For at mildne Sydstaterne vedtager Kongressen i 1850 en lov, som gør det ulovligt at hjælpe flygtede slaver. Men Harriet Tubman hjælper alligevel slaver med at flygte. 

© Paul Collins

Hævntørstig kvinde stod bag dristig slaveflugt

Eksslaven Harriet Tubman vil bekrige sine tidligere slavepiskere. Hun træder derfor ind i et hemmeligt netværk, som hjælper Sydstaternes slaver med at flygte. Trods udsigten til at ende i galgen opsøger hun de sorte i bomuldsmarkerne og fører dem mod friheden i nord.

9. april 2017 af Troels Ussing

Den 12-årige sorte slavepige Harriet Tubman ved, at noget er under opsejling, da hendes blik en dag i 1832 falder på en ældre dreng på majsmarken i Maryland. 

Alle de andre slaver synger højlydt, mens den unge mand står tilknappet og mut og end ikke udfører sit arbejde med at afskalle majsene.

Pludselig bevæger fyren sig gennem marken for kort efter at sætte i løb. Plantagens opsynsmand beordrer ham råbende tilbage i geledderne, men slaven reagerer ikke. 

I fuld fart spæner han afsted med den nu løbende opsynsmand efter sig. Begge mænd basker majsbladene til side med hænderne. 

For enden af marken tonser slaveknægten ud på en vej og fortsætter, til han når en træbygning tæt på plantagen, hvor han uden held forsøger at skjule sig.

Nærmest ubevidst følger Harriet efter de to mænd, selvom hun ved, at hendes tilstedeværelse kun kan give problemer. 

Da pigen træder ind i døråbningen, er den hvide mand på jagt rundt i lokalet for at få fat på drengen. Igen og igen truer opsynsmanden med pisk. Harriet har selv ar og smertefulde minder om piskesmæld på ryggen. 

Derfor lader hun den unge fyr slippe ud ad døren, da han pludselig finder et hul i mandsopdækningen, og i stedet spærrer den velvoksne pige åbningen for slavevogteren, så han må opgive forfølgelsen. 

I arrigskab kyler den hvide mand et vægtlod afsted og rammer den 12-årige pige lige i panden.

Kraften fra det et kg tunge metallod vælter Harriet omkuld, og hun må bæres hjem med blod fossende fra såret.

“Hun klarer den ikke”, lyder det fra de besøgende, der i ugerne efter lægger vejen forbi Harriets sygeleje.

Alligevel rejser hun sig sidst på efteråret fra høet på gulvet, som har udgjort hendes sygeseng. 

Hun har et stort ar i panden, og skaden skal resten af livet give hende tranceagtige anfald. 

Men Harriet er i live, og hun vil med tiden vise, at det langtfra er sidste gang, hun har forsøgt at hjælpe en slave ud i friheden.

Slaverne risikerede at blive vansiret for livet, hvis de blev straffet med pisken.

© Bridgeman & Library of Congress

Harriet fødes ind i trældommen

En ukendt dag i 1820 giver Harriet Tubman for første gang lyd fra sig, da hendes vræl fylder en lille slavehytte i Dorchester County, Maryland. 

Som alle andre slavepiger erfarer Harriet snart, at hun er født til at tjene den hvide “master”.

“Yes, Missus” og “Yes, Mas’r” bliver nogle af de første og vigtigste gloser, Harriet lærer, så hun kan gebærde sig ydmygt over for hvide kvinder og mænd. 

Allerede som seksårig må hun med tårerne piblende ud af øjnene give sin mor og far et farvelkram, da hun udlejes til en hvid familie i nærheden. 

Harriet skal passe et lille spædbarn, men husets frue har en kort lunte og slynger dagligt sin pisk mod slavepigens ryg, hvis spædbarnet så meget som klukker.

En dag får den seksårige pige nok, og efter en voldsom gang prygl spæner hun på bare fødder væk fra huset. 

