Historien har talt: Hverken Hillary Clinton eller Donald Trump er den første af deres slags. 

Historien gentager sig: USA har allerede haft én Trump og én Hillary

Hillary Clinton bliver ikke USA’s første kvindelige præsident, hvis hun vinder valget. Sejrer Trump, bliver han heller ikke en hidtil ukendt type amerikansk leder. Vi præsenterer dig her for 1900-tallets udgave af Hillary Clinton og 1800-tallets helt egen Donald Trump.

3. november 2016 af Else Christensen

1. Hillary Clintons forgænger: 
Præsidentfruen, der tog magten i USA


Allerede før Woodrow Wilsons sygdom spurgte han dagligt sin hustru om råd i vigtige politiske sager.
© Getty Images

Klokken lidt i ni om morgenen den 2. oktober 1919 ringede telefonen hos den amerikanske præsidents livvagt. I røret lød præsidentfruen Edith Wilsons stakåndede stemme:

“Vær venlig at få fat på doktor Grayson. Præsidenten er meget syg”.

Livvagten ringede til lægen og løb så op ad trappen for at se, om han kunne hjælpe, men døren ind til præsidentparrets soveværelse var låst.

Efter at dr. Grayson havde undersøgt Woodrow Wilson, hørte han omsider, hvad der var sket.

“Du gode gud. Præsidenten er lammet”, sagde lægen bestyrtet, da han kom ud fra soveværelset.

Men den chokerende nyhed slap ikke ud af Det Hvide Hus. Godt hjulpet af doktor Grayson skjulte Edith sandheden om præsidentens slagtilfælde, der havde lammet venstre arm, frarøvet ham evnen til at gå og givet ham en hjerneskade.

Officielt hed det sig, at præsidenten blot trængte til hvile efter at have overanstrengt sig, men i realiteten var han ude af stand til at passe sit embede.

Hvor Hillary Clinton må igennem en lang og opslidende valgkamp for at få magten, gjorde Edith sig til præsident ved at stikke nationen en løgn. Hun bildte hele Amerika ind, at hendes mand så og godkendte alle de dokumenter, hun bar ind og ud af præsidentparrets soveværelse de næste mange måneder.

LÆS MERE: BLIV endnu klogere på præsidentvalg i USA i vores store tema

Edith læste statshemmeligheder

At Edith en dag skulle blive USA’s mest magtfulde kvinde, ville ingen i hendes barndomshjem have spået. Hun voksede op på en plantage i staten Virginia, og forældrene ønskede, at deres datter skulle blive hjemmegående husmor. 


Som ung lærte hun at sy, brodere og tale fransk, mens længerevarende uddannelse var forbeholdt hendes brødre.

I stedet blev Edith som 23-årig gift med en velhavende juveler. Efter 12 års ægteskab døde juveleren uventet, og Edith blev enkefrue i Washington.

I marts 1915 mødte hun præsident Woodrow Wilson, som året forinden var blevet enkemand. De forelskede sig hovedkulds, og snart stod det klart, at 58-årige Woodrow så mere end kvindelig ynde i sin 42-årige kæreste.

Han sendte Edith små noter, hvori han bad om hendes mening om regerings-anliggender. Da parret blev gift i december 1915, fik Edith sågar sit eget kontor i Det Hvide Hus’ private gemakker.

Partnerskabet blev udvidet, da USA i 1917 gik ind i 1. verdenskrig. Woodrow Wilson blev oversvømmet af krigskorrespondance og satte sin hustru til at læse alt igennem, før det nåede ham – for på den måde at sortere unødvendige papirer fra.

Præsidentfruen fik også de hemmelige koder til skabet, der indeholdt klassificerede dokumenter og militære operationsplaner.

Efter krigen fulgte hun sin mand, da han i efteråret 1919 tog på en landsdækkende charme-offensiv for at samle støtte til sit politiske prestigeprojekt Fol­ke­for­bun­det – en forløber for FN, der gennem internationalt samarbejde skulle forhindre krig.

Den over 13.000 km og 22 dage lange rejse tærede på Woodrow Wilsons i forvejen skrantende helbred. Efter en tale i Colorado den 25. september blev han syg. Præsidenten fik hovedpine, ansigtsmusklerne sitrede, og han havde stærk kvalme.

Doktor Grayson gav straks ordre til, at turen skulle afbrydes, men da var det for sent. Den 2. oktober faldt Woodrow Wilson om på badeværelset i Det Hvide Hus. Han var lammet i venstre side og kunne næsten ikke tale.

Edith Wilson prøvede at forhindre spiritusforbuddet.
© Shutterstock

Præsidenten blev spærret inde

Forfatningen indeholdt ingen klare regler for, hvad der skulle ske, hvis sygdom eller andre ulykker gjorde præsidenten ude af stand til at passe sit arbejde, men det logiske skridt ville være at lade vicepræsidenten tage over ligesom ved et dødsfald.


Det ville Edith ikke høre tale om. I stedet fik en anden af præsidentens læger, Francis Dercum, en idé. Han betroede Edith sine tanker.

“Lad alt komme til dig. Afvej vigtigheden af hver sag”, skal Dercum have sagt.

“Og på denne måde begyndte jeg min administrative opgave. Jeg nærstuderede ethvert papir sendt fra ministre og senatorer. I de tilfælde, hvor disse sager krævede præsidentens opmærksomhed, præsenterede jeg dem for ham i let fordøjelig form. Selv tog jeg ikke en eneste beslutning”, fastslog Edith i sine memoirer.

Da præsidenten var svækket og dårligt kunne tale, virker påstanden absurd.

Bedraget lykkedes, fordi Edith tog monopol på kommunikationen med præsidenten. Hun sørgede omhyggeligt for, at ingen ud over hende selv, livvagten og doktor Grayson gik ind til præsidenten, der lå afkræftet i sin seng.

“Hvis nogle papirer krævede Wilsons opmærksomhed, blev de læst højt for ham, men det gjaldt kun dem, som mrs. Wilson syntes, burde blive læst op. På samme måde kom meddelelser om præsidentens beslutninger tilbage ad de samme kanaler”, fortalte livvagten senere.

Ediths beslutning om at regere uden formel godkendelse medførte, at hun druknede i papir. Alene den første måned havde Kongressen 30 lovforslag til afstemning, uden at Det Hvide Hus nedlagde veto en eneste gang – formentlig fordi Edith ikke kunne nå at læse alle de medfølgende papirer.

Én lov forsøgte hun dog at stoppe med et veto: The Volstead Act, loven, som forbød fremstilling og salg af alkoholiske drikke i USA.

Historikerne mener, at præsidenten aldrig så lovforslaget, som Kongressen dog gennem-trumfede, fordi flertallet for alkoholforbuddet var stort nok til at underkende Ediths veto.

Snyd og bedrag vildledte Kongressen

Efter seks uger bedrede Woodrow Wilsons tilstand sig en smule. Ved hjælp af bøjler, der holdt ham oprejst i kørestolen, tog præsidenten på korte ture. Han talte også – omend kun i kort tid og med stort besvær, og han tabte hurtigt koncentrationen.

Som tiden gik, begyndte det imidlertid at blive påfaldende, at præsidenten hverken deltog i møder eller modtog gæster. Den 5. december 1919 følte Edith sig derfor tvunget til at give to fremtrædende senatorer adgang til sygestuen.

Mødet var imidlertid iscenesat til mindste detalje for at skjule præsidentens tilstand. Woodrow Wilson blev lagt i seng, så hele hans sammenfaldne krop kunne dækkes af en dyne.

Kun hovedet og den stadig funktionsdygtige højre arm stak ud. Før gæsterne trådte ind, blev lyset slukket, så kun en enkelt sengelampe sendte sit dæmpede lys over rummet. I fodenden af sengen vogtede Edith.

Senatorerne fik præcis 45 minutter sammen med præsidenten – længere kunne han ikke koncentrere sig – og bedraget lykkedes.


Begge senatorer fortalte bagefter den amerikanske presse, at præsidenten havde været klar og beleven. I februar 1920 opdagede Edith en ny alvorlig trussel mod sin nyvundne magtposition.

Udenrigsminister Robert Lansing advokerede åbenlyst for, at vicepræsidenten skulle afløse Woodrow Wilson, og indkaldte til ministermøde uden først at spørge præsidenten om lov.

Edith anklagede ministeren for at være illoyal, og Lansing modtog med posten en fyreseddel underskrevet af Woodrow Wilson.

Edith Wilson støttede paradoksalt nok ikke, at USA’s kvinder fik stemmeret.

© Library of Congress

Fornærmelser tilgav Edith aldrig

Storbritanniens nyudnævnte ambassadør fik også Ediths magt og temperament at føle. En af ambassadørens diplomater havde engang fornærmet præsidentfruen med en vittighed, der antydede, at Edith var krøbet i seng med Woodrow Wilson, alt for kort tid efter at præsidenten var blevet enkemand.


Nu nægtede hun at modtage ambassadøren i Det Hvide Hus, medmindre han fyrede den pågældende medarbejder.

Episoden var særlig uheldig, da den nye britiske ambassadør var en af Woodrow Wilsons vigtigste støtter i kampen for at få USA med i Folkeforbundet.

 Mens europæerne tog Folkeforbundet til sig, kæmpede konservative kræfter i USA imod amerikansk medlemskab, fordi de frygtede, at forbundet ville lede USA på en farlig kurs med kostbar indblanding i Europas anliggender.

En konservativ senator havde dog foreslået en række ændringer, der gjorde traktaten spiselig for de konservative. Woodrow Wilson havde ikke brudt sig om forslaget, og Edith nægtede endnu mere stejlt at støtte kompromisforslaget.

Da traktaten med ændringerne blev sendt til afstemning, faldt den med et brag, fordi 42 demokrater stemte imod – på opfordring fra Edith.

Woodrow Wilsons drøm om en stærk international organisation var knust. Uden USA kunne Folkeforbundet umuligt sørge for fred i verden.

Trods skuffelsen forsøgte den stadig sygdomssvækkede Woodrow Wilson at blive nomineret som Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget i 1920, men partiet ignorerede anmodningen.

Efter 17 måneder som USA’s reelle magthaver måtte Edith Wilson tage sin mand under armen og forlade Det Hvide Hus i marts 1921, da den nyvalgte præsident, Warren G. Harding, blev indsat som USA’s 29. præsident. Woodrow Wilson døde tre år senere, i 1924, af endnu en blodprop.

Edith levede indtil 1961 og døde 89 år gammel i Wa­shing­ton. Hun hævdede i alle årene hårdnakket, at hendes politiske rolle havde været ubetydelig, og at hun udelukkende havde viderebragt vigtige dokumenter til sin sengeliggende mand, som herefter havde taget alle vigtige beslutninger.

2. Donald Trumps forgænger:
Den højtråbende kandidat, der blev folkets præsident


Ligesom Trump yndede Jackson at kaste sig ud i uhæmmede angreb på politiske modstandere.

© Alamy/Imageselect & Shutterstock
Andrew Jacksons pandelok hoppede og dansede, når han højlydt kritiserede sine politiske modstandere. Han optrådte upoleret og talte helt uden de omsvøb, som datidens amerikanske magthavere ellers pakkede deres budskaber ind i.

Korrupte politikere, bankfolk og pengemænd var “Babylons skøge”, som han nok skulle få “renset ud”, når han kom til Washington, lovede Jackson. Stod nogen ham i vejen, kunne de få et par på skrinet – lod han skinne igennem.

Ligesom Donald Trump blev Jackson betragtet som en opkomling uden brugbar politisk erfaring. Hans modstandere havde travlt med at fortælle, at Jackson “næppe var egnet til at bestride landets fremmeste embede og lede en regering bygget på lov og ret”.

Men som en magnet tiltrak Jackson skarer af tilhængere blandt såkaldt almindelige mennesker. Han brugte deres vrede mod Amerikas elite til at lancere sin præsidentkampagne.

Et opgør med indspisthed og vennetjenester mellem USA’s rigeste mænd var lige, hvad nationen havde brug for, mente mange.

Jackson blev født i en hytte på landet

Jackson voksede op langt fra Wa­shing­ton og østkystens magtfulde familier. Som barn af to irske immigranter kom han til verden i en træhytte på grænsen mellem nutidens North og South Carolina. Dengang lå området så langt fra Washington, som en amerikaner kunne komme.

Som ung tjente Jackson en formue på at spekulere i jord og ejendom. I begyndelsen af 1800-tallet var jordlodder i den unge amerikanske nation billige. Sammen med en kompagnon opkøbte Jackson jord i Sydstaterne og solgte den videre med stor fortjeneste.

Hvis ejerne var indianere, gik den senere præsident ikke af vejen for at chikanere eller true dem til at sælge uhørt billigt.

Handlerne skaffede Jackson penge, men krig gjorde ham berømt. Som general kæmpede han mod England i 1812 og opnåede heltestatus ved at besejre briterne ved byen New Orleans og drive dem ud af staten Louisiana.

Bedriften gjorde Jackson verdenskendt og banede vejen for en politisk karriere.

Mens hans ambitioner voksede, brugte han flittigt sin militærkarriere til at vise, at han var en leder med stor gennemslagskraft.

I en bog udgivet umiddelbart efter krigen pralede han sågar med, at han havde henrettet sine soldater, når de ikke parerede ordre.

 “Der er ingen grund til at tænke, at verden kan styres uden blodsudgydelse. Det civile sværd må og skal være rødt og blodigt”, uddybede han senere sin filosofi.

Dueller var også en del af det barske image, som den temperamentsfulde Jackson flittigt dyrkede. Ifølge nogle kilder deltog han i omkring 100 dueller, hvoraf de fleste dog endte med, at duellanterne affyrede deres våben op i luften og gav hinanden hånd bagefter.


I 1806, mens Jackson var oberst i staten Tennessees hær, dræbte han dog en mand under en dramatisk duel.

Rivalen hed Charles Dickinson og havde fornærmet Jack­sons hustru samt beskyldt ham for at snyde i et hestevæddeløb. Jackson udfordrede Dickinson til duel, selvom han kendte Dickinsons ry som skarpskytte.

Jackson kalkulerede sig frem til, at han kun kunne overleve, hvis Dickinson fik lov at skyde først, og skuddet ikke var dræbende. Derfor iklædte han sig en fyldig frakke, som skjulte konturerne af hans krop.

Da de to kamphaner mødtes til duel, skød Dickinson først og ramte Jackson i brystet. Kuglen stoppede én centimeter fra hjertet.

Uden at vakle tog Jackson sig god tid til at sigte og skød herefter sin modstander i maven, så han senere døde.

Præsident Jacksons tvangsforflytning af indianere kostede tusinder livet.

© Shutterstock

Den chanceløse bonderøv

Ikke mange af Washingtons spidser betragtede Jackson som en seriøs kandidat med vinderchancer, da han i 1828 stillede op til præsidentvalget.

Skandalerne klæbede til manden: Jackson havde giftet sig med en kvinde, som ikke var blevet lovformeligt skilt, hans hang til dueller afslørede et ukontrollabelt temperament og han var sågar stolt af at have henrettet flere af sine egne tropper under krigen.

Karikaturtegnerne kastede sig også hæmningsløst over Jackson og afbildede ham som en pisk- og pistolsvingende bonderøv med vilde, blodskudte øjne. Men Jacksons timing var perfekt.

Valgretten havde hidtil været begrænset til hvide mænd med ejendom, men blev i 1828 ændret, så også uformuende hvide mænd kunne stemme. De mange nye vælgere følte sig tiltrukket af den folkelige Jackson, der dannede et nyt, altfavnende parti, som fik navnet Demokraterne.

Vælgerne satte pris på Jacksons direkte facon – som når han kaldte en af sine tre modstandere i præsidentvalget for “Vestens Judas, der vil få samme ende (som Biblens Judas, red.)”. 


Jacksons vigtigste valgbudskab handlede dog om, at rige familier på østkysten havde taget monopol på magten og traf beslutninger, der kun gavnede deres egen pengepung, men ikke tænkte på nationens økonomi.

Jackson havde en pointe, for penge under bordet, vennetjenester og lyssky forretningsaftaler mellem politikere og pengemænd hørte til dagens orden i 1820’ernes Washington. Mange senatorer modtog – ud over deres løn fra Kongressen – klækkelige honorarer fra banker og store firmaer for tjenester og ikke nærmere defineret assistance.

De tvivlsomme forretninger nåede helt op på højeste niveau. Den hovedrige forretningsmand John Jacob Astor havde således givet den senere præsident James Monroe et betragteligt og rentefrit lån med mistænkelig lang løbetid.

Til gengæld fik Astor et særdeles indbringende monopol på pelshandel. Faktisk betalte Monroe først lånet tilbage 15 år senere – to år efter at han havde forladt Det Hvide Hus i 1825.

USA’s banker var et kapitel for sig. Mens almindelige mennesker havde svært ved at få et lån, skovlede finans-fyrsterne penge ind. Det hele trængte til en grundig oprydning, mente vælgerne.

På mange måder var det derfor en gave til Jackson, at hans farligste modstander under valgkampen hed John Quincy Adams, var søn af en tidligere præsident og tilhørte elitens indspiste verden.

Nye vælgere havde let ved se forskellene på de to kandidater.

Det Hvide Hus blev invaderet

Selvom Jackson var undertippet, sejrede han stort og blev 4. marts 1829 indsat som USA’s syvende præsident. For at pleje sit folkelige image inviterede han bagefter alle, der havde lyst, til at følge ham til Det Hvide Hus og fejre triumfen med is og punch.


Den dag blev præsidentboligen invaderet af tusindvis af borgere fra samfundets lavere klasser, møblerne væltede, og porcelænet blev smadret, før Jackson måtte eskorteres i sikkerhed for ikke at blive mast ihjel.

I embedet gik Jackson straks i gang med at rydde op i korruptionen, hvilket blandt andet foregik gennem et rotationsprincip, der skulle forhindre, at folk sad for længe i de samme embeder og dermed kom til at opfatte stillingerne som deres ejendom.


Han tog også livtag med bankerne, som han kaldte “et mangehovedet uhyre” og en institution, der “gjorde de rige rigere og de magtfulde stærkere”.

Jackson vendte også op og ned på magtfordelingen i Washington. USA’s første præsidenter havde optrådt som landsfaderlige kransekagefigurer, der mest af alt sørgede for, at Kongressens to kamre ikke brød grundloven.


Jackson ville selv sætte den politiske dagsorden og fx bestemme, hvilken økonomisk politik landet skulle føre. Mens de første seks præsidenter tilsammen blot havde nedlagt veto mod Kongressens lovforslag seks gange, brugte Jackson sit veto et dusin gange.

Han sørgede også for, at udenlandske magter fremover kun henvendte sig til præsidenten og ikke til både præsidenten og Kongressen på samme tid, som reglerne havde foreskrevet indtil da.

Efter to år på posten fyrede Jackson også hele sit ministerkabinet, fordi han ikke længere stolede på en eneste af dem. I stedet sammensatte han et hold af syv nære venner, som han bad om råd. Politiske modstandere kaldte ham “Kong Andrew” og frygtede, at landet var på vej mod at blive et diktatur.

Andrew Jackson blev USA’s store helt under den britisk-amerikanske krig fra 1812 til 1815.

© Bridgeman

Jacksons jernnæve virkede

Trods modstandernes kritik blev den mpopulære præsident genvalgt og fejrede flere skelsættende triumfer. Under Jackson fik USA betalt hele sin statsgæld af, så landet for første og sidste gang var gældfri.


Han formåede også at holde sammen på USA i en tid, hvor slavestaten North Carolina truede med at løsrive sig. Ved hjælp af trusler om militær indgriben og et spiseligt kompromis fik han delstaten tilbage i folden.

Fordommene om, at han var en rå bonderøv, gjorde han også til skamme, men sluttede dog sin politiske karriere med ordene “Jeg fortryder kun to ting: at jeg ikke skød Henry Clay, og at jeg ikke hængte John C. Calhoun”, som var to af hans værste modstandere.

Måske er du interesseret i...

Læs også