftensmad.

En endnu ­flot­tere fangst var en vild mustang, som kunne byttes for en stålkniv, pile eller spydhoveder hos de spansk-­mexicanske handelsfolk comancheros.

Efter aftensmåltidet fik de ældste drenge, ifølge Smithwick, lov til at sidde i den store tipi sammen med lejrens voksne krigere.

Her lyttede de til de ældre, der røg tobak og fortalte historier om ud­spekulerede angreb på fjendestammer, om at stjæle heste fra mexicanske rancher eller om at skalpere en tåbelig hvid familie, der uden eskorte havde bevæget sig ind på comancheterritorium.

Når drengene nåede puberteten og havde bevist, at de kunne ride og skyde præcist med buen, var tiden inde til, at de skulle gennemgå comanchestammens manddomsritualer og finde deres puha – den ånd, der vogter den unge ­krigers liv og giver ham en slags magisk ­styrke til farlige situationer.

Søvnløse nætter gav magiske syner

Den unge mand ville trække sig tilbage til et afsides sted, der mentes at have en særlig aura. Her skulle han blive alene i tre-fire dage, indtil hans puha viste sig for ham. 

Åndens tilsynekomst ville være det vigtigste i hans liv, og derfor måtte den fortolkes rigtigt. Uden puha ville comanchekrigeren vandre gennem livet “hjælpe­løst som en menstruerende kvinde” ifølge Smithwick. 

Heldigvis havde comancherne forskellige metoder til at tvinge magien frem: Sult, smerte og søvnløshed i mange dage kunne næsten med garanti fremkalde en oplevelse så sælsom, at det måtte være et tegn.

Hvis nødvendigt, stod den unge op i fire dage uden at sove. Med sin kniv kunne han tilføje sig selv smerter, så han var nær ved at miste bevidstheden. 

Som regel fik han sin vision: en høj vind, en storm, en stor fugl, der passerede ham, et ulvehyl, et stjerneskud. Manifesta­tionen var et tegn til krigeren. 

Det viste ham, at han var i kontakt med sin magi, og ­hvilken ånd der skulle være hans beskytter. Hjemme i lejren ville stammen godtage hans oplevelse, og han kunne ­begynde et liv blandt de voksne krigere.

Mødre var torturledere

Først skulle de unge dog bevise deres mod og nedlægge deres første bøffel. Efter jagten kunne de vende hjem til ­lejren med nyvunden hæder og en ­bøffelhale fæstnet til det skjold af bøffelhuder, deres mor havde lavet til dem.

Alt stammens udstyr af huder – tipier, tøj og sække til vand – blev lavet af ­kvinder, for arbejdsfordelingen hos comancherne var simpel: Mændene tog sig af krig og jagt, mens kvinder lavede alt andet. 

De rensede og blødgjorde huder, lavede ridesadler og syede og ­reparerede telte. De hentede også vand, samlede brænde, lavede mad, passede børn, dyrkede tobak – og vartede deres mænd op. 

En fange beskrev med ­væmmelse de mandlige comanchers luksus­tilværelse:

“Uden den mindste hjælp fra manden udfører hans kone hvert eneste stykke arbejde, der blandt civiliserede folk påhviler husbonden. Comanchen er en grovæder og en drivert, der laller idiotisk omkring og ryger pibe eller snorker på jorden”.

Men kvinderne sled uden brok, for trods gode jagt- og ridefærdigheder havde de ikke den fysiske styrke til krig, som var vigtigere end alt. 

Og deres sønner kunne lære krigens grusomme finesser ved at se på deres mødre, som var særlig ­opfindsomme, når det kom til mishandling. 

Comanchekvinderne førte an i tortur af til­fangetagne fjender. Fanger kunne fx begraves helt op til kinderne og få øjenlågene skåret af, så solen kunne brænde deres øjne ud, inden de sultede ihjel. 

Ofrene kunne også blive syet ind i friske stykker hud og efterladt i solen, hvor den grønlige rå hud langsomt ville krympe og klemme den indsyede ihjel. 

Hvide kvinder kunne blive stegt på bålet og få tungen trukket ud for at standse deres skrigeri. 

En comanchekriger ­kæmpede altid til døden, fordi han ­forventede at blive behandlet på samme måde, hvis han blev taget i live.

Ledere fra comanche- og arapachoestammen holder møde om den hvide trussel.

© AKG Images

Den blodige fuldmåne

I mange år var comanchernes hjem dér, hvor bøflerne trak hen, men så viste utestammen dem handelsmarkederne ved Taos og San Juan i New Mexico. 

Dér lærte comancherne, at de kunne sælge heste og bøffelhuder til gengæld for bl.a. våben af metal og tekstiler. Derfor ­begyndte de at tage alle de heste, de kunne, fra blegansigternes rancher.

“Ingen overgår comancherne i at kravle ind i en lejr, skære ankelremme og reb over og slippe usete ud med dyret”, ­klagede løjtnant Richard Irving Dodge fra den amerikanske forbundshær.

Men selv ikke soldater kunne beskytte nybyggerne: 

Med togt efter togt drænede comancherne mellem 1800 og 1865 Texas og New Mexico så slemt for heste, at hverken soldater eller bo­sættere længere havde noget at ride på.

Inden et plyndringstogt hidsede comanchekrigerne sig op i en kamprus. 

Under fuldmåne udførte de krigsdanse, hvor dunkende trommer, dunkle, ­brølende kampsange og stampende runddans omkring et flammende bål skabte en storm af ophidselse og blodtørst i mændene. 

Alle nybyggere i Midtvesten lærte at frygte fuldmånen, der blev kaldt comanchemånen, fordi comancherne ville komme dundrende med deres ­ansigter malet sorte som døden.

Nogle ­malede deres kroppe og heste, ofte med magiske tegn for deres personlige puha.

Efter et succesfuldt togt vendte ­krigerne hjem med rovet, som de for­delte blandt ældre, kvinder og børn. 

Med en parade gennem lejren fejrede de ­sejren, imens de viftede med blodige skalpe og sang om deres triumf til jubel fra stammen. Men hvis togtet gik galt, og en krigsleder eller mange krigere blev dræbt, luskede de ind i lejren med mørke ansigter og deres hestes haler ­skåret af.

Kvinderne jamrede og skar i deres bryster og fingre med knive som udtryk for deres sorg. Hysteriet over unge, døde krigere var overvældende for de hvide at opleve: 

Rædslen og den ­desperate sorg af en ung, ­lovende krigers uventede død kunne lamme en familie i ugevis.

For tabet af en ung kriger og jæger betød en mulig udslettelse af ­gruppen selv: De efterladte var uden beskyttelse og havde ingen til at skaffe kød.

Imperiet savnede nye medlemmer

I de hvides øjne havde stammen ikke noget at jamre over i begyndelsen af 1800-tallet: Nybyggerne i Texas var skræmt fra vid og sans over coman­cherne, der kunne finde på at rejse over 1.000 km for at dræbe én enkelt hvid ­familie som hævn for en dræbt kriger.

Comanchernes hastigt voksende hestedynasti krævede imidlertid, at stammen fik tilført arbejdskraft, og løsningen var polygami og slaveri. 

Flerkoneri var ­allerede almindeligt blandt steppe­indianerne, men comanchernes store hestehandel fik det til at eksplodere. 

Texas’ guvernør Domingo Cabello y ­Robles skrev, at comanchekrigerne sommetider havde op til fem koner, og ­bemærkede, at “mænd af rang havde sommetider helt op til syv eller otte”. 

En krigers liv kunne være kort, og for at holde stammens antal oppe måtte flere kvinder føde børn. 

Alligevel blev pigebørn forladt af klanerne i dårlige tider, børn med fejl eller mangler blev dræbt, og tvillinger ligeså, for de virkede unaturlige i indianernes øjne. For de få, der nåede en høj alder, var alderdommen ­nådesløs: 

Kunne et medlem af klanen ikke længere arbejde eller følge med, gik den aldrende comanche afsides for at dø som et stolt dyr. Selvmord og med­­­­liden­hedsdrab var almindeligt, og uhelbredeligt syge blev overladt til deres skæbne.

Og syge skulle der blive mange af: 

Comancherne, der takket være deres ­homogene stammekultur, stort set var sluppet for kopper og andre epidemier, de hvide bragte med sig, blev i 1816 ­næsten halveret af et voldsomt udbrud af kolera. 

Sygdommen var nærmest umulig at slippe af med for krigerfolket, der ikke kendte til hygiejne. Texas ranger Nelson Lee, der levede som fange hos comancherne i tre år, fortalte om dem, at de var “beskidte og fulde af skadedyr. 

I varmt vejr svømmer de i floden, men ellers har de ingen vaner med at rense sig”. Lee væmmedes i sine erindringer: 

“Lejren stank, for de smed ben og madrester ­omkring sig og fyldte området med skidt. Når stedet lugtede for slemt, flyttede de”.

Et nyt udbrud af kolera nogle år ­senere gjorde igen indhug i comanchernes antal. Samtidig fik texanerne hjælp fra den nyoprettede milits Texas Rangers, der jagtede comancherne. 

Hvide jægere var også begyndt at nedslagte hundred­tusindvis af bøfler på stepperne, for at bruge deres ­knogler som gødning, ­hvilket satte ­stammen yderligere under pres.

Derfor besluttede tre høvdinge fra coman­chernes penateka-klan at tage kontakt med de hvide for at holde et ­fælles rådsmøde. Beslutningen blev fatal.

Begyndelsen til undergangen

I februar 1840 gjorde texanerne i den lille by San Antonio store øjne: Tre comanche-høvdinge og deres følge red ind i byens gader og bad om et råds­møde med blegansigterne. 

Oberst Henry Karnes, der havde kommando over forbundshærens sydlige front, mødtes med dem og aftalte at for­handle på én betingelse: Klanen skulle frigive alle hvide fanger. De tre ­høvdinge ­protesterede ikke og lovede at vende tilbage 20 dage senere.

Et rådsmøde var helligt i indianernes øjne, og den 19. marts ankom 12 comanche-høvdinge med deres koner og familier til San Antonios rådstue med en forventning om, at mødet skulle vare i dagevis. 

Men af de hvide fanger, der skulle leveres tilbage til texanerne, medbragte de kun to. Den ene var en m­exicansk dreng uden betydning, men den anden var den 16-årige Mathilda Lockhart, der var blevet kidnappet sammen med sin storesøster i 1838.

Øjenvidnet Mary Maverick beskrev pigen: “Hendes ansigt, arme og hoved var fulde af sår og blå mærker, og hendes næse var brændt af ind til benet”. 

Texan­erne var chokerede ved synet af den ­mishandlede pige, og da Mathilda blev overgivet til dem, brød hun sammen og berettede om de talløse ydmygelser, hun havde gennemlevet. Pigen kunne også fortælle, at der endnu var 15 hvide i ­lejren, som stadig sad som fanger.

Det fik de texanske myndigheder til prompte at erklære, at de ville tilbageholde samtlige comanchehøvdinge, indtil alle fanger var befriet. 

Da høvdingene forstod, at de ville blive sat fast, brød ­heftig kamp ud. Comancherne forsøgte at myrde enhver texaner med deres buer og pile, mens texanerne åbnede ild og dræbte 35 indianere. 

Flere andre blev såret, og 29 comancher blev taget til fange. I comanchernes opfat­telse havde de hvide lokket dem i en fælde, og da texanerne foreslog at bytte deres comanche­fanger mod indianernes fanger, dræbte comancherne hver eneste af deres hvide fanger til svar. 

Deres rasende had mod de hvide skulle ikke desto mindre komme til kort i de efterfølgende slag. Comanchernes tid som steppernes herskere var omme.

Fra 1836 til 1875 udkæmpede Texas Rangers og coman­cherne mange blodige slag.

© University of Oklahoma Libraries

Fra reservat til hemmeligt våben

I 1867 underskrev Comanche, Kiowa, ­Apache, Cheyenne og Arapahoe i fællesskab ­Medicine Lodge-traktaten. 

Den lovede ­stammerne ­beskyttelse mod de hvide jægere, der skød bøflerne ned i tusindvis, for at ­farmerne bruge deres knuste knogler som gødning til deres landbrug.

Til gengæld skulle stammerne ­tillade jernbaneanlæg gennem deres ­territorier, holde inde med angrebstogter og indvilge i at leve i reservater. 

Men bøffeljægerne blev ikke stoppet, og comancherne følte sig endnu en gang snydt af den hvide mand. 

De kæmpede videre og blev først endeligt tvunget i ­reservatet i 1875, som den sidste af de store indianerstammer.

Comancherne viste sig imidlertid at være dygtige til at uddanne sig og blev hurtigt den mest succesfulde stamme blandt Amerikas oprindelige folk. 

De var så gode til at tilpasse sig, at deres reservat blev ophævet i 1901, og fra da af måtte de leve på lige vilkår med resten af ­Amerikas befolkning.

Comancherne holdt dog fast i dele af deres unikke kultur, hvilket den amerikanske hær udnyttede under 2. verdenskrig. 

Her brugte særlige enheder af­­ comanche- og navajoindianere deres ­oprindelige tungemål til at sende kodede meddelelser for de allie­rede. Det lykkedes hverken tyskerene eller japanerne at gennemskue det unikke kodesprog.

Måske er du interesseret i...

Læs også