På en nabogård gemmer Harriet sig i en svinesti med “en gammel so og otte-ti smågrise”, hvor hun i fem dage kæmper med svinene for at få del i det foder, gårdejerens ansatte hælder i truget. Til sidst bliver sulten for stor, og den udhungrede slave må duknakket trisse tilbage til sin frue, som dog ikke længere vil betale en cent for at leje den upålidelige pige.

Udlejninger til forskellige hvide huse bliver gennem årene hverdag for Harriet, og drømmen om at blive fri vokser. 

Men kun ved at flygte til en af Nordstaterne kan en slave blive fri. Flugten er farlig, og Harriet har hele sit liv hørt hovslag om natten, når hvide mænd på hesterygge jagter en flygtet slave. 

Finder jægerne slaven, venter først slag med pisken, dernæst et salg endnu længere sydpå, hvor varmen og behandlingen har ry for at være endnu værre end i Maryland.

I 1849 falder bomuldspriserne imidlertid så meget, at Tubmans master må skrabe penge sammen ved at sælge ud af sine slaver – og den nu 29-årige Harriet Tubman er en af dem.

Med udsigt til at blive skilt fra sin familie indser hun, at tiden er inde til at flygte.

“Jeg havde afklaret med mig selv, at der var én ud af to ting, jeg havde ret til: frihed eller død. Kunne jeg ikke få den ene, ville jeg have den anden”.

Sent om aftenen den 17. september 1849 kaster Tubman et sidste blik på sin familie, inden hun lukker døren forsigtigt i og forsvinder ud i mørket.

Forude venter en 100 km lang rejse til fods mod den slavefrie stat Pennsylvania, og Tubman ved, at hun kun kan bruge nætterne til at snige sig mod nord.

Arret i panden, som hun fik fra vægtloddet som 12-årig, vil nemlig prompte afsløre hendes identitet i dagslys.

Derudover døjer hun stadig med pludselige anfald, hvor hun går i trance, og på flugt er der ikke råd til at dratte om på en landevej midt på dagen.

I løbet af den første nat lister Tubman sig gennem skovens krat, til hun når en lillebitte gård, hvor hun tidligere har mødt en hvid kvinde, som flere gange har fortalt Tubman, at slaven altid kan tage kontakt, hvis hun får brug for hjælp.

Tubman har mellem linjerne opfattet, at den hvide kvinde vil hjælpe under en flugt, men den 29-årige slave er alligevel dødsensangst, da hun banker på døren.

“Hvem der?” kommer det efter lidt tid inde fra huset.

“Harriet”, lyder det hviskende, hvorefter døren går knirkende op, og den hvide kvinde følger sin gæst ind i køkkenet.

To navne skribler gårdkonen ned på en lap papir, som hun rækker til Tubman. Det er de næste to “stationer” på vejen mod Pennsylvania, hvor flygtningen trygt kan troppe op og blive hjulpet videre på sin rejse.

Tubman har tidligere blandt slaverne hørt tale om en såkaldt Undergrundsjernbane, som fragter sorte flygtninge mod nord, men først nu går det op for hende, at denne jernbane slet ikke har skinner og togvogne.

I stedet er den et netværk af hemmelige ruter og sikre skjulesteder, organiseret af primært hvide modstandere af slaveriet.

Med papirlappen i lommen takker Tubman ydmygt den hvide kvinde og forsvinder så igen ud i nattens mørke.

Tubman bliver endelig fri

Mens Tubman lister videre gennem skovene, kaster hun igen og igen blikket op mellem trækronerne for at spotte Nordstjernen, så hun ved, at hun går i den rigtige retning. 

Og ved daggry får hun endelig øje på den gård, som hun mener, må være næste station.

Forsigtigt lister Tubman hen til gårdhusets bagdør, hvor hun viser en fremmed kvinde sin krøllede seddel. 

Den fremmede kone stiller lidt mad frem på køkkenbordet, men efter at Tubman har fyldt maven, får hun til sin forbløffelse stukket en kost i favnen. 

Hun finder dog hurtigt ud af, at fejningen blot skal sikre, at forbipasserende vil antage, at Tubman er bondefamiliens slave. 

Ved aftenstid kommer gårdkonens mand raslende på grusvejen i sin hestevogn. 

Han drejer ind i gården og giver tegn til, at Tubman skal hoppe op på ladet, hvorefter han hurtigt dækker flygtningen med et tæppe. 

Grøntsager og korn fra gården læsses bagefter op på ladet, inden manden hiver i seletøjet, og hestene tramper sløvt afsted.

Først mange kilometer senere stopper hestene ved lyden af bondens “prr”. 

Han hjælper Tubman ud og fortæller, hvordan hun kommer frem til næste stop. 

På bare fødder vandrer den sorte kvinde videre, og nat efter nat fortsætter hendes færd gennem Maryland og nabostaten Delaware, mens hun om dagen gemmer sig i skove eller hos familier, der skjuler hende i lader eller på lofter.

Præcis hvor lang tid Harriet Tubman er undervejs, får hun aldrig fortalt omverdenen, men sandsynligvis har det kølige novembervejr fået tag i Pennsylvania, da hun på en solskinsdag ankommer.

Omsider er hun fri. Fri for at slide uden løn, fri for at mærke piskens smæld og fri til at bestemme over sig selv.

Efter at have fået sin frihed tager Tubman arbejde som kok på et hotel i Philadelphia, og for første gang nogensinde får hun mønter i hånden for sit slid. Hver en penny, der ikke går til kost og logi, putter hun sirligt i en dåse, så hun kan bruge pengene til at hjælpe andre slaver ud af trældommen.

For selvom Tubman er fri, og hun er imponeret over storbyen, hvor selv sorte går pænt klædt og taler nydeligt, føler hun sig ensom:

“Der var ingen til at hilse dig velkommen til frihedens land. Jeg var en fremmed på et fremmed sted, og mit hjem var trods alt i de gamle slavehytter med de gamle venner og mine søskende”.

I vinteren 1850 spadserer Tubman ind på kontoret, hvor Philadelphia Vigilance Committee hører hjemme.

Eksslaven har hørt, at her mødes både hvide og frie sorte, som ønsker at befri slaverne i syd.

Aften efter aften lytter Tubman interesseret til, hvordan frivillige overalt i USA hjælper slaver med at flygte og har gjort det siden 1800-tallets begyndelse.

Nettet af hjælpsomme personer er langt større, end Tubman har troet.

En del frivillige fungerer som “konduktører”, hvor de drager til Syden og leder små grupper af slaver mod nord.

Da Tubman hører om deres bedrifter, er hun ikke i tvivl: Hun vil også være konduktør.

I december 1850 får Tubman derfor sine kontakter ved Undergrundsjernbanen til at hjælpe sin søster, hendes mand og parrets to børn med at flygte.

Efter en næsten 60 km lang sejltur på Patapsco River til Baltimore, Maryland, står Tubman klar på bredden for at modtage familien og bringe dem i sikkerhed.

I hestevogne og til fods går turen fra station til station, og under de farlige passager bedøver Tubman de små med opium, så deres gråd ikke afslører dem.

Følget når sikkert til Pennsylvania, og Tubman er med det samme opsat på at fortsætte arbejdet. 

Tubman trodser ny lov

En ny flygtningelov for slaver truer dog hele Undergrunds-jernbanen.

For at stoppe strømmen af slaver, der søger friheden i nord, vedtager Kongressen i slutningen af 1850, at enhver, der skjuler eller hjælper de undvegne, kan ryge et halvt år bag tremmer eller få en bøde på helt op til 1.000 dollars – det svarer til godt to års løn for en dygtig håndværker.

Loven betyder, at flere stationer forsvinder, fordi folk frygter at blive ruineret. Tubman fortsætter dog ufortrødent sit ulovlige virke, og hver gang hun har sparet sammen til en tur, drager hun med tog mod slaveplantagerne i syd.

Ingen mistænker nemlig en sort kvinde, der rejser i sydlig retning, for at have skjulte motiver – kun sorte på vej mod nord bliver kontrolleret omhyggeligt.

I december 1852 træder Tubman ned på perronen i sin gamle hjemstavn. Vel vidende at folk i området kan genkende hende, vikler hun en bandana om hovedet for at dække sit ar i panden. Samtidig krummer hun ryggen, så hun mere ligner en ældre, svagelig kone end en energisk slavebefrier.

Varsomt opsøger Tubman tre af sine brødre, som er blevet solgt fra barndomshjemmet, og de er mere end villige til at tage flugten.

To andre slaver tilslutter sig gruppen, ligesom også en kæreste til den ene bror ønsker sin frihed og klæder sig ud i herretøj for ikke at vække opsigt.

Mens andre synger salmer og hygger sig med ild i pejsen juleaften, vader Tubman og hendes seks flygtninge ud i regnen, der falder tungt.

At flygte juleaften er perfekt, da slaverne kun i denne højtid har adskillige fridage i træk, så opsynsmændene vil være flere døgn om at registrere, at de er væk.

Til gengæld er alt mudret til i det dårlige vejr, og hvert skridt, som de syv tager, føles tungt.

Om morgenen juledag er flokken udmattet, og tilfældigheder gør, at gruppen befinder sig tæt på den plantage, hvor Tubman og brødrene er vokset op.

De kender derfor til et foderhus på stedet, og drivvåde søger de ly i bygningen. Maverne knurrer voldsomt, så Tubman sender de sidste to mænd i gruppen hen til forældrenes hytte for at bede om mad.

Faren tøver ikke, da han hører om datteren, som han ikke har set i mere end tre år. 

Uden at orientere sine børns mor pakker den udslidte, gamle mand en kurv med brød og lidt kød og lister over til foderhuset, hvor han varsomt skubber kurven ind uden at få øjenkontakt med sine børn.

Han ved, at han som far til flygtede slaver med garanti vil blive udspurgt af de hvide plantageejere, når flugten er opdaget. Har han ikke haft øjenkontakt med sine børn, kan han med ro i sindet forklare, at han ikke har set dem hen over julen.

Om aftenen, da gruppen igen må på farten, følger faren med et stykke ad vejen. 

Med et tørklæde om øjnene traver han afsted med Tubman i hånden, indtil de må tage afsked. Først mange måneder senere får han besked om, at alle har fået deres frihed i nord.

Frem til 1856 tager Tubman på omkring 10 missioner som konduktør, og efterhånden bliver kvinden med arret i panden berømt i plantagerne. 

Her begynder flere at kalde hende Moses efter den bibelske karakter, der redder de slavebundne jøder væk fra Egypten.

Men også fordi hun ynder at synge “Go down, Moses – way down in Egypt’s land”, når hun om aftenen vandrer rundt ved slavehytterne for at gøre opmærksom på, at hun er kommet for at føre folk mod friheden i nord.

Med flygtningeloven går rejsen nu endnu længere mod nord end tidligere. Nordstaterne er ikke længere så frie.

Plakater med dusører på bortløbne slaver hænger på træer og facader i byerne, og dusørjægere er klar til at nappe en flygtet slave og transportere ham tilbage til Syden for en nævefuld dollars. Derfor tager Tubman ingen chancer:

“Jeg turde ikke lade Uncle Sam tage sig af mit folk længere, så jeg tog dem hele vejen til Canada”.

Håndbog for den flygtende slave

1. Flugten skal begynde natten til søndag

Undergrundsjernbanens konduktører samlede ofte deres gruppe med flygtninge op sent lørdag aften. Eftersom slaverne altid havde fri om søndagen, vandt de flygtede nemlig et døgns forspring, før opsynsmændene fandt ud af, at nogen manglede.

2. Find vej via Nordstjernen

Ved at finde Karlsvognen på himlen kunne flygtningene lokalisere Nordstjernen, som var deres  ledestjerne mod friheden. Når det var overskyet eller dag, var stjernehimlen dog ingen hjælp, og derfor studerede gruppen i stedet de døde træstubbe, som ofte havde mos på den nordvendte side.

3. Hold dig fra større byer

I de større byer var gadebilledet fyldt med dusørplakater, hvor slaveejerne udlovede kolde kontanter til dem, der fangede plantageslaverne. 

De bortløbne var beskrevet i detaljer med alder og udseende, så dusørjægere kunne spotte dem. Jo længere væk slaven blev fanget, des højere var dusøren.

Selv i staterne nordpå risikerede en flygtet slave at blive opdaget og bragt tilbage til Syden.

4. Søg ly på Undergrundsjernbanens stationer

Overalt på ruten hjalp Undergrundsjernbanens folk de flygtede slaver. Netværket af sikre skjulesteder voksede gennem årene, så der til sidst kun var 30-40 km mellem hver “station”.

5. Forbered dig på sne og kulde

Mange slaver havde aldrig set andet end Vestafrika og de amerikanske Sydstater.

De var vant til varme, og det kunne være lidt af et chok, når Undergrunds­jernbanen bragte dem op i kulden. Slaverne nød friheden, men havde svært ved at vænne sig til livet med frostvintre.

6. Søg mod Canada

Canada var fra 1850 til 1865 reelt det eneste sikre sted for flygtede slaver, da en ny flygtningelov i 1850 forpligtede borgerne i Nordstaterne til at anmelde sorte, som de formodede kunne være bortløbne slaver. Undergrunds­jernbanen fragtede 30.000-40.000 flygtninge til Canada.

Syn redder flygtningeflokken

De farligere omstændigheder betyder, at eksslaven må skrue bissen på. Af og til bliver nogle af flygtningene nemlig så rædselsslagne, at de ønsker at vende om.

“Følg os, eller dø! Døde niggere fortæller ingenting”, truer Tubman med sin revolver. En slave, der vender hjem, vil nemlig blive udspurgt, til han afslører, hvem der har hjulpet ham.

“Enten går vi fri eller dør”, bliver Tubmans motto, som hun igen og igen nævner, mens hun frygtløst guider sine grupper gennem skove og over floder.

“Vi bekymrede os for hendes sikkerhed, men hun syntes at være blottet for frygt. Tanken om at blive fanget lod aldrig til at skræmme hende”, skriver en af Tubmans venner fra undergrundsbevægelsen, William Still, som noterer sig, at hun ofte bliver ramt af anfald som følge af den hovedskade, hun fik som barn.

“Halvdelen af tiden lignede hun en person i trance, og under sine togter gennem Syden måtte hun ofte sætte sig ned i vejsiden og sove”, konstaterer Still.

Under en flugt i 1856 er det netop den hovedskade, der får Tubman til at kollapse i en grøft, mens hun eskorterer fire slaver fra Maryland til Canada.

Da Tubman omsider vågner, sætter hun pludselig afsted i fuld fart ind i skoven med sit lille følge halsende efter.

Konduktøren insisterer på, at gruppen skal gemme sig i en bestemt hytte, som hun har set i et syn, mens hun var bevidstløs.

Efter at have sovet i hytten slider flygtningene sig ud på vejen i aftenmørket, og præcis samme sted, som Tubman faldt om natten forinden, ser de tydelige tegn på, at en flok slavejægere har gjort holdt. 

Græsset er trådt ned, og cigaretskod ligger på jorden. Lidt længere fremme på vejen har rytterne endda sat en dusørplakat op på et træ. 

Henholdsvis 400, 800 og 1.500 dollars udloves der for de tre mænd i Tubmans følge. Hele 12.000 dollars er belønningen for at fange “den kvinde, der har lokket dem væk”.

Ud på natten fornemmer Tubman nye farer på Wilmington Bridge i staten Delaware. Den lange bro, der fører ind til Wilmington, hvor en af Tubmans nære venner fra Undergrundsbanen, Thomas Garrett, bor, er under skarp bevogtning.

Tubman har mange gange krydset broen på sine missioner, fordi Garrett altid tilbyder sin hjælp, men aldrig før har bevæbnede betjente stået klar til at kontrollere passerende ryttere og vogne.

Med dusørplakaterne i tankerne ved Tubman, at gruppen ingen chancer har for at slippe over.

Derfor guider konduktøren først sine fire flygtninge i sikkerhed i en skov, og bagefter sniger hun sig hen til et hus tæt på, hvor hun ved, at hun kan få hjælp til at få givet Thomas Garrett besked om deres penible situation.

Et par dage senere lyder et pift fra udkanten af skoven, og Tubman ånder lettet op, da hun ser to vogne med en flok murere på ladet.

Garrett har betalt de hvide murersvende for at køre over broen fra bysiden om morgenen, så håndværkerne om aftenen kan vende retur, uden at betjentene fatter mistanke.

En efter en lægger de undvegne sig i bunden af vognene, mens håndværkerne omhyggeligt placerer mursten oven på de fem nye passagerer.

Luften er knap og støvet under stenene, og flere gange småhoster slaverne på vej mod broen kort før midnat.

For at overdøve enhver mistænkelig lyd begynder murerne derfor at synge, mens vognen skrumler over broen, og betjentene smiler blot ad de tilsyneladende fulde håndværkere.

Ud på natten triller hestevognene ind på Garretts ejendom, og han hilser dem velkommen med mad og en blød seng, inden deres rejse mod friheden kan fortsætte.

Uden yderligere problemer får Tubman bragt den efterlyste og værdifulde flok slaver op til Canada. Men Tubman er nu blevet en af USA’s mest efter-

søgte personer, og enhver slaveejer ønsker hende hængt.

I 1858 – efter endnu flere succesfulde missioner – er prisen på den efterhånden sagnomspundne kvinde steget til i alt 40.000 dollars.

På Undergrundsjernbanens stationer skjulte slaverne sig i hemmelige rum.

© Bridgeman, J.D.R. Hawkins & Christa Sterken

Tubman bliver spion for Unionen

Uenigheden mellem slavemodstanderne i nord og slavetilhængerne i syd vokser sig i 1861 så stor, at den amerikanske borgerkrig bryder ud. 

Tubman ser krigen som en åbenlys vej til én gang for alle at få slaveriet afskaffet, og kvinden bliver snart en del af Unionens tropper.

Først trækker hun i sygeplejeruniform og tager sig af de sårede, men i 1863 drager Tubman til fronten som spejder og spion. 

Kort før midnat den 2. juni sejler to af Unionens kanonbåde derfor op ad Combahee River i South Carolina med 150 uniformerede sorte soldater og Harriet Tubman ombord. 

Eksslaven har på forhånd rekognosceret fjendens stationære undervandsminer i floden, og fra stævnen på det ene skib guider hun kyndigt skibene uden om de farlige miner, til fartøjerne når en bred, hvor hundredvis af slaver på Tubmans opfordring har gemt sig. 

På Tubmans signal strømmer de frem fra deres skjul og plasker gennem vandet for at komme ombord.

Samtidig stormer enheder af yankee-tropper i land og sætter kurs mod de største plantager i området. Især de sorte soldater med fortid som slaver er opildnede af hævntørst og kaster fakler ind i slaveejernes huse og lagerbygninger, ligesom de sætter markerne i brand.

Inden morgenlyset bryder frem, er mere end 750 slaver kommet på plads i skibene, som forlader floden uden at miste én eneste mand. 

Sydstaternes tropper kommer kun tidsnok til at se Tubman og slaverne forsvinde på vandet.

Avisen The Boston Commonwealth omtaler en uge senere angrebet som “et modigt og effektivt slag” mod fjenden udført “under ledelse af en sort kvinde”. 

I juli følger avisen op med at afsløre, at navnet på den sorte kvinde er Harriet Tubman – samme person, som før krigen fragtede mere end 300 slaver fra trældom i syd til frihed i nord.

Med aktionen kommer i alt 1.050 personer på den imponerende liste over slaver, som Tubman hjælper ud af trældommen. 

Da borgerkrigen slutter to år senere, i 1865, kan hun glæde sig over, at slaveriet formelt bliver afskaffet. Tubmans folk er endelig frit.

Måske er du interesseret i...

Læs også