I 12 dage spredte en dræberhaj panik blandt New Jerseys mange badende feriegæster.  

© Shutterstock & AAP

Dødens Gab var inspireret af virkelige hændelser

I sommeren 1916 er strandene langs USA's østkyst usædvanligt velbesøgte. Amerikanerne strømmer til havet for at undslippe en langvarig hedebølge. Freden og idyllen bliver dog kort. En serie blodige hajangreb starter en national panik.

3. november 2017 af Jannik Petersen

Iført badedragt svømmer 25-årige Charles Vansant væk fra stranden, mens han kalder på en legesyg hund, der er fulgt efter ham ud i det kølige Atlanterhav. 

Hedebølgen på USA's østkyst har igen denne weekend sendt horder af amerikanere ud til New Jerseys kridhvide strande, hvor milde vinde og forfriskende vand er ren medicin efter en smeltende varm uge med op til 36 grader i skyggen.

Vansant, der til daglig er børsmægler i en stor virksomhed i Philadelphia, svømmer langt fra kysten. Han kan stadig bunde og stopper af og til op for at opmuntre sin firbenede ven til at følge efter ham. Men pludselig vender hunden om og begynder hastigt at trække ind mod stranden.

Vansant rejser sig op i det kun halvanden meter dybe vand og prøver uforstående at kalde hunden til sig igen. Inde på land opdager adskillige badegæster i dette øjeblik, hvorfor hunden er vendt om. Bag børsmægleren nærmer skyggen af en stor fisk sig hastigt. 

Flere af dem begynder at vifte med armene og råbe: “Pas på, pas på”, men han hører det ikke. Bølgebrus og de andre badegæsters højlydte leg overdøver advarslerne inde fra land. 

Pludselig skriger Vansant hjerteskærende og fægter vildt med armene. En stor haj har bidt sig fast i ham.

To livreddere springer hurtigt ned i en redningsbåd og ror ud mod Vansant, hvis gennembidte krop farver vandet blodrødt. Oppe på land ser både hans far og lillesøster fortvivlet til, mens robåden kun alt for langsomt nærmer sig blodpølen, hvor Vansant kæmper for at holde sig oven vande. 

Den ene livredder får fat under hans armhuler og prøver at trække Vansant ombord i båden, men hajen nægter at give slip. Tovtrækkeriet fortsætter, mens den anden livredder ror båden ind mod kysten, og først da hajens maveskind skurer mod havbunden, åbner rovdyret omsider kæberne og slipper sit offer.

Blødende og forkommen slæbes Vansant op på badebyen Beach Havens strand, hvor tilskuerne til deres skræk ser, at det ene lår kun består af enkelte trævler og en blotlagt knogle – alt kød er gnavet væk. 

Selv om livredderne straks forsøger at stoppe de voldsomme blødninger ved at binde et reb stramt om låret, er det for sent. Vansant dør af blodtab for øjnene af hundredvis af skrækslagne badegæster.

Indtil lørdag den 1. juli 1916 har folk følt sig fuldkommen afslappede og sikre, når de bader ud for USA's østkyst. 

Hajer har man da hørt om, men de lever i varmt vand ud for Floridas eller Californiens kyst, og selv her angriber de sjældent mennesker. Hen over de næste 12 dage skal flere grusomme begivenheder ændre den opfattelse for altid.

Ikke abonnent? Få bladet her:

Badebyer nedtoner ulykken

For de hundredvis af traumatiserede tilskuere på stranden i Beach Haven er Vansants død en chokerende oplevelse. 

Lokale forretningsfolk med økonomiske interesser i badehoteller, restauranter og bådudlejning er stærkt bekymrede for, hvad hajangrebet kan betyde for deres indtjening, men i en tid, hvor radio og fjernsyn endnu ikke binder hele nationen sammen, forbliver det meste af Amerika uvidende om, hvad der er sket ved Beach Haven.

De større dagblade ignorerer stort set begivenheden. Således bringer New York Times kun en kort notits om badeulykken omme på side 18. 

Under overskriften “Dør efter angreb af fisk” beskriver avisen kort, at en “C.E. Vansant blev bidt, mens han svømmede ved Beach Haven”.

Anderledes alarmerede er borgmestre og lokalpolitikere i badebyerne langs New Jerseys kyst. De prøver ihærdigt at berolige badegæsterne ved at citere et væld af eksperter, der påstår, at risikoen for hajangreb ud for New Jerseys kyst er lig nul.

I håb om at sikre sommerens indtjening vedtager politikerne dog for en sikkerheds skyld at omkranse alle større strande med svære metalnet, der kan holde hajer og andre farlige havmonstre væk. 

Andre steder sendes livreddere ud at patruljere i små både, så folk hurtigt kan gennes op af vandet, hvis patruljen får øje på hajer nær kysten.

Instruktøren Steven Spielberg forvandlede i 1975 bestsellerbogen "Jaws" til filmen af samme navn. Både bogen og filmen var mere eller mindre baseret på begivenhederne fra 1916 om en kæmpemæssig hvidhajs hærgen ved en badeby.

© Universal Pictures

Panikken bryder ud

45 kilometer nord for Beach Haven går Charles Bruder den 6. juli i vandet ved Spring Lake. De seneste dages forvrøvlede snak om det formodede hajangreb på Charles Vansant har Bruder kun foragt tilovers for.

“Vansant kan umuligt være blevet dræbt af en haj. Hajer er store og ser farlige ud, men de er komplet harmløse”, forsikrer Bruder ivrigt sine kolleger. Han har erfaring med hajer fra et ophold i Californien, og derude forsvandt hajerne, så snart Bruder sprang i vandet.

Bruder svømmer næsten en halv kilometer fra land, intetanende om, at der lurer en stor fare under vandet.

Inde på stranden holder mange øje med den dristige svømmer, der med fornem teknik får tidens populære dille, havsvømning, til at se så legende let ud. Pludselig skyder en vandsøjle højt op i luften. En dame råber til livredderen: 

“Manden i den røde kano derude er kommet til skade”. Men det er ikke en rød kano, damen ser, det er Bruders blod, der farver havet omkring ham.

To livreddere sætter en båd i vandet og ror som rasende for at komme ud til blodpølen. Da de nærmer sig, kan de se en stor haj angribe Bruder gentagne gange. “Hajen angreb igen, da vi var tæt på, og bed et stort hul i hans mave”, husker den ene af livredderne.

Bruder er et øjeblik forsvundet, så dukker han atter op til overfladen, og en livredder griber ham under armhulerne og trækker overraskende let hajens offer ombord i robåden. 

Først da Bruder ligger gispende i båden, går det op for livredderen, hvorfor hajens offer er så let. Der er smerteligt lidt tilbage af ham. Begge ben er kappet af lige under knæet, og Bruder har et stort hul i maven.

“En haj bed mig”, stønner Bruder og forklarer at den var stor og grå med hud som sandpapir. 

“Først troede jeg, at han ville lade mig slippe, men så vendte han tilbage og bed mit ene ben af. Han rystede mig, som en terrier rusker en rotte”. forklarer svømmeren på vej mod land. 

“Så slap han mig igen i et stykke tid, men vendte tilbage og bed mit andet ben af. Han er stor og frygtelig sulten”, når Bruder at fremstamme, inden han lukker øjnene, glider over i bevidstløshed og dør få minutter senere.

I hast bliver der telegraferet til hoteller og badebyer langs hele østkysten. De badende skal op af vandet, før hajen igen slår til. For første gang i Amerikas historie rømmes alle østkystens strande, da livreddere kommanderer folk op på land. 

Få timer efter at Bruder udånder på stranden i Spring Lake, er New Jerseys kyster tømt for badende, og en national hajpanik bryder ud.

Eksperter tror ikke på hajangreb

Dagen efter slår alle aviser hajangrebet i Spring Lake stort op. Selv New York Times, der for få dage siden var stærkt skeptisk, pakker ikke længere kendsgerningerne ind, men skriver slet og ret på forsiden: “Haj bider begge ben af badegæst på New Jerseys kyst”.

Men de såkaldte eksperter er stadig ikke overbeviste om, at en haj står bag. Ingen har ganske vist forsket nævneværdigt i hajer, alligevel påstår flere videnskabsfolk skråsikkert, at hajer slet ikke har et stærkt nok bid til at skære menneskeknogler over. 

Andre mener, at rovdyret, der tog Charles Bruder, må have været en spækhugger eller en stor sværdfisk. Hajnet og patruljerende livreddere i både vil være mere end rigeligt til at sikre badegæsterne, hvis de ellers lader være med at svømme for langt ud, lyder vurderingen.

Også USA's fiskeriministerium prøver at nedtone risikoen:

“Tusindvis af mennesker har badet hvert eneste år, uden at så meget som et enkelt angreb har fundet sted før 1916. Det er en sikkerhed, som man end ikke finder, hvis man omgås hunde, katte eller heste”, forsikrer ministeriet.

Men de mange badegæster giver ikke en pind for eksperternes forsikringer og forlanger handling. Badebyerne forstærker nu indsatsen for ikke at miste deres sommergæster. Motorbåde med bevæbnede vagter ombord sættes ind. 

Vagtkorpsene er bevæbnet med alt fra rifler til økser, harpuner og pistoler. For at tiltrække hajerne trækker bådene liner efter sig med en lammekølle for enden og kraftige fiskekroge til at fastholde søuhyret længe nok til, at vagterne kan tage sigte og skyde. 

Alene i Spring Lake sættes tre sådanne motorpatruljer den 8. juli til at sejle op og ned langs kysten.

Snart begynder meddelelser fra hajfronten at strømme ind til aviserne. Nær Spring Lake kommer en livredder i kamp med en 3,5 meter lang haj, der cirkler om hans robåd. 

Først da han gentagne gange har slået hajen i hovedet med sin tunge åre, ændrer den kurs og svømmer væk. Ved Beach Haven kroger to lystfiskere en stor revlehaj, som de skyder i hovedet med en revolver.

I Bayonne, blot fem kilometer fra New York, forsøger en politimand at skræmme en haj væk fra stranden ved at tømme sin pistol ind i dens krop. En fuldtræffer i dens pande får hajen til at vende om og forsvinde.

Tre myter om hajer

  1. Hajer kan lugte en enkelt dråbe blod på lang afstand
    Sandt: Hajer har en veludviklet lugtesans, som gør dem i stand til at lugte blod på flere hundrede meters afstand. Lugtesansen gør dem til gode jægere i mørke.

  2. Hajskind kan bruges som sandpapir og til at slibe sten
    Sandt: Nogle af de første eksempler på brug af sandpapir består netop af hajskind. På øgruppen Comorerne bliver hajskind stadig anvendt som sandpapir i dag. 

  3. Alle hajer spiser mennesker
    Falsk: Kun meget få hajarter spiser mennesker, og ingen hajer menes at foretrække menneskekød. De fleste hajer lever af fisk, sæler, hvalkød og blæksprutter. Blandt de flere end 400 hajarter er det kun et fåtal, der er kendt for at angribe mennesker.  

Præsidenten erklærer hajerne krig

Hajhysteriet når nye højder, da aviser citerer fiskeskippere og kaptajner for at sige, at Atlanterhavskysten myldrer med enorme flokke af hajer. Stimer af mindre hajer er ikke usædvanlige, men nu synes vandet ligefrem at koge af hajer i alle størrelser, og de flokkes tættere på kysten end nogensinde før.

Panikken får præsident Woodrow Wilson til at føle sig tvunget til at gribe ind. 1916 er et valgår, og som tidligere guvernør i New Jersey kan han ikke tillade sig at vise mangel på handlekraft, når hajer begynder at true hans genvalg.

Præsidenten udnævner en embedsmand til at lede kampen mod hajerne ved at mobilisere alle kystvagtfartøjer på østkysten og beordre dem til at dræbe så mange hajer, som det er muligt.

Tanken om blodtørstige hajer får det til at løbe koldt ned ad ryggen på amerikanerne, og de begynder i stort tal at afbestille deres rejser til kysten.

Badebyerne svarer febrilsk igen med forsikringer om, at sikkerheden er i top på netop deres strand: “Kom ned, og grin af hajerne – vi har opsat hajnet af metal”, skriver en badeby.

Fem dage efter Bruders død begynder amerikanerne så småt at vende tilbage til strandene – drevet derud af ulidelig varme, der koster flere liv i de store byer. Men lige som optimismen begynder at brede sig langs kysten, sker det værst tænkelige. Hajen slår til igen – denne gang på det mest utænkelige sted.

Blodet flyder i Matawan-vandløbet

Byen Matawan ligger 25 km fra Atlanterhavskysten, og kun et smalt vandløb forbinder den lille industriby med Raritanbugten ved udløbet til Atlanterhavet. Vandløbet er blot 10-12 meter bredt og fem meter dybt. 

Når tidevandet presses ind i Raritanbugten, trænger saltvand flere kilometer op i vandløbet, alligevel er det altid grumset som en gryderet. Det brune vand afskrækker dog ikke voksne og børn fra at bade i vandløbet om sommeren, hvor selv grumset vand køler kroppen ned under hedebølgen.

Kaptajn Thomas Cottrell er på vej op ad floden i sin fiskekutter, da han opdager en stor haj med kurs mod Matawan. Ved vandløbets første bro lægger Cottrell til og løber op for at telefonere til sheriffen. 

Men han svarer, at Cottrell må have fået solstik, mens en tilhører grinende tilføjer, at der er større chance for at se en elefant i Matawan-vandløbet end en haj. Frustreret sejler Cottrell videre for at advare så mange som muligt undervejs, men advarslen spredes kun langsomt.

Da 11-årige Lester Stillwell plasker rundt i vandet sammen med sine venner nogle timer senere, er han derfor helt uvidende om, at der skulle være fare på færde. 

“Se mig flyde”, siger Lester, mens et par af de andre børn undrer sig over den store træstamme, der flyder rundt i vandet. Skrigende rives drengen med ét ned, og råb flænger luften:

“Lester er væk!” Så ser børnene en rygfinne skære sig gennem vandet, Lester mellem tænderne på et monster og en masse plasken. Børnene flygter nøgne og paniske op af vandet og ind i byen. Skrigende ordet haj spurter de forvildet rundt i gaderne, men ingen tror på dem. 

Trods hajpanikken i hele staten New Jersey lyder det for usandsynligt, at en haj skulle være svømmet op ad et grumset vandløb – helt op til Matawan.

Redningsmand bliver selv offer

På sit renseri hører Stanley Fisher børnenes skrig og løber straks af sted mod floden sammen med to andre mænd. Alle tre ved, at Lester lider af epilepsi, og de tror, at drengen har fået et anfald, mens han var ude at svømme.

De tre mænd dykker gentagne gange i det plumrede vandløb uden at se skyggen af Lester. En større menneskemængde strømmer til, og også Lesters forældre når frem til vandløbet. 

En af mændene i vandet mærker noget hårdt og sandpapirsagtigt mod sin hud og svømmer hastigt ind til bredden. De andre følger trop. Ingen siger noget, men alle føler, at vandet gemmer på noget uhyggeligt. 

Da Fisher ser Lesters grædende forældre, beslutter han dog at tage et sidste dyk for at finde drengen, som de nu mener er sunket til bunds. Et dybt hul i vandløbets bund ud for dokken er det sidste oplagte sted at lede.

Fisher springer i og dykker ned på bunden af hullet. Næsten i blinde afsøger han med hænderne vandløbets bund og får pludselig fat i Lesters livløse torso – mere er der ikke tilbage af drengen. 

Fisher flår liget fri af grene og skidt på bunden og stiger op mod overfladen med det under armen. Lige da han når ind, hvor han kan bunde, og rejser sig, angriber hajen. Den bider sig fast i låret, så Fisher taber drengens blege torso, som forsvinder i det mudrede vand.

Hajen har godt fat, men Fisher er en stor mand på næsten 100 kg og kæmper som en rasende for at slippe fri af bæstets knivskarpe tænder. To gange trækkes han ned under vand, men begge gange kommer han op igen. 

Først da en fisker i en robåd kommer tæt nok på til at kunne slå hajen med sin åre, slipper den sit tag i Fisher. 

Menneskemængden kaster et reb ud til den modige svømmer og trækker ham i sikkerhed oppe på land. Som et springvand står pulserende stråler af blod ud af Fishers lår, der mangler adskillige kilo kød, så lårbensknoglen er helt blottet.

“Åh, gud”, stønner Fisher og styrter om i græsset. Matawans læge prøver at lukke blodtilførslen til benet med et stramt reb, men Fisher har allerede mistet for meget blod.

Da Michael Schliesser fangede dræberhajen, besluttede han sig for at udnytte muligheden. I hast fik han den udstoppet og udstillet, så folk kunne betale for at se den store menneskeæder med deres egne øjne. Men udstopningen blev forhastet udført, så hajen rådnede op efter blot en måned.

© Bronx Home News

Hajen bliver jaget med alle midler

Lidt længere nede ad vandløbet hører en gruppe drenge ophidsede stemmer råbe noget om en haj, og de skynder sig ind mod land. 

Gruppens yngste medlem, 14-årige Joe Dunn, har svært ved at følge med de andre og nærmer sig som den sidste stigen, drengene bruger til at komme op på broen med.

Joe har lige fået fat i stigens nederste trin, da han skriger hysterisk og bliver trukket baglæns ud i vandet igen. Hans storebror springer resolut ned fra stigen og griber fat i Joes arm. Nu begynder et smertefuldt tovtrækkeri med hajen. 

De andre drenge og en tililende voksen får i fællesskab trukket Joe fri af uhyrets gab, men hans ene fod er flænset til ukendelighed, og chokket står malet i Joes blege ansigt.

Tre voldsomme hajangreb på én dag er mere, end indbyggerne i Matawan kan klare. Rasende stormer de ned til floden igen – denne gang bevæbnet med alt fra dynamit til jagtgeværer og net til at trække vod efter hajen. 

Mens eksplosioner og skud runger langs floden, dør Stanley Fisher af blodmangel på hospitalet. Unge Joe Dunn overlever som den første mødet med menneskeæderen – endda uden at miste sin fod. Da nyheden spredes, stiger panikken.

En dræber går i nettet

To dage efter angrebet ved Matawan er løvetæmmeren Michael Schliesser og hans ven på fisketur i en lille båd. 

Tæt på Matawan-vandløbets udløb i Raritanbugten går et voldsomt ryk gennem deres spinkle båd. Motoren sætter ud, og båden bliver hastigt trukket baglæns, mens bagenden nærmer sig havoverfladen. 

Schliesser ser straks, hvad der har viklet sig ind i deres net, og råber “Du gode gud, vi har fanget en haj”.

Hajen er en 2,5 meter lang hvidhaj – næsten lige så lang som Schliessers motorbåd. Febrilsk griber løvetæmmeren en brækket åre og begynder at slå bæstet oven i hovedet igen og igen. 

Til sidst stopper hajen sin vilde flugt med båden på slæb og ligger stille. Tililende fiskekuttere hjælper Schliesser med at bugsere den døde hvidhaj ind til land.

På havnen hænges hajen op i en krog, og Schliesser åbner dens vom med en kniv. Ud vælter nok opløst menneskekød til at fylde en halv mælkejunge. 

Også flere knoglerester dumper ned på kajen, den eneste genkendelige knogle er skinnebenet fra en ung mand eller dreng. Menneskeæderen fra New Jersey er fanget, mener de fleste. Andre påpeger det usandsynlige i, at én haj skulle være ansvarlig for alle angrebene.

Blandt de hundredvis af store hajer, der fanges i sommeren 1916, er hajen fra Raritanbugten dog den eneste med vommen fuld af kød og knogler, der beviseligt stammer fra mennesker. 

Resten af 1916 og mange år frem over rammes New Jerseys badegæster da heller ikke af et eneste alvorligt hajangreb.

Læs mere

Michael Capuzzo: Close to Shore, Headline, 2001. Richard G. Fernicola, M.D.: Twelve Days of Terror, The Lyon's Press, 2001. Richard G. Fernicola, M.D.: In Search of the “Jersey Man-Eater”: An Exhaustive Investigation of the Infamous Shark Attacks that Plagued the New Jersey Shore during the Summer of 1916, George Marine Library, 1986.

Måske er du interesseret i...

Læs